Seneste Nyt

Så faldt hammeren i Frankrig, der har suspenderet 3.000 uvaccinerede sundhedsansatte

Lad jer vaccinere eller bliv suspenderet fra jeres job uden løn.

Sådan lød det kontante budskab til blandt andet hospitalsansatte, plejehjemspersonale og brandfolk i juli fra Frankrigs præsident.

Emmanuel Macron gav de frem til den 15. september til at have fået mindst et stik, og nu mærker dem, der har valgt ikke at følge hans ordre, konsekvensen.

- Cirka 3.000 suspenderinger blev i går meddelt til ansatte i sundhedssektoren, som ikke er blevet vaccineret, siger sundhedsminister Olivier Véran til den franske radiostation RTL.

Ifølge Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC) er 80,7 procent af voksne franskmænd blevet færdigvaccineret.

I Danmark er tallet for færdigvaccinerede voksne 87,6 procent ifølge ECDC.

Nyheder

  1. Kvinde i tyverne er død efter eksplosion i Uppsala

    En kvinde i midten af tyverne er død efter en eksplosion i Uppsala i Sverige i nat, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

    Ifølge Aftonbladet fandt eksplosionen sted klokken 03.45 i et villaområde i den svenske by, der ligger en times kørsel fra Stockholm.

    - Der har været en kraftig detonation, to huse har fået alvorlige skader. Yderligere tre huse er beskadiget, siger Pelle Vamstad, der er talsmand hos politiet, til avisen.

    Ifølge SVT blev den unge kvinde kørt på hospitalet, hvor hun døde af sine kvæstelser.

    Årsagen til eksplosionen er på nuværende tidspunkt ukendt, men den bliver efterforsket som drab og groft hærværk, skriver SVT.

    Området er afspærret, og den nationale bombeenhed skal foretage en teknisk undersøgelse af stedet.

    Det har været en dramatisk nat i Sverige med skyderier to andre steder i landet, og to personer har mistet livet.

    Se dagens nyheder i TVA Live.

  2. Kalenderen siger snart oktober - men det bliver op til 23 grader i dag

    Mange steder i landet vil der være fint vejr til en sensommerlig strandtur, varmest bliver det på Lolland-Falster. Her er det Nymindegab.

    Du kan fint fortsætte i sommergarderoben igen i dag, da temperaturen allerede fra morgenstunden ligger omkring 15-17 og hurtigt når op omkring 20 grader.

    I eftermiddag topper temperaturen med 23 grader i det sydøstlige hjørne, hvor solen også har mest plads.

    Anderledes ser det ud i Jylland, hvor skyerne længst mod vest holder niveauet omkring 18-19 grader. Vinden er svag til jævn fra sydøst, men drejer i eftermiddag mod sydvest og vest.

  3. Vi skal blive bedre til at tale om alkoholvaner, før det er for sent, lyder det fra organisation bag ny undersøgelse om danskernes alkoholforbrug.

  4. Aalborg Kommune hæver skatten

    Det bliver dyrere at bo i Aalborg Kommune.

    Et flertal i byrådet har besluttet at hæve skatten med 0,2 procentpoint, for at få budgettet for 2024 til at hænge sammen.

    - De spareforslag, der lå på bordet, rammer socialt skævt. Derfor er vi gået med på en skattestigning, siger borgmester Lasse Frimand Jensen (S).

    I dag betaler aalborgenserne 25,4 procent i kommuneskat, men det stiger altså til 25,6 procent næste år.

    Det er fuldstændig unødvendigt, mener rådmand Jan Nymark Rose Thaysen fra Venstre, der står uden for budgetaftalen sammen med De Konservative og Danmarksdemokraterne.

    - Vi kunne sagtens lave et fornuftigt budget uden at sætte skatten op, siger han.

  5. To mænd dræbt efter skyderier i Sverige

    En mand er død, efter han i nat i blev ramt af skud i Jordbro, der ligger syd for Stockholm.

    En anden person, der også blev ramt, er blevet kørt på hospitalet, og hans tilstand er ikke livstruende. Det skrev SVT tidligere i nat.

    Politiet leder efter en eller flere gerningsmænd, og der er en større politiaktion i gang.

    Ifølge SVT er tre mænd blevet anholdt, og flere køretøjer er blevet kontrolleret.

