Seneste nyt
29. nov 2021

Skuespilleren Matthew McConaughey dropper at stille op til guvernørvalg

Matthew McConaugheys navn kommer ikke til at optræde på stemmesedlerne i Texas i denne omgang.

Skuespilleren havde ellers leget med tanken om at stille op til guvernørvalget i delstaten, og meningsmålinger viste, at han stod til at klare sig bedre end både den republikanske og demokratiske kandidat.

- Tanken om en politisk løbebane gør mig ydmyg, og den inspirerer mig, men det er også en vej, som jeg ikke vælger at gå på nuværende tidspunkt, siger den 52-årige McConaughey, der er kendt fra blandt andet tv-serien 'True Detective'.

Han har beskrevet sig selv som 'en aggressiv centrumpolitiker', men han har ikke udtalt sig om specifikke emner, skriver Ritzau.

Matthew McConaughey har spillet med i en lang række store hollywoodproduktioner såsom Interstellar, Dallas Buyers Club og Tropic Thunder. (Foto: VALERIE MACON © Ritzau Scanpix)

Seneste nyt

  1. 56 min. siden

    AaB sender cheftræneren til svensk fodbold med omgående virkning

    Marti Cifuentes har stået i spidsen for AaB i Superligaen for sidste gang.

    Den spanske cheftræner skifter til Hammarby IF med omgående virkning, oplyser AaB i en pressemeddelelse.

    AaB var i forvejen enige med Hammarby om, at Cifuentes skulle skifte til den svenske klub, men den aftale ville først træde i kraft pr. 1. marts. I stedet bliver det fra dags dato.

    - Vi er tilfredse med, at der er fundet en løsning mellem alle tre parter, og vi ønsker Martí alt det bedste i sit nye job, lyder det fra AaB's sportschef Inge André Olsen.

    AaB har endnu ikke en erstatning på plads på cheftrænerposten.

  2. I dag kl. 22:01

    SSI: Danmark kan opnå befolkningsimmunitet inden for de næste uger

    Det er forventningen hos Statens Serum Institut (SSI), at Danmark kan opnå befolkningsimmunitet over for coronavirus inden for de næste uger.

    Det oplyser Tyra Grove Krause, faglig direktør hos SSI, i en skriftlig kommentar til TV2.

    Det vil betyde, at smittetallene falder, fordi det bliver sværere for virusset at finde personer, det kan inficere, skriver hun.

    Grunden til befolkningsimmuniteten er, at der i øjeblikket er udbredt coronasmitte i samfundet, men at der også er en høj vaccinationstilslutning.

  3. I dag kl. 21:58

    Cameroun slår målmandsløse Comorerne ud af det afrikanske fodboldmesterskab

    Allerede inden kampstart var det en særdeles svær opgave i ottendedelsfinalen ved det afrikanske fodboldmesterskab, Afcon, for Comorerne.

    Ønationen var uden en eneste målmand til ottendedelsfinalen mod Cameroun, og derfor måtte Comorerne stille med en markspiller i mål.

    Kampen sluttede 2-1 i Camerouns favør.

    Allerede efter seks minutter af kampen blev opgaven dog endnu sværere for Comorerne, der fik Nadjim Abdou udvist. Næsten en hel kamp i undertal kom de bagud 2-0 ved først Karl Toko Ekambi og siden Vincent Aboubakar, inden Youssouf M'Changama reducerede på et drøn af et frispark med små 10 minutter igen.

    Comorerne kom dog ikke i nærheden af en udligning, og så går Cameroun videre til kvartfinalen. Her bliver værtsnationen Camerouns modstander Gambia, der tidligere mandag slog Guinea med 1-0 i ottendedelsfinalen.

  4. I dag kl. 21:50

    USA sætter 8.500 soldater i øget beredskab på grund af Rusland

    Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har oplyst, at USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, har sat 8.500 soldater i øget beredskab.

    Det er gjort, så de er parate til at blive udsendt, hvis det bliver nødvendigt overfor Rusland, der lige nu har omkring 100.000 soldater opmarcheret langs Ruslands grænse til Ukraine.

    Det skriver AP.

    Pentagon pressesekretær, John Kirby, siger, at der ikke er truffet nogen endelige beslutninger om udsendelser.

    - Det her handler om tryghed for vores allierede i Nato, sagde Kirby.

    Rusland har i dag beskyldt USA og Nato for at optrappe spændinger, efter at den vestlige alliance har meldt ud, at den er ved at sende flere kampfly og krigsskibe til det østlige Europa.

  5. I dag kl. 21:11

    Kunstner tog pengene og vil måske kræve erstatning fra kunstmuseet

    Jens Haaning skulle i forbindelse med en udstilling genskabe to værker, der viste en dansk og en østrigsk årsløn i kontanter. Men da museets medarbejdere åbnede pakkerne med billedrammer, var der kun to tomme lærreder og en besked om, at pengene i stedet var indgået i et nyt kunstværk: "Take the Money and Run". (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Kunstneren Jens Haaning tog pengene, løb og overvejer nu at sagsøge kunstmuseet Kunsten i Aalborg, der udstiller hans værk.

    Der er den nye udvikling i en spektakulær sag med kunstævrket "Take the Money and Run" i centrum. Et kunstværk, der blev til, da kunstneren uden aftale med kunstmuseet løb med de 532.549 kroner, som han havde fået til at genskabe to værker.

    Men nu overvejer han at rejse erstatningskrav, siger han til Politiken.

    - Kunsten i Aalborg har ikke skrevet under på en indlånskontrakt af værket "Take the Money and Run". Derfor må de ikke fotografere det eller videredistribuere fotografier af det. De har ikke rettighederne til det, siger han.

    - På internettet og i fotodatabaser kan jeg se, at der ligger flere forskellige fotografier af værket.

