Seneste nyt

SF, Enhedslisten og De Radikale trækker støtten til ændringsforslag om epidemiloven

  • SF, Enhedslisten og De Radikale trækker støtten til ændringsforslag om epidemiloven

    SF, Enhedslisten og De Radikale trækker støtten til et ændringsforslag om epidemiloven, som ellers havde opbakning af et flertal i Folketinget i går, og som pålagde regeringen at revidere epidemiloven senest 15. oktober i år.

    Det skriver Politiken.

    Loven forventes vedtaget i dag, men nu bliver det altså ifølge støttepartierne med en alternativ og mindre indgribende model.

    - Enhedslisten, Radikale og SF har lavet tillægsbetænkning sammen med regeringen - hvor loven evalueres til efteråret, hvorefter vi forpligter os til eventuelle behov for ændringer. Forskellen er, at vi ikke skal starte med genforhandling af en ny lov om mindre en to måneder, for at nå en ny lovproces, skriver SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen i en sms til Politiken.

    Seneste Nyt

  • Svenske restriktioner: Skoler holdes åbne - restauranter og barer skal lukke klokken 20.30

    I Sverige skal alle restauranter, barer og caféer fremover lukke senest klokken 20.30 - uanset om de sælger alkohol eller ej.

    De nye restriktioner skal træde i kraft fra mandag, siger statsminister Stefan Löfven ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

    Samtidig indføres der yderligere begrænsninger i antallet af personer, der må være i blandt andet butikker, fitnesscentre og på gallerier.

    Derimod skal skolerne i så stor udstrækning holdes åbne.

    - Nærundervisning er et bedste for børnene, siger den svenske undervisningsminister Anna Ekström.

  • Mette Frederiksen: Med fodboldfans på tribunerne risikerer vi, at epidemien løber løbsk

    Sportsfans i Danmark må fortsat vente på, at de igen kan se deres favorithold på tribunerne i sportshaller og på stadioner.

    - Vi er ikke nervøse for det enkelte stadion eller den enkelte restaurant. Men hvis vi åbner for meget op på en gang, så risikerer vi at miste epidemikontrollen, og det løber løbsk.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen.

    - Det er den samlede samfundsaktivitet, vi bliver nødt til at have under kontrol, ellers kan vi ikke åbne alt op, siger statsministeren.

  • Lægerne skeptiske over for behandlingsgaranti fra 1. marts: Det øger presset på slidte læger

    De danske læger er skeptiske over for genindførelse af behandlingsgarantien og retten til udredning fra 1. marts.

    Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, kalder det "forhastet og uforsigtet".

    - Når man genåbner med den ene hånd med udsigt til op til 900 indlagte med covid-19 og samtidig åbner for, at endnu flere skal behandles for tilstande, som ikke er akutte, så øger det presset på sundhedsvæsenet, siger hun.

    - Læger og andre sundhedspersoner er slidte, og formålet er jo, at vi skal passe på sundhedsvæsenets kapacitet. Det gør man ikke ved at lægge ekstra pres på hospitalerne, siger Lægeforeningens formand.

  • To nye tilfælde af sydafrikansk coronavariant

    Sundhedsmyndighederne har fundet to nye smittetilfælde i Danmark med den sydafrikanske coronavariant, B1351.

    Varianten, der vurderes som mere smitsom, er fundet hos to personer, der ikke er hjemvendt fra rejse, og dermed er de sandsynligvis blevet smittet af andre borgere i Danmark, skriver Ritzau.

    - Smitten ser ud til at være sket mellem borgere. Det er dog vigtigt at sige, at det fortsat er lave tal, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

  • 200 kister fra italiensk kirkegård styrtede i havet

    Hundredvis af gravsteder forsvandt i jordskredet og et større oprydningsarbejde forestår i byen Camogli. (Foto: Vigili del Fuoco)

    En kirkegård i en af Italiens kystbyer blev ødelagt ved et jordskred i dag.

    Omkring 200 ligkister styrtede sammen med klippestykker og træer i havet i jordskredet.

    - Eftersøgningen efter de jordiske rester af mennesker fortsætter i havet neden for det sted, hvor kirkegården lå.

