Seneste nyt

Søren Brostrøm: Jeg har ikke altid selv overholdt corona-reglerne

  • Søren Brostrøm: Jeg har ikke altid selv overholdt corona-reglerne

    - Det er svært for os alle, men vi skal gøre vores bedste.

    Det er budskabet i et opslag, som Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm har lagt op på Facebook. Her indrømmer han, at det ikke er altid, han selv husker de mange coronaregler.

    - For et stykke tid siden var der flere gange i mit fitnesscenter, hvor jeg glemte at spritte instrumenterne af og spritte mine hænder af, fordi jeg havde for travlt og glemte det, fortæller han i en video, som er lagt i opslaget.

    Og det er ekstra vigtigt, at han selv overholder reglerne, da han selvfølgelig er et forbillede for mange, siger han. Men han indrømmer at have lavet flere forkerte ting.

  • Pfizer får godkendt sin coronavaccine i Storbritannien - kan begynde at vaccinere i næste uge

    Den britiske regering har onsdag godkendt coronavaccinen udviklet af amerikanske Pfizer og tyske Biontech til brug.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge den britiske sundhedsminister Matt Hancock vil det britiske sundhedsvæsen være klar til at vaccinere allerede i næste uge.

    - Hjælpen er på vej, skriver Hancock på Twitter:

    Dermed bliver Storbritannien det første land i verden, som har godkendt Pfizer og Biontechs vaccine, som også er blandt de kandidater, der er i spil som vaccineleverandør i Danmark.

    Pfizer og BioNTech søgte i går om hastegodkendelse af deres coronavaccine i EU.

  • Kinesisk rumfartøj er landet på Månen for at indsamle sten

    Det kinesiske rumfartøj Chang’e-5 landede sent i aftes på Månen.

    Det melder Kinas rumagentur ifølge The Guardian.

    Rumfartøjet kom ind i Månens omløbsbane i lørdags efter en 112 timers lang rejse fra Jorden.

    Det er meningen, at Chang’e-5 skal indsamle 2 kilo sten fra et hidtil uudforsket område på Månen.

    Hvis missionen lykkes, vil Kina blive det blot tredje land i verden - efter USA og det daværende Sovjetunionen - som har indsamlet sten fra Månen

    Når stenene fra Månen er sendt retur til Jorden skal videnskabsfolk undersøge dem for at lære mere om Månens oprindelse og vulkanske aktivitet.

    Herunder kan du se Chang’e-5's optagelser fra Månen:

  • Efter flere coronafrie dage: Australsk delstat åbner op for dans, sang og religiøse fester

    Fra på mandag må indbyggerne i den australske delstat New South Wales igen synge, danse og gå på bar. Delstaten ophæver nemlig alle forsamlingsbegrænsninger og et forbud mod dans i det offentlige rum, efter at man har haft flere dage i træk uden nye smittetilfælde.

    Delstaten må fremover også blandt andet holde bryllupsfester og samle op til 5.000 mennesker til store udendørs begivenheder.

    - Vi er dybt taknemlige for, at befolkningen har taget vores råd til sig, siden den her pandemi begyndte. De har vist vejen for hele nationen, siger premierminister i New South Wales, Glady Berejiklian, til Reuters.

  • Grosjean efter voldsomt uheld med flammehav: Det vil markere mit liv for evigt

    Det så voldsomt ud, da Romain Grosjean søndag bragede ind i barrieren på Formel 1-banen i Bahrain med 220 kilometer i timen.

    Hans Haas-racer knækkede midt over og blev opslugt i et flammehav, som det lykkedes ham at slippe ud af.

    En oplevelse Grosjean beskriver 'nærmest som en anden fødsel'.

    Det fortæller han i sit første interview efter ulykken, som han har givet til det franske medie TF1.

    - At komme ud af flammerne den dag er noget, der vil markere mit liv for evigt, siger Grosjean til TF1.

    Romain Grosjean overlevede mirakuløst efter sit crash på banen i Bahrain. (Foto: KAMRAN JEBREILI © Scanpix)
  • It-værktøjet Slack solgt for 172 milliarder kroner

    Den amerikanske techvirksomhed Slack er solgt for 27,7 milliarder dollars svarende til cirka 172 milliarder danske kroner, skriver Ekstra Bladet.

    Køberen er Salesforce, der har skrevet om købet i en pressemeddelelse.

