Hvorfor nøjes med en gang, når man kan deltage tre gange i sit eget løb? Efter både at have løbet en mile (1609 meter) og en 5 kilometer tidligere på dagen i henholdsvis Aabenraa og Herning stillede kronprins Frederik her til aften op i Royal Run-10 kilometer-løbet i København og Frederiksberg.
Den 55-årige kronprins Frederik var tilsyneladende ved at være lidt træt. Han kom i hvert fald i mål efter begge sønner, prins Christian og prins Vincent.
- Det var godt. Hårdt, men vi klarede den, sagde kronprins Frederik kort efter målstregen til TV2.
Prins Vincent var den hurtigste prins i en tid på omkring 47 minutter, mens storebror Christian brugte omkring 51 minutter - godt to minutter før kronprins Frederik krydsede målstregen.
Hurtigste mand på 10 kilometer-distancen i København var Christian Okkels, som efter et spurtopgør vandt i tiden 31.01. Sylvia Kiberenge var bedst blandt kvinderne i tiden 32.50.