SAS-strejke rammer over 60 danske afgange i dag

I dag er det blandt andet SAS-afgange til Los Angeles, Rhodos og Palermo, som meldes aflyst.
Det er ikke lykkedes SAS og flyselskabets piloter at nå til enighed omkring forhandlingsbordet, og derfor er knap 1.000 piloter gået i strejke.
Samtidig går cirka 200 flymekanikere i sympatistrejke med SAS-piloterne til midnat.
Lige nu ser aflysninger ud til at ramme 66 afgange ud og ind af Københavns Lufthavn frem mod midnat.
Det viser en optælling, som DR Nyheder her til morgen har lavet ud fra informationer på SAS' hjemmeside.
På jyske SAS-afgange ser det ikke ud til, at der indtil nu er aflysninger. Rutefly på disse afgange drives af Xfly, som ikke er berørt af strejken.
Hvis du har købt en pakkerejse med et chartret fly, kan du på hjemmesiderne for lufthavnene i Aalborg, Aarhus, Billund og København se eventuelle aflysninger.
Du kan få hele overblikket her.