Mange blev chokerede, da den amerikanske rapper Snoop Dogg annoncerede på sine sociale medier, at han var stoppet med at ryge.
Men nu viser det sig, at den mangeårige rapveteran, som nærmest er synonym med cannabis, ikke var helt oprigtig.
Det proklamerede rygestop var blot et reklamestunt for et nyt bålfad, som en amerikansk fabrikant nu har sendt på gaden.
Det fremgår i en video på rapperens egne sociale medier.
- Jeg har en meddelelse: "Jeg stopper med at ryge", siger Snoop Dogg i videoen, hvor han sidder og luner sig ved bålfadet.
- Jeg ved, hvad I tænker: "Snoop, røg er lidt din ting. Men jeg er færdig med det. Færdig med hosten og lugtende tøj, der klæber. Jeg går røgfri, lyder det fra rapperen, inden han rister en skumfidus.
Og dermed er det enden på flere dages spekulationer, om hvorvidt Calvin Broadus, Dogg Father, eller bare Snoop Dogg, som de fleste kender ham som, endegyldigt havde lagt røgen på hylden.