Seneste nyt
26. apr kl. 23:44

Seniorforsker: Danmark vil kunne klare sig i lang tid i tilfælde af russisk gasstop

Det russiske gasselskab Gazprom har i dag meddelt Polen og Bulgarien, at man lukker for gashanerne i morgen, da de to lande ikke vil betale for gassen med russiske rubler.

Herhjemme har Danmarks største energiselskab, Ørsted, også afvist det russiske krav - men indtil videre ikke hørt noget fra Gazprom.

Ifølge seniorforsker Trine Villumsen Berling fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, står Danmark bedre rustet til et russisk gasstop end et land som Tyskland.

- Vi kan skrue op for grøn gas, og vi har ret store gaslagre. Vi vil kunne klare os langt ind i den kolde sæson i år. Men der kan komme problemer, når vi kommer til nytår, januar og februar, siger hun.

Kommer der flere europæiske lande i russernes sorte bog, så risikerer vi dog at mærke konsekvenserne allesammen, påpeger Trine Villumsen Berling.

- Hvis hele Europa ikke får fyldt op for gaslagrene, er det ikke kun husholdninger, det er også industri, der mangler energi til deres produktion. Og så er det en general afmatning af økonomien, der indtræder.

Seneste nyt

  1. 26 min. siden

    Grindsted-borgernes sundhed skal undersøges igen

    Et enigt regionsråd har her til aften besluttet igen at undersøge sundheden blandt borgere i Grindsted.

    Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

    Demed følger de den anbefaling, som en udvidet forskergruppe kom med i begyndelsen af året.

    - Vi igangsatte den oprindelige sundhedsundersøgelse, fordi vi tager bekymringerne for sundheden blandt nuværende og tidligere borgere i Grindsted alvorligt, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (S) i meddelelsen.

    - Efter et grundigt arbejde er den udvidede forskergruppe - i kølvandet på nye oplysninger og kritik af den oprindelige undersøgelse - kommet frem til anbefalinger om yderligere undersøgelser, og den anbefaling følger vi naturligvis.

    Forskernes undersøgelser blev indledt, efter at regionen blev gjort opmærksom på nye tilfælde af nervesygdommen ALS.

    Tilfældende gav tvivl om, hvorvidt der alligevel var øget sygdom blandt indbyggerne i området efter forurening fra blandt andet det tidligere Grindstedværk.

    Derfor iværksætter man nu tre undersøgelser mere, som skal give et endnu bredere billede af forekomsten af sygdom i Grindsted. De forventes klar ved udgangen af 2023.

  2. 32 min. siden

    Ryan Giggs træder tilbage som landstræner for Wales

    Nyheden om Ryan Giggs kommer fem måneder før, at Wales spiller sin første VM-slutrunde siden 1958. Her venter England, USA og Iran i gruppespillet. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

    Ryan Giggs stopper med øjeblikkelig virkning som landstræner for Wales.

    Det oplyser Wales' Fodboldforbund (FAW) på sin hjemmeside.

    Tilbage i november 2020 trådte Manchester United-legenden midlertidigt tilbage fra sin stilling som landstræner, da han blev arresteret og senere sigtet for kontrollerende adfærd og vold mod sin ekskæreste og hendes søster. Anklager, som Ryan Giggs har benægtet.

    Efter godt halvandet år som inaktiv i landstrænerjobbet har den tidligere kantspiller nu trukket sig fra sin rolle.

    - FAW udtrykker sin taknemmelighed over for Ryan Giggs for hans periode som manager for Wales' mandlige landshold, og samtidig sætter forbundet pris på den beslutning, han har taget, som er i den bedste interesse for walisisk fodbold, skriver forbundet.

    Retssagen mod Giggs skulle være fundet sted i januar i år, men på grund af pladsmangel er den skubbet til august.

  3. 47 min. siden

    Tusindvis af georgiere er på gaden for at kræve for EU-medlemskab

    • Tusindevis af georgiere er samlet foran parlamentet i Georgiens hovedstad Tbilisi. (Foto: VANO SHLAMOV © Ritzau Scanpix)
    • Både ung som gammel er på gaden. (Foto: VANO SHLAMOV © Ritzau Scanpix)
    • "We are Europe" kan man læse på mange af skiltene. (Foto: Zurab Kurtsikidze © Ritzau Scanpix)
    • I de kommende dage skal EU-lederne beslutte, om Georgien, Ukraine og Moldova skal tildeles officiel kandidatstatus om medlemskab af EU. (Foto: Irakli Gedenidze © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Gaderne i Georgiens hovedstad Tbilisi er lige nu sort af mennesker, der vil det samme.

    De vil være en del af den Europæiske Union. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Med europæiske og georgiske flag i hænderne har de samlet sig foran det georgiske parlament for at sende et signal til Bruxelles, alt imens EU-lederne i de kommende dage skal beslutte, om Georgien, Ukraine og Moldova skal tildeles officiel kandidatstatus om medlemskab af EU.

    Ukraine og Moldova fik i allerede i fredags EU-Kommissionens grønne lys til at blive kandidater til EU-medlemskab, mens Georgien først får samme besked, når de opfylder en række krav og indfører nye reformer.

    Det sagde Kommissionsformand Ursula von der Leyen i den forbindelse.

  4. I dag kl. 21:54

    Zelenskyj: 'Afrika er et gidsel i Ruslands krig'

    Flere ton korn har i flere måneder været indespærret i Ukraine, da Rusland som et led i invasionen af landet har blokeret de ukrainske havne.

    I dag afholdt Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, så tale for den Afrikanske Union for at tale om den voksende fødevarekrise. Det skriver BBC.

    Han pointerede også, hvilken indflydelse krigen i Ukraine har for det afrikanske kontinent.

    - Krigen virker måske til at være langt væk, men de katastrofalt stigende fødevarepriser har allerede bragt krigen hjem til flere millioner afrikanske familier.

    - Afrika er et gidsel af dem, der har angrebet vores land, sagde han i sin tale.

  5. I dag kl. 21:35

    En lastbilchauffør har mistet livet i arbejdsulykke

    En mandlig lastbilchauffør har mandag mistet livet i en arbejdsulykke ved Avedøreholmen i Hvidovre.

    Det oplyser Bo Nyberg, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

    - Han har været ved at laste eller losse nogle varer på lastbilen, da han får noget af det her gods ned over sig, siger han.

    - Der går lidt tid, inden manden bliver fundet, og derfor er det lidt usikkert, hvordan hændelsesforløbet helt præcist ser ud, lyder det.

    De pårørende er blevet underrettet.

  6. I dag kl. 21:26

    Turisternes store mareridt er blevet til et kuffert-bjerg i Heathrow

    En stor bunke baggage har samlet sig i lufthavnen i Heathrow. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)

    Mange kender til følelsen. Sveden drypper fra hovedet, mens du ser de sidste kufferter rulle ud på båndet. Du har ferien foran dig, men dit spritnye badetøj ligger i kufferten. Båndet stopper, du vender dig om, ser 25 andre familier ved desken, hvor du kan klage over den manglende kuffert.