    Slack er et kommunikationsværktøj, der blandt andet kan bruges i organisationer, hvor mange personer skal dele viden eller holde møder.

    Især under corona-epidemien er værktøjer som Slack, Skype og Teams blevet meget brugte værktøjer.

    - Det her er et perfekt match. Sammen vil Salesforce og Slack forme fremtiden for virksomhedssoftware og transformere den måde, vi alle arbejder på i denne digitale tid, hvor vi kan arbejde hvor som helst. Jeg er glad for at byde Slack velkommen til Salesforce, sagde Marc Benioff, der er CEO hos Salesforce, da handelen var gennemført i går.

  • USA vil vaccinere fra midten af december

    Millioner af amerikanerne kan allerede fra midten af december blive vaccineret mod coronavirus.

    Det siger amerikanske embedsmænd ifølge Ritzau og Reuters.

    Antallet af smittetilfælde og hospitalsindlæggelser i USA stiger igen til et hidtil uset højt niveau.

    Den afgående præsident Donald Trumps coronastrategi afhænger i høj grad af en vaccine.

    Ifølge præsidentens toprådgiver for administrationens vaccineudviklingsprogram, Operation Warp Speed, kan 20 millioner amerikanere være vaccineret inden udgangen af 2020.

    Samtidig siger rådgiveren, Moncef Slaoui, at i midten af 2021 vil de fleste amerikanere have adgang til meget effektive vacciner.

  • Hollywood-stjernen Ellen Page: Jeg er transkønnet og hedder nu Elliot

    Hollywood-stjernen fotograferet i september 2019, da navnet stadig var Ellen Page. (Foto: GEOFF ROBINS © Scanpix)

    Den canadiske skuespiller Ellen Page vil fremover kaldes Elliot Page.

    Hollywood-stjernen, som blandt andet er kendt fra filmhittet 'Juno', er nemlig transkønnet. Sådan lyder det i et opslag på Twitter:

    - Hej venner. Jeg vil gerne dele med jer, at jeg er trans, og mine pronomener er ham/de, og mit navn er Elliot. Jeg føler mig heldig over at skrive det her. At være her. At være kommet til dette sted i mit liv.

    33-årige Elliot Page skriver, at han er overvældet af støtten, men også bange for den had, der kan komme, når man er transkønnet.

  • Anklagere efterforsker mulig betaling for Trump-benådninger

    USA's præsidents særlige ret til at benåde folk er blevet omdrejningspunkt for en kriminalefterforskning.

    Landets justitsministerium undersøger nemlig et muligt forsøg på at påvirke Det Hvide Hus til at tildele benådninger og straffritagelser.

    Det fremgår af et retsdokument offentliggjort i går, skriver Reuters.

    Store dele af dokumentet er overstreget, så man ved ikke, hvem der efterforskes, og hvem der eventuelt er blevet søgt benådet.

    USA's præsident har ret vide beføjelser i forhold til at benåde folk, som er dømt for føderale forbrydelser.

    I alt har Trump benådet 29 personer og straffritaget 16 andre gennem sin præsidenttid, skriver CNN.

  • Kaptajn på dykkerbåd tiltalt for 34 tilfælde af uagtsomt manddrab

    En kaptajn på en dykkerbåd, der brændte og sank med 34 personer om bord i Californien i september sidste år, er blevet tiltalt for drab.

    Branden er en af de mest dødbringende skibsulykker i nyere amerikansk historie.

    Alle 34 personer, der sov under dækket, døde i den kraftige brand. Efterforskere har siden slået fast, at de døde af røgforgiftning.

    Fem fra besætningen, inklusive kaptajnen, var på dækket, da branden brød ud, og overlevede ved at springe over bord.

    Den 67-årige kaptajn Jerry Nehl Boylan er tiltalt for 34 tilfælde af uagtsomt manddrab. Han er tiltalt efter amerikansk sølov for uagtsomhed, forsømmelse af sin pligt og uopmærksomhed.

  • En grå vinterdag forude

    Også i dag bliver et tykt, gråt skydække hængende over os, kun afbrudt af sporadiske byger.

    Bornholm får som de eneste nogen sol.

    Vi er fortsat et par grader over frysepunktet, og dagen ligger mellem 2 og 5 grader.

    Vinden er syd og sydøst og blæser med en svag til jævn styrke. Langs Vestkysten er der op til frisk vind.