    Det siger Francesco Olivari, borgmesteren i den lille by Camogli på kysten i regionen Ligurien nær Genova.

    Årsagen til jordskredet er ukendt, skriver Ritzau.

  • Brostrøm: Se så få mennesker, som muligt - vi er stadig nødt til at holde fast

    Selvom der fra 1. marts sker en gradvis udfasning af corona-restriktionerne, så gælder forsamlingsloftet på fem personer stadigvæk - undtagen Bornholm, hvor det nu er 10 personer.

    Og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kommer nu med et opråb omkring de corona-bobler, vi færdes i.

    - Vi skal holde fast i de generelle vejledninger. Særligt det med, hvor mange vi er sammen, og hvor meget afstand vi holder. Det er den magiske kugle i forhold til den her virus.

    - Husk, at det er mindst to meters afstand. Se så få som muligt. Hold en meget lille omgangskreds ud over din familie. Vi er desværre nødt til at holde fast i det, siger han.

  • Heunicke: Britisk variant giver 60 procent større risiko for indlæggelse

    Der er større risiko for at blive indlagt, hvis man bliver smittet med den britiske variant af coronavirus end med den oprindelige variant.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.

    Statens Serum Institut har undersøgt sagen og fundet ud af, at smittede med den britiske variant B1117 har omkring 60 procent større risiko for at blive indlagt.

    Det flugter med britiske undersøgelser, siger Heunicke.

  • Behandlingsgarantien og retten til udredning bliver genindført fra 1. marts

    Patientrettigheder som udredningsretten og behandlingsgarantien bliver genindført fra 1. marts.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.

    I december blev patientrettighederne igen udskudt til 1. marts 2021.

    Derfor var det ventet, at de ville blive genindført.

    - Endnu engang en opfordring fra os alle om, at hvis man har symptomer på sygdom, så kontakt lægen, for vores sundhedsvæsen har åbent, siger sundhedsministeren.

  • Regeringen inviterer alle partier til forhandling om de næste faser i genåbningen

    Regeringen vil invitere alle Folketingets partier til forhandlinger om de næste faser i udfasningen af restriktionerne.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde om den aftale om genåbning, der er faldet på plads mellem regeringen og dens støttepartier.

    - Udgangspunktet vil være eksperternes og myndighedernes indstilling til, hvad der skal lempes først, siger statsminister Mette Frederiksen.

  • Rekordstor mængde heroin på over 1,5 ton beslaglagt i Rotterdam

    Rekordstor mængde heroin på over 1,5 ton er blevet beslaglagt i Holland.

    Heroinen var gemt i en container fyldt med salt fra Himalaya og blev fundet i Rotterdams havn.

    Beslaglæggelsen kaldes den største nogensinde i forbindelse med bekæmpelse af narkotikakriminalitet i Holland, skriver AFP.

  • Politisk flertal forlænger hjælpepakkerne til 5. april

    Et bredt politisk flertal forlænger hjælpepakkerne frem til 5. april.

    Det betyder, at virksomheder og selvstændige fortsat kan benytte sig af de generelle kompensationsordninger for faste omkostninger.

    - Hjælpen skal selvfølgelig fortsætte for dem, der må vente lidt længere med at slå dørene op, og for dem, som skal bruge lidt tid på at kæmpe sig tilbage, siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

    Regeringen har indgået aftalen sammen med Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet.

  • Rejsende til og fra Bornholm skal vise negativ coronatest

    Rejsende til Bornholm både med færge og fly skal fra den 1. marts fremvise en negativ coronatest, der er mindre end 72 timer gammel.

    Og ifølge Transportministeriet, så bliver det færgernes ansvar at tjekke, at passagererne er testet.

    De nye krav gælder også på ruten fra Køge til Rønne.

    Bornholm er det sted i Danmark, der bliver allermest genåbnet.

    Fra 1. marts åbner skoler, butikker og liberale erhverv på Bornholm.

  • Ghana første land, der modtager vaccine gennem WHO-uddeling: 600.000 vacciner sendt af sted

    Sendingen af vaccinen fra AstraZeneca bliver tjekket efter ankomst til Accra i Ghana. (Foto: FRANCIS KOKOROKO)

    Ghana er det første land, som modtager corona-vacciner gennem WHO's Covax-program.

