Seneste nyt
13. jun kl. 13:11

Saxo Bank dropper negative indlånsrenter

Saxo Bank vælger at hæve sine renter på kunders indeståender og afskaffer dermed negative renter.

Hidtil har renten været minus 0,6. Nu er den nul.

Selvom man ikke længere skal betale for at have penge stående, så får man heller ikke renter af sit indestående, som det har været tilfældet tidligere. Derfor udhules opsparingerne fortsat af generel inflation i samfundet.

Da Saxo Bank er en investeringsbank, er der ikke kunder med boliglån og lønkonti. I stedet har kunder oftest penge stående, som bruges til at investere.

Den Europæiske Centralbank er på vej væk fra negative renter - og Nationalbanken vil som ventet følge efter med rentestigninger.

Flere banker spår, at danske bankkunder kan slippe for minusrenter enten i slutningen af året eller i løbet af 2023.

Seneste nyt

  1. 30 min. siden

    100 7-Eleven-butikker i 'stabil drift' efter formodet hackerangreb

    Nærbutikskæden 7-Eleven har i løbet af natten og morgenen fået flere butikker i drift.

    Onsdag morgen er 100 butikker i "stabil drift" via et backup-system. Det vil sige, at de er åbne for køb med MobilePay og kontanter, men altså endnu ikke er i fulde omdrejninger.

    - Vi arbejder videre og får flere butikker på i løbet af dagen, oplyser 7-Eleven på Facebook.

    7-Elevens i alt 176 butikker lukkede alle efter et formodet hackerangreb i forgårs.

    Opdateres...

  2. 58 min. siden

    Mænd får flere års fængsel for at smugle kokain i puslespil

    To 28-årige mænd er idømt henholdsvis to og fire års fængsel ved Retten i Aarhus for at have bragt et kilo kokain til landet for at sælge det videre, skriver Østjyllands Politi.

    De dømte har tilsyneladende tænkt, at en puslespilsæske var for kedelig for tolderne at åbne.

    I hvert fald var det her, kokainen lå.

    Men Toldstyrelsen anede uråd, og efterforskere ved Østjyllands Politi fulgte pakken til en pakkeshop, overværede den nu dømte 28-årige mand hente pakken og sætte sig ind i en bil til den anden 28-årige.

    I retten tirsdag erkendte den ene, at han havde hentet pakken for den anden. Den anden 28-årige forklarede, at en tredje person havde lovet ham penge for at fremskaffe pakken.

    Afhenteren blev idømt to års ubetinget fængsel, mens den anden fik fire, da vurderingen var, at han spillede en større rolle ved indsmuglingen.

    Dommen blev ikke anket.

  3. I dag kl. 09:29

    Amerikansk designfirma laver 'action figure' af Ukraines præsident

    EN PROTOTYPE PÅ ACTION FIGUREN, DER FORESTILLER DEN UKRAINSKE PRÆSIDENT.ROSELLE CHEN/REUTERS/RITZAU SCANPIX (Foto: ROSELLE CHEN © Ritzau Scanpix)

    Der er er G.I. Joe, Teenage Mutant Ninja Turtles, He-Man og Optimus Prime - og så er der Volodymyr Zelenskyj.

    Nu slutter den ukrainske præsident sig nemlig til rækken af fiktive og virkelige personer, hvis lighed er gengivet i plastik til pynt og leg som 'action figure'.

    Det er den amerikanske designvirksomhed FCYTR, der står bag skabelsen af Zelenskyj-figuren, som er finansieret gennem en Kickstarter-kampagne.

    Kampagnen nåede sit mål på 30.000 amerikanske dollar (cirka 218.000 kroner) på bare tre dage og har siden indsamlet mere end 120.000 dollar - knap 875.000 danske kroner, skriver The Guardian.

    For hver figur, som virksomheden sælger, går en dollar til Ukraine.

  4. I dag kl. 09:14

    Forstyrrelser giver underskud til Vestas i andet kvartal

    Problemer med at skaffe de nødvendige dele og stigende råvareudgifter er medvirkende til, at vindmølleproducenten Vestas har svært ved at få forretningen til at løbe rundt.

    Selskabet har her til morgen offentliggjort regnskabet for andet kvartal i år, og det viser et minus på 139 millioner euro før skat.

    Omsætningen faldt med syv procent sammenlignet med samme periode sidste år og udgjorde 3,3 milliarder euro.

    I forbindelse med regnskabet fortæller selskabet, at man har solgt sin converters- og controlsforretning til KK Wind Solutions.

  5. I dag kl. 09:09

    Ikke alle benamputationssager bliver gennemgået: Region Sjælland holder sig til stikprøver

    Region Sjælland er på landsplan den region, som har foretaget flest amputationer i løbet af de seneste seks år, men ikke alle benamputerede patienter får gennemgået deres journaler for at afgøre, om amputationen var nødvendig.

    For regionen vil kun i begyndelsen lave en stikprøvekontrol af 80 journaler ud af cirka 1.311 mulige, siger Regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen.

    - Det er for at se, om der er nogle særlige grunde til, at vi ikke har set de her patienter tidligere.

    Men det er ikke godt nok, siger direktør i Diabetesforeningen Claus Richter.

    Han mener, Region Sjælland bør følge Region Midtjyllands eksempel, hvor samtlige 1.800 benamputeret patienters forløb gennemgås.

    - Når det handler om unødvendige amputationer, så kan man ikke nøjes med en stikprøvekontrol, siger han.

  6. I dag kl. 08:53

    Messerschmidt er upopulær som aldrig før i meningsmålinger

    Det er ikke en formand tynget af bekymring, der i disse dage står i spidsen for Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Roskilde.

    Morten Messerschmidt er ellers med afstand den mest upopulære partiformand i dansk politik lige nu. Det viser en undersøgelse, som Epinion for nylig har lavet for DR.

    72 procent af de adspurgte svarer, at de er negativt stemt overfor DF-formanden.

    Men det er ikke noget, der ryster troen på fremgang til næste folketingsvalg.

    - For det første er det ikke slut endnu, jeg er ikke endt nogen steder. The best is yet to come - det kan jeg godt love dig.

    I den seneste meningsmåling, som Epinion har lavet for DR, står Dansk Folkeparti til at få 2,1 procent af stemmerne.

