En strejke, der kunne have lammet dele af SAS' decemberflyvninger, er afværget.
Luftfartsselskabet fortæller i en pressemeddelelse, at man har indgået ny overenskomst med fagforeningerne Norsk Kabinforening og SAS Norge Kabinforening, der begge organiserer norske kabineansatte.
Aftalen gælder frem til 31. marts 2024 og skulle i store træk følge den gældende aftale med få ændringer. Samtidig stiger lønnen på niveau med industriens område, lyder det.
Dermed kan arbejdet med genopretningsplanen SAS Forward fortsætte.
Som et led i SAS Forward-planen skal selskabet finde besparelser for 7,5 milliarder svenske kroner, og en del af dem skal findes på lønbudgettet.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan kabinepersonalets overenskomst bidrager til sparemålet.