    En sending med 600.000 doser AstraZeneca-vaccine ankom i dag til Ghanas hovedstad Accra.

    Covax-programmet forsøger at reducere kløften mellem rige lande, der hamstrer vacciner, og fattigere nationer, der ikke har råd til at købe coronavaccine, skriver BBC.

  • Håndbold- og karateklubber er klar til at udnytte lempelser og rykker udendørs fra næste uge

    Med dagens lempelser af coronarestriktionerne hæves forsamlingsforbuddet til 25 personer i forbindelse med udendørs idræts- og foreningsaktiviteter.

    Det får flere indendørs sportsgrene til at bide kulden i sig og rykke udendørs.

    - Vi satser på, at mange af vores klubber går i gang med den udendørs træning allerede fra mandag, siger Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndboldforbund.

    Også hos Dansk Karateforbund er man klar til at udveksle slag og spark udendørs - og altså i lidt varmere tøj end den klassiske Gi, man normalt træner i.

  • 60 procent af coronasmittede i sidste uge havde den britiske virus-variant

    60 procent af de coronasmittede personer i sidste uge var smittet med den britiske variant B117.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    - Det vil efter al sandsynlighed føre til flere positive i den kommende tid, når andelen stiger yderligere, skriver Statens Serum Institut i et tweet.

  • 23 ton kokain beslaglagt i Hamburg og Antwerpen

    Tyskland og Belgien har beslaglagt 23 ton kokain, og det er ifølge de tyske toldmyndigheder en rekordstor narkofangst i Europa.

    Den beslaglagte kokain kunne på gaden have indbragt et større tocifret milliardbeløb i kroner.

    16 ton af kokainen blev fundet skjult i en container fra Paraguay i Hamburgs havn den 12. februar.

    Efterforskning sammen med hollandske toldere førte på sporet af endnu en ladning med kokain i den belgiske havneby Antwerpen. Her fandt man 7,2 ton kokain.

    Hollandsk politi oplyser, at de i dag har anholdt en 28-årig mand, som har relation kokainen.

  • 12 års fængsel og udvisning for at dræbe sin mand med kanyle eller nål

    En 74-årig russisk kvinde er i Københavns Byret idømt 12 års fængsel og udvisning for at have dræbt sin 66-årige mand med en kanyle eller nål i februar 2017, så hans lunge kollapsede.

    Efterfølgende lå manden måske i lejligheden i over en uge, før politiet 23. februar bankede på, fordi de undrede sig over, at manden ikke deltog i parrets voksne datters begravelse.

    Kvinden er også kendt skyldig i at have forsøgt at dræbe manden med et østeuropæisk lægemiddel, og for at have lavet et falsk testamente i sin afdøde datters navn.

  • Amnesty vil ikke anerkende russiske Navalnyj som en samvittighedsfange

    Amnesty International vil ikke længere anerkende den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj som en samvittighedsfange.

    Årsagen er, at han tidligere har gjort sig til "fortaler for had", skriver BBC.

    Men Amnesty vil stadig presse på for at få Navalnyj løsladt.

    - Nogle af disse kommentarer, som Navalnyj ikke offentligt har taget afstand fra, overstiger tærsklen for hadtale. Det er i modstrid med Amnestys definition på en samvittighedsfange, lyder det.

    Navalnyj blev fængslet, da han i januar vendte tilbage til Rusland efter flere måneder på et hospital i Berlin, hvor han blev behandlet for et angreb med nervegiften Novitjok.

  • 523 nye coronasmittede - positivprocenten er 0,37.

    523 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. To personer er døde.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 143.149 prøver.

    Det svarer til, at 0,37 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 238 personer indlagt med covid-19, det er ni færre end i går.

    Af de indlagte er 47 på intensiv afdeling og 28 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 348.333 personer, hvilket svarer til 6 procent af befolkningen. 178.433 personer er færdigvaccinerede.