    I aften vil det klare op i øst, mens der kommer en smule regn i Jylland. I nat kan temperaturen komme ned på -1 nogle steder, så vejene kan være glatte torsdag morgen.

    Følle Strand i Syddjurs Kommune. (Foto: Ole Hougaard)
  • Pamela Anderson har sendt brev til Mette Frederiksen: Forbyd minkfarme

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har fået brev fra en - formodentlig - overraskende afsender.

    Den amerikanske skuespiller Pamela Anderson har nemlig sendt et brev til statsministeren. Det skriver Ekstra Bladet.

    Pamela Anderson. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

    I brevet opfordrer Anderson Mette Frederiksen til at forbyde minkfarme i kølvandet på den problematik, det affødte, at et muteret coronavirus blev fundet på danske minkfarme.

    - Som æresdirektør for PETA håber jeg, at du vil reagere ved at forbyde minkfarme i Danmark, hvilket vil beskytte befolkningens helbred og skåne utallige dyr for miserable liv og en voldelig død, lyder det blandt andet i brevet.

    Organisationen PETA kæmper for dyrerettigheder.

  • Ulovligt lejrbål har resulteret i omfattende naturbrande på australsk ferieø

    Brandmænd kæmper mod omfattende naturbrande på ferieøen Fraser Island, der har stået i flammer i syv uger.

    Fraser Island ligger ud for Australiens østkyst, er på verdensarvslisten for sine regnskove og sandklitter og er verdens største sandø.

    Naturbrandene har ødelagt områder, der svarer til næsten halvdelen af øen.

    Branden på Fraser Island fotograferet den 30. november 2020. (Foto: QUEENSLAND FIRE AND EMERGENCY SE © Scanpix)

    Mange gæster er blevet transporteret væk fra Fraser Island, da vejrforholdene i går blev forværret. Store af dele af Australien oplever i øjeblikket en voldsom hedebølge. Det rapporterer australske medier ifølge Ritzau og Reuters.

    Skovbrandene blev antændt af et ulovligt lejrbål den 15. oktober.

  • Singapore godkender som det første land kød fra laboratorie

    Snart kan man sætte tænderne i kyllingekød, der er fremstillet på et laboratorium, hvis man bor i Singapore.

    Østaten har nemlig givet den amerikanske virksomhed Eat Just grønt lys til at sælge såkaldt rent kød, der ikke kommer fra slagtede dyr.

    I stedet er kødet fremstillet af dyremuskelceller i et laboratorium. Det skriver Ritzau og Reuters.

    Kødet vil blive lanceret på en restaurant i Singapore "om meget kort tid".

    Sådan ser det laboratoriumskabte kyllingekød ud. (Foto: EAT JUST © Scanpix)

    Efterspørgslen efter alternativer til almindeligt kød er stigende på grund af forbrugernes bekymring over sundhed, dyrevelfærd og miljø.

    Plantebaserede kødfremstillinger findes i stigende grad på hylder i supermarkeder og på restauranter.

  • Trafikulykke med spøgelsesbilist ved Aarhus koster to mænd livet

    Ulykken fandt sted ved på Herningmotorvejen ved Harlev vest for Aarhus sent tirsdag aften. (Foto: Peter Laurvig/Byrd)

    En færdselsulykke på Herningmotorvejen ved Harlev vest for Aarhus sent i aftes har kostet to mænd livet.

    Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup natten til onsdag til Ritzau.

    Ulykken, der blev anmeldt i aftes klokken 22.02, blev udløst af en spøgelsesbilist, der kørte i vestgående retning i det østgående spor.

    - Vedkommende kolliderer frontalt med en modkørende, siger Peter Tholstrup.

    De to dræbte mænd sad i de to biler, der kørte frontalt sammen.

    I alt var fire personer i fire forskellige biler impliceret i ulykken. De to andre bilister slap uden skader.

  • De danske håndboldkvinder træder ind i EM-boble uden et eneste coronatilfælde

    Ikke en eneste - hverken spillere, trænere eller ansatte - på det danske håndboldlandshold er smittet med coronavirus op til den kommende EM-slutrunde i håndbold.

    Det oplyser Dansk Håndbold Forbund til TV2, inden slutrunden i kvindehåndbold bliver fløjtet i gang torsdag.

    Slutrunden bliver afviklet i Herning og Kolding, og det er et krav, at alle spillere og andre medlemmer i EM-boblen skal testes hver dag i starten af slutrunden. Senere i turneringen kan de nøjes med at blive testet hver trejde dag.