  6. I dag kl. 20:55

    Den norske regering møder Taliban tirsdag - med konkrete krav

    En delegation fra Taliban, ledet af den afghanske udenrigsminister, Amir Khan Muttaqi, er lige nu i Norge, hvor de skal mødes med vestlige diplomater.

    Tirsdag skal bevægelsen mødes med den norske regering anført af statsekretær Henrik Thune, og han kommer med konkrete krav. Det bekræfter han til det norske nyhedsbureau NTB.

    Han har nemlig haft møder med repræsentanter fra det afghanske civilsamfund, hvor han fik forslag til krav, som de mener, han bør give til de afghanske magthavere. Det er uvist, hvad kravene er.

    Taliban overtog magten i Afghanistan efter et fremryk i august sidste år, samtidig med at de vestlige lande rykkede ud af landet.

  7. I dag kl. 20:36

    Nye medlemmer vælter ind i Dansk Folkeparti: 'Det var lige ved, at jeg troede, der var noget galt'

    Siden Morten Messerschmidt i går blev valgt som ny formand i Dansk Foilkeparti, har 1.370 meldt sig ind i partiet.

    Det er et ordentligt hop - også fra vi i eftermiddags kunne melde, at tallet var 505.

    Det oplyser Dansk Folkepartis partisekretær Steen Thomsen til DR Nyheder. Antallet er opgjort siden klokken 15.30 søndag, siger han.

    - Der kommer en 4-5 stykker i minutter lige nu, lyder det fra Steen Thomsen

    - Det var lige ved, at jeg troede, der var noget galt, men jeg har tjekket, og alle, jeg har ringet til, var helt reelle medlemmer.

    51 har desuden meldt sig ud af partiet i perioden.

    Der var 9.783 medlemmer i partiet ved årsskiftet.

  8. I dag kl. 20:28

    Bevæbnet mand dræber en kvinde under forelæsning på tysk universitet

    En kvinde er mandag blevet dræbt af skud, efter at en bevæbnet mand åbnede ild på universitetet i den tyske by Heidelberg.

    Det fortæller Thomas Strobl, der er indenrigsminister i delstaten Baden-Württemberg, hvor skyderiet foregik. Gerningsmanden er også død.

    Skyderiet skete med gevær i et auditorium på universitet, og fire personer blev såret i forbindelse med skyderiet.

    Der er angiveligt tale om en 18-årig mand, som selv gik på universitet. Det siger politichefen i byen Mannheim.

    Et stort opbud af politi er udkommanderet til universitetsområdet.

    Rettelse: Vi skrev tidligere, at to personer var blevet dræbt af gerningsmanden. Det er senere blevet rettet til, at en kvinde og gerningsmanden selv døde i forbindelse med skyderiet.

  9. I dag kl. 20:22

    Militæret bekræfter kup i Burkina Faso

    Dagen igennem har der lydt meldinger om et muligt militærkup i Burkina Faso.

    Nu lyder meldingen fra militæret i det vestafrikanske land, at de har taget magten og væltet landets præsident, Roch Kaboré, beretter BBC.

    TV-billeder fra Burkina Faso viser ifølge Reuters en række højtstående medlemmer af militæret, der erklærer Kaborés tid for ovre.

    Kuppet kommer dagen efter, soldater overtog flere kaserner, og der lød skud i hovedstaden, Ouagadougou.

    Præsident Kaboré meldes tilbageholdt af soldater, og det vides endnu ikke, hvor han befinder sig. Tidligere i dag oplyste Burkina Fasos regeringsparti, at præsidenten havde overlevet et attentatforsøg.

  10. I dag kl. 20:15

    Se videoen: Grækenland ramt af kraftigt snevejr

    Fodgængere bevæger sig ud i den knitrende sne i det centrale Athen. (Foto: LOUISA GOULIAMAKI © Ritzau Scanpix)

    Når man læser Odyseen eller Symposion, så er det som oftest ikke et tungt tæppe af sne, der danner rammen for ens indre øje.

    Ikke desto mindre, så er Grækenland i dag blevet ramt af et ganske voldsomt snevejr, der blandt andet har skabt trafikale problemer helt fra fra Akropolis-bakken over Athen og ud på øerne i syd, skriver Reuters.

    Det ekstreme vejr, der også har det forstyrret flytrafikken, er dog ikke slut endnu. Myndighederne har allerede varslet mere ekstremt vejr til i morgen.

    Kraftig snefald er er en sjældenhed i Athen, som nu alligevel er blevet ramt af en snestorm for andet år i træk.

  11. I dag kl. 20:00

    Taliban til DR: Norge baner vejen for os

    I disse dage mødes en Taliban-delegation - bestående af 15 mand - med diplomatiske repræsentanter fra blandt andet Norge, USA og EU.

    Ifølge Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, er der tale om et nødvendigt onde at mødes med bevægelsen for at undgå en humanitær katastrofe i Afghanistan.

    Men besøget vækker stadig vrede - blandt andet fordi kritikere mener, at det kan være med til at legitimere Taliban-styret.

    Og spørger man Taliban - hvilket DR Nyheder gjorde i dag - så lyder svaret, at de ser det som en sejr, at mødet overhovedet finder sted.

    - Ja, vi har opnået meget. Nu baner Norge vejen for os. Det er godt, at omverdenen har indledt dialog med os, siger udenrigsminister Amir Khan Muttaqi.

  12. I dag kl. 19:45

    England dropper sidste testkrav for færdigvaccinerede

    Fra den 11. februar behøver du ikke længere at blive testet inden for de første 48 timer ved ankomst til England, hvis du er færdigvaccineret, bekræfter regeringen. Det skriver BBC.

    Dermed er det sidste testkrav droppet, efter kravet om test før ankomst til landet blev droppet tidligere på måneden.

    Hvis man ikke er vaccineret, skal man ikke længere testes på den ottende dag, men det er stadig et krav at blive testet før afrejse og på den anden dag i landet.