  • Opposition savner mere fokus på børn og unge i genåbningsplan

    Både V, K og DF savner mere fokus på trivslen blandt børn og unge i den genåbningsplan, som regeringen er blevet enig med SF, Radikale og Enhedslisten om.

    Partierne mener også, at flere butikker skulle have lov til at åbne igen.

    - Børn og unge mistrives. Virksomheder og små selvstændige er på randen af konkurs. Lad os gribe genåbningen mere fleksibelt an og vise danskerne mere tillid, siger V-formand Jacob Ellemann-Jensen.

    K-formand Søren Pape Poulsen efterlyser en mere langsigtet plan for genåbning.

    - Vi ser forskelligt på tingene. Vi tør nok tage en lille ekstra chance for, at vi får et mere normalt liv tilbage, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl, formand for DF.

  • Virolog kalder genåbning en god balance mellem risiko og chance

    Virolog og professor på Aarhus Universitetshospital Søren Riis Paludan vurderer, at genåbningen af samfundet kommer på et godt tidspunkt.

    - Der skal åbnes i nogen grad, når smitten er så lav, selv om den britiske variant spreder sig, men selvfølgelig på en kontrolleret måde, siger han.

    Regeringens eksperter har anbefalet en model, som har en god balance, mener Søren Riis Paludan.

    -Modellen forudsiger en 600 til 900 indlagte med corona. Det tror jeg godt, at vi kan håndtere. Det er en ganske flot balancen mellem risikoen og chancen ved genåbningen, siger han.

  • R-leder ærgrer sig over politisk splittelse

    Dagens aftale om genåbning blev uden deltagelse af blå blok, og den politiske splittelse ærgrer R-leder Sofie Carsten Nielsen.

    - Det er vigtigt, at der er samling i Folketinget. Det er dybt ærgerligt, at det splitter på den her måde. Det tror jeg både oppositionen og regeringen har et ansvar for, siger hun.

    - Jeg synes ikke, at regeringen har kørt nogen imponerende proces. Det er for lukket og alt for lidt inddragende. Omvendt kan vi ikke sidde det brede ekspertarbejde overhørig

    Sofie Carsten Nielsen frygter, at det politiske slagsmål kommer til at resultere i en svagere efterlevelse af myndighedernes coronaanbefalinger blandt borgerne.

  • Rejserestriktioner forlænges, så de gælder hen over påsken

    De rejserestriktioner, der blev indført 8. januar, er nu forlænget, så de gælder hen over påsken - til 5. april.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i et notat til Det Udenrigspolitiske Nævn.

    Det byder blandt andet, at alle rejser til hele verden fortsat frarådes, og at man skal gå i isolation ved ankomst til Danmark.

    - Det er umiddelbart vurderingen, at forlængelsen af tiltagene ikke vil få store udenrigspolitiske konsekvenser. Det bemærkes dog, at Kommissionen den 22. februar har sendt et brev til blandt andre Danmark, hvor man rejser kritik af de danske indrejseregler, står der i notatet.

  • Skoleelever ønsker at sende flere elever i skole frem for at åbne butikker

    Esther Vyff, formand for Danske Skoleelever, mener, at flere elever burde være omfattet af genåbningen 1. marts frem for butikker.

    - Det har store konsekvenser for elevernes trivsel, at mange fortsat kan se ind i at skulle modtage fjernundervisning i endnu længere tid.

    - Jeg tror, der er mange flere elever, som kommer i trivsel ved at kunne komme i skole igen, end der er voksne mennesker, der får det fedt ved at kunne gå ned i Imerco og bytte den vase, de fik i julegave.

    Fra mandag kan afgangselever i grundskolen, på ungdoms- og voksenuddannelser samt efterskoler i Vest- og Nordjylland igen komme i skole.

    Bornholm gælder det hele alle elever.

  • Døde mink skal være gravet op og brændt i juli måned

    Fødevarestyrelsen har sendt opgravning og afbrænding af millioner af døde mink i udbud, og interesserede firmaer kan byde på opgaven senest 23. marts.

    Minkene ligger i lange massegrave på militære områder i Karup og Holstebro, hvor de blev anbragt i november 2020.

    Planen er, at arbejdet skal gå i gang i slutningen af maj og tage omkring halvanden måned.