    Ja, en halvdårlig start på ferien for at sige det mildt.

    Den følelse er der rigtig mange, der har lige for tiden. Lige nu er der ikke nok personale til at håndtere to års pandemisk rejselyst i mange lufthavne i Europa.

    Det kom særligt til syne i dag i en af verdens travleste lufthavne - Heathrow Airport i London. Her samlede der sig nemlig et kæmpe bjerg af kufferter, som aldrig kom frem til deres ejere.

    Og problemet er ikke kun i London. I Amsterdam er der enormt lange køer, og i Bruxelles har et strejkende personale ledt til massive aflysninger. For bare at nævne et par. Og det påvirker flytrafikken i resten af Europa.

    Se billederne af de mange kufferter fra Heathrow her:

    • Personale i Heathrow Airports terminal 2 holder øje med de mange efterladte kufferter. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Det er på grund af manglende personale til de store antal turister, at kufferterne ikke kommer frem til deres ejere. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Heathrow Airport har bedt flyselskaberne om at skære ned på antallet af afgange for at kunne håndtere passagerernes ønsker. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    • Der er problemer med personalet i mange byer i Europa. London, Amsterdam, Bruxelles og Genève for bare at nævne nogle af dem. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  7. I dag kl. 20:34

    Amnesty er spændte på, hvad Nadim vil gøre for at hjælpe migrantarbejdere

    Nadia Nadim under træning før to testkampe og EM-slutrunde, i Helsingør, mandag den 20. juni 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    I dag var første gang, at landsholdsspilleren Nadia Nadim forholdt sig til, hvorfor hun har valgt at blive ambassadør for VM i fodbold for herrer i Qatar. En beslutning, som mange har sat et stort spørgsmålstegn ved.

    Selv siger hun, at penge ikke har spillet en rolle, og at hun gerne vil repræsentere, at man som kvinde med muslimsk baggrund godt kan spille fodbold og have lige rettigheder.

    Hos Amnesty International Danmark er man dog stadig i tvivl om, hvilken forskel Nadim præcist vil forsøge at gøre.

    - Vi synes jo altid, at det er godt få sat fokus på kvinders rettigheder og ligestilling, så hvis det er det, hun vil gerne vil gøre, så er det også positivt. Man skal bare have den kontekst med, som Qatar også repræsenterer. Altså at de har en række menneskerettighedskrænkelser. Både mod migranter og deres egen befolkning, siger Annette Stubkjær Rimmer, der er politisk rådgiver i Amnesty International.

    Hun påpeger også, at Amnesty har meget fokus på de dårlige vilkår fra migrantarbejderne omkring VM, og at man er klar til at hjælpe Nadim, hvis hun vil gøre noget på det område.

    - Hvis hun gerne vil hjælpe migrantarbejdere, så er vi spændte på, hvad hun helt konkret vil gøre i forhold til at støtte det arbejde, vi gør i Amnesty. Så det er vi nysgerrige på at høre mere om, siger Annette Stubkjær Rimmer.

  8. I dag kl. 20:10

    42-årig varetægtsfængslet: Sigtes for bedrageri for mindst 307 millioner

    Retten på Frederiksberg har valgt at varetægtsfængsle en 42-årig mand, som er sigtet for svindel for mindst 307 millioner kroner.

    Man mistænker, at han har svindlet mindst 42 personer eller selskaber i samarbejde med endnu ukendte gerningsmænd.

    Efterforskningen peger på, at den sigtede har lovet et stort og sikkert afkast ved investeringer i konkursboer. Men ifølge politiet har han ikke ført investeringerne videre som aftalt.

    Han fængsles i første omgang i to uger og nægter sig skyldig.

  9. I dag kl. 19:41

    Cambodjanske bønder fanger den tungeste ferskvandsfisk nogensinde

    Den gigantiske rokke har fået navnet Boramy. (Foto: CHHUT CHHEANA/WONDERS OF MEKONG © Ritzau Scanpix)

    Rettelse: Det fremgik tidligere, at det var en saltvandsfisk, men det er retteligt en ferskvandsfisk.

    Mange har nok taget på fisketur og været tilfredse, hvis bare de fangede et eller andet.

    Ved Mekongfloden i Cambodia er en stor gruppe bønder nu gået skridtet videre ved at fange det, der ifølge en række forskere er den tungeste ferskvandsfisk nogensinde.

    Det skriver Reuters.

    Der skulle mere end 12 mænd til at hive den 330 kilo tunge rokke op ad vandet, som sidenhen blev døbt Boramy, der betyder fuldmåne på lokalsproget.

    Den næsten fire meter lange rokke blev efter kort tid sluppet fri i floden igen. Forskere nåede dog at tagge den elektronisk, så de kan følge dens færden i Mekong.

    • Rokken er af hunkøn, vejer lidt over 300 kilo og er næsten fire meter lang. (Foto: CHHUT CHHEANA/WONDERS OF MEKONG © Ritzau Scanpix)
    • Det var lidt af en attraktioner for de lokale. (Foto: SINSAMOUT OUNBOUNDISANE/FISHBIO © Ritzau Scanpix)
    • Fiskerne arbejdede efter konceptet "catch and release", og rokken blev derfor efter kort tid sluppet fri. (Foto: UNIVERSITY OF NEVADA © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  10. I dag kl. 19:36

    8 dræbte og 38 kidnappede efter nyt kirkeangreb i Nigeria

    En gruppe bevæbnede mænd angreb søndag aften to kirker i Kaduna den nordlige del af Nigeria.

    Det oplyser en talsmand fra Christian Association of Nigeria til Reuters.

    Under angrebet blev otte slået ihjel, mens 38 er blevet kidnappet.

    Det er anden gang i juni, at kirker er blevet angrebet i Nigeria. I starten af måneden skød bevæbnede mænd mod kirkegængere og sprængte bomber ved en katolsk kirke i det sydvestlige Nigeria.

    Her mistede mindst 50 mennesker livet.

  11. I dag kl. 18:59

    Energistyrelsen skærper gasberedskab - advarer aktører om risiko for forsyningskrise

    Energistyrelsen har i dag valgt at gå et niveau op i gas-beredskab og erklærer såkaldt 'Early Warning'. Det er det første niveau i Danmarks samlede plan for at sikre gas i tilfælde af en alvorlig forsyningskrise.

    Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

    Det er som følge af udviklingen med krigen i Ukraine og den dertilhørende usikkerhed om gasleverancer fra Rusland, at Energistyrelsen nu kalder 'Early Warning'. Rusland har således valgt at reducere mængden af gas, der leveres til Tyskland via Nord Stream 1, med 60 procent.

    Early Warning' betyder, at der kan opstå en situation med betydeligt forringet gasforsyningssitation.