    Politiet oplyser ikke, om skudepisoden er relateret til den voldsbølge, der lige nu hærger i Sverige.

    Ambulancefolk ankom til stedet, hvor den unge mand modtog behandling. Men han overlevede ikke. Han var i de sene teenageår.

  6. Krisen i sundhedsvæsenet er stor, erkender Anders Kühnau (S).

  7. Nordkorea gør atommagtstatus permanent i lovgivning

    Det er efterhånden ingen hemmelighed, at atomvåben står højt på den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns ønskeliste.

    De seneste år har historier om træningsøvelser, salg af atomvåben og "simulerede taktiske atomangreb" fyldt nyhederne, når det han omdrejet nationen.

    Og nu har Nordkorea også skrevet landets status som atommagt ind i sin forfatning.

    - Nordkoreas politik om at opbygge nuklear styrke er blevet gjort permanent som en del af landets fundamentale lovgivning, siger Nordkoreas leder, Kim Jong-un, under et møde i Folkeforsamlingen.

    For et år siden vedtog forsamlingen også en lov, som erklærede Nordkorea for at være en atommagt.

    Kim Jong-un sagde, at det var "uigenkaldeligt".

    Loven gav mulighed for såkaldt forebyggende brug af atomvåben til at beskytte Nordkorea.

  8. Mens modkandidaterne mødtes i bedste sendetid talte Trump til fabriksarbejdere

    Trump går efter at blive USA's præsident igen. (Foto: © REBECCA COOK, Ritzau Scanpix)

    I nat dansk tid debatterede republikanere, der drømmer om at blive den næste præsident i USA, i den anden store tv-debat mellem dem.

    Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump var nemlig i stedet taget til Detroit i Michigan for at tale direkte til fabriksarbejdere, der vil have bedre vilkår på de amerikanske bilfabrikker.

    - Jeg vil begynde denne aften med at hylde jer. I får ikke den kredit, I fortjener. Nu vil de have, at vi går over til elektroniske biler, og det vil sætte en stopper for jeres forretning, det ved I godt, ik?, lød det det blandt andet fra Trump.

    Han brugte en stor del af sin tale på at kritisere præsident Joe Biden.

    - Det er hans politik, der har sendt Michigans bilarbejdere ud i arbejdsløshed, lød det også under talen fra Trump.

    Donald Trump er storfavorit til at blive præsidentkandidat for Republikanerne.

  9. Flammehav og røgskyer: Eksplosion i Usbekistans hovedstad

    En kraftig eksplosion har for kort tid siden fundet sted i Usbekistans hovedstad Tasjkent.

    Det skriver lokale medier.

    Det er endnu meget sparsomt med oplysninger om, hvad der er sket.

    Videoer på de sociale medier viser store flammer og røgskyer i et større område.

    Ifølge det usbekiske medie Nova24 kunne eksplosionen mærkes 30 kilometer fra, hvor den fandt sted.

    Eksplosionen skete ifølge mediet ved en lagerbygning.

    Brandfolk i massevis befinder sig lige nu på stedet.

    - Der ydes også lægehjælp til beboerne i området, oplyser Sundhedsministeriet ifølge Nova24. Ministreret fastslår også, at der for nuværende ikke er meldinger om alvorlige kvæstelser.

    Det er uvist, hvad der har udløst eksplosionen.

  10. Endnu et skyderi i Sverige: To personer ramt

    To personer er i nat dansk tid blevet ramt af skud i Jordbro små 30 kilometer fra den svenske hovedstad Stockholm.

    Den ene af de to personers tilstand er meget alvorlig, fremgår det.

    Politiet leder efter en eller flere gerningsmænd, og der er en større politiaktion i gang.

    Tidligere i dag blev en ung mand skuddræbt i Stockholm.

    Politiet oplyser ikke, om skudepisoden er relateret til den voldsbølge, der lige nu hærger i Sverige.

  11. Punktum i mystisk sag om amerikansk soldat i Nordkorea: Travis King vender hjem

    Den 23-årige amerikanske soldat Travis King er snart på amerikansk grund igen efter længere tid i Nordkorea.

    Det oplyser en embedsmand fra den amerikansk regering. Det statskontrollerede nordkoreanske medie KCNA bekræfter, at Travis King er ude af Nordkorea.