    Det er forventningen, at Skotland ligeledes vil ændre reglerne, mens hverken Wales eller Nordirland endnu har oplyst, om de vil gøre det samme.

  13. I dag kl. 19:31

    Danskerne havde det sjovt mod Holland, siger Mathias Gidsel

    Danmark er i semifinalen ved EM i håndbold. Det blev sikret med en 12-målssejr på 35-23 over Holland.

    Mathias Gidsel var i sit vanlige ustoppelige spilhumør og kvitterede med ni scoringer i kampen.

    - Vi havde det sjovt. Det er altid skønt at spille håndbold, og lige nu er det ekstra skønt, når vi spillede for en semifinale, siger Mathias Gidsel til TV 2.

    Nu kan danskerne se frem til en kamp mod Frankrig på onsdag, hvor de ikke er pisket til at vinde.

    - Det er fedt at skulle spille semifinale. Det er det, vi har kæmpet for, og nu er vi der endda en kamp før tid, siger Gidsel til TV 2.

  14. I dag kl. 19:23

    Danmark banker Holland og booker plads i EM-semifinalen

    Det danske herrelandshold i håndbold skal spille om medaljer ved EM-slutrunden.

    Det er sikkert og vist, efter Danmark mandag aften slog Holland med 35-23.

    Inden opgøret, havde Kroatien hjulpet danskerne godt på vej i semifinalen med en sejr over Island. Derfor kunne Danmark nøjes med et uafgjort resultat mod Holland for at være sikker på en semifinaleplads.

    Så tæt blev det dog ikke. Danmark dominerede i første halvleg og gik til pause foran med ni mål, 21-12.

    Efter pausen gik gassen lidt af ballonen for de danske spillere, der nu kan se frem til semifinalen, hvor enten Spanien, Norge eller Sverige venter.

    Mathias Gidsel blev dansk topscorer med ni mål på ni forsøg. (Foto: Tamas Kovacs © Ritzau Scanpix)
  15. I dag kl. 19:03

    Regeringsparti: Burkina Fasos præsident har overlevet drabsforsøg

    Folk samles med Burkina Fasos flag på gaderne for at vise deres utilfredshed med regeringen. (Foto: OLYMPIA DE MAISMONT © Ritzau Scanpix)

    Burkina Fasos regeringsparti oplyser mandag, at landets præsident, Roch Kabore, har overlevet et attentatforsøg. Det skriver AFP.

    Det er sket, efter at et oprør blandt landets soldater tog til i styrke, da demonstranter blandt andet satte ild til regeringens partikontorer, og det har ifølge regeringen udviklet sig til et kupforsøg.

    De oplyser, at præsidentens bolig er blevet invaderet, og nationalt tv og radio er blevet overtaget.

    Præsidenten bliver tilbageholdt af soldater.

    Den Afrikanske Union, der består af 55 medlemslande, fordømmer mandag kupforsøget i Burkina Faso.

  16. I dag kl. 18:58

    Nato-lande øger beredskab og sender forstærkninger til Østeuropa

    Nato-landene har sat styrker i øget beredskab og sender skibe og kampfly til Østeuropa for at styrke forsvaret af østlige grænser.

    Det skriver Ritzau.

    - Nato vil fortsætte med at gøre alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte og forsvare alle allierede, deriblandt også den østlige del af alliancen. Vi vil altid reagere på enhver fare for en forringelse af vores sikkerhedsniveau, siger Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, ifølge nyhedsbureauet.

    Meldingen kommer efter flere ugers stigende frygt for en russisk invasion af Ukraine.

    I de seneste dage har blandt andet Danmark, Spanien og Holland gjort flådeenheder klar til en hurtig indsatsstyrke.

    I tirsdags blev fregatten Peter Willemoes sendt afsted fra Korsør med kurs mod Østersøen som en del af Natos stående flådestyrke. Her skal den bidrage til at afskrække Rusland fra at optrappe konflikten med Ukraine. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Også Frankrig har taget skridt til at sende militær til Østeuropa, hvor medlemslande har bedt om forstærkning, skriver Ritzau.

  17. I dag kl. 18:02

    Tidligere Tour-vinder involveret i trafikuheld

    Den colombianske cykelrytter Egan Bernal har i forbindelse med en træningstur i sit hjemland været involveret i et trafikuheld.

    Det skriver cykelrytterens arbejdsgiver, Ineos, på sin hjemmeside.

    Den 25-årige cykelrytter var ved bevidsthed, da han ankom til hospitalet og er ifølge pressemeddelselsen i stabil tilstand.

    Holdet skriver, at de vil opdatere yderligere om hans tilstand, når tid er.

    Ineos-rytteren vandt i 2019 verdens hårdeste cykelløb, Tour de France.

  18. I dag kl. 17:52

    C25-indekset lukker i et af de største dyk nogensinde

    Der var rødt over hele linjen i det danske C25-indeks i dag, der endte med det et af de største fald, siden indekset blev skabt i 2016.

    De helt store tabere blev lægemiddel- og bioteknologivirksomheden Bavarian Nordic sammen med høreapparatselskaberne GN Store Nord og Debant. Danske Bank og Vestas faldt mindst.

    Samlet tabte indekset 3,5 procent til 1719,09 - det sjettestørste fald nogensinde.

    C25-indekset består af de 25 største aktier på den danske børs.

    Det største fald på én dag var 12. marts 2020, hvor indekset dykkede otte procent. Faldet kom, dagen efter landet blev lukket ned som følge af coronakrisen. Det var på niveau med det, der blev set under finanskrisen, skriver Ritzau.

  19. I dag kl. 17:35

    Boris Johnson-tilhænger ramt af æg under DR-interview

    Ben Fisher og Francis O'Brien fører kampagne for den britiske premierminister og står bag en Facebook-gruppe for Johnson-tilhængere. På billedet ses øjeblikket, hvor de blev udsat for æggekast.

    Det er ikke nemt at være Boris Johnson i øjeblikket.