  7. I dag kl. 08:20

    Rekordmange nye autocampere fylder vejene

    Hvis du er en af dem, der har kørt gennem Europa i løbet af sommeren, så har du måske lagt mærke til, at autocamperne fylder godt op på vejene. Der er nemlig rigtig mange af dem i år.

    I 2021 blev der solgt 1.697 nye autocampere. En stigning på 31 procent i forhold til 2020, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Og det er ikke kun danskere, der har fået øjnene op for at holde ferie i autocamper, også turister fra det meste af Europa finder vej til Danmark i en autocamper.

    På Oasen på Rømø, der har plads til 218 autocampere, er der kamp om pladserne.

    - Vi har indtil videre haft besøg af 25.000 autocampere i år, og så mange har der aldrig været før, siger Hanne Hansen, der ejer autocamperpladsen Oasen med sin mand.

    Ifølge Dansk AutoCamper Forening skyldes årets invasion af autocampere, at mange har investeret i en autocamper under corona.

  8. I dag kl. 08:07

    Inflationen fortsætter med at stige

    De danske forbrugerpriser steg i juli med 8,7 procent i forhold til juli sidste år. Det er især stigende energi- og fødevarerpriser, der trækker indekset op. I juni steg priserne med 8,2 procent.

    Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.

    Inflation er et udtryk for, hvor meget priserne stiger, og hvor meget mere det koster forbrugerne at købe de samme varer i år til sammenligning med sidste år.

    Dermed fortsætter inflationen med at slå nye rekorder, og vi skal tilbage til 1983 for at finde lignende stigninger. I begyndelsen af året lå den på lidt over 3 procent, men efter krigen i Ukraine steg den drastisk de følgende måneder.

  9. I dag kl. 08:04

    Danske Bank-kunder billigere i EU: VisaDankort-gebyr fjernet fra i dag

    Danske Bank-kunder, der har haft gang i deres Visa-Dankort i udlandet, har betalt for meget.

    Fra i dag dropper Danske Bank så tillægget for kunder, der handler i EU. For shopping i resten af verden forlanger banken 1,5 procent af beløbet.

    Sagen er dog ikke afsluttet for Danske Bank. De har nemlig valgt at anke Konkurrencerådets afgørelse, og sagen skal nu for en dommer ved Københavns Byret.

  10. I dag kl. 07:56

    Google udpeger ny landechef i Danmark

    Googles 140 ansatte i Danmark får 5. september ny chef. Det bliver Bianca Bruhn, der fremover skal stå i spidsen for Google Danmark.

    Det fortæller Google i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    46-årige Bianca Bruhn kommer fra en stilling som direktør for EU og Storbritannien hos analysevirksomheden YouGov.

    Hun glæder sig til at komme i gang.

    - Danmark er et digitalt foregangsland, hvor den enkelte dansker, private virksomheder og den offentlige sektor har en fantastisk digital parathed og appetit på forandring, siger hun i pressemeddelelsen.

    - Det er for mig et perfekt udgangspunkt for sammen at videreudvikle de løsninger, vores samfund har behov for.

    Hun afløser Malou Aamund, der efter seks år i stillingen har søgt nye udfordringer.

  11. I dag kl. 07:40

    Ukraines energiagentur: Rusland vil forbinde ukrainsk atomkraftværk til Krim

    De russiske styrker, der har kontrollen med atomkraftværket i Zaporizjzja i Ukraine, er i gang med forberedelser, der skal gøre det muligt at forbinde kraftværket med den russisk-annekterede Krim-halvø.

    Sådan lyder advarslen fra det ukrainske atomenergiagentur Energoatom ifølge The Guardian.

    I et interview med nyhedsbureauet Reuters fortæller præsident for Energoatom, Petro Kotin, at de russiske styrker vil beskadige alle linjerne fra Zaporizjzja-atomkraftværket, så de ikke er forbundet til det ukrainske netværk.

    Til det ukrainske nyhedsbureau Interfax fortæller han også:

    - De er i gang med at udføre et program fra Rosatom (det russiske atomenergiagentur, red.) med det formål at forbinde kraftværket til Krims energinetværk.

    Han advarer samtidig om farerne ved at beskadige værkets produktionslinjer, noget han mener øger risikoen for en atomkatastrofe på størrelse med Fukushima-katastrofen i Japan i 2011.

    Petro kaldte det også "livsvigtigt", at kraftværket kommer tilbage på ukrainske hænder inden vinteren.

  12. I dag kl. 07:27

    Holger Rune vinder endnu en tenniskamp efter skidt periode

    Mandag rykkede Holger Rune op på verdensranglisten, og natten til onsdag sejrede han over Fabio Fognini. (Foto: Minas Panagiotakis © Ritzau Scanpix)

    Danske Holger Rune har på det seneste kæmpet med at finde rytmen på tennisbanen, men nu ligner det, at den 19-årige tennisstjerne igen er ved at ramme takten.

    Han vandt således opgøret mod italienske Fabio Fognini ved første runde af ATP-turneringen National Bank Open i Canada. Kampen sluttede 6-3, 7-5.

    Fremgangen kommer blandt andet som følge af, at Holger Rune nåede frem til tredje runde i en ATP-turnering i Washington i sidste uge. Rune sad over i første runde og vandt sin kamp i anden runde, før han blev ekspederet ud af turneringen.

    Sejren i Washington var teenagerens første, siden han røg ud af French Open-kvartfinalen for over to måneder siden.

    Mandag rykkede Holger Rune op som nummer 26 på verdensranglisten. Det er hans bedste placering nogensinde og også den bedste placering for en dansker i herresingle nogensinde.

  13. I dag kl. 07:11

    Guvernør: 11 dræbt i russiske angreb i Dnipropetrovsk

    RETTELSE: Opslaget her er opdateret, efter nyhedsbureauet Reuters har korrigeret i dødstallene fra nattens angreb i Dnipropetrovsk. Det fremgik før, at 21 havde mistet livet. Det tal er nu rettet til 11. Vi beklager fejlen.

    Ifølge Valentyn Reznitjenko, der er guvernør i regionen Dnipropetrovsk, har et russisk bombardement natten til onsdag kostet 11 personer livet i den ukrainske region.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Han oplyser ifølge nyhedsbureauet på Telegram, at 11 personer har mistet livet, mens yderligere 13 ifølge det ukrainske medie Kyiv Independent er såret.