    Tidligere i dag blev det meldt ud, at et medlem af Rumæniens boble blev testet positiv ved ankomsten Danmark. Rumæneren er nu i isolation.

  • Endnu et firma søger om godkendelse af vaccine mod coronavirus. Denne gang er det i Canada

    Det nærmest vælter ind med længe ventede nyheder om medicinalfirmaer, der søger om godkendelse af hver deres kandidat til en coronavaccine.

    Nu er der tale om den amerikanske medicinalvirksomhed Johnson & Johnson, der har søgt godkendelse hos de canadiske myndigheder.

    Det oplyser Canadas premierminsiter, Justin Trudeau, på Twitter.

    - Det er lovende, og det betyder, at vi nærmer os slutningen på denne krise, skriver han.

    Han tilføjer dog også et forbehold:

    - Men vi er der ikke endnu, skriver han.

    Tidligere i dag kom det frem, at virksomhederne bag to forskellige vaccinekandidater har søgt hos om godkendelse hos Det Europæiske Lægemiddelagentur.

  • 'Meget alvorligt færdselsuheld' med flere tilskadekomne spærrer Herningmotorvejen ved Aarhus

    Herningmotorvejen omkring Harlev vest for Aarhus er spærret i begge retninger.

    Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

    Afspærringen skyldes, at der netop 'er sket et meget alvorligt færdselsuheld'.

    - Der er flere biler impliceret og flere tilskadekomne. Find venligst alternative ruter, skriver politiet.

    Vejdirektoratet uddyber, at det er strækningen mellem Skovby og Harlev, der er spærret i begge retninger.

  • 'Vi har ingen indikationer på, at det er terrorisme', siger anklager i sag om dødelig påkørsel i Tyskland

    Fem personer, et barn på ni måneder inklusive, mistede tidligere i dag livet, da de blev påkørt af en bil, der i høj fart kørte op over fortovet i den tyske by Trier.

    Påkørslen har vakt mindelser om tidligere terrorsager, hvor terrorister netop har kørt fodgængere ned. Men anklageren i sagen, Peter Fritzen, mener ikke, at det er tilfældet i Trier.

    - Vi har ingen indikationer på, at der var nogen former for terrorisme, politiske eller religiøse motiver, der kan have spillet en rolle, siger Peter Fritzen på et pressemøde.

    Anklageren oplyser, at den 51-årige mand, der er fængslet, har boet i den lånte Land Rover i et par dage, og at han drukket en 'ikke ubetydelig' mængde alkohol, før bilen kørte op på fortovet.

  • 'Vi har ikke set svindel på et niveau, der kunne have ændret valgets udfald', siger USA's justitsminister

    Der har været udbredt svindel ved valget.

    Sådan har det gang på gang lydt fra den amerikanske præsident, Donald Trump, der tabte præsidentvalget i november til sin modkandidat Joe Biden.

    Men der er umiddelbart ingen beviser på den svindel, siger USA's justitsminsiter, William Barr, i et interview med AP.

    Udtalelsen fra justitsministeriet kommer, efter at amerikanske advokater og FBI-agenter har undersøgt specifikke klager og informationer om svindel.

    - Indtil videre har vi ikke set svindel på et niveau, der kunne ændret valgets udfald, siger William Barr.

  • Paven gør op med populister og virus-skeptikere i ny bog

    Pave Frans er tilsyneladende ingen stor fan af Donald Trump. Uden at nævne den amerikanske præsident ved navn går han langt i sin kritik i sin nye bog 'Let Us Dream' (Lad Os Drømme, red.), som er blevet til i samarbejde med den argentinsk-fødte paves engelske biografiforfatter Austen Ivereigh under coronakrisen, skriver nyhedsbureauet AP.

    Pave Frans, der har beklædt embedet siden 2013, langer i bogen ud efter de populistiske politikere, som holder vælgermøder, der minder ham om 1930'erne - og hykleriet blandt de konservative katolikker, som støtter populisterne.

    - Når jeg hører på nogle de populistiske ledere, som vi oplever i øjeblikket, så mindes jeg 1930'erne, hvor nogle demokratier nærmest fra den ene dag til den anden faldt fra hinanden og endte som diktaturer.