    Den virksomhed, der vinder udbuddet, skal samtidig genetablere områderne efterfølgende, fremgår det.

    At arbejdet skal vente til slutningen af maj skyldes, at minkene her vurderes at være fri for eventuel coronasmitte.

  • Aalborg Zoo efterlyser retningslinjer før genåbning

    Aalborg Zoo er klar til at åbne for gæster i udendørsarealerne allerede i næste uge, men man afventer retningslinjer for genåbningen, siger direktør Henrik Johansen.

    - Vi er også meget spændt på de tests, som det lyder til, at vi skal i gang med. Hvad er konditionerne for det, og hvad kommer det til at betyde for antallet af gæster, siger han.

    Direktøren forventer desuden, at mange af de impulsive gæster vil falde fra, fordi et besøg skal planlægges op til tre dage før.

    Frilandsmuseet nord for København plejer først at åbne til påske, men her overvejer man, om det eventuelt skal ske tidligere, fordi der her er mulighed for et coronasikkert kulturbesøg.

  • Pensionister modregnes ikke i pension for indtægt ved ekstra corona-arbejde

    Modregningen vil heller ikke ske, hvis pensionistens ægtefælle eller samlever har fået højere indtægt på grund af ekstra arbejde relateret til pandemien.

    Normalt får modtagere af folkepension, førtidspension eller seniorpension mindre udbetalt, hvis de selv eller deres ægtefælle eller samlever har en indtægt, der overstiger visse beløbsgrænser.

    Aftalen gælder indtægter fra coronarbejde fra marts 2020 og i hele 2021, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

  • 100-året for fundet af Egtvedpigen: Håb om nyt oplevelsescenter

    (Foto: Foto: Thomas Gammeltoft-Pedersen)

    I dag er det præcis 100 år siden, at Egtvedpigens kiste dukkede op af jorden, da gårdejer Peter Platz begyndte at jævne en jordhøj.

    Egtvedpigens tøj og gravgaver var i usædvanlig god stand, og derfor har fundet fortalt meget om bronzealderens mennesker, liv, tro og mad.

    100-årsdagen skulle have været fejret med fakkeloptog og taler, men det har corona sat en stopper for.

    Der er endnu intet konkret nyt, om et nyt oplevelsescenter ved Egtvedpigens grav, men der er en dialog med især en fond, siger formanden for kulturudvalget i Vejle Kommune, Dan Arnløv Jørgensen (K).

  • Genåbning vil bidrage med over to milliarder til dansk økonomi

    En genåbning af flere butikker fra mandag vil være med til at styrke dansk økonomi, lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S).

    Samlet ventes genåbningen at bidrage med mere end to milliarder kroner om måneden til den danske økonomi målt på bruttonationalproduktet (bnp).

    - Genåbningen af detailhandlen er et vigtigt bidrag til at få gang i økonomien igen. Vi ved, at mange små butikker rundt om i landet er hårdt ramte.

    Wammen skønner, at cirka 37.000 danskere vil kunne vende tilbage på arbejde som følge af genåbningen.

  • Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 17:30

    Statsminister Mette Frederiksen (S) indkalder til pressemøde klokken 17.30 om coronasituationen i Danmark.

    Pressemødet bliver modsat det mini-pressemøde, vi så tidligere, som vi kender det, når Mette Frederiksen er med. Det bliver i Spejlsalen i Statsministeriet. Det er ikke meldt ud, hvem der ellers deltager.

    Vi sender selvfølgelig pressemødet her på dr.dk og på DR1.

  • Flere afgangs- og efterskoleelever kan måske vende tilbage 15. marts

    I første omgang får afgangselever og efterskoleelever i Nord- og Vestjylland og alle elever på Bornholm lov til at vende tilbage 1.marts, og flere ventes at få lov fra 15. marts og igen 6. april, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

    - Der er lagt en plan for afgangseleverne frem mod 6. april, som vi håber holder vand. Det betyder, at der vil blive åbnet for afgangselever og efterskoler i andre dele af landet, hvis tallene ikke ændre sig.

    Aftalen for eleverne i Vest- og Nordjylland betyder, at de kan møde op hver anden uge, og de skal lade sig teste to gange om ugen.