    Dnipropetrovsk-regionen ligger i det centrale Ukraine.

    DR kan ikke be- eller afkræfte oplysningerne.

  14. I dag kl. 06:59

    Onsdag bliver tør og varm

    (Foto: Benedikte Ogareck Hansen)

    Solen får mere og mere plads, som ugen skrider frem, og i dag er der god grund til at huske både solcreme og solbriller.

    Der venter nemlig en dag med nogen eller en del sol til os, og temperaturer der i eftermiddag ligger mellem 21 og 25 grader. Køligst langs de kyster, der vender mod vest, da vinden fortsat kommer derfra, dog stadig kun med en svag til jævn styrke.

    Der kan lokalt være tåge i morgentimerne i dag og de kommende dage.

  15. I dag kl. 06:22

    Tidligere Twitter-ansat dømt for at spionere for Saudi-Arabien

    En tidligere Twitter-medarbejder i USA ved navn Ahmad Abouammo er ved en amerikansk domstol i går blevet dømt for at spionere for Saudi-Arabien.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

    Ifølge mediet Bloomberg har han videregivet personlige informationer til Saudi-Arabien om Twitter-brugere, der under anonyme brugernavne kritiserede kongeriget og den royale familie.

    Abouammo har også været agent for Saudi-Arabien, ligesom han har prøvet at skjule en betaling, der har forbindelser til en ansat ved den kongelige familie i Saudi-Arabien.

    Han er blandt andre forhold også kendt skyldig i hvidvaskning.

    Ifølge anklageren var Abouammo rekrutteret af en rådgiver tæt på den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman. Her har han fået til opgave at opsnuse information om kongerigets kritikere.

  16. I dag kl. 06:00

    Kran løfter hvidhval op af Seinen

    Den vildfarne hval er kun den anden hvidhval, der nogensinde er blevet spottet i Frankrig. Den første blev trukket ud af mundingen på Loire-floden i et fiskenet i 1948. (Foto: Jean-Francois Monier © Ritzau Scanpix)

    Første etape af en stor redningsaktion er indledt i det nordlige Frankrig.

    Her er en strandet hvidhval tidligt i morges blevet hejst op af floden Seinen, hvor den har ligget strandet. Det oplyser en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, som er på stedet.

    Efter næsten seks timers arbejde lykkedes det redningsarbejdere at løfte den 800 kilo tunge hval op af vandet ved hjælp af et net og en kran.

    Hvidhvalen er en fredet dyreart, der normalt lever i kolde arktiske farvande.

    Hvalen blev spottet for en uge siden på vej mod Paris og var i går omkring 130 kilometer inde i landet, da redningsaktionen blev iværksat af franske marineeksperter.

    Under første del af redningsaktionen bliver det store dyr hejst fra vandet over på en lastbil, den skal nu transportere hvalen ud til havet.

  17. I dag kl. 05:49

    Clara Tauson sikrer sig første sejr efter lang skadespause

    Den danske tennisspiller Clara Tauson sikrede sig i nat dansk tid sejren over Katie Boulter i Challenger-turneringen i Concord i den amerikanske delstat Massachusetts.

    På lidt over en time slog den unge dansker den 26-årige brite 6-2, 6-3 og dermed er hun videre til kvartfinalerne. Det skriver Ritzau.

    19-årige Tauson ligger nummer 49 på WTA's verdensrangliste, mens Boulter ligger nummer 127.

    Sejren faldt på et tørt sted for Clara Tauson, som for nylig vendte tilbage efter en lang skadespause.

    Tirsdag i sidste uge tabte hun til den rutinerede tysker Andrea Petkovic ved WTA-turneringen Citi Open i Washington D.C. Dagen inden røg Tauson ud i damedouble, hvor hun spillede sammen med briten Emma Raducanu.

    Kampen mod Petkovic var Tausons første singlekamp i over en måned, efter hun måtte trække sig fra grand slam-turneringen Wimbledon i London i slutningen af juni på grund af en skade.

  18. I dag kl. 05:27

    Biden underskriver storstilet plan om investering i mikrochips

    Halvledere bedre kendt som mikrochips går lige nu som varmt brød, når der skal produceres alt fra vaskemaskiner til biler og højteknologiske våben.

    Derfor har den amerikanske præsident Joe Biden underskrevet et omfattende lovforslag, der skal sikre, amerikansk produktion og støtte til udvikling af mikrochips.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Lige nu er der akut mangel på mikrochips, der spiller en afgørende rolle for produktionen af moderne teknologi, og næsten al produktion af mikrochips ligger uden for USA's grænser.

    Dermed skal den amerikanske produktion sikre et hjemligt marked, der ellers er i risiko for at være stærkt domineret af Kina, skriver AFP. Derfor har Kina også forsøgt at bremse lovgivningen.

    Hjælpepakken skal blandt andet støtte industrien med 52 milliarder dollar, svarende til knap 480 milliarder kroner.

  19. I går kl. 23:45

    FC Midtjylland-chef om Europa League: Målet er nået

    Her til aften blev drømmene om at spille med i årets Champions League slukket for FC Midtjylland.

    Det står klart, efter at FC Midtjylland tirsdag tabte med 1-3 til Benfica og dermed røg ud med et samlet nederlag på 2-7.

    Alligevel er der optimisme at spore i FCM-lejren, hvor man nu i stedet kan se frem til Europa League-gruppespillet.

    - Vores minimummål var at komme i Europa League-gruppespillet, og det gjorde vi for andet år i træk. Så på den måde er vi bestået, hvilket vi er glade for, siger sportschef Svend Graversen til Ritzau.

    Også fra klubbens vikariende cheftræner, Henrik Jensen, er der over for Ritzau rosende ord til spillerne på trods af aftenens lederlag.

    - Det var en god præstation mod et top-mandskab, hvor vi havde en gameplan, vi udførte til perfektion, vil jeg næsten sige, siger han.

    Det er tredje sæson i træk, at FCM er i et europæisk gruppespil.

  20. I går kl. 23:12

    Politi anholder mistænkt seriemorder for drab på muslimer i USA

    Politiet i den amerikanske delstat New Mexico har anholdt en mand, som mistænkes for at stå bag skuddrab på fire muslimske mænd i byen Albuquerque i løbet af de sidste ni måneder.

    Det oplyser politichefen for Albuquerques Politi, Harold Medina, på Twitter.