    Den britiske premierminister er dybt upopulær efter beskyldninger om flere forbudte fester under landets coronanedlukninger.

    Derfor er det heller ikke en dans på roser at være tilhænger af Johnson.

    Det fik DR Nyheder bekræftet i weekenden, da Storbritannien-korrespondent Tinne Hjersing Knudsen interviewede to Boris Johnson-tilhængere på gaden i den engelske by Faversham sydøst for London.

    Her blev der nemlig kastet et æg efter de to mænd.

    - De stod og talte om, hvor fantastisk Boris Johnson er, og hvor mange støtter han har, da ægget pludselig kom flyvende, fortæller Tinne Hjersing Knudsen.

    Se episoden fra i lørdags her:

    - Det var på en måde en god påmindelse om, at de har et ordentligt stykke arbejde foran sig, hvis Boris Johnson skal komme gennem den her krise med sit job - og briternes begejstring og tillid - i behold, lyder det fra korrespondenten.

  20. I dag kl. 17:17

    Italien indleder præsidentvalg med Mario Draghi i hovedrollen

    Italiens premierminister, Mario Draghi, en usædvanlig hovedrolle i italiensk politik i disse dage. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Ritzau Scanpix)

    Italiens parlament har mandag taget hul på processen med at finde en afløser for den nuværende præsident, Sergio Mattarella.

    Og her spiller 74-årige premierminister, Mario Draghi, en usædvanlig hovedrolle i italiensk politik, skriver Reuters.

    For selvom han siden sidste år har været både populær premierminister, så er han også en populær kandidat til præsidentposten.

    Præsidentembedet i Italien er mest ceremonielt med taler og formelle møder.

    Det er dog magtfuldt, hvis der skal træffes beslutninger om opløsning af parlamentet eller en ny premierminister - eksempelvis i politisk krisetid.

    Under Draghi, som ikke repræsenterer noget parti, har Italien haft økonomisk fremgang og sjælden politisk enighed, skriver Ritzau.

    Det italienske statsoverhoved findes ved en hemmelig afstemning blandt cirka 1000 parlamentsmedlemmer og nogle regionale delegerede.

    Første valgrunde forventes afsluttet i aften.

  21. I dag kl. 17:04

    Island snubler mod Kroatien og sender matchbold til Danmark

    Får de danske håndboldherrer point i aftenens EM-kamp mod Holland, er semifinalepladsen i hus.

    Det står klart, efter Island mandag eftermiddag tabte med 22-23 til Kroatien i mellemrunden.

    Islændingene gik ellers til pause foran 12-10, men tabte i anden halvleg terræn. Kroaterne har allerede udspillet deres muligheder for videre avancement ved slutrunden, men det holdt ikke Balkan-landet fra at drille Island.

    Med nederlaget kan Island nu maksimalt opnå seks point i mellemrunden, hvis det bliver til sejr over Montenegro i den sidste mellemrundekamp.

    Danmark har allerede seks point og kan derfor nøjes med et uafgjort resultat mod Holland i aftenens kamp, der spilles klokken 18.00.

    Kampen kan følges på dr.dk, i LIGA på P3 eller ses på TV 2.

    Gudmundur Gudmundssons islandske tropper kunne med en sejr over Kroatien have spillet sig nær en plads i semifinalen. Nu kræver det, at både Danmark og Frankrig sætter point til. (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)
  22. I dag kl. 17:00

    30 til 40 procent af indlagte med corona er på hospitalet med anden sygdom

    Det er forventningen, at antallet af personer, der bliver indlagt med behandlingskrævende corona-sygdom, vil være stabilt faldende i den kommende uge. Det står i en risikovurdering fra Epidemikommissionen.

    Samtidig forventer Sundhedsstyrelsen, at antallet af patienter indlagt med en positiv coronatest vil stige på grund af den høje samfundssmitte.

    Vurderingen lyder, at mellem 30 og 40 procent af de indlagte, som har en positiv coronatest, ikke er indlagt på grund af sygdommen, men på grund af noget andet.

    Mindre end halvdelen af de patienter, der er indlagt på hospitalet på grund af corona, er indlagt med en nedre luftvejsinfektion. Det er de infektioner, der kan udvikle lungesvigt og skabe behov for respiratorbehandling.

  23. I dag kl. 16:48

    EU-landene gentager trussel mod Rusland: Det vil få 'massive konsekvenser og store omkostninger'

    EU-landene fordømmer endnu engang det, som de betegner som "Ruslands vedvarende aggressive handlinger og trusler" mod Ukraine. Og de 27 medlemslande holder fast i, at det vil få "massive konsekvenser og store omkostninger" for russerne, hvis de fortsætter deres militære aggression mod nabolandet.

    Meldingen kommer, efter at landenes udenrigsministre i dag har vendt striden mellem Rusland og Ukraine.

    EU-landene arbejder for tiden på en række nye sanktioner mod Rusland, som kan tages i brug, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er dog fortsat ingen afklaring på, hvad de eventuelt kommer til at indeholde, eller hvad der i givet fald skal til, før de bliver taget i brug. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde dog inden mødet, at der vil være tale om "de strengeste sanktioner" nogensinde.

    Ruslands regering har flere gange afvist, at den planlægger at angribe Ukraine.

  24. I dag kl. 16:32

    Mand brød ind i ungdomsbolig og forsøgte at voldtage kvinde

    En 22-årig mand er mandag ved Retten i Kolding idømt tre års ubetinget fængsel for et voldtægtsforsøg i september.

    En nat i september sidste år brød han ind i en ungdomsbolig i Kolding, hvor den 20-årige kvinde lå og sov.

    Ved at true hende med vold fik den 22-årige hende til at udføre oralsex på ham, og han forsøgte at voldtage hende.

    Manden har ifølge JydskeVestkysten nægtet sig skyldig i anklagerne og anket dommen.

