Over 1400 sikkerhedsvagter fra lufthavnen Heathrow i London vil strejke i ti dage fra den 31. marts og frem på grund af stridigheder om løn.
Det skriver Sky News.
Den forventede strejke, der ligger hen over påsken, vil ifølge sikkerhedsvagternes fagforening, Unite, betyde, at passagerer i Heathrow vil opleve "alvorlige forsinkelser og forstyrrelser over påsken".
Ifølge Sharon Graham, der er generalsekretær i Unite, er sikkerhedsvagterne afgørende for, at lufthavnen kan fungere, og at de derfor fortjener en ordentlig løn.
En talsperson for lufthavnen fortæller til mediet, at en beredskabsplan vil sikre, at lufthavnen kommer til at fungere "på trods af unødvendige trusler og strejke fra Unite".