    Dermed et det sidste punktum måske sat i sagen, hvor der angiveligt også har været intense diplomatiske forhandlinger i gang.

    Travis King valgte ifølge den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, af egen fri vilje at krydse grænsen fra Sydkorea til Nordkorea i midten af juli. Det gjorde han uden tilladelse.

    Travis King var udstationeret i Sydkorea, men han skulle angiveligt eskorteres tilbage til USA - men han stak af fra sin eskorte i lufthavnen og krydsede altså senere grænsen til Nordkorea, hvor han blev tilbageholdt.

    Ifølge KCNA har King Travis sagt, at han er blevet behandlet "umenneskeligt" og har været udsat for "racediskrimination" i den amerikanske hær.

  12. Ung mand skuddræbt i Stockholm: Eftersøgning i fuld gang

    En ung mand er onsdag aften blevet skudt og dræbt i Stockholm.

    Det oplyser polititalsmand Mats Eriksson til de svenske medier.

    - Der er tegn på, at det kan hænge sammen med den bølge af vold, vi oplever i øjeblikket, fordi der har været et skydevåben involveret, og fordi det er sket i Stockholm, siger han.

    Politiet efterforsker nu drabet og er i gang med at undersøge gerningsstedet.

    Skudepisoden fandt sted omkring et idrætsanlæg, hvor børn var i gang med at træne.

    Statsminister Ulf Kristersson har også reageret på drabet.

    - Uskyldige mennesker med absolut ingen tilknytning til den grove forbrydelse - hvoraf mange var børn til aftentræning - er netop blevet tvunget til at være en del af endnu et hensynsløst skyderi, hvor endnu en mand er blevet skudt og dræbt, siger han til nyhedsbureauet TT.

    Svensk politi søger efter en grå Toyota med tonede ruder.

  13. Skolebestyrelse: Ikke alle spørgsmål blev besvaret til møde om overgrebssag på Søholmskolen

    Forældre til elever på Søholmskolens afdeling Toftevang har her til aften været til møde om sagen med en 27-årig mand og tidligere medarbejder, der er mistænkt for voldtægt af en pige under 15 år samt vidnetrusler.

    Og det var et godt møde, lyder det fra skolebestyrelsens formand, Maria Larsen.

    - Alle er meget berørte og kede af det over den her situation, og det mærker man. Der var en meget åben invitation til at komme frem med alt, man kunne have af bekymringer eller behov for at tale om det, siger hun.

    Har alle fået svar på det, de gerne ville?

    - Nej, for det kunne ikke lade sig gøre. Mødet blev meget begrænset af, at der både er navneforbud, tavshedspligt og også en ret stor opmærksomhed på at beskytte børnene.

  14. Ubesejrede Odense og Esbjerg tromler videre i kvindeligaen

    Der er Odense Håndbold og Team Esbjerg. Og så er der alle de andre.

    Sådan er billedet i kvindernes håndboldliga lige nu, og onsdag aften bekræftede de to storklubber netop det billede med solide storsejre.

    Odenseanerne bankede Viborg HK med hele 40-28 på udebane, mens Esbjerg tævede Horsens med 42-24. Dermed er både Odense Håndbold og Team Esbjerg ubesejrede efter de første fem kampe i sæsonen. Som de eneste hold i rækken.

    Odenses målscore er sølle seks mål bedre end Esbjergs, og derfor er det fynboerne, der nu topper kvindeligaen.

    Også Ikast tog en favoritsejr på 33-30 hjemme over Skanderborg onsdag aften og er placeret på rækkens tredjeplads.

  15. USA takker Kina og Sverige for at hjælpe tilbageholdt soldat med at vende hjem fra Nordkorea

    USA har sikret løsladelsen af den amerikanske soldat Travis King, der har været tilbageholdt i Nordkorea i over to måneder. Og her har både Sverige og Kina spillet en særlig rolle.

    - USA har sikret menig Travis Kings tilbagevenden fra Den Demokratiske Republik Korea, siger Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, ifølge AP.

    - Vi takker den svenske regering for dens diplomatiske rolle som beskyttende magt for USA i Den Demokratiske Republik Korea og Kinas regering for dens assistance i at facilitere menig Kings tilbagevenden.

    Tidligere onsdag oplyste det nordkoreanske statsmedie KCNA, at Nordkorea ville udvise den 23-årige soldat.