    I byretten har han forklaret, at han var på kvindens bopæl den nat, men at det, der skete, var frivilligt. Han mener, de havde aftalt at ses, og at han måtte kysse hendes fødder mod betaling.

  25. I dag kl. 16:17

    Landsholdsprofil forlader Viborg

    Line Haugsted skifter klub til sommer. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Håndboldlandsholdsspilleren Line Haugsted forlader sin danske klub, Viborg HK, når sæson er ovre.

    Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

    Hvor Haugsted skal hen, oplyses ikke, men hun udtaler, at hun skal på et 'håndboldeventyr'.

    - Jeg kunne sagtens se mig blive her, men jeg mærker også, at jeg er klar til et klubskifte, og nu hvor en virkelig stor chance har budt sig, bliver jeg nødt til at tage den og udleve et nye håndboldeventyr, siger Line Haugsted til Viborg HK's hjemmeside.

    Line Haugsted var en profil på det danske håndboldlandshold, der vandt VM-bronze i december.

  26. I dag kl. 15:20

    Middelfart kommune vil ansætte podere for at løse personalemangel

    I en facebookvideo beder senior- og velfærdschef Vicky Andersen Middelfart kommunes podere om at henvende sig. Det sker i takt med, at testkapaciteten nedjusteres fra 500.000 til 200.000 om dagen.

    Middelfart kommune er presset på personalefronten, og poderne skal i første omgang være med til at løfte opgaver, der tager tid væk fra de omsorgsopgaver.

    - Tidligere har det været vores SOSU'er, der har stået for rengøringen. Men når vi er så pressede, som vi er nu, så er det en opgave, man lettere vil kunne kunne varetage som ufaglært, Siger Vicky Andersen.

  27. I dag kl. 15:08

    Rusland: USA og Nato optrapper spændinger

    Rusland beskylder USA og Nato for at optrappe spændinger, efter at den vestlige alliance har meldt ud, at den er ved at sende flere kampfly og krigsskibe til det østlige Europa.

    Det skriver Reuters.

    Nato forstærker forsvaret, efter at Rusland nu har omkring 100.000 russiske soldater langs Ruslands grænse til Ukraine.

    Talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, beskylder USA og Nato for "hysteri" og "informationsløgne". Talsmanden siger, at der fortsat er en meget stor risiko for, at ukrainske regeringsstyrker angriber prorussiske separatister.

  28. I dag kl. 14:59

    Studerende tager afstand fra underviseres corona- og jødepas sammenligning

    Det har vakt stor opsigt, at to undervisere på Copenhagen Business School har nægtet at undervise, så længe der er krav om coronapas på skolen.

    De to lektorer har i en mail til de studerende sammenlignet coronapasset med det såkaldte jødepas fra tredivernes nazityskland, og det får Mikkel August Wallind, der er formand studenterrådet på CBS, til at ryste på hovedet.

    - Vi tager afstand fra de meget uheldige sammenligninger fra lektorerne, og de har handlet på en meget uprofessionel måde i forhold til deres elever.

    Som tingene ser ud nu, står eleverne nemlig uden underviser.

    - Hvis der ikke hurtigt bliver taget hånd om denne her situation, vil det have en klar negativ indflydelse på de studerendes undervisning, siger han.

  29. I dag kl. 14:50

    Bøder til 14 forsikringsselskaber for at diskriminere mod kvinder

    14 forsikringsselskaber er blevet afkrævet bøder, fordi de har udsat kvindelige kunder for ulovlig forskelsbehandling. Indtil nu har otte af selskaberne valgt at acceptere straffen.

    Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.

    Sagerne skyldes en undersøgelse, som Finanstilsynet satte i gang om mulig forskelsbehandling af gravide. Det viste sig, at der var noget at komme efter, og tilsynet gik til politiet med sagen i sommer.

    Reglerne om ligebehandling mellem køn blev overtrådt, fordi selskaberne som vilkår i deres forsikringer undtog skader, som opstår i forbindelse med graviditet eller fødsel.

    Bødeforelæggene ligger mellem 100.000 kroner og 1,4 millioner kroner.

    De øvrige seks selskaber har frist til 1. februar til at meddele, om de vil betale. Hvis ikke vil sagerne blive sendt til afgørelse i retten.

  30. I dag kl. 14:41

    505 har meldt sig ind i Dansk Folkeparti på et døgn

    Siden Morten Messerschmidt blev valgt til ny formand af Dansk Folkeparti, så har partiet fået 505 nye medlemmer.

    Det oplyser Dansk Folkepartis partisekretær Steen Thomsen til DR Nyheder. Antallet er opgjort siden klokken 15.30 søndag, siger han.

    Samtidig har også en del medlemmer meldt sig ud af partiet. På samme døgn har 50 medlemmer meldt sig ud.

    Det gælder blandt andet byrådsmedlem i Holbæk John Harpøth, der efter 21 år i Dansk Folkeparti nu har stiftet en ny lokalliste i byen i protest mod det, han kalder dårlig "ledelsesstil på Christiansborg".

    I alt har Dansk Folkeparti 9.783 medlemmer.

  31. I dag kl. 14:27

    Ændrer corona-anbefalinger: Nu kan man bryde selvisolation tidligere

    Anbefalingerne for, hvornår du kan bryde din selvisolation efter coronasmitte, bliver nu ændret.

    Fremover kan du afslutte din selvisolation, når du ikke længere har symptomer.

    Har du en positiv test, men ingen symptomer eller lette symptomer, er din selvisolation nedsat til fire døgn, skriver styrelsen.

    - Vi vurderer, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Helene Probst.

  32. I dag kl. 14:20

    Julian Assange kan bede den engelske højesteret om at se på, om han skal udleveres til USA

    Demonstranter var mødt op for at støtte Julian Assange foran retsbygningen i London. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

    Grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, har fået lov til at anmode Storbritanniens højeste domstol om en høring, hvilket stopper enhver udlevering fra Storbritannien til USA indtil videre.