  • Flere butikker under 5000 kvadratmeter kan åbne 1. marts

    Udvalgsvarebutikker under 5.000 m2 kan åbne igen 1. marts med skærpede kvadratmeterkrav. Undtaget er butikker, der ligger i storcentre.

    Det fremgår af aftalen for den gradvise genåbning af samfundet. Aftalen er indgået mellem regeringen og Radikale, SF og Enhedslisten.

  • Genåbning for mindre butikker og nogle elever

    Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger på doorstep efter aftale mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, at elever i grundskoler og efterskoler i Nord- og Vestjylland samt på Bornholm kan vende tilbage på mandag.

    Samtidig gøres der klar til yderligere åbning fra 15. marts, hvis smitteudviklingen tillader det.

    Desuden åbnes for en stor del af detailhandlen, for det udendørs kulturliv og for udendørs idræts- og fritidsinteresser med et forsamlingsloft på 25 personer.

  • USA vil ind i FN's Menneskerettighedsråd igen

    USA vil senere i år søge om optagelse i FN's Menneskerettighedsråd, siger den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken.

    Det var et råd, som USA forlod i 2018 under tidligere præsident Donald Trump.

    I sin henvendelse til FN's Menneskerettighedsråd siger Blinken, at præsident Joe Bidens regering vil arbejde på at fjerne, hvad han kalder FN-organets "uforholdsmæssige fokus" på Israel.

    USA indtrådte tidligere på måneden som observatør i Menneskerettighedsrådet. Det var endnu en markering af, at Bidens regering søger mere samarbejde med resten af verden end hans forgænger.

  • 6 anholdte og 440 kilo hash og et stort beløb beslaglagt i Nakskov

    Politiet har beslaglagt 440 kilo hash og 1,1 million kroner, og samtidig er seks mænd i alderen 20-66 år blev anholdt i Nakskov.

    Sydsjællands og Lolland-Falsters Politier står bag saktionen i samarbejde med specialenhederne Særlig Efterforskning Øst og Vest (SEØ og SEV).

    De seks personer fremstilles senere i dag i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.

    - Ud fra de foreløbige afhøringer og undersøgelser er det vores opfattelse, at der er tale om organiseret narkokriminalitet, og alene ud fra den store mængde beslaglagt hash er vi overbeviste om, at stoffet er tiltænkt et langt større geografisk område end Nakskov siger politiinspektør Kim Kliver.

  • Enighed om genåbning

    Regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten er enige om en genåbning af samfundet.

    Der vil være doorstep (mini-pressemøde) om det klokken 11, oplyser Justitsministeriet.

  • Alternativet forlader forhandlinger om genåbning - får ikke ønsker opfyldt

    Alternativet er ude af forhandlingerne om genåbning.

    Det oplyser politisk ordfører Torsten Gejl på Twitter.

    - Alternativet har netop forladt forhandlingerne om genåbning af Danmark. Det har været seriøse forhandlinger, men Alternativets prioriteter har ikke kunnet efterkommes tydeligt nok, skriver han.

  • Sverige er ved at sende store elever hjem og mundbind skal findes frem

    Coronasmitten stiger i Sverige, og det betyder lokale nedlukninger og restriktioner i landet, hvor stort set kun grænserne til Danmark og Norge har været lukket.

    Restriktionerne bliver præsenteret på et pressemøde senere i dag.

    - Den britiske variant har spredt sig, og da svenskerne holder vinterferie i de her uger, er der fyldt godt op på skisportsstederne, og det skaber frygt for mere smitte, siger DR's Europakorrespondent Anna Gaarslev.

    - Flere steder er man ved at sende de større elever hjem, svenskerne skal i højere grad til at bære mundbind og regeringen forbereder sig på at lynlukke butikker og brancher, siger hun.

  • Marianne Jelved genopstiller ikke til Folketinget

    Jelved sagde ellers i et interview i 2019, at hun ville fortsætte. Hun er 77 år. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

    De Radikales Marianne Jelved vil ikke genopstille til Folketinget.

    Det siger hun til Nordjyske.