    Ifølge ham har politiet fundet et køretøj, som sættes i forbindelse med det seneste drab, og anholdt føreren af bilen, der er hovedmistænkt i drabssagerne.

    Det første drab fandt sted tilbage i november. De tre andre skuddrab har fundet sted i løbet af de seneste to uger, det sidste i fredags. I den forbindelse kaldte New Mexicos guvernør drabene for "målrettede".

    I løbet af den seneste tid har myndighederne i Albuquerque og på delstatsniveau arbejdet for at sikre ekstra polititilstedeværelse ved moskéer under bøn.

    Albuquerques Politi meddeler, at det vil komme med yderligere informationer om sagen i løbet af de kommende timer.

  21. I går kl. 22:39

    Joe Biden afviser at være blevet informeret om ransagningen af Donald Trumps bolig

    USA's præsident, Joe Biden, afviser at have haft foregående kendskab til, at agenter fra FBI ville ransage en bolig tilhørende den tidligere præsident Donald Trump.

    - Præsidenten var ikke briefet og var ikke bekendt med ransagningen, lyder det ifølge Reuters fra Karine Jean-Pierre, der er talsperson for Det Hvide Hus.

    På et pressemøde understregede hun, at det amerikanske justitsministerium foretager sin efterforskning uafhængigt, og at Det Hvide Hus derfor ikke var informeret om den forestående ransagning.

    Donald Trump har efter ransagningen hentydet til, at motivet var politisk motiveret.

    - De (demokraterne, red.) forsøger at stoppe det republikanske parti og mig endnu engang. Lovløsheden, den politiske forfølgelse og heksejagten skal frem i lyset og standses, skriver han ifølge Reuters i en mail til sine støtter.

    Ejendommen Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida blev ifølge flere amerikanske medier ransaget grundet mistanke om, at den tidligere præsident er i besiddelse af klassificerede dokumenter, som han tog med sig, da han forlod præsidentembeddet og Det Hvide Hus i januar 2021.

  22. I går kl. 22:10

    Viborg et skridt fra europæisk gruppespil

    Viborg FF havde ingen problemer med at forsvare den føring på 3-0, som holdet tog med til returopgøret på Færøerne mod B36 Torshavn i kvalifikationen til Conference League.

    Trods en noget afdæmpet indsats vandt Viborg returkampen 2-1 og er sikkert videre.

    Dermed er holdet fra domkirkebyen klar til sidste runde i kvalifikationen, hvor der for alvor venter svær modstand.

    Premier League-klubben West Ham er den sidste hurdle, som står mellem Viborg og et økonomisk attraktivt gruppespil i Conference League.

    Kampene mod West Ham spilles 18. og 25. august.

    /ritzau/

  23. I går kl. 21:46

    Champions League-drømmen slut for FC Midtjylland

    Der bliver intet Champions League-gruppespil for FC Midtjylland i denne sæson. Det står klart, efter holdet tirsdag tabte med 1-3 til Benfica.

    Første kamp i Champions League-kvalifikationen i Portugal var endt med en 4-1-sejr til Benfica, så før returopgøret havde FCM brug for et mirakel for at gå videre.

    FCM kæmpede efter bedste evne, men opgørets samlede udfald var aldrig spændende, da gæsterne ganske enkelt var en klasse over midtjyderne.

    Nederlaget betyder, at FCM nu kan se frem til et efterår i gruppespillet i Europa League, mens Benfica er to kampe fra deltagelse i Champions League.

    /ritzau/

  24. I går kl. 21:13

    USA godkender formelt Sverige og Finlands ansøgninger om Nato-medlemskab

    Præsident Joe Biden underskriver dokumenterne, der viser USA's støtte til optagelsen af Sverige og Finland i Nato. (Foto: Jim Lo Scalzo © Ritzau Scanpix)

    Sverige og Finland er nu et skridt nærmere på Nato-medlemskab.

    USA's præsident, Joe Biden, har i dag underskrevet et dokument om amerikansk støtte til at optage begge lande i Nato.

    Tidligere på måneden stemte Senatet i Washington D.C. med stemmerne 95-1 for, at Sverige og Finland bliver Nato-medlemmer.

    Med præsidentens underskrift er USA nu det 23. af de i alt 30 Nato-medlemslande, der har godkendt de to landes ansøgninger.

  25. I går kl. 20:44

    Katrine Veje skifter til engelsk danskerkoloni

    Den danske fodboldlandsholdsspiller Katrine Veje har underskrevet en toårig kontrakt med den engelske klub Everton. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

    31-årige Veje har været fast inventar på det danske landshold mere eller mindre siden 2009, og hun har været vidt omkring i karrieren.

    Den alsidige forsvarsspiller har tidligere slået sin folder i engelsk fodbold, hvor hun i sæsonen 2018/19 vandt FA Women's Super League med Arsenal. I 2020 returnerede hun til Skandinavien og svenske FC Rosengård efter opholdet i Arsenal.

    Katrine Veje står noteret for 140 landskampe for Danmark.

    I Everton kommer hun til at spille sammen med landsholdskammeraterne Rikke Sevecke, Nicoline Sørensen og Karen Holmgaard.

    /ritzau/

  26. I går kl. 20:26

    Sidste valg endte i voldelige kampe: Dagens præsidentvalg i Kenya er forløbet roligt

    • En embedsmand i valgkommissionen fortsætter med at tælle stemmer efter den officielle lukning af valgstederne i Kenya. (Foto: LUIS TATO © Ritzau Scanpix)
    • 22,1 million vælgere i Kenya kunne stemme til parlaments- og præsidentvalget. Mange i det østafrikanske land har dog ringe tillid til, at en ny regering vil være i stand til at rette op på en stigende ulighed i samfundet eller de høje leveomkostninger. (Foto: LUIS TATO © Ritzau Scanpix)
    • De to frontløbere til at afløse den nuværende præsident, Uhuru Kenyatta, er den 77-årige oppositionsleder, Raila Odinga, og den 55-årige vicepræsident, William Ruto. (Foto: Tony Karumba © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Hele dagen er kenyanerne strømmet til valgstederne for at stemme til præsidentvalget.

    Ved sidste valg i 2017 endte det med voldelige kampe i gaderne, fordi taberen nægtede at anerkende nederlaget.

    Men indtil videre er dagen forløbet rolig, fortæller DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.