    Det skriver BBC.

    En domstol i London afgjorde i december sidste år, at Assange kunne udleveres til USA.

    Assange har dog ingen garanti for en høring på trods af dette, men i praksis betyder det, at der kan gå flere måneder, før sagen kan nå frem til en konklusion.

    USA anklager Assange for 18 forhold vedrørende WikiLeaks' offentliggørelse af hemmelige dokumenter i 2010 om USA's krigsførelse i Irak og Afghanistan.

    Rettelse: Tidligere fremgik det, at Assange kunne anke afgørelsen til højesteret, men den britiske højesteret skal først tage stilling til, om den behandler hans indsigelse eller ej.

  33. I dag kl. 16:26

    Tysk politi: Enlig gerningsmand sårer flere på universitet

    (Foto: R.Priebe © Associated Press)

    En gerningsmand har skudt og såret fire personer i et auditorium på Heidelberg Universitet i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland. Én af dem er i kritisk tilstand.

    Gerningsmanden er død, oplyser politiet i Mannheim på Twitter.

    Avisen Bild beskriver, at han åbnede ild med et gevær og sårede flere mennesker i salen, før han vendte våbenet mod sig selv. Det bekræfter politiet over for avisen.

    Gerningsmanden var selv studerende på universitetet, fortæller flere kilder til det tyske nyhedsbureau dpa. Der er ingen tegn på, at hans motiv skulle være politisk eller religiøst motiveret.

    Billeder fra universitetsområdet viser, at politiet er massivt til stede og har afspærret området, selvom formodningen er, at der ikke er flere gerningsmænd på fri fod.

    - Vi er stadig på stedet og afsøger området for at være på den sikre side, oplyser Mannheim Politi på Twitter.

  34. I dag kl. 14:02

    Malaysisk stjerne appellerer omdiskuteret udelukkelse

    (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Den malaysiske badmintonstjerne Lee Zii Jia ligger nummer syv på verdensranglisten, og er også All England-mester.

    Men for et par dage siden kom det frem, at Det Malaysiske Badmintonforbund har valgt ikke at tilmelde ham turneringer de næste to år, fordi han ville forlade forbundet og selv styre sin træning.

    Nu har Lee Zii Jia appelleret den toårige udelukkelse, som Det Malaysiske Badmintonforbund har givet ham.

    Det bekræfter forbundet ifølge nyhedsbureauet AFP.

    - Vi er fuldt ud opmærksomme på den udbredte vrede og frustration. Vi forstår godt skuffelsen, der er blevet rettet mod forbundet, skriver forbundet selv i en meddelelse.

    Forbundet lover, at man hurtigt vil gennemgå sagen og finde en "mindelig" løsning.

    Du kan læse mere om sagen her.

  35. I dag kl. 14:00

    Der er registreret 40.348 nye coronatilfælde det seneste døgn

    40.348 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Der er 13 nye dødsfald.

    Det oplyser Statens Serum Institut i sin daglige opgørelse.

    I går var tallet 42.018.

    2.501 af de nye tilfælde har tidligere været smittet.

    Dagens smittetal er baseret på 194.180 pcr-test. Det svarer til, at 20,7 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 894 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 81 flere end i går. En del af dem er dog ikke indlagt på grund af covid-19, fordi samfundssmitten er så udbredt.

    Af de indlagte er 43 på intensiv afdeling, og 29 af dem får hjælp af en respirator.

    Positive prøvesvar fra hurtigtest indgår ikke i smittetallene.

  36. I dag kl. 13:24

    Det danske aktiemarked tager stort dyk

    Det danske aktiemarked er faldet mere end tre procent indtil videre i dag.

    Ved middagstid var C25-indekset faldet med 3,5 procent, hvilket vil være det største fald hidtil i år. Siden er faldet dog stagneret en smule.

    C25-indekset består af de 25 største aktier på den danske børs.

    Især Bavarian, GN og Demant er faldet markant. Selv om mandagens foreløbige fald i C25-indekset stikker markant ud, så er det stadig et stykke fra det historisk største fald nogensinde for C25-indekset.

    Det største fald på én dag var 12. marts 2020, hvor indekset dykkede otte procent. Det var på niveau med det, der blev set under finanskrisen, skriver Ritzau.

    Faldet kom, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned for at bremse coronasmitten.

  37. I dag kl. 12:33

    Vulkanudbrud i Tonga var 100 gange kraftigere end Hiroshima-atombomben

    Vulkanudbruddet har lagt flere byer i ruiner i Tonga. (Foto: TONGA RED CROSS SOCIETY © Ritzau Scanpix)

    Der var kæmpe kræfter på spil ved det undersøiske vulkanudbrud i Tonga 15. januar.

    Ifølge forskere fra den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, var udbruddet over 100 gange kraftigere end den amerikanske atombombe, som blev nedkastet over Hiroshima i august 1945, skriver Ritzau.

    Ved udbruddet blev der udspyet aske og lava over 40 kilometer op i atmosfæren, og der blev udløst store tsunamibølger, som man føler konsekvenserne af i blandt andet Peru.

    Selve øen, som den undersøiske vulkan ligger ved, var beliggende omkring 65 kilometer nord for Tongas hovedstad Nuku'alofa. Øen var ubeboet og blev fuldstændig udslettet af eksplosionen.

    Den giftige askesky, som spredte sig over størstedelen af øgruppen Tonga, har forgiftet drikkevand og lagt to landsbyer i ruiner. Tre personer i Tonga og to i Peru omkom ved udbruddet.

  38. I dag kl. 12:30

    Smittede ishockeyspillere er i kapløb med tiden før OL

    Lidt mindre end to uger før vinter-OL's begyndelse er de to danske ishockeylandshold røget i lidt af en kattepine. Begge hold er nemlig ramt af coronasmitte, der potentielt kan koste spillerne deltagelsen i Beijing.

