SAS-piloternes strejke sender kunderne direkte over til Norwegian
Pilotstrejken hos SAS spolerer sommerferien for tusindvis af kunder.
Men ferietrangen er så stor, at passagererne nu finder alternative løsninger.
Konkurrenten Norwegian har oplevet markant flere bookinger, efter piloternes strejke tidligere i dag blev en realitet.
Det oplyser Norwegians kommunikationsdirektør, Grete Roald, til norske NRK.
Det er særligt til populære feriedestinationer i Spanien, Italien, Grækenland og Frankrig, at kunderne booker løs.
- Vi oplever en meget stor stigning i bookinger. Det har vi set, siden der blev talt om en potentiel strejke for to uger siden. Men efter forhandlingerne blev udsat, steg det - især efter klokken 11.00 i dag, siger hun.