    - Det er en alvorlig situation, vi står i, og den er blevet forværret med de reducerede leverancer fra Rusland til det europæiske gasmarked. Derfor erklærer vi nu sammen med andre EU-lande Early Warning for at vise rettidig omhu. Vi følger udviklingen på gasmarkederne nøje, siger vicedirektør i Energistyrelsen, Martin Hansen, i pressemeddelelsen.

    Lige nu er de danske gaslagre cirka 75 procent fyldte.

    Hvis der skulle komme mangel på gas, har Energistyrelsen en nødplan klar for at sikre, at forbrugerne kan få varmet deres huse op til vinter. Men styrelsen opfordrer danskerne til at spare på energien.

    - Der er meget at spare, hvis man tænker sig lidt om i hverdagen. Man kan bruge lidt mindre varmt vand. Og det er et godt tidspunkt at gå sit hus igennem på, for at se om det er godt isoleret til vinter, siger Martin Hansen.

  12. I dag kl. 18:18

    Israels premierminister vil opløse parlamentet og gå af

    Tidligere i dag overlevede Israels premierminister, Naftali Bennett en tillidsafstemning i Knesset med stemmerne 57-52. Alligevel har han altså nu meldt sin afgang. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Mandag i næste uge vil højst sandsynligt være sidste dag på jobbet for Israels premierminister, Naftali Bennett, der netop har meldt ud, at han vil opløse landets parlament, Knesset, og forlade posten som premierminister.

    Det skriver den israelske avis The Jerusalem Post mandag.

    I første omgang skal udenrigsminister Yair Lapid overtage premierministerposten.

    The Jerusalem Post skriver, at Bennett tidligere i dag ellers overlevede en tillidsafstemning i Knesset med stemmerne 57-52.

    Alligevel har han altså nu meldt sin afgang.

    Bennett overtog premierministerposten for godt et år siden - 13. juni 2021. Han afløste den mangeårige leder Benjamin Netanyahu.

  13. I dag kl. 18:13

    Far, mor og søn dømt i sag om salg af stoffer på Midtsjælland

    Betjentene må have spærret øjnene op, da de i januar ransagede to adresser i Herfølge og Haslev.

    Her fandt de nemlig næsten to millioner kroner i kontanter.

    I dag har Retten i Roskilde så slået fast, at det var penge fra en større narkoforretning, som et forældrepar, deres søn og en veninde alle er blevet idømt fængsel for. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

    Den 28-årige søn er blevet idømt seks års fængsel, mens hans veninde skal sidde bag tremmer i fem år.

    Forældrene, der er henholdsvis 55 og 59 år, har fået fængsel i fire år og seks måneder.

    I forbindelse med sagen har politiet fundet næsten 30 kilo hash, 1,8 kilo MDMA, næsten et kilo amfetamin samt noget kokain og ketamin.

    Både søn og forældre overvejer, om de vil anke byrettens afgørelse til Østre Landsret, mens veninden ankede på stedet.

  14. I dag kl. 18:11

    Flere uheld på Fynske Motorvej - vejen åben igen

    Fynske Motorvej er ramt af flere uheld her sidst på eftermiddagen. Først var der et lastbilsammenstød i vestgående retning, som gjorde, at motorvejen blev spærret mellem Aarup og Ejby.

    Og en times tid senere skete der endnu et uheld lige efter Ejby mod Middelfart. Det betyder, at man skulle køre omkørsel fra 54 Vissenbjerg til 58a Middelfart Ø, fordi vejen var spærret. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

    Men nu er vejen åbnet igen. Det oplyser P4 Trafik

    - Både vi og de implicerede borgere står pt. meget udsat på Fynske Motorvej i det seneste uheld ved vejarbejdet ved Ejby. Sænk hastigheden i begge retninger, hold afstand og fokusér på sikkerheden frem for at kigge på de ulykker, du passerer, skriver politiet.

    Vejdirektoratet skrev efter den første ulykke, at vejen tidligst ville blive åbnet tidligt på aftenen. Men det var altså før den anden ulykke.

    Til Ritzau fortæller vagtchefen, at der ved den første ulykke er blevet kaldt fire ambulancer ud til ulykkesstedet, men umiddelbart er der ikke meldinger om, at nogen er kommet alvorligt til skade.

    Det er uvist med den anden ulykke.

  15. I dag kl. 17:54

    Nu kan man foretage indberetning, hvis man har været udsat for krænkelse på Herlufsholm

    Hvis man har oplevet krænkelser eller selv er blevet udsat for en mulig krænkelse som elev på Herlufsholm, så kan man nu selv indberette det.

    Det oplyser advokat Henrik Græsdal, der står bag den uvildige advokatundersøgelse af skolen, i en pressemeddelelse.

    - Jeg vil opfordre alle, som måtte have oplevet eller været vidne til mulige krænkelser på Herlufsholm Skole, til at indberette hændelserne, siger han i meddelelsen ifølge Ritzau.

    Der er ikke som udgangspunkt nogen frist for, hvornår indberetningerne skal komme, men Henrik Græsdal opfordrer til, at det skal ske inden 1. juli. Indberetningerne kan gøres anonymt.

    Undersøgelsen er blevet igangsat efter en TV2-dokumentar afslørede, at tidligere elever havde oplevet en kultur med vold, mobning og krænkelser på skolen.

  16. I dag kl. 17:47

    Udfasningen af F-16-fly udskydes på grund af krigen i Ukraine

    Det var meningen, at de danske F-16-fly skulle udfases, fordi de er gamle og slidte, men den plan er nu blevet udskudt. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

    En udfasning vil ifølge Forsvarsministeriet være "forbundet med væsentlige operative og sikkerhedspolitiske risici".

    - Putins overgreb på Ukraine har forandret Europa og de trusler, som vi står overfor. Danmark tager et stort ansvar for fred og sikkerhed i kampen mod Putins trusler, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) i pressemeddelelsen.

    Planen er nu i stedet, at man beholder flyene indtil 2027 efter anbefaling fra forsvarschef Flemming Lentfer.

    Det har dog også en pris. Det vil koste 1,1 milliard kroner ekstra i perioden. Det går til udgifter til brændstof, indkøb af reservedele samt personel.

    Den manglende udfasning kommer dog ikke til at have betydning for indfasningen af nye F-35-fly fra USA. De første af den type ventes at lande i Danmark i 2023.

  17. I dag kl. 17:47

    Tidligere stjerneangriber erkender sig skyldig i skattefusk

    Som aktiv spillede Samuel Eto'o for storklubber som FC Barcelona, Inter og Chelsea. I 2021 blev han valgt som præsident for Camerouns fodboldforbund. (Foto: GUSTAU NACARINO © Scanpix Danmark)

    Den tidligere fodboldstjerne Samuel Eto'o har erkendt sig skyldig i skattesvig for at undgå en fængselsstraf.

    Det meddeler en domstol i Barcelona mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Camerouneren, der betragtes som en af de bedste afrikanske spillere i historien, har således indgået en aftale med de spanske anklagere for ikke at skulle afsone.

    Han bliver i stedet idømt en bøde og 22 måneders betinget fængsel.