    - Det, der selvfølgelig bliver den afgørende prøve, er, når vi begynder at få nogle resultater, og ikke mindst om taberen acepterer resultatet.

    Stormen på den amerikanske kongres sidste år viser, at der er al mulig grund til at holde øje med, om valget forløber, som det skal.

    - Ikke mindst et sted som Kenya, som er omgivet af nabolande, der ikke har snorlige demokratier, og hvor man virkelig har brug for forbilleder, lyder det fra Søren Bendixen.

    Ifølge Reuters regner landets valgkomité med, at 60 procent af de stemerettigede vil stemme.

  27. I går kl. 19:30

    Trump har kaldt det en 'heksejagt': Nu får kongreskomité adgang til hans skattedokumenter

    Donald Trump og hans advokater har kæmpet med næb og kløer for at sørge for, at den tidligere amerikanske præsidents skattepapirer ikke skulle udleveres.

    Men en føderal appeldomstol har i dag afgjort, at skatteoplysningerne skal udleveres til "Ways and Means Committee", der er en lovgivende komité i Repræsentanternes Hus, som håndterer monetære sager.

    Komiteen gik rettens vej tilbage i 2019 med krav om at få udleveret Trumps skattepapirer, Trump og hans advokater altså har modsat sig.

    - Jeg er glad for, at denne længe ventede afgørelse gør det klart, at loven er på vores side, skriver komiteens formand, Richard E. Niel, på dens hjemmeside.

    Donald Trump er den første amerikanske præsident i 40 år, der ikke frivilligt har udleveret sine skatteoplysninger til gennemsyn, og han har ved flere lejligheder kaldt det for "en heksejagt", når forskellige myndigheder har bedt om at få udleveret oplysningerne.

  28. I går kl. 19:07

    7-Eleven har 18 butikker åbne efter formodet hackerangreb

    Det går fremad for 7-Eleven, som her til aften har åbnet i 18 af kædens butikker, og kunder kan betale med MobilePay eller kontanter.

    Det oplyser 7-Eleven i et opslag på Instagram.

    7-Elevens i alt 176 butikker var alle lukkede i går efter et formodet hackerangreb. Fra morgenstunden var fem butikker åbne, og det er i løbet af dagen altså blevet øget til 18.

    Kunder kan som normalt hente GLS-pakker i butikkerne, oplyser 7-Eleven.

    Screendump fra Instagram.
  29. I går kl. 18:37

    Enhedslistens lokalafdeling erkender kulturproblem efter spidskandidat har trukket sig

    Tidligere i dag annoncerede Enhedslisten, at partiets spidskandidat ved det seneste kommunalvalg i Aarhus Kommune, Laura Bryhl, har valgt at trække sig fra byrådet grundet tilbagevendende stress.

    Laura Bryhl fortæller selv, at det har haft store personlige omkostninger at genoptage byrådsarbejdet. Og at det især skyldes arbejdsmiljøet i Enhedslisten.

    - Jeg har været rigtig glad for arbejdet, men når man kommer tilbage, kommer man også tilbage til den hårde tone, siger Laura Bryhl til TV2 Østjylland.

    Laura Bryhl var sygemeldt med stress mellem marts og august i år i kølvandet på en sexismesag, som førte til, at partifællen Viggo Jonasen blev ekskluderet.

    I et skriftligt svar til TV2 Østjylland erkender Enhedslistens talsperson i Aarhus, Lone Degn, at der et et problem med kulturen i partiet.

    - Laura har haft modet til at stå frem i en sag om sexisme og har desværre oplevet at blive mødt med mistænkeliggørelse. Dels af enkelte partifæller og dels af borgere, som har taget kontakt til både hende og hendes familie. Det er helt urimeligt, skriver hun og tilføjer, at Enhedslisten tager afstand fra den kultur og arbejder på at gøre op med den.

  30. I går kl. 18:16

    Hollandsk cykellegende åbner Tour of Scandinavia med sejr

    Det blev til en favoritsejr, da kvinderne åbnede etapeløbet Tour of Scandinavia på dansk grund.

    Den levende hollandske cykellegende Marianne Vos var hurtigst i massespurten, og hun tog sin sejr nummer 243 i karrieren på landevej.

    En uhørt succesfuld karriere for den 35-årige rytter, der blandt andet tæller tre VM-titler, OL-guld, tre samlede sejre i Giro d'Italia Femminile og 32 etapesejre i løbet samt senest to etapesejre i Tour de France.

    Danske Amalie Dideriksen sad godt fremme i spurten, men måtte nøjes med sjettepladsen.

    Det skandinaviske etapeløb tog sin begyndelse på Kongens Nytorv i København, hvor rytterne drog mod nord for at slutte på en rundstrækning i Helsingør.

    Tour of Scandinavia slutter på søndag, hvor sidste etape køres i Norge. Tirsdag køres anden etape i Sverige.

    /ritzau/

  31. I går kl. 17:51

    Leder af Krim-administration: Én person dræbt i eksplosion

    Der har de seneste timer været meldinger om eksplosioner i Krim-regionen.

    - Indtil videre kan jeg kun bekræfte, at der har været flere eksplosioner i Novofedorivka-området, skriver Oleg Kryuchkov, der er rådgiver for det russisk-udpegede styre på den annekterede Krim-halvø, på beskedtjenesten Telegram.

    Det russiske forsvarsministerium hævder, at eksplosionerne skyldes, at flyammunition på en militær luftbase detonerede.

    Den russiske leder af administrationen i Krim-regionen, Sergej Aksyonov, oplyser, at én person er dræbt af en eksplosion nær en militær luftbase ved Saky. Det skriver Reuters.

    Samtidig skulle fem være blevet såret af samme eksplosioner, oplyser lederen af sundhedsadministrationen i regionen.

  32. I går kl. 17:21

    Den ene af to flygtede fanger fra Renbæk Fængsel er anholdt

    To mænd på henholdvis 26 og 27 år stak i sidste uge af fra Renbæk Fængsel, der ligger i Tønder Kommune.

    Siden har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med andre politikredse eftersøgt personerne.

    Og den ene af de to mænd skal tilbage i kachotten. Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt den 27-årige mand i en lejlighed i Haderslev i aftes omkring klokken 18.30

    Anholdelsen foregik roligt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Den 27-årige skal nu fortsætte afsoningen, ligesom han bliver sigtet for undvigelsen. Den 26-årige er stadig på fri fod og eftersøges.