    Svenske embedsmænd eskorterede Travis King til den kinesiske grænse i Nordkorea, hvor soldaten blev mødt af både den amerikanske og svenske ambassadør i Kina. Herfra blev Travis King fløjet til en militærbase i Sydkorea, før turen endegyldigt gik mod USA.

    Travis King flygtede ifølge den amerikanske udenrigsminister i juli over grænsen til Nordkorea af egen fri vilje og med fuldt overlæg.

  16. DR har fulgt en ukrainsk familie i otte måneder. For kort tid siden bristede deres håb om at få hele familien gennem krigen.

  17. Samtidig skrider økonomien i Region Midtjylland yderligere.

  18. Både i Skotland, Norge og Filippinerne venter værter på penge fra bookingplatform.

  19. Efter Aserbajdsjan overtog Nagorno-Karabakh, er massevis af armeniere nu på flugt.

  20. Vejrvarsel i Irland: Stormen Agnes er gået i land

    Agnes er den første storm i sæsonen ifølge BBC. (Foto: © Niall Carson, Associated Press)

    En storm med navnet Agnes har taget til i det nordlige Irland, hvor der er blevet udsendt vejrvarsler.

    Agnes har efterladt næsten 1.700 mennesker i byen Poyntzpass uden strøm.

    Derudover er flere træer væltet, et tag er blevet blæst af en bygning, og der har været lokale oversvømmelser enkelte steder.

    Agnes forventes at bringe kraftige vindstød frem til torsdag morgen, skriver BBC.

  21. Fastekuren er ikke noget, der bliver anbefalet fra officielt hold.

  22. Norlys er ét skridt tættere på køb af Telia Danmark

    Repræsentantskabet i energiselskabet Norlys har godkendt købet af Telias danske forretning.

    Det skriver Norlys i en pressemeddelelse.

    - Vi har i flere år arbejdet målrettet på at komme ind på mobilmarkedet. Købet af Telia betyder, at vi kommer endnu tættere på kunderne og for alvor bliver en landsdækkende energi- og telekoncern, siger administrerende direktør i Norlys Niels Duedahl.

    Købet af Telia Danmark omfatter cirka 1,9 millioner kundeforhold og et 50 procent ejerskab af Danmarks største mobilnet, TT-netværket.

    87 procent af de 669 fremmødte repræsentantskabsmedlemmer stemte for købet.

    Norlys mangler fortsat godkendelse fra konkurrencemyndighederne i Danmark.

  23. Ekspræsidenten holder sig fra Republikanernes tv-debatter. Og det ser ud til at være en effektiv strategi for ham.

  24. Fransk rapport: 90 procent af den illegale pornografi på nettet viser misbrug af kvinder

    Op mod 90 procent af det pornografiske indhold på illegale internetsider viser misbrug af kvinder verbalt, fysisk og seksuelt.

    Og en meget stor del af den vold, der vises, er strafbart ifølge den eksisterende lov i Frankrig.

    Det konstaterer en ny kritisk rapport fra et fransk statsudpeget ligestillingsråd, skriver The Guardian.

    Rådet har brugt halvandet år på høringer og gennemgang af millioner af videoer på de største internationale pornografisider.

    Konklusionen er, at "kvinder bliver karikeret med de værste sexistiske og racistiske stereotyper, bliver ydmyget, objektiviseret, dehumaniseret, overfaldet, tortureret og udsat for behandling, der er i strid med både den menneskelige værdighed og fransk lov".

    Den franske regering opfordres i rapporten til at ændre loven, så producenter af pornografi kan retsforfølges, og indhold kan fjernes for at beskytte dem, der er blevet filmet.

  25. Det er verdens mest besøgte webside med cirka 90 milliarder besøg om måneden.

  26. Bruce Springsteen aflyser alle koncerter resten af året på grund af sygdom

    Bruce Springsteen spillede i Parken i København den 11. juli i år. (Foto: © LISELOTTE SABROE, RITZAU/SCANPIX)

    Den amerikanske rockmusiker Bruce Springsteen udskyder alle sine planlagte koncerter i 2023 på grund af sygdom.

    Det skriver han på X, der tidligere hed Twitter.

    Springsteen har i de seneste uger været i behandling for mavesår og vil fortsætte behandlingen resten af året, skriver Ritzau.