    I Spanien er det kutyme, at man ikke afsoner tid i fængsel, hvis straffen er under to år, hvis der vel at mærke er tale om ikkevoldelige forbrydelser.

    Tilbage i 2016 indsendte en spansk statsanklager et anklageskrift til retten i Barcelona i en sag om skattesnyd for millioner af kroner i årene fra 2006 til 2009.

    Statsanklageren krævede dengang, at Eto'o blev idømt ti og et halvt års fængsel samt en bøde og tilbagebetaling af et beløb, der samlet udgjorde 18 millioner euro, dengang svarende til 134 millioner kroner.

    /ritzau/

  18. I dag kl. 17:38

    På trods af zoo-brand kan girafferne sove 'hjemme' i nat

    Alle giraffer har det fint efter branden. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

    Både brandvæsnet og Københavns Politi kom på en lidt anderledes opgave tidligt i morges, da der var udbrudt brand i girafhuset i Zoologisk Have på Frederiksberg.

    Branden blev heldigvis hurtigt opdaget, og alle dyr har det godt. Og nu kan girafferne endda se frem til en helt almindelig nats søvn – selvom duften måske bliver lidt anderledes.

    For flammerne har ikke forårsaget skade på selve staldområdet i huset.

    Det siger Mads Frost Bertelsen, der er zoologisk direktør i Zoologisk Have København til Ritzau.

    - Allerede i aften vil de kunne komme på stald. Så umiddelbart vil giraffernes hverdag ikke blive særligt forstyrret af det her, siger Mads Frost Bertelsen.

  19. I dag kl. 17:27

    Storbritannien står over for største togstrejke i 30 år 

    Titusindvis af ansatte ventes at strejke, efter at forhandlinger mellem transportforbundet RMT og togoperatørerne er kollapset i dag.

    Derfor har Storbritannien nu kurs mod landets største togstrejke i 30 år, skriver Reuters.

    Parterne har været uenige om blandt andet løn og arbejdsforhold, og RMT har afvist to forskellige forslag om nye aftaler.

    Det fortæller Mick Lynch, som står i spidsen for transportforbundet.

    - Begge forslag er uacceptable, og det er nu blevet bekræftet, at strejken, der er planlagt til at finde sted denne uge, kommer til at ske, siger han.

    Strejken ventes at finde sted tirsdag, torsdag og lørdag.

  20. I dag kl. 17:06

    Easyjet dropper tusindvis af flyveture

    Nu bliver det måske sværere at komme til lande som Italien, Holland eller England.

    For lavprisflyselskabet Easyjet har lige meldt ud, at de dropper flere tusinde flyveture hen over sommeren, fordi Gatwick i London og Amsterdams lufthavne alle har reduceret kapaciteten.

    Det skriver Reuters.

    Det britiske flyselskab forventer, at 90 procent af de planlagte fly kommer på vingerene de kommende tre måneder frem for de 97 procent, som ellers var planen. Det havde svaret til omkring 160.000 flyveture.

    Easyjet-direktør Johan Lundgren forklarer nedskaleringen af flyafgange med, at det vil minimere risikoen for aflyste flyafgange i sidste øjeblik.

    Vi er nødt til at være modstandsdygtige i forhold til flyplanlægningen. Derfor aflyser vi fly proaktivt og giver dermed kunderne besked i god tid – med gode ombookingsmuligheder, forklarer han.

  21. I dag kl. 16:43

    Fødevarestyrelsen vil tjekke døde havfugle for fugleinfluenza

    Gåturen langs den jyske vestkyst har de seneste dage været en noget anderledes oplevelse end hidtil. Der er nemlig blevet observeret et stort antal døde havfugle.

    Dansk Ornitologisk Forening mener, at der er en sandsynlighed for, at det skyldes fugleinfluenza, og nu siger Fødevarestyrelsen, at de vil undersøge de døde fugle.

    - Det er bestemt en mulighed, at de er døde af fugleinfluenza og derefter skyllet i land på vestkysten. Det prøver vi nu at få undersøgt, og derfor sørger vi for, at der bliver samlet døde suler ind langs vestkysten, siger veterinær udviklingschef Sten Mortensen til Ritzau.

    Fødevarestyrelsen planlægger at undersøge op mod 20 døde suler på laboratoriet. Normalt er fugleinfluenza mere hyppigt om vinteren.

    - Men nu er det blevet sådan, at vi engang imellem også kan finde fugleinfluenza om sommeren. Det er blevet den nye normal, siger Sten Mortensen.

  22. I dag kl. 16:31

    Fynske Motorvej spærret i vestgående retning efter lastbilsammenstød

    Flere lastbiler er her til eftermiddag stødt sammen på Fynske Motorvej i vestgående retning.

    Det betyder, at motorvejen lige nu er spærret for trafik mellem Aarup og Ejby. Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

    Vejdirektoratet skriver på Twitter, at det er forventningen, at motorvejen først genåbnes igen først på aftenen.

    Politiet skriver, at man skal søge af motorvejen ved afkørsel 55 Aarup og benytte rute 161 mod vest.

    Politiets vagtchef siger til Ritzau, at to sættevogne kørte sammen, og at det førte til, at en personbil også blev ramt.

    Fire ambulancer blev kaldt ud til ulykkesstedet, men umiddelbart er der ikke meldinger om, at nogen er kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchef Henrik Strauss.

  23. I dag kl. 16:11

    Japansk domstol fastslår: Forbud mod ægteskab mellem to af samme køn er ikke i strid med forfatningen

    I Japan er ægteskabet klart defineret. Det kan nemlig kun være mellem en mand og en kvinde.

    Det har domstolen i byen Osaka netop sat en stor, sort streg under ved at fastslå, at landets forbud mod ægteskab mellem to af samme køn er lovligt.

    Dermed er Japan stadig det eneste af G7-landene, der ikke tillader, at to af samme køn gifter sig med hinanden.

    Sagen blev rejst af tre homoseksuelle par, der samtidig ønskede lidt over 52.000 kroner for "uretfærdig diskrimination", fordi de ikke kunne blive gift.

    Den japanske domstol var dog ikke fuldstændig afvisende over for, at reglerne på området kan blive ændret i fremtiden, hvis man kan blive enig om et "passende system".

  24. I dag kl. 15:57

    Sundhedsstyrelsen: Der kommer markant flere læger fremover

    Antallet af læger i Danmark vil stige kraftigt frem mod 2045. Det fremgår af en prognose fra Sundhedsstyrelsen, der peger på en øget tilgang af medicinstuderende.

    Det er forventningen, at der vil være omkring 60 procent flere læger om 23 år end i 2021. Det svarer til 17.305 flere læger og et samlet antal læger på knap 45.500.

    Og det er vigtigt, fordi der ventes at komme flere ældre og kronisk syge i fremtiden.

    - Det er godt at se, at der kommer flere læger og speciallæger de kommende år. Når antallet af læger og speciallæger stiger mere end befolkningstallet, bliver vi bedre rustet til at tage vare på det stigende behov for sundhedsydelser i de kommende år, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Steen Dalsgård Jespersen.