  33. I går kl. 16:44

    Abekopper er kommet til Grønland: To smittet på Thulebasen

    Abekopper er nu også nået til Grønland.

    To ansatte på Thule Air Base, også kaldet Thulebasen, der på grønlandsk heder Pituffik, er blevet smittet, meddeler selvtyret ifølge KNR.

    De er blevet isoleret på basen, hvor de skal blive, til de er raskemeldte og ikke længere udgør en smitterisiko.

    Der skulle ikke være nogen nære kontakter til de to tilfælde, skriver KNR.

    Det vurderes samtidig, at der ikke er nogen risiko for smitte andre steder i Grønland.

  34. I går kl. 16:28

    Enhedslistens Laura Bryhl stopper i Aarhus Byråd

    Enhedslistens Laura Bryhl på Aarhus Rådhus på valgaftenen ved kommunalvalget sidste år. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Enhedslistens spidskandidat ved det seneste kommunalvalg i Aarhus Kommune, Laura Bryhl, har valgt at trække sig fra byrådet.

    Det oplyser Enhedslisten i en pressemeddelelse.

    Af pressemeddelesen fremgår det, at Laura Bryhl trækker sig grundet stress. Laura Bryhl var sygemeldt med stress mellem marts og august i år, indtil hun for ni dage siden genoptog byrådsarbejdet.

    - Jeg vil være ærlig og sige, at det har været betydelig sværere at komme tilbage til byrådsarbejdet, end jeg havde forestillet mig. Det har simpelthen for store personlige omkostninger for mig. Derfor har jeg efter grundig overvejelse besluttet at stoppe i byrådet, skriver Laura Bryhl i pressemeddelelsen.

    Laura Bryhl udtræder formelt af byrådet efter det kommende byrådsmøde, som er næste onsdag.

  35. I går kl. 16:19

    Meldinger om eksplosioner ved Krim

    Et billede fra Reuters viser røg stige op efter eksplosioner i nærheden af Novofedorivka. (Foto: OBTAINED BY REUTERS/REUTERS/RITZAU SCANPIX)

    Der har den seneste time været meldinger om eksplosioner i Krim-regionen.

    De meldinger er nu blevet bekræftet af det pro-russiske styre i området, skriver The Guardian.

    - Indtil videre kan jeg kun bekræfte, at der har været flere eksplosioner i Novofedorivka-området. Jeg opfordrer alle til at vente på flere officielle meldinger, skriver Oleg Kryuchkov, der er rådgiver for det russisk-udpegede styre på den annekterede Krim-halvø, på beskedtjenesten Telegram.

    Den russiske guvernør i Krim, Sergej Aksyonov, skriver også på Telegram, at han er taget til området for at "få klarlagt omstændighederne", skriver The Guardian.

    BBC rapporterer, at en pro-russisk militærkommandør ved navn Yuri Kotenok på Telegram skriver, at "vinduer gik i stykker, og bilalarmer gik af 20 kilometer fra Novofedorivka".

    Ifølge det russiske forsvarsministerium skyldes eksplosionerne, at flyammunition på en militær luftbase detonerede. Det oplyser det statskontrollerede statsmedie RIA, ifølge Reuters.

    Der er ifølge forsvarsministeriet ingen dræbte eller sårede, og militærudstyret er heller ikke blevet beskadiget.

  36. I går kl. 15:44

    Rådet for Sikker Trafik advarer mod svingende traktorer i høsttiden

    Der kan opstå farlige situationer på vejene, når høsten skal bjerges. (Foto: Anne Bæk © Ritzau Scanpix)

    Høsten er i fuld gang, og det kan give farlige situationer med mange traktorer på vejene.

    19 personer er de seneste fem år døde, og 128 er kommet til skade efter sammenstød med traktorer i Danmark, viser nye tal fra Vejdirektoratet.

    Det er især traktorernes fart og størrelse, der kan give problemer.

    I nogle situationer overvurderer bilister ganske enkelt traktorernes fart og kører op bagi.

    Andre gange bliver bilisterne snydt, fordi traktoren eller mejetærskeren foran skal dreje ind på en mark eller gårdsplads.

    Et godt råd kan derfor være, at man venter med at overhale, hvis man kan se, at der kommer en sidevej eller en gård lidt længere fremme, lyder det fra pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik Jeppe Gudmandsen.

  37. I går kl. 15:24

    Briterne får 36 grader i weekenden, hvis prognosen holder stik

    I Storbritannien skal briterne finde malerullen og solcremen frem.

    Malerrullen skal ikke bruges til husfacader, men til at sørge for, at hele kroppen er dækket med et solidt lag solcreme med en høj solfaktor. For der er spået 36 grader i weekenden.

    Det britiske metrologiske institut, Met Office, har udsendt varmeprognosen, og advarer briterne om risiko for hedeslag.

    Det britiske nyhedskanal Sky News oplyser, at der kan opstå forsinkelser med offentlig transport, da mange med sandsynligvis vil strømme til kysten for at køle ned.

    19. juli blev der sat ny britisk varmerekord, da temperaturen steg til 40,3 grader i lufthavnen Heathrow uden for London. Den tidligere rekord på 38,7 grader blev sat i 2019.

  38. I går kl. 15:02

    Brøndby-fan tvang trøje af FCK-fan: Københavns Politi efterforsker det som røveri

    Søndagens derby mellem ærkerivalerne Brøndby IF og FC København gik ikke stille for sig rundt på Parkens tribuner.

    Og det var heller ikke tilfældet udenfor.

    På Twitter florerer der en video fra et S-tog, hvor en mand iført en Brøndby-trøje truer en ung mand til at tage en FCK-trøje af og aflevere den.

    Københavns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de ud fra optagelsen vurderer, at der tale om et røveri.

    - Der kan desuden være flere forurettede, men vi har hverken identificeret den unge mand på optagelsen eller eventuelle andre, siger politikommissær Poul Hansen.

    Københavns Politi vil gerne i kontakt med både den forurettede og med vidner, der har overværet episoden.

    Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

  39. I går kl. 14:52

    Journalist benægter at ville krænke sine egne tre børn i stor overgrebssag

    Når hans børn havde besøg af andre børn i hjemmet på Sjælland, krænkede en nu pædofilitiltalt journalist børnenes blufærdighed i langt over 100 tilfælde.

