Slovakiet beskylder Rusland for at have blandet sig i søndagens parlamentsvalg. Det skriver Reuters.
Det skal være sket ved, at chefen for en af Ruslands efterretningstjenester, SVR, har kaldt Slovakiets store midterparti, PS, for "USA's stedfortrædere".
Udtalelsen, som faldt dagen inden valget, har ifølge det slovakiske udenrigsministerium sået tvivl om integriteten af frie og demokratiske valg i Slovakiet.
- Vi betragter den slags bevidst udbredt misinformation for at være uacceptabel indblanding fra Ruslands side i valgprocessen i Slovakiet, skriver ministeriet.
Ruslands ambassadør er indkaldt til en samtale i ministeriet.
Rusland afviser beskyldningerne.