    Sundhedsstyrelsen peger dog på, at det ikke kun er nok med flere læger. Der skal også være en mere ligelig fordeling af arbejdsstyrken mellem de fem regioner og inden for regionerne.

  25. I dag kl. 15:28

    Voldsom stigning i antallet af migranter, der har forsøgt at krydse Den Engelske Kanal

    20.132 personer har i år forsøgt at komme over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England. Det er en stigning på op imod 70 procent sammenlignet med sidste år. Det oplyser det franske indenrigsministerium ifølge AFP.

    Der er registreret 777 forsøg på at krydse farvandet, og det er i den forbindelse, at man er kommet op på de over 20.000 personer.

    Samtidig understreger man dog også, at de fleste forsøg er blevet stoppet.

    - 61,39 procent af forsøgene blev forhindret i årets første halvdel, hvilket er en stigning på 4,2 procent i forhold til sidste år, hedder det i en opgørelse fra ministeriet.

    Den britiske regering forsøgte at sende et fly med asylansøgere til det afrikanske land Rwanda tirsdag i sidste uge. Men det blev stoppet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den britiske regerings omstridte politik har til formål at få stoppet de mange migranter, som tager den farlige tur over Den Engelske Kanal.

  26. I dag kl. 15:08

    Ambassadørskab for VM i Qatar var en 'no-brainer' for Nadia Nadim

    (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Torsdag eftermiddag blev Nadia Nadim udtaget til EM i fodbold.

    Landstræner Lars Søndergaard fortalte i samme ombæring, at udtagelsen skete på betingelse af, at den danske fodboldspiller skulle udtale sig om sit ambassadørskab for VM i Qatar.

    Og det har hun så gjort nu.

    Nadia Nadim forklarer, at hun med ambassadørskabet håber, at hun kan være med til at skabe ændringer i Qatar.

    - Grunden til, jeg sagde ja til ambassadørskabet er ret simpel. Jeg er født i regionen, og jeg ved, hvordan kvinderne har det. Jeg har brugt fodbold hele mit liv som en platform. Det gjorde jeg, da jeg var 19 år. Det er samme koncept nu, jeg har bare en større platform. For mig var det en no-brainer. Det har aldrig handlet om pengene for mig, siger Nadia Nadim.

    Qatar har blandt andet været kritiseret for ikke at have haft gode nok forhold for de migrantarbejdere, der forud for slutrunden har bygget stadioner i landet.

    Nadia Nadim håber, at hun med ambassadørskabet kan være med til at sætte fokus på de forhold, der kan forbedres.

    - På intet tidspunkt har jeg benægtet forholdene. Der er mange forhold, der skal gøres bedre. Det her VM giver mulighed for at forbedre forholdene, siger hun.

    Efter hun blev udvalgt som ambassadør for VM i Qatar, kom Nadia Nadim i en 'mediestorm', som hun selv kalder det. Fodboldspilleren føler, at hun i enkelte artikler fik fordrejet sine ord, og derfor valgte hun ikke at udtale sig.

    - Når det bliver halvt mobning, gider jeg ikke være en del af det. Så lukkede jeg af, og I kom ikke tæt på mig, siger Nadia Nadim.

    EM i fodbold starter d. 6 juli.

  27. I dag kl. 15:02

    Tre tiltalt for at planlægge terror: 'Havde anskaffet sig våben og kemikalier'

    Anklagemyndigheden har tiltalt to mænd og en kvinde for at planlægge et terrorangreb.

    Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

    De to mænd på henholdsvis 34 og 36 år samt en kvinde på 31 år er tiltalt for forsøg på terrorisme og medvirken hertil.

    Sagen stammer fra Holbæk, hvor politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) i begyndelsen af februar sidste år slog til på flere adresser, og hvor 13 personer blev anholdt.

    Sidenhen er flere blevet løsladt, og sigtelsen imod dem er blevet droppet.

    Det er dog anklagemyndighedens opfattelse, at de to mænd og kvinden havde anskaffet sig flere ting, som skulle bruges til et terrorangreb.

    - De tre personer havde anskaffet flere funktionsdygtige våben med tilhørende ammunition.

    - Derudover anskaffede de kemikalier og materialer, der gjorde dem i stand til at fremstille sprængstof, som vi mener skulle bruges ved et terrorangreb, udtaler Lise-Lotte Nilas, statsadvokat i København.

    Ifølge pressemeddelelsen forhindrede man et terrorangreb et ukendt sted i enten Danmark eller udlandet, fordi de tre blev anholdt.

    Ud over tiltalen for forsøg på terrorisme er de tre personer tiltalt for at finansiere en terrorvirksomhed ved at have overført pengebeløb til en person, der var tilknyttet terrorgruppen Islamisk Stat.

    De tre nægter sig skyldige.

    Derudover er to af de tre personer tiltalt at have hjulpet en person, der var tilknyttet Islamisk Stat, med kommunikation og søgning på internettet.

    Retten i Holbæk skal behandle sagen i løbet af en stribe retsmøder, der indledes i august.

  28. I dag kl. 15:00

    Sag om voldtægt på Mærsk-skib efterforskes nu af amerikansk politi

    Ifølge søgsmålet var kvinderne udsat for "ekstrem sexchikane, uønsket berøring og diskrimination", og den ene af de to kvinder var udsat for fuldbyrdet voldtægt begået af en kollega ombord.

    Foruden det civile søgsmål overgår sagen nu til US Coast Guard Investigative Service (CGIS), som skal afgøre, om sagerne også skal føres strafferetligt.

    Det bekræfter kvindernes advokat overfor DR Nyheder.

    - Vi forventer, at vi snart får en afgørelse på, om overfaldsmændene vil blive anklaget eller ej, siger advokat Ryan Melogy.

  29. I dag kl. 13:53

    Kronprinsen om Herlufsholm: Der har været ubehagelige episoder, men et hav af elever har en fantastisk oplevelse

    - Vi  er nødt til belyse det her fra alle sider, at få hele historien frem før vi kan træffe en beslutning, der er rigtig for dem, sagde kronprinsessen om sine børns gang på Herlufsholm. (Foto: Lex van Lieshout © Ritzau Scanpix)

    Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er i dag og i morgen hovedpersonerne i et erhvervsfremstød i Holland.

    Men den danske presse var ikke særlig interesserede i at høre om danske virksomheders aktiviteter i nederlandene, da parret stillede op for at svare på spørgsmål.

    Derimod spurgte pressen ivrigt ind til, hvordan kronprinsparret forholder sig til historierne om mobning og vold på Herlufsholmsholm Kostskole, hvor deres ældste søn, prins Christian, går, og hvor datteren prinsesse Isabella efter planen skal begynde efter sommerferien.

    - Det er klart, at det har præget dem, og vi har talt med dem om emnet og spurgt til det. Specielt vores søn har holdt fast og trives rigtig godt der, så det er også et tegn på, der har været nogle ubehagelige og uheldige episoder, men vi har også et hav af elever, som har en fantastisk oplevelse, lød det fra kronprinsen.