    Samtidig går paven også i rette med nedrivninger af statuer, som han kalder en misforstået forsøg på at 'renskure fortiden'. Han gør også op med racistisk politivold og kritiserer folk, som demonstrerer imod coronarestriktioner.

    Pave Frans ved en bøn på Piazza di Spagna i Rom. Nu har han skrevet en bog, hvor han deler sit syn på verden med læserne. (Foto: REMO CASILLI © Scanpix)
  • Mette Frederiksen bliver hevet i samråd, efter at embedsmænd fra ministerium har bedt medier om at slette 'ulovlig ordre' fra mink-historier

    Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kalder statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd, skriver Berlingske.

    Det sker, efter at jurister fra Justitsministeriet har kontaktet flere medier og bedt dem om at slette formuleringen 'ulovlig ordre' fra de artikler, hvor det fremgår, at regeringens ordre om at aflive samtlige mink i Danmark var ulovlig.

    - Jeg har kaldt statsministeren i samråd, fordi hun er pressens minister. Det går ikke, at embedsmænd, som skal være fuldstændig neutrale, ringer rundt til medierne for at korrekse dem i deres sprogbrug, siger Pia Kjærsgaard til Berlingske.

    Striden bunder i, at Justitsministeriets jurister i et notat vurderer, at et pressemøde ikke kan udgøre en ordre. Det var netop på et pressemøde, at Mette Frederiksen bekendtgjorde beslutningen om, at samtlige mink i Danmark skal aflives.

  • Ni måneder gammel baby blandt fire døde efter påkørsel i tysk by

    En ni måneder gammel baby og en 73-årig kvinde er blandt de fire dødsofre efter, at 51-årig mand førte sin bil ned gennem en gade i centrum af den tyske by Trier i delstaten Rheinland-Pfalz tidligere i dag og påkørte tilfældige forbipasserende. Manden brugte en Range Rover-SUV til sin amokkørsel, hvor han svingede fra side til side i et forsøg på ramme sine ofre.

    Det har de lokale myndigheder med borgmester Wolfram Leibe (SPD) i spidsen oplyst her til aften ved et pressemøde. Borgmesteren kalder dagen i dag 'den mørkeste i byen Triers historie siden 2. Verdenskrig'.

    Den 51-årige er en lokal mand, født i Trier og senest boende i en forstad til byen. Politiet har endnu ikke kunnet afdække et motiv til udåden. Manden var ifølge en alkoholprøve beruset med en promille på 1,4, og i morgen skal han mentalundersøges.

    Udover de fire dødsofre, er der også 15 sårede efter vanvidskørslen, heriblandt fire svært kvæstede.

    Fire mennesker blev dræbt, da en 51-årig mand fra lokalområdet bevidst påkørte forbipasserende på en gågade i det centrale Trier i Tyskland. (Foto: STEIL-TV © Scanpix)
  • Danmark vinder EM-kvalifikationsgruppe efter uafgjort i den sidste kamp

    Det danske kvindelandshold i fodbold spiller uafgjort 0-0 på hjemmebane mod Italien. Det uafgjorte resultat betyder, at Danmark er klar til EM-slutrunden i 2022, som spilles i England.

    Begge hold havde flere store chancer for at afgøre kampen, men det lykkedes ikke, blandt andet takket være keeper Lene Christensen, der debuterede i det danske mål.

  • Stil spørgsmål til borgmestre og eksperter om nye restriktioner i hovedstadsområdet

    Hvad betyder de nye coronarestriktioner, som sundhedsminister Magnus Heunicke i dag har annonceret, for borgerne i de 17 kommuner i hovedstadsområdet, som er omfattet af dem?

    Hvad forventer eksperterne, at effekten bliver af dem? Skal alle unge mellem 15 og 25 år testes for coronavirus - også hvis de lige er blevet testet i en af seneste uger?

    Og hvad er sandsynligheden for, at vi kommer til at kunne fejre jul sammen med familien under nogenlunde normale forhold?

    De spørgsmål - og mange flere - kan du få svar på fra klokken 19, når de to borgmestre Steen Christiansen fra Albertslund og Simon Aggesen fra Frederiksberg sidder klar til at svare sammen med eksperterne Hans Jørgen Kolmos og Christian Wejse.

  • USA beskylder Kina for at omgå sanktioner mod Nordkorea - og udlover høj dusør

    Det amerikanske udenrigsministerium beskylder Kina for grove og åbenlyse overtrædelser af landets forpligtelser til at opretholde internationale sanktioner mod Nordkorea.