    Det erkendte den tiltalte journalist over for dommere og nævninger i Retten i Roskilde, men han afviser, at han har krænket sine egne tre børn.

    - Det har aldrig været formålet at filme mine egne børns kønsdele. Jeg har ikke haft forsæt til at krænke deres blufærdighed, lød det fra journalisten, skriver Ritzau.

    Det 25 sider lange anklageskrift omfatter 30 forhold med over 40 ofre.

    Hovedsageligt blufærdighedskrænkelser, men anklagemyndigheden mener også, at der i flere tilfælde er foregået berøring af børnenes kønsdele i en grad, så det skal straffes som voldtægt.

    Journalisten erkender, at også disse overgreb har fundet sted, men ifølge hans advokat, Carsten Brix, har der alene været tale om blufærdighedskrænkelse, ikke voldtægt.

    Der er afsat 20 retsdage. Dette var den første.

  40. I går kl. 14:35

    Ecco-butik i København udsat for hærværk med rød maling

    Resterne af den røde maling er så småt ved at blive opløst af vand fra spulerne.

    Men det var et overraskende syn, der mødte Eccos medarbejdere i butikken på Købmagergade i det indre København i morges.

    En eller flere gerningsmænd har ifølge Berlingske overhældt butikkens indgangsparti med rød maling.

    Hærværket blev opdaget lidt før klokken 09:00, da en medarbejder mødte ind. På det tidspunkt var malingen fortsat frisk.

    Politiet har modtaget en anmeldelse om hærværket, men havde ved middagstid ikke været forbi gerningsstedet endnu.

    Motivet for hærværket kendes ikke, men Ecco har været i vælten, siden skovirksomheden modsat andre danske virksomheder valgte ikke at indstille sine aktiviteter i Rusland i kølvandet på landets invasion af Ukraine.

  41. I går kl. 14:26

    Verdens bedste kvindelige cykelryttere kører i Danmark, og det glæder dansk formand

    En række af verdens bedste cykelryttere tramper til i pedalerne på dansk jord fra i dag.

    Starten på første etape af løbet Tour of Scandinavia er nemlig gået i gang over middag i København, og herfra skal rytterne køre til Helsingør, hvor etapens målstreg ligger.

    Det er første gang, et kvindeligt World Tour-løb, der er det højeste niveau inden for cykelløb, kommer til Danmark. Og det er glædeligt, at så stort et løb på kvindesiden nu har start i Danmark, fortæller Henrik Jess Jensen, der er formand for Dansk Cykle Union.

    - Først og fremmest fejrer vi en stor cykelsommer, hvor vi nu viser verdens bedste kvindelige cykelryttere frem på en dansk arena.

    - Vi får en lang række rollemodeller, vi kan vise frem for vores unge kvinder og piger, der ønsker at cykle. Går man og drømmer om at blive Cecilie Uttrup Ludwig, er det i dag, det starter.

    Du kan se interviewet med formanden i videoen herunder.

  42. I går kl. 14:20

    Kvinde finder stort vægmaleri gemt i sit hus

    Ruth Jensen er ved at renovere sit hus, så det kan blive sat til salg. Måske bliver det lidt mere værd nu. (Foto: Frederik Gatzwiller © DR Nórdjylland)

    Ruth Jensen fra nordjyske Hune fik sig lidt af en overraskelse, da hun med hjælp fra sin søn og bror var i færd med at fjerne en tilbygning til sit hus.

    Under vægbeklædningen gemte sig nemlig et vægmaleri på godt to gange fire meter med flere farverige motiver.

    Maleriet er endda ikke malet af hr. hvem som helst.

    Det er lavet af den afdøde aalborgensiske kunstner Knud Erik Færgemann, hvis værker ifølge Vendsyssel Kunstmuseum er udstillet i både ind- og udland.

    Ruth Jensen har dog ikke i sinde at beholde værket, da hun er ved at gøre huset klar til salg.

    Derfor er det usikkert, hvad der skal ske med maleriet, og om det vil blive bevaret.

    - Det må tiden vise. Jeg skal væk herfra i hvert fald, siger Ruth Jensen.

  43. I går kl. 14:05

    Krydstogt aflyst for op imod 1.000 gæster: Der er hul i skibets skrog

    Danske Albatros er en af de helt store rejsearrangører i Grønland. (Foto: YURI CHOUFOUR © ©2019 Yuri Choufour/Albatros Expeditions)

    Passagerer, der skulle have været ude at sejle med krydstogtsskibet "Ocean Atlantic" i august og september, kommer ikke til at opleve de grønlandske isfjorde fra søsiden i denne omgang.

    Det 37 år gamle "Ocean Atlantic" er blevet tilbageholdt af de norske søfartsmyndigheder på Svalbard, skriver det grønlandske public service-medie KNR.

    Nordmændene mener ikke, at skibet er sikkert. I alt 23 fejl optræder på en liste.

    Det drejer sig blandt andet om fejl med brandalarmeringssystemet, hovedmotoren og nødudstyr, og så er der desuden konstateret et hul i skroget, som resulterede i, at skibet tog vand ind.

    Over for KNR kalder Søren Rasmussen, ejer og grundlægger af rejsebureauet Albatros Travel, som har solgt sejlturene til op imod 1.000 gæster, situationen for "trist".

    - Der er ikke noget, vi hellere vil, end at sende folk til Grønland, siger han, og afviser, at der skulle være andre problemer med skibet end et hul i skroget.

    - Havde der kun været tale om et hul i skroget, kunne det sandsynligvis været repareret hurtigt, og skibet kunne sejle igen, men der er mange andre problemer, siger Dag Inge Aarhus, der er kommunikationsrådgiver ved det norske Sjøfartsdirektorat.

    'Ocean Atlantic' er bygget i 1985, hvor det fungerede som en færge i Rusland og det øvrige Østeuropa. Der kan være 198 passagerer på skibet og 140 besætningsmedlemmer, skriver KNR. (Foto: YURI CHOUFOUR © ©2019 Yuri Choufour/Albatros Expeditions)
  44. I går kl. 13:37

    FCK tager afstand fra tilskueres tilsvining af politiet

    Tifoen fra superligakampen mellem FC København og Brøndby IF i Parken søndag. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    FC Københavns fans fik i første omgang ros for en kreativ Olsen Banden-tifo i forbindelse med søndagens derby mod Brøndby.