    Parret ønsker fortsat at afvente resultaterne af de undersøgelser, som skal se nærmere på kulturen på kostskolen, før de vil tage stilling til, om deres børn skal gå på skolen.

    - Vi er dybt rystede som de fleste over, hvad vi har hørt. Men vi har et barn, der har været der i et år og en, der glæder sig til at starte. Vi er nødt til belyse det her problem fra alle sider, at få hele historien frem før vi kan træffe en beslutning, der er rigtig for dem, sagde kronprinsessen.

    - Det er en vigtig læring for børnene, at man ikke bare skal tage en beslutning på ét grundlag, lige meget hvor stærkt og rystende det er. Vi er nødt til at have hele billedet med, så vi sammen med vores børn kan tage den rigtige beslutning, sagde hun desuden.

    Kronprinsessen blev spurgt, hvordan hun kan være forkvinde for Maryfonden, som er sat i verden for at bekæmpe mobning, og samtidig have sine ældste børn på en skole, hvor elever har været udsat for vold og mobning.

    - Jeg kan godt forstå, at det spørgsmål bliver stillet. Min holdning om mobning er den samme i dag, som da jeg startede Maryfonden for 15 år siden. Mobning skal bekæmpes, hvor det opstår, og når det opstår. Det gælder på Herlufsholm og andre skoler. Min holdning til mobning gælder, uanset hvilken skole mine børn går på, sagde hun.

  30. I dag kl. 12:57

    Belgien udleverer en tand fra congolesisk folkehelt til familien

    Patrice Lumumbas børn Francois, Roland and Juliana Lumumba ankommer til Egmont Paladset i Brussels. EPA/OLIVIER MATTHYS / POOL (Foto: OLIVIER MATTHYS / POOL © Ritzau Scanpix)

    En tand.

    Det er den eneste jordiske rest af DR Congos dræbte uafhængighedshelt Patrice Lumumba, og den er i dag blevet udleveret af Belgien ved en ceremoni.

    Tanden blev overrakt i en blå æske til Lumumbas familie i Egmont Paladset af belgiske embedsmænd, skriver Reuters.

    - Dette giver en følelse af oprejsning efter adskillige år, udtalte Roland Lumumba, en af Lumumbas sønner, til radiostationen RTBF i forbindelse med ceremonien.

    I 1960 blev Den Demokratiske Republik Congo uafhængig under premierminister Patrice Lumumba. Hans regering blev dog væltet ved et militærkup blot få måneder senere.

    Belgiske myndigheder var direkte involveret i, at Lumumba blev udleveret til politiske modstandere, som henrettede ham. Belgien undskyldte for dette i 2002.

  31. I dag kl. 12:41

    Yderligere tre tilfælde af abekopper i Danmark

    Yderligere tre tilfælde af abekopper er bekræftet i Danmark. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    I alle tilfælde er smittekilden kendt. I et af tilfældene er smitten formodentlig sket i Danmark, mens de to andre tilfælde formodes at være smittet i udlandet.

    - Der er fortsat ingen samfundsmitte med abekopper i Danmark. Men vi har naturligvis en stor opgave i at inddæmme og opspore smitten i hvert tilfælde. Sundhedsmyndighederne har i slutningen af uge 24 givet vacciner mod abekopper til otte personer, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    Styrelsen for Patientsikkerhed foretager smitteopsporing af nærekontakter.

  32. I dag kl. 12:26

    Togene kører igen mellem Fredericia og Odense

    Togene er igen begyndt at køre mellem Fredericia og Odense. Det skriver DSB på sin hjemmeside.

    Det meste af formiddagen har togtrafikken på strejkningen været standset og erstattet af togbusser.

    Det skyldes en personpåkørsel ved Gelsted på Fyn.

    DSB forventer forsinkelser og aflysninger på en del tog i løbet af dagen.

  33. I dag kl. 12:22

    Litauen har bremset togtraffik til russisk enklave, svaret kommer 'om få dage'

    Litauen har iværksat en blokade af varer, der er underlagt EU-sanktioner, til den russiske enklave, Kaliningrad.

    EU's sanktionsliste omfatter kul, metaller, byggematerialer og avanceret teknologi.

    De russiske myndigheder har reageret på blokaden og ifølge Reuters sagt, at transitforbuddet er meget alvorlig, og at Kreml efter at have analyseret situtionen tilbundsgående forventer at have et svar på situtionen inden for de kommende dage.

    Kaliningrad er en by i Rusland, der ligger i et lille område kilet ind mellem Polen, Litauen og Østersøen. Ruslands Østersøenklave har en befolkning på omkring 430.000 mennesker og huser hovedkvarteret for Ruslands Østersøflåde.

  34. I dag kl. 12:11

    Alle flyafgange fra Bruxelles er aflyst i dag

    Ingen fly bliver sendt på vingerne fra lufthavnen i Bruxelles i dag, hvor alle afgange er aflyst på grund af fagforeningernes nationale strejkedag.

    Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, der citerer den belgiske avis De Standaard.

    I alt er omkring 440 afgange aflyst som følge af strejken, der vedrører ansatte i sikkerhedsfirmaet G4S.

    Da strejken forventedes at føre til, at kun få medarbejdere skulle bemande sikkerhedskontrollen, blev ventetiderne anslået til at overstige otte timer.

    Derfor blev det besluttet at aflyse alle flyvninger.

    - Vi kan ikke garantere passagerernes sikkerhed, siger Nathalie Pierard, pressetalsmand for Bruxelles Lufthavn.

    Hun udelukker ikke, at aflysningerne også kan betyde længere ventetider i morgen, hvor der er planlagt ekstra fly.

  35. I dag kl. 11:42

    Skybrud er på vej i flere dele af landet

    Der er ifølge DMI udsigt til tunge regnbyger flere steder i Danmark.

    I den øst- og sydøstligste del af Jylland, på Fyn, Sjælland, Lolland og Falster er der udsendt varsel om lokale skybrud. På Sjælland forventes de kraftigste byger, til dels med hagl og torden.

    Det skyldes et lavtryk, som passerer ned over Danmark fra nordvest, sammen med for årstiden meget kold luft i de højere luftlag.

    Da prognoserne indikerer, at bygerne kan blive temmelig hidsige, og der samtidig ikke er meget vind, er der risiko for, at der lokalt kan falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

    Dermed er kriteriet for skybrud opfyldt.

    Varslet gælder fra klokken 11 til klokken 18. Mod aften ventes bygerne at opløses eller svækkes.

  36. I dag kl. 11:24

    EU's udenrigschef: 'Russisk blokade af ukrainsk korn er en krigsforbrydelse'

    Det er en krigsforbrydelse, at Rusland blokerer for eksporten af flere millioner tons ukrainsk korn, mener EUs udenrigschef, Josep Borrell.

    Det oplyser Reuters.

    Han opfordrer Rusland til at stoppe blokaden af de ukrainske havne.