    - Tak til alle mine venner og fans for jeres gode ønsker, opmuntring og støtte. Jeg er i bedring og glæder mig til at se jer næste år, lyder det fra rockveteranen med tilnavnet 'The Boss'.

    Springsteen spillede to koncerter i juli i Parken i København på sin Europa-turne.

    Ifølge koncertkalenderen på Springsteens hjemmeside, så var der planlagt 14 koncerter i Canada og USA resten af året.

  27. USA sagsøger eBay for brud på flere miljølove

    Den amerikanske regering har sagsøgt auktions- og handelssiden eBay for at bryde en række miljølove.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Handelsplatformen bliver af det amerikanske justitsministerie beskyldt for at tillade ulovlig salg af 343.011 produkter, der giver biler adgang til at omgå miljøkontrol.

    Det er den, der bruges til at begrænse udledningen af skadelige gasser fra blandt andet forbrændingsmotoren, skriver Reuters.

    EBay bliver derudover beskyldt for at tillade salg af mindst 23.000 uregistrerede, fejlmærkede eller på anden måde begrænsede pesticider.

  28. Transportministeren afventer ekspertgruppes arbejde på området.

  29. Danish Crown tilbagekalder kød efter fund af salmonella

    Danish Crown tilbagekalder Velsmag Entrecote efter fund af salmonella i en lille del af partiet.

    Kødet er solgt i Netto og har produktionsdatoen 23. september 2023.

    Produktet vejer desuden 700 gram og har bedst før-datoen 14. oktober 2023.

    Danish Crown opfordrer købere til at smide produktet ud eller aflevere det i samme butik, som det er købt i.

  30. Mexicos præsident indkalder 10 lande til møde om stigende migration

    I Tapachula ligger et center, hvor migranter og flygtninge kan få et humanitært visum, der sikrer dem sikker indrejse til USA fra Mexico. (Foto: © JOSE TORRES, Ritzau Scanpix)

    Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, har indkaldt udenrigsministre fra 10 latinamerikanske lande til møde om den stigende migration.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Tirsdag indsatte den mexicanske regerings migrationsmyndighed over 260 busser og varevogne til at fordele over 8.000 migranter fra den sydlige by Tapachula til andre dele af landet.

    - Det er ikke et problem, der kun vedrører Mexico. Det er et strukturelt problem. Vi er nødt til at lave en plan sammen, siger den mexicanske præsident til et pressemøde og henviser blandt andet til bedre beskyttelse af migranter ifølge Reuters.

    Præsidenten forventer, at mødet kan afholdes om cirka 10 dage.

  31. Kropskamera på politiuniformen kan være med til at bekæmpe kriminalitet, mener flere partier.

  32. Første omvalg i 40 år på vej ved kommunal- og amtsvalg i Norge

    Det første omvalg ved et kommunal- og amtsvalg i 40 år er på vej i Norge.

    Amtsvalgbestyrelsen i Viken har indstillet til, at der skal være omvalg i området Østfold, skriver NRK.

    Det sker efter en klage fra Industri- og Næringspartiet, INP, som opdagede, at partiets stemmesedler manglede på et valgsted i byen Moss på valgdagen.

    Indstillingen er nu på bordet i Ministeriet for Kommunalstyre og Distrikter.

    Og tager ministeriet anken til følge, så vil det være første gang i 40 år, at nordmænd skal til omvalg ved et kommunal- og amtsvalg.

  33. Morten Skov Christiansen kalder regeringens lønramme for både "god og flot".

  34. Danmark støtter sprog- og teknologicenter for flygtninge i Rwanda

    Danmark har finansieret en fællesbygning i Rwanda, hvor flygtninge kan styrke deres kompetencer inden for sprog og teknologi.

    Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

    Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har i dag indviet bygningen under et besøg i Gashora-lejren i Rwanda.

    Fællesbygningen er en del af et FN-ledet integrationsprojekt. I alt har Danmark doneret 21 millioner kroner til projektet, som også støttes af EU samt en række lande, herunder Østrig, Norge og Sverige.

    Regeringen har tidligere udtrykt ønske om at etablere et modtagecenter i Rwanda, som man kan sende asylansøgere til.

    Det skal dog ske i samarbejde med EU eller andre lande, og indtil videre er det ikke blevet til noget.