    Marianne Jelved har været i Folketinget siden 1987 og var fra 1990 til 2007 politisk leder for partiet. Ligesom hun også over flere omgange har været minister.

    - Dette her tidspunkt er lige så godt som alle mulige andre til at sige stop, og så bliver det altså nu.

    - Det er på en måde vemodigt, men det er sådan, det er, siger hun til avisen.

  • Agent idømt fængsel i første sag i Tyskland om tortur begået af syrisk regering

    En tidligere syrisk agent er ved en domstol i den tyske by Koblenz idømt fire et halvt års fængsel for at medvirke til forbrydelser mod menneskeheden.

    Retten finder det bevist, at han som agent for de syriske sikkerhedstjenester bragte mindst 30 demonstranter til fængslet Al-Khatib i hovedstaden Damaskus for at blive tortureret i efteråret 2011.

    Det er den første retssag i Tyskland, der træffer afgørelse om tortur begået af præsident Bashar al-Assads regering.

  • Region Sjælland sænker coronaberedskab

    Antallet af coronaindlagte fortsætter med at falde, og derfor sænker Region Sjælland igen sit beredskab.

    Det betyder, at flere aktiviteter på sygehusene kan genoptages, skriver regionen i en pressemeddelelse.

    - Det går fortsat den rigtige vej med antallet af covid 19-indlagte patienter. Derfor kan vi bruge flere ressourcer på at behandle flere af de andre patienter, der har måttet vente med deres operation eller aftale, udtaler Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland.

    Konkret betyder det også, at der skæres ned på plads til coronapatienter, så der fremover vil være 50 medicinske sengepladser og 15 intensivpladser.

    Samtidig oplyser regionen, at man lynhurtigt kan skalere op igen, hvis en tredje bølge skulle ramme.

  • Masser af ledige tider til regionernes generalprøve på massevaccination

    På fredag skal en generalprøve vise, om regionerne er klar til at vaccinere 100.000 personer om dagen, som er ambitionen på sigt.

    I Region Nordjylland har 4000 borgere fra vaccinegruppe 3-6 samt 1.000 ansatte fra sygehusvæsenet fået en invitation til generalprøven.

    Jan Nybo, som er chef for coronaindsatsen i den nordjyske region, kalder det en stor opgave.

    - Vi skal se, om vi har styr på alle detaljer og rutiner. Den bedste måde, at teste det af på, er at prøve at køre maksimal kapacitet, siger han.

    For at forsøget skal lykkes, skal de borgere, der har modtaget en invitation til vaccineforsøget fredag, booke en tid. Der er dog stadig masser af ledige tider, oplyser Region Nordjylland.

  • Københavns Politi forlænger opholdsforbud Christiania

    Københavns Politi forlænger midlertidigt opholdsforbud på Christiania. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Forbuddet mod at tage ophold gælder i Pusher Street og Green Light District i tidsrummet 10-24 til og med den 3. marts, hvorefter det kan blive forlænget igen, fremgår det.

    - Almindelig færden som gå- og løbeture er fortsat tilladt i området, men det er ikke tilladt at tage ophold der mellem klokken 10.00-24.00, skriver politiet.

    Opholdsforbud på Christiania gælder inden for de røde streger på billedet her. (© Københavns politi)
  • R-leder før genåbningsmøde: Vil ikke køre stort ekspertarbejde under bussen

    Regeringen har indledt et virtuelt møde med SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet om en genåbning af samfundet.

    Inden mødet siger R-leder Sofie Carsten Nielsen, at vi alle sammen ønsker, at det hele skal åbne så hurtigt som muligt.

    - Men det ville være uansvarligt at køre et så stort ekspertarbejde, som vi selv har bedt om, under bussen, siger hun.

    Ifølge Sofie Carsten Nielsen bliver der stadig regnet på, om flere ting kan åbne. Det gælder højskoler, efterskoler og øvrige klasser, samt mere fleksibilitet, når det gælder genåbning af erhverv.

  • Professor: Personalet på efterskoler kan udgøre smitterisiko - ikke eleverne

    Personalet på efterskolerne - og ikke eleverne - udgør en smitterisiko for samfundet, siger Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi og en del af regeringens faglige referencegruppe.