    Men en detalje på det store banner sviner politiet til, og det vækker kritik fra FCK.

    På tifoen var Københavns Hovedbanegård afbildet med tidspunktet 13.12. De tal betyder i bogstaver ACAB - All Cops Are Bastards - (alle betjente er svin, red.).

    FCK-direktør Jacob Lauesen tager afstand fra budskabet.

    - For vores eget vedkommende meget kede af nogle af de budskaber, der kom fra enkelte af vores fans side. Det ene i en ellers stor og flot tifo, hvor man uden vores viden, tilsvinede politiet.

    - Det synes vi, er en helt misforstået og forkert tilgang at have til de mennesker, der er med til at gøre det muligt, at vi kan afvikle kampe som den søndag. Det tager vi, som vi også har sagt tidligere, afstand fra siger Jacob Lauesen til klubbens hjemmeside.

    /ritzau/

  45. I går kl. 13:28

    Årets sidste hedebølge kan komme i weekenden

    Havet og blæsten og duft af kaprifol.

    Sommeren er fortsat over os, men slutningen af ugen kan byde på årets sidste lokale hedebølger, når varmen strømmer ind over den sydlige del af landet, hvor sandsynligheden er størst for at nyde den sidste bid sommervejr.

    - Sjælland, Lolland, Falster, Fyn og den sydlige del af Jylland kan få stedvis over 28 grader fra fredag, siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau.

    Hvis man vil ud at nyde den sidste sommervarme, så er det altså nu, siger han.

    - Selvfølgelig kommer der flere højtryk senere på sensommeren og måske også i september, men de vil nok være kortere og nok heller ikke så varme.

  46. I går kl. 13:08

    Ukrainsk mand tilstår cigaretsvindel og får bøde på 58 millioner kroner

    En 44-årig ukrainsk mand har ved Retten i Kolding tilstået sin rolle i en stor sag, der handler om fremstilling af mindst 27 millioner ulovlige cigaretter.

    Det oplyser politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet.

    Den 44-årige straffes med 3,5 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig for at have været med til at fremstille og videredistribuere den store mængde cigaretter, som har betydet, at statskassen er gået glip af op mod 65 millioner kroner i tobaksafgifter.

    Derudover fik han en såkaldt tillægsbøde på 58 millioner kroner.

    Sagen mod ham og en række andre bagmænd startede i marts 2021, da politiet sammen med Europol, Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder slog til og anholdt 13 udenlandske mænd for at drive en illegal cigaretfabrik på en landejendom ved Vamdrup nær Kolding.

  47. I går kl. 12:56

    57-årig mand fløjet til Rigshospitalet efter arbejdsulykke med halmballe

    En 57-årig mand fra Mørkøv på Sjælland blev mandag eftermiddag fløjet til behandling på Rigshospitalet, da han ved en ulykke blev ramt af en 4-500 kilo tung halmballe, der af ukendte årsager faldt af en traktorvogn.

    Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

    Hændelsen fandt sted mandag klokken 13.37 på en mark ved Tornved Byvej nær Jyderup.

    Da politiet ankom, havde ambulancefolk fået manden fri, og en lægehelikopter fløj kort efter den 57-årige til Rigshospitalets traumecenter med flere knoglebrud. Hans nuværende tilstand er ukendt.

    Arbejdstilsynet blev underrettet for at undersøge omstændighederne ved ulykken, så man senere kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar.

  48. I går kl. 12:41

    Sundhedsstyrelsen opfordrer til øget opmærksomhed på symptomer for abekopper

    Sundhedsstyrelsens vicedirektør, Helene Probst, siger til DR Nyheder, at folk i risikogruppen for at blive smittet med abekoppevirus bør være ekstra opmærksomme på symptomer.

    - Vaccination er én del af en strategi med flere elementer, men det er også vigtigt at være opmærksom på symptomer, siger Helene Probst som følge af et stigende antal konstaterede tilfælde herhjemme.

    De typiske symptomer minder om dem, man får ved influenza. Andre symptomer er udslæt i skridtet, svie og smerte, blærer i munden eller på hænderne. Får man dem, skal man kontakte sin læge, blive testet og undgå seksuel kontakt med andre.

    Man smitter først videre, når man udviser symptomer.

    Tidligere i dag kom det frem, at Sundhedsstyrelsen nu vil tilbyde vaccination til alle mænd, der har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere.

    - Vi håber, at vi med de her forskellige tiltag får lagt en dæmper på smitten, lyder det fra Helene Probst.

  49. I går kl. 12:29

    Store forskelle på antallet af benamputationer i regionerne

    Der er i løbet af de seneste år kommet en større variation i, hvor mange benamputationer der bliver foretaget i de forskellige danske regioner.

    Det viser en rapport, som Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram har lavet.

    I 2016 ligger antallet af amputationer i regionerne på nogenlunde samme niveau, men herfra og frem til 2021 ændrer billedet sig.

    I det meste af perioden er antallet af amputationer højest i Region Sjælland med 70 amputationer per 100.000 personer per år eller højere.

    I Region Syddanmark og Region Midtjylland ligger antallet af amputationer nogenlunde stabilt omkring 60-65 per 100.000 i det meste af perioden.

    Ifølge rapporten oplever Region Hovedstaden og Region Nordjylland i perioden, at antallet af amputationer faktisk falder.

  50. I går kl. 11:58

    Københavns Lufthavne leverer kvartalsregnskab med overskud

    Efter en lang periode med coronarestriktioner begynder Københavns Lufthavne så småt at give overskud igen, skriver Ritzau.

    Covid-19 satte en alvorlig kæp i hjulet på lufttrafikken og dermed også Københavns Lufthavne, der i perioder har ligget helt underdrejet, men nu er selskabet på vej mod mere normale tilstande, viser regnskabet for andet kvartal i år, Her er der nemlig for første gang i lang tid overskud på driften.

    Københavns Lufthavne, som driver både Kastrup og Roskilde Lufthavn, præsterede i april, maj og juni et resultat før skat på 159 millioner kroner.

    Det er langt bedre end underskuddet på 171 millioner kroner i første kvartal og er med til at sørge for, at halvårsresultatet næsten går i nul.

Mere fra dr.dk