  35. Svensk fodbold får første kvindelige generalsekretær

    Andrea Möllerberg tiltræder det nye job som generalsekretær i SvFF den 1. november (Foto: © 12160 Mikaela Landeström/TT, Ritzau Scanpix)

    Der er blevet skrevet en slags svensk fodboldhistorie i dag.

    For der er for første gang blevet udpeget en kvindelig generalsekretær i Sveriges Fodboldforbund (SvFF), oplyser forbundet på sin hjemmeside.

    - Jeg er uhørt stolt over det selvfølgelig. Jeg ser frem til, at mit lederskab skal være synligt her i Sveriges Fodboldforbund og i svensk fodbold, siger nyvalgte Andrea Möllerberg på et pressemøde.

    På SvFF's hjemmeside oplyser hun, at hun blandt andet vil have fokus på at skabe en "skarp elite og eliteforberedende fodbold".

    Andrea Möllerberg tager over for Håkan Sjöstrand, der har siddet på posten siden 2014.

  36. 31 våben og 1.208 slags ammunition: 77-årig mand idømt fængsel for privat våbenlager

    En 77-årig mand er blevet idømt to års betinget og tre måneders ubetinget fængsel for ulovlig besiddelse af våben.

    Anklagerfuldmægtig ved Bornholms Politi Mads Larsen betegner sagen som meget alvorlig. Han havde krævet tre års fængsel og har udbedt sig betænkningstid, når det gælder en eventuel anke til Landsretten, oplyser han til DR.

    Den 77-årige var tiltalt for at opbevare 31 våben og 1.208 forskellige typer ammunition efter en ransagning på hans bopæl i august sidste år.

    Våbenlageret inkluderede blandt andet to halvautomatiske rifler, en hjemmebygget pistol og en pistol af bukket jernrør.

    Manden afviste under retssagen, at våbenlagret var ulovligt og uforsvarligt opbevaret.

  37. Den 27-årige mand nægter sig skyldig i sigtelserne.

  38. Tidligere spejderleder får halvandet års fængsel for krænkelser af tre spejderpiger

    En 44-årig tidligere spejderleder er blevet idømt halvandet års fængsel for krænkelser af tre piger, der gik til spejder.

    Desuden har retten i Glostrup frakendt manden retten til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med børn og unge.

    Alle pigerne blev udsat for blufærdighedskrænkelse. Manden udsatte ifølge politiet to af pigerne for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, skriver Ritzau.

    Pigerne har forklaret sig bag lukkede døre.

    Den 44-årige mand ankede dommen på stedet.

  39. DR Sportens tennisreporter mener, at det er vigtigere, at Holger Rune finder sig selv, end at han kvalificerer sig til sæsonfinalen.

  40. Booking.com er vendt tilbage på brancheorganisationens brev om manglende betaling.

  41. Irland har beslaglagt den største mængde kokain i landets historie

    Som i en anden actionfilm har irske betjente rappellet sig ned fra en helikopter og landet på et skibsdæk midt på havet.

    Her gjorde de Irlands største kokainfangst til dags dato.

    Det oplyser irske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Over 2,2 ton kokain med en værdi på over 1,1 milliarder danske kroner er blevet beslaglagt.

    Kokainen kom ifølge Justin Kelly, der er assisterende politikommissær for organiseret kriminalitet, fra "én af de mest morderiske sydamerikanske karteller, der står bag kokain-sendinger til Europa".

    - Jeg kan ikke understrege, hvor vigtig den her operation er, og hvor meget det forstyrrer den kriminelle gruppe, der står bag den her sending, siger han.

    Operationen, der førte til fangsten, blev foretaget i samarbejde med fem andre EU-lande og Storbritannien.

  42. Armenien: Over 50.000 er flygtet fra Nagorno-Karabakh

    En såret etnisk armensk mand, Sasha på 84 år, er ankommet til Armenien efter at være flygtet over grænsen fra Nagorno-Karabakh. (Foto: © Vasily Krestyaninov, Copyright 2023 The Associated Press. All rights reserved)

    Over 50.000 mennesker har nu krydset grænsen til Armenien fra Nagorno-Karabakh de seneste dage.

    Det oplyser den armenske regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Armenierne frygter for etnisk udrensning og uro, efter at Aserbajdsjan i sidste uge tog kontrol over regionen i en militæraktion.