    - Man kan ikke forlange, at de ansatte bliver på efterskolen døgnet rundt, så de vil kunne påvirke efterskolen med det smittetryk, der er i det omgivende miljø, siger han.

    Professoren ser det til gengæld ikke som et problem, at elever rejser på tværs af landet fra en region med høj smitte - så længe de kommer med en negativ test.

    Kun nordjyske, vestjyske og bornholmske efterskoler ventes at åbne i starten af marts.

  • Tøjbutikker er hårdt ramt af lockdown: Tøjsalget er dykket med 43,3 procent fra december til januar

    Med lukkede tøjbutikker over hele landet er branchen ikke overraskende hårdt ramt af nedlukningnen.

    Nu er der kommet tal fra Danmarks Statistik, der viser, at salget af tøj er dykket med 43,3 procent fra december til januar, og at det generelle detailsalg faldt med fem procent i januar.

    Store dele af detailhandlen har været lukket siden 25. december, mens storcentre har været lukket siden 17. december. Tallene fra Danmarks Statistik er ifølge Ritzau korrigeret for sæsonudsving og antallet af handelsdage. Det vil sige, at de tager højde for helligdage - og for eksempel at der normalt er et stort forbrug op til jul.

  • Fire gange så mange borgere i Mellemamerika oplever jævnlig sult

    Nye tal fra FN's Verdensfødevareprogram viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at otte millioner mennesker i El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua jævnlig oplevet sult.

    Det er næsten en firedobling i de fire lande i forhold til 2018.

    Ifølge FN's Verdensfødevareprogram er årsagen til stigingen en blanding af arbejdsløshed under coronapandemien, økonomisk krise og flere naturkatastrofer i regionen.

  • Tiger Woods i bilulykke: Han er vågen efter lang operation

    Golfstjernen Tiger Woods har gennemgået en lang operation efter en solo-trafikulykke i Californien.

    I et opslag på Woods' Twitter-profil lyder det, at amerikaneren er ved bevidsthed.

    - Han er nu vågen og reagerer, og han er nu ved at komme sig på en hospitalsstue.

    - Tak til de fantastiske læger og hospitalspersonalet på Harbor UCLA Medical Center, Los Angeles County Sheriff's Department og brandvæsenet. Jeres støtte og hjælp har været fantastisk, lyder det i opslaget.

    Af opslaget fremgår det, at den 45-årige amerikaner har fået foretaget en operation på sit højre ben og sin højre ankel.

    Her bliver Tigers smadrede bil kørt væk:

  • SF-formand inden nye forhandlinger: Vi kæmper stadig for, at højskoler og efterskoler kan åbne som bobler

    Pia Olsen Dyhr (SF). (Foto: Philip Davali © Scanpix)

    Der forhandles fortsat om genåbningen af Danmark, men nogen stor og bred genåbning af hele landet bliver det ikke.

    Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr her til morgen.

    - Vi kommer til at åbne noget. Hvor meget det bliver, forhandler vi fortsat om, men det tegner til at blive geografiske åbninger, siger hun.

    SF's fokus er på børn og unge i forhandlingerne, og selv om det ikke bliver alle elever i landet, som kommer tilbage, så prøver SF fortsat at få højskoler og efterskoler lukket op igen, men det bliver ikke fra 1. marts.

    - Vi kæmper stadig for at højskoler og efterskoler kan komme hurtigt tilbage i en boble, for det giver mening. Men vi er nødt til at regne på det først, før vi kan gøre det, så det bliver næppe fra 1. marts, siger Pia Olsen Dyhr.

  • 50 millioner kroner er udbetalt til 97 minkavlere

    De første knap 50 millioner af 18,8 milliarder kroner er udbetalt til næsten 100 danske minkavlere for aflivning og skinderstatning, oplyser Fødevarestyrelsen på Twitter.

    Pengene er fordelt til 97 minkavlere.

    Omkring 15 millioner mink blev aflivet i efteråret efter fund af en coronamutation hos dyrene, som man frygtede kunne mindske effekten af en kommende vaccine.

Mere fra dr.dk