    - Det er ikke til at fatte, at flere millioner tons hvede fortsat er blokeret i Ukraine, mens der er mennesker i resten af verden, som sulter, siger Josep Borrell til Reuters.

    - Det er en sand krigsforbrydelse, så jeg kan ikke forestille mig, at det kan vare meget længere, siger han kort før et møde med EU's udenrigsministre i Luxembourg i dag.

  37. I dag kl. 11:13

    Danmark klarede sig godt gennem coronaepidemienældreområdet

    I kampen mod corona klarede Danmark sig godt i sammenligning med andre lande, selvom der var udfordringer med hygiejne og adgang til test og værnemidler.

    Det fremgår af en ny rapport, der afdækker baggrunden for covid-19-udbrud og -dødsfald på plejecentre og i hjemmeplejen.

    - Vi har lært af epidemien, at hygiejne er et vigtigt indsatsområde, hvis vi skal blive bedre til at beskytte de ældre under fremtidige epidemier. Det gælder både epidemier med covid-19 og epidemier med influenza, siger Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, som står bag rapporten.

    Rapporten viser også en overdødelighed blandt de ældre på landets plejehjem i vinteren 2021, hvor testindsatsen af medarbejdere først blev intensiveret, da epidemien havde toppet.

  38. I dag kl. 10:54

    Fremover kan Gældsstyrelsen inddrage flere lønkroner - også hos folk med de laveste indkomster

    Hvis du har gæld til det offentlige, vil der i fremtiden være en større chance for, at Gældsstyrelsen vil kunne inddrage dele af din løn til afbetaling på gælden.

    Det vil også gælde for folk med de laveste indkomster.

    Et politisk flertal har nemlig indgået en aftale, som skal nedbringe danskernes gæld til det offentlige. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

    Og i den aftale giver man Gældsstyrelsen lov til at inddrage lønnen på flere områder, end de normalt kan. Det foregår ved, at man tager pengene fra lønnen, inden den udbetales.

    Omkring hver femte dansker har gæld til det offentlige. Det kan være i form af ubetalte skatter, bøder, underholdsbidrag og forsyningsafgifter.

    Den samlede gæld for borgere og virksomheder løb ved udgangen af 2021 op i 145 milliarder kroner. Men selve kursværdien, altså gældens reelle værdi baseret på skyldnernes betalingsevne, var på cirka 35 milliarder kroner.

  39. I dag kl. 10:44

    Døde fugle på Vestkysten skyldes formentlig skotsk udbrud af fugleinfluenza

    • Sulen her er fundet ved Kandestederne ikke langt fra Skagen. (© Lotte Alsing Rasmussen)
    • Tæt ved Blokhus er der også skyllet døde suler i land på stranden. (Foto: Bendt Godtberg © DR Nórdjylland)
    1 / 2

    Har du gået tur langs Vestkysten i løbet af weekenden, har du måske set flere døde fugle.

    Et stort antal af blandt andet arten suler er fundet døde på strækningen mellem Blåvand og Skagen. Årsagen til de mange døde dyr har været uklar, men ifølge Dansk Orinitologisk Forening (DOF) er den nu fundet, og pilen peger på fugleinfluenza.

    Ifølge DOF er en af verdens største kolonier i Nordsøen ud for Skotlands østkyst lige nu ramt af sygdommen. Og de døde fugle herhjemme stammer formentlig fra den skotske koloni.

    - Det er meget voldsomt, det der sker i Skotlands sulekolonier, siger Morten Frederiksen, seniorforsker på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.

  40. I dag kl. 10:16

    Trods prisstigninger: Tivoli tror på flere penge i kassen

    Mens priserne generelt stiger i samfundet, skruer Tivoli i København op for forventningerne - for anden gang i år.

    Tivoli forudser nu en omsætning på omkring én milliard kroner og et overskud før skat på 25-50 millioner kroner.

    Optimismen bunder i flere ting, blandt andet at krydstogsgæsterne er ved at vende tilbage til København. Men coronasituationen og prisstigninger er stadig ubekendte faktorer.

    - Stigende priser kan sætte sig i reduceret købekraft og kan betyde større forsigtighed og tilbageholdenhed hos gæsterne, der er afgørende for Tivolis succes, siger Tivolis finansdirektør Martin Bakkegaard i en pressemeddelelse.

    Forlystelseshaven opjusterede senest for en måneds tid siden til en omsætning på 850-950 millioner kroner.

  41. I dag kl. 09:59

    Der handles større afslag på ejerlejligheder

    Købere af ejerlejligheder forhandlede i gennemsnit i første kvartal købsprisen ned med omkring 63.300 kroner på en typisk ejerlejlighed på 80 kvadratmeter.

    Det er næsten en fordobling i forhold til samme kvartal sidste år, viser en analyse, som Finans Danmark har lavet.

    - Det er nye tider på ejer-lejlighedsmarkedet. Stigende renter på boliglån, høj inflation og en aftagende interesse for boligkøb er med til at give boligkøberne bedre kort på hånden, når de skal forhandle om prisen, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

    Det er især køberne i København by, der har forhandlet sig frem til en større rabat. De har i gennemsnit fået et nedslag på omkring 80.000 kroner fra den seneste annoncerede pris på en typisk ejerlejlighed på 80 kvadratmeter.

    På landsplan er der knap to procent færre ejerlejligheder til salg sammenlignet med samme kvartal sidste år.

  42. I dag kl. 09:38

    Byret: Fem mænd planlagde og dræbte to banderivaler foran supermarked

    Fem mænd med tilknytning til bandemiljøet skød og dræbte to og sårede en tredje foran et supermarked i Kalundborg i 2020.

    Én mand frifindes.

    Det har Retten i Holbæk netop besluttet.

    Mændene har nægtet sig skyldige.

    Da retsformanden læste skyldkendelsen op for de første fem, der er blevet kendt skyldige, modtog mændene kendelsen med tomme blikke, men da den sjette tiltalte blev frifundet, lød der et lettelsens suk fra mandens pårørende.

    Fordi sagen er blevet ført som en nævningesag, skal anklagemyndigheden og forsvarene nu procedere for en passende straf.

    Derfor udmåles straffen tidligst i eftermiddag, men måske bliver det første senere på ugen.

    Ifølge anklagemyndigheden har flere af mændene tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia, og i sin skyldkendelse har retten vurderet, at drabene skete som led i et bandeopggør.

    Derfor kan fængselsstraffene blive særligt lange.

    Opdateres..

  43. I dag kl. 09:33

    Zoo-brand er slukket - giraffer er i god behold

    Brandvæsenet arbejder ved girafhuset i Zoologisk Have på Frederiksberg hvor der tidligt i morges udbrød brand.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) (Foto: NILS MEILVANG © Nils Meilvang)

    Der er ikke umiddelbart sket noget med dyrene i Zoologisk Have på Frederiksberg efter en brand i havens girafhus tidligt i morges.