    Der befandt sig omkring 120.000 armeniere i Karabakh-regionen før flygtningestrømmen til Armenien.

    Tyskland opfordrer i dag til, at uafhængige observatører sendes til området og undersøger, hvordan Aserbajdsjan behandler folk.

    - Sammen med vore partnere arbejder vi hårdt på at sende observatører så hurtigt som muligt, siger Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock.

    Armenske separatister har ledet enklaven i over 30 år.

  43. Med Andreas Mogensen som ny rumkaptajn på ISS kunne det tidligere hold på rumstationen langt om længe sendes hjem.

  44. Elg på afveje: Stopper togtrafik i Stockholm

    En elg fandt onsdag vej til et togspor på en togstrækning i Stockholm.

    En elg har onsdag forvildet sig ind på et togspor i Stockholm. Det betyder, at togtrafikken holder stille mellem flere stationer.

    Det skriver flere svenske medier.

    - Den er formentlig sprunget over hegnet. Enten skal vi jage den væk, eller også må vildtværterne skyde elgen, lyder meldingen fra Claes Keisu, pressemedarbejder hos Stockholms Lokaltrafik, til SVT.

    Han tilføjer, at elgen vendte om efter frokost og løb tilbage i den retning, den kom fra. Derfor har Stockholms Lokaltrafik også været nødsaget til at lukke en metrostation i den retning.

  45. For første gang er der "Uniform på jobbet-dag" for at sætte fokus på frivillige og reservister i Forsvaret.

  46. Regeringen åbner for, at andre faggrupper kan få lønløft

    Finansminister Nicolai Wammen åbner for, at andre faggrupper udover de fire udvalgte kan få del i de tre milliarder kroner, der er afsat til lønløft.

    - Vi har på forhånd peget på fire grupper, nemlig sosu'erne, pædagogerne, sygeplejerskerne og fængselsbetjentene og sagt, at her vil vi gøre en ekstra indsats, siger han ifølge Ritzau på vej ind til et møde forud for trepartsforhandlingerne i dag.

    - Vi har ikke dermed sagt, at der ikke kan komme andre grupper ind, men det er vores udgangspunkt, siger han.

    Meldingen kommer kort før mødet i dag, hvor arbejdsmarkedets parter skal diskutere, hvordan den endelige model kommer til at se ud.

    Siden regeringen første gang varslede et lønløft til de fire udvalgte faggrupper, er den blevet mødt af massiv kritik fra flere sider blandt andet fra Politiforbundet.

  47. Tyskland indfører grænsekontrol mod øst

    Tyskland indfører fra denne uge udvidet grænsekontrol på grænserne til Polen og Tjekkiet. Det oplyser Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, på et pressemøde.

    Hensigten med grænsekontrollen er at stoppe en stor stigning i ulovlig indvandring til Tyskland, som ifølge ministeren viser, at der er store sprækker i EU's asylsystem.

    Det er især menneskesmugling, ministeren vil til livs.

    - Vi er simpelthen nødt til at stoppe smuglernes ondskabsfulde forretninger, der sætter menneskliv i fare for maksimere profil, siger Nancy Faeser.

    - Der er brug for bedre kontrol ved EU's grænser, ellers er Schengen-samarbejdet i fare.

    Ifølge ministeren indføres grænsekontrollen i tæt samarbejde med både Polen og Tjekkiet.

  48. Voldsomme regnskyl har medført jordskred og oversvømmelser i det østlige Grækenland.

  49. Har du set de stjålne genstande? Nu spørger britisk museum offentligheden om detektiv-hjælp

    The British Museum i London tager nye metoder i brug for at opstøve nogle af de mange genstande, museet har mistet fra dets samling.

    Borgere og kendere skal hjælpe i den omfattende søgen, skriver BBC.

    Omkring 2.000 værdigenstande er blevet meldt savnet, stjålet eller skadet, og de mange savnede genstande har udløst en fyring og en politiefterforskning.

    Der er også sat gang i en uafhængig undersøgelse af sikkerheden på museet.

    Indtil videre er 60 objekter blevet returneret og 300 mere er identificeret og på vej tilbage til museet, har The British Museum oplyst.

    Den tidligere museumsdirektør Hartwig Fischer er trådt tilbage siden skandalen med de mistede genstande begyndte at rulle.

Mere fra dr.dk