    Det meddeler Danmarks Ishockey Union. Ifølge dem har både herre- og damelandsholdet lige nu fire smittede spillere.

    - Det er ikke nogen optimal situation. Men erfaringerne viser, at det som regel ikke er så lange forløb, så vi satser på, at de når at blive clearet inden OL, siger unionens general manager, Kim Pedersen ifølge Ritzau.

    Blandt de smittede er den udnævnte OL-fanebærer Frans Nielsen. Det bekræfter han ifølge Ritzau.

    For de ramte spillere gælder, at de skal kunne præstere to negative test med 24 timers mellemrum for at få grønt lys til at deltage i legene. Efter det skal de i dagene op til afrejsen teste negativ to gange.

    Landsholdet for kvinder tager afsted til Kina på torsdag, men mændene tager afsted mandag d. 31. januar.

  39. I dag kl. 12:25

    EU er klar med en ekstra økonomisk håndsrækning til Ukraine

    EU står ”skulder ved skulder” med Ukraine i den igangværende krise med Rusland, og derfor er EU-toppen nu også klar til at støtte ukrainerne med yderligere økonomisk hjælp.

    Det er meldingen fra kommissionsformand Ursula von der Leyen, der i dag har præsenteret en økonomisk krisepakke på knap ni milliarder kroner, som skal hjælpe det østeuropæiske land nu og her.

    - Denne vil hjælpe Ukraine med at håndtere de finansieringsbehov, som opstår som følge af konflikten, lyder det fra formanden.

    Pakken, der består af både lån og tilskud, skal dog først godkendes af medlemslandene og Europa-Parlamentet. Derudover lægger Europa-Kommissionen op til at øge den økonomiske hjælp til Ukraine på andre måder - blandt andet igennem flere investeringer i landet.

    Siden 2014, hvor russerne ulovligt annekterede Krim-halvøen, har EU sammen med de europæiske finansielle institutioner støttet Ukraine med omkring 130 milliarder kroner gennem både lån og tilskud.

  40. I dag kl. 12:08

    Nato vil sende flere kampfly og krigsskibe til Østeuropa

    Nato vil sende flere kampfly og krigsskibe til Østeuropa for at styrke forsvaret.

    Det sker som en reaktion på Ruslands militære opbygning ved grænsen til Ukraine.

    - Nato vil fortsætte med at tage alle de skridt, som er nødvendige for at beskytte og forsvare alle allierede, og det inkluderer også at styrke den østlige del af alliancen, siger Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, ifølge Reuters.

  41. I dag kl. 11:51

    4.500 sygehusansatte får måske mere i løn: Træffer beslutning i dag

    I eftermiddag tager regionsrådet i Region Syddanmark stilling til om ansatte på særligt udsatte afdelinger på regionens sygehuse skal have mere i løn.

    Lønforhøjelsen vil koste op mod 70 millioner kroner om året og give omkring 4.500 ansatte et lønløft.

    Stephanie Lose (V), der er regionsrådsformand i Region Syddanmark, håber, at forslaget bliver vedtaget.

    - Det skal være en del af en samlet langsigtet indsats, så vi bliver bedre til at rekruttere nye medarbejdere, men i høj grad også at kunne fastholde dem.

    Pengene bliver delt mellem medarbejdere på alt fra intensivafdelinger til akutmodtagelser.

  42. I dag kl. 11:45

    Politiet: Ingen sammenhæng mellem tre dødsbrande

    I november og december sidste år omkom tre personer i tre brande i Fredericia og Kolding.

    Nu kan Sydøstjyllands Politi konkludere, at der ikke er sammenhæng mellem de tre dødsbrande.

    Der er heller ikke tegn på, at der er sket forbrydelser ved brandene.

    Den første brand var 28. november, hvor en 83-årig mand omkom i en villabrand på Højdedraget 34 i Taulov i Fredericia. Årsagen til branden vides ikke.

    To uger senere opstod en brand i en villa på samme vej - denne gang nummer 10B - hvor en kvindelig beboer indebrændte. Her er brandårsagen formentlig rygning i sengen, skriver Ritzau.

    Den 27. december omkom en person i en brand i en campingvogn på Merkurvej i Kolding. Men der er ikke tegn på, at der skulle være sket en forbrydelse.

  43. I dag kl. 11:21

    WHO-chef: Vi er nået et kritisk punkt i coronapandemien

    Der skal samarbejde til, hvis vi skal afslutte den akutte fase af coronapandemien.

    Sådan lyder det i dag fra chef for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesu, der på et pressemøde opfordrer verdens nationer til at arbejde sammen om at "få bragt en ende på pandemiens akutte fase":

    - Vi kan ikke fortsætte med at lade denne pandemi fortsætte med at trække i langdrag, slingrende mellem panik og forsømmelse, lød det fra WHO-chefen, som også ved tidligere lejligheder har opfordret kraftigt til internationalt samarbejde for blandt andet vaccinelighed.

    I går lød meldingen fra WHO's Europa-direktør, Hans Kluge, at omikronvarianten måske kan blive enden på pandemien i Europa. Han tilføjede i samme ombæring, at 60 procent af Europas befolkning kan blive smittet inden marts.

  44. I dag kl. 11:10

    3F-formands dobbeltliv på dagsordenen i hovedbestyrelsen i morgen

    Det er i morgen hovedbestyrelsen i 3F skal mødes for at diskutere sagen om formand Per Christensens dobbeltliv. Det bekræfter et af bestyrelsesmedlemmerne overfor DR Nyheder.

    I weekenden skrev 3F's næstformand, Tina Christensen, i en mail til Ritzau, at hovedbestyrelsen har brug for at få "nogle afklaringer" i forbindelse med den historie, B.T. lørdag skrev om Per Christensens dobbeltliv.