    - Det blev hurtigt opdaget, og folk, som bor her på stedet, kom og lukkede griafferne ud og fangede nogle af fuglene, fortæller zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.

    Lige så snart branden var under kontrol, lod man de resterende fugle sidde, fordi man vurderede, at det var mindre stressende for fuglene frem for at flytte dem.

    Girafferne står nu i sikkerhed på savannen få meter væk fra åstedet og kan følge med i politiet og brandvæsnets arbejde med at undersøge branden nærmere.

    - Vi ved ikke endnu, hvordan branden er opstået, men det er tilsyneladende sket i et teknikrum over dyrepasserkøkkenet, fortæller Mads Frost Bertelsen.

  44. I dag kl. 09:30

    Kofod skriver Danmark ind i forsvarssamarbejdet i EU

    Jeppe Kofod skriver under i Luxembourg. (Foto: Joseph Backes)

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ved en ceremoni i Luxembourg underskrevet et dokument, der markerer, at Danmark nu træder ind forsvarssamarbejdet i EU.

    - Jeg har nu meddelt EU, at Danmark fra 1. juli formelt træder ind i samarbejdet på lige fod med andre lande om europæisk sikkerhed og forsvar, siger Jeppe Kofod.

    Det sker efter, at danskerne gav et historisk stort ja til at fjerne det knap 30 år gamle forsvarsforbehold og melde sig ind i EU's forsvarssamarbejde ved en folkeafstemning den 1. juni.

    66,9 procent stemte ja til at afskaffe forbeholdet, 33,1 procent stemte nej.

    Se udenrigsminsiter Jeppe Kofod skriver under på, at Danmark nu tiltræder EU forsvarssamarbejde:

  45. I dag kl. 08:57

    Høj rente får boligejere til at skære af gælden - men det er ikke uden risiko, advarer tilsyn

    Hvis du som boligejer har et fastforrentet lån med en lav rente, er der lige nu mulighed for at skære i restgælden ved at lægge lånet om.

    For på under et år er renten på et fastforrentet lån steget fra én til fem procent.

    Dén har flere boligejere fanget - og realkreditinstitutterne lavede i maj omkring 18.000 lånetilbud om omlægninger.

    Men en omlægning er ikke uden risiko. For en tredjedel af boligejerne skifter deres fastforrentede lån ud med et flekslån, hvor renten kun er låst fast i en kort periode.

    - Det giver anledning til bekymring for, om boligejerne sætter sig i en situation, hvor de pludselig bliver eksponeret over for nogle rentestigninger, som de ikke kan holde til, siger Finanstilsynets direktør, Jesper Berg.

  46. I dag kl. 08:42

    Nyt regelsæt skal sikre bedre ejerforhold i danske fodboldklubber

    De seneste år har dansk fodbold været ramt af en række problemer i forbindelse med klubejere. Det har man senest set i blandt andet Fremad Amager og Jammerbugt FC, som begge har været truet af konkurs.

    Mandag har Divisionsforeningen, som administrerer den professionelle fodbold i Danmark, vedtaget et nyt regelsæt. Det skal sikre, at kommende klubejere blandt andet har styr på økonomi og ikke er tidligere straffet.

    Det meddeler Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

    Hvis en person, dansker eller udlænding vil købe sig til "væsentlig indflydelse" i en dansk klub, kan klubben miste sin kontrakttilladelse, hvis køberen blandt andet er straffet for økonomisk kriminalitet, har væsentlig indflydelse i et bettingselskab eller er underlagt ultimativ kontrol af en nationalstat.

    Ifølge formanden for Divisionsforeningen, Thomas Christensen, har det været et stort ønske for de danske klubber at få et regelsæt på området.

  47. I dag kl. 08:23

    Jyske Bank har købt Handelsbankens aktiviteter i Danmark

    Jyske Bank har indgået en aftale om at købe Handelsbankens danske aktiviteter.

    Handelsbanken har været til salg siden oktober sidste år.

    Handlen er betinget af myndighedernes godkendelse. Den forventes gennemført i fjerde kvartal i år, skriver Ritzau.

    - Ved sammenlægningen kan vi udvikle den samlede forretning yderligere til glæde for vores kunder, skabe nye karrieremuligheder for medarbejdere på tværs af koncernen og skabe værdi for vores aktionærer, siger Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, i en fondsbørsmeddelelse.

    Banken regner med, at det kommer til at koste en halv milliard kroner at omstrukturere og integrere Handelsbankens aktiviteter i Jyske Bank.

  48. I dag kl. 08:17

    Politiet undersøger 5000 år gammel stenalderudgravning for blodspor med ny teknologi

    Et hold af arkæologer, geologer og kriminalteknikere samles i dag for at udveksle teknikker og erfaringer på en 5000 år gammel gravplads i Ginnerup-udgravningen ved Grenaa.

    Ifølge arkæolog og forskningsleder ved Museum Østjylland Lutz Klassen er håbet blandt andet, at kriminalteknikerne ved hjælp af lys i bølgelængder kan hjælpe forskerne med at se 5000 år gammelt blod, knogler eller sperma ved offerpladser, som det menneskelige øje ikke kan opfange.

    - Og omvendt kan politiet også lære noget af de metoder, vi har til at kigge ned i jorden, siger Lutz Klassen.

    Arbejdet kan udvides til et længere forløb, hvis der kommer gode erfaringer ud af det.

  49. I dag kl. 07:40

    Ny præsident i Colombia 'er virkelig socialist'

    Petro er gået til valg på løfter om social- og finanspolitisk reform. Han har lovet at bekæmpe ulighed med gratis videregående uddannelse og pensionsreformer. (Foto: LUISA GONZALEZ © Ritzau Scanpix)

    Colombia har valgt en ny præsident.

    Med 89,4 procent af stemmerne talt op i det sydamerikanske land står det klart, at det bliver den venstreorienterede Gustavo Petro, som rykker ind i Nariñopaladset.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    - Gustavo Petro har kaldt sig selv for historisk, og man skal altid være kritisk, når folk siger sådan om sig selv, men man er jo nødt til at give ham ret, siger DRs korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad:

    - Siden Colombia blev selvstændigt – altså løsrev sig fra Spanien – for 200 år siden, der har der kun været to varianter af præsidenter; en liberal eller en konservativ. Og nu har vi for første gang nogensinde en venstrefløjspræsident, og en ægte venstrefløjspræsident, Petro er virkelig socialist, siger Kristian Almblad.

  50. I dag kl. 07:25

    Ugen starter med risiko for skybrud

    Foto: Viggo Hjort Kohberg

    Mandag giver os en god blanding af sommervejrets elementer, og sammen med sol og skyer vil der også være byger i dag.

    De kan udvikle sig kraftigt, og DMI har en risikomelding om skybrud, der gælder for Sjælland, Fyn og øerne, samt den østlige del af Jylland.

    Risikomeldingen gælder fra klokken 11 til klokken 18.

    Temperaturen ligger mellem 14 og 18 grader med en svag til jævn vind fra nordvest.

Mere fra dr.dk