    Ifølge B.T. har han i en årrække haft flere sideløbende forhold til i alt fire kvinder, og ifølge avisens oplysninger har en lejlighed, som ejes af en fond, hvor fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer er ansatte i 3F, undervejs været blandet ind i forholdene til flere kvinder.

    Men 3F har ingen mistanke om, at Per Christensen har misbrugt sin position som formand, lyder det fra Tina Christensen.

    - Med de oplysninger, vi har i sagen, har vi ikke kendskab til forhold, der tyder på misbrug af hverken embede eller 3F-midler i forbindelse med Per Christensens privatliv, skrev hun i mailen til Ritzau i weeekenden.

  45. I dag kl. 11:05

    DF-veteran forlader partiet efter 21 år og stifter et nyt

    Mens partitoppen i Dansk Folkeparti slikker sårene efter gårsdagens årsmøde og længere tids interne partikampe, fortsætter uroen i baglandet.

    John Harpøth har stillet op for Dansk Folkeparti siden 2001, men nu er det slut. Han har forladt DF og i stedet stiftet en ny liste med navnet Ny Holbæk, skriver TV 2 Øst.

    Også det tidligere folketingsmedlem og forhenværende medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk Jeppe Klenitz-Jakobsen er med i det nye parti.

    - Vi er ikke i tvivl om, at det dårlige valg ikke mindst skyldes en ledelsesstil i DF på Christiansborg, som vælgerne har vendt ryggen til, står der blandt andet på hjemmesiden nyholbæk.dk.

  46. I dag kl. 10:28

    Trods coronakrise er statsgælden faldet til laveste niveau siden 2009

    Den danske statsgæld har sidste år udgjort den laveste andel af Danmarks bnp siden 2009, viser tal fra Nationalbanken.

    Statsgælden har i december 2021 ligget på 438 milliarder kroner. Det svarer til 17,8 procent af det danske bnp, hvilket ikke er set lavere siden 2009, skriver Ritzau.

    Bnp dækker over værdien af alt det, der skabes på de danske arbejdspladser i løbet af et år. Med andre ord udtrykker det værdien af den samlede produktion.

    I Dansk Erhverv kalder cheføkonom Tore Stramer det "helt vildt", at statsgælden på trods af coronakrise og kompensationspakker har udgjort den laveste andel af bnp i 12 år.

    arbejdsmarkedet har beskæftigelsen i løbet af 2021 nået rekordhøje niveauer. Samtidig er ledigheden faldet til det laveste niveau siden slutningen af 2008.

  47. I dag kl. 10:12

    Dansk succestræner forlænger med Brentford

    (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Den danske fodboldtræner Thomas Frank har forlænget sin kontrakt med den engelske Premier League-klub Brentford, så den nu løber til 2025.

    Det meddeler den engelske klub på sin Twitter-profil.

    Udover Thomas Frank har Brentford også forlænget kontrakten med den danske assistenttræner Brian Riemer. Hans kontrakt er også blevet forlænget til 2025.

    Thomas Frank og Brian Riemer har haft stor succes i Brentford, som de i sidste sæson førte til oprykning til den bedste engelske fodboldrække, Premier League.

  48. I dag kl. 09:38

    Endnu en journalist er dræbt i Mexico

    Det er bogstavelig talt dødsensfarligt at være journalist i Mexico.

    Det står igen klart, efter endnu en journalist er dræbt i Mexico - den anden på mindre end en uge, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.

    Denne gang er der ifølge anklagemyndigheden i Tijuana tale om den 49-årige fotojournalist Lourdes Maldonado Lopez. Hun blev skuddræbt i hovedet, da hun søndag sad i sin bil i nærheden af den amerikanske grænse.

    Maldonado havde netop vundet et sagsanlæg mod et tv-selskab, som er ejet af en magtfuld lokalpolitiker.

    Mexico er et af verdens farligste lande for journalister. Mindst syv journalister blev dræbt i Mexico sidste år. Over 100 journalister er blevet dræbt i Mexico siden 2000.

    DR har tidligere været i Mexico for at sætte fokus på journalisterne, der sætter livet på spil.

  49. I dag kl. 09:21

    EU har ingen planer om at trække familier til ansatte hjem fra Ukraine

    Selvom situationen i Ukraine lige nu er højspændt, så har EU ingen planer om at trække familier til EU-diplomater hjem.

    Det er meldingen fra EU's udenrigschef, Josep Borrell, efter at USA's regering i nat har beordret familiemedlemmer til ansatte ved den amerikanske ambassade i Ukraines hovedstad, Kiev, hjem. Derudover har den britiske regering valgt at trække omkring halvdelen af sine ambassadeansatte i Kiev hjem.

    Ifølge udenrigschefen er der på nuværende tidspunkt ingen særlige grunde til at gøre det. Men han tilføjer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at EU's udenrigsministre senere på dagen skal tale med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og at de her forventer en uddybning af beslutningen.

    Fra dansk side ser man på nuværende tidspunkt heller ikke "et behov for evakuering af familier til ambassadeansatte" i Kiev.

    - Vi følger situationen nøje og har planer klar i skuffen, hvis situationen udvikler sig, lyder det fra ministeriet til Ritzau.

  50. I dag kl. 09:07

    Danske jægersoldater er lige landet i Mali - nu indfører Danmark sanktioner

    Danmark vil indføre sanktioner mod medlemmer af det samme militære styre i Mali, som de danske soldater er sendt til landet for at hjælpe. Det skriver Ritzau.

    Det sker, fordi overgangsstyret i det vestafrikanske land har udskudt et kommende valg i op til fem år, og ifølge flere kilder har de hyret lejesoldater til at træne styrets egne soldater.

    - Danmark vil arbejde benhårdt for at sanktionere de personer i styret, der er ansvarlige for at forhale overgangen til demokrati, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

    Lever styret ikke op til forventningerne, kan det betyde, at de danske tropper kommer hjem før tid, tilføjer han.

Mere fra dr.dk