    Samtidig er man parat til at betale op til fem millioner dollar (knap 31 millioner kroner) for oplysninger om omgåelser af sanktionerne.

    - Kina forsøger at "afværge virkningerne" af FN's sanktioner mod Nordkorea, siger den amerikanske viceminister for nordkoreanske anliggender, Alex Wong, ifølge Reuters.

    I en tale i tænketanken Washingtons Center for Strategiske og Internationale Studier siger Wong samtidig, at Kina fortsat er vært for mindst 20.000 nordkoreanske arbejdere, hvilket er i strid med sanktionerne.

  • 37 millioner år gammel sabeltiger er sat på auktion

    Et 37-årig millioner gammelt skelet af en sabeltiger, som i sin tid blev fundet i South Dakota i USA, blev i dag fremvist inden en auktion i næste uge i Piguet Auction House i Geneve i Schweiz. Skelettet er 90 procent komplet forventes og forventes at indbringe omkring en halv million kroner. (Foto: CECILE MANTOVANI © Scanpix)
  • Skat kræver 6,6 milliarder kroner fra Ørsted for britiske havvindmølleparker

    Skattestyrelsen har fremsat krav på 6,6 milliarder kroner mod Ørsted i sag om beskatning af to havvindmølleparker. Ørsted afviser kravet, oplyser energiselskabet i en pressemeddelelse.

    Ørsted har tirsdag modtaget afgørelsen fra Skattestyrelsen med krav om dansk beskatning i 2015 og 2016 af selskabets britiske havvindmølleparker Walney Extension og Hornsea 1.

    Kravet fra Skattestyrelsen lyder på 5,1 milliarder, og oveni er der lagt renter for 1,5 milliarder kroner.

    Ørsted er uenig i afgørelsen og vil anke den til Landsskatteretten, oplyser selskabet ifølge Ritzau.

  • Ungarsk EU-politiker trækker sig efter 'ulovlig sexfest' i Bruxelles

    59-årige Jozsef Szajer erkender, at han var til stede ved festen, som var i strid med de belgiske corona-regler. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

    Den ungarske europaparlamentariker József Szájer har trukket sig fra politik, efter at han fredag deltog i en ulovlig husfest i Bruxelles, som ifølge belgiske medier var en såkaldt "sexfest" med omkring 25 mænd – heriblandt politikeren, der er et højtstående medlem af regeringspartiet Fidesz, samt flere diplomater.

    Det er nemlig i strid med de belgiske corona-regler at samles så mange mennesker på en gang, og derfor valgte politiet at opløse festen, efter at naboerne havde brokket sig over larmen. Ifølge Politico forsøgte József Szájer at flygte gennem et vindue, men han kom til skade og blev efterfølgende pågrebet af betjentene, som gav ham en advarsel.

    Politiet oplyser, at der blev fundet narkotika i József Szájers rygsæk, men han afviser selv, at det var hans. Han undskylder dog sin "fejl" og understreger, at han er klar til at betale en bøde.

    Fidesz er kendt for sin hårde kurs mod LGBT+-personer – senest ved at homoseksuelle ikke skal kunne adoptere.

  • Bornholmsk drabsoffers venner måtte opgive mindestund for at give plads til BLM-demonstration

    Bornholm er drabsofferet Phillip Johansens venner er taget ud i Nordskoven, hvor deres ven blev dræbt. De ville mindes ham samme dag, som brødrene Mads og Magnus Møller ved byretten blev idømt 14 års fængsel for drabet på Johansen, en dom, som de på stedet valgte at anke.

    Men nu har politiet har bedt vennerne om at forlade stedet, fordi Black Lives Matter har anmeldt en demonstration samme sted om kort tid.

    - Vi er her for at mindes vores ven. Det er vores mindested, siger en af vennerne, Sara Krogh, ifølge DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

  • Politiet i Trier efter fodgænger-påkørsel: Lige nu er der ingen tegn på flere trusler

    To personer er omkommet, og flere er såret, efter en bil har påkørt fodgængere i en gågade i den tyske by Trier i delstaten Rheinland-Pfalz.

    Føreren af bilen er en 51-årig tysk mand fra Trier-Saarburg distriktet i den vestlige del af Rheinland-Pfalz. Han er anholdt, oplyser det lokale politi.

    Motivet er stadig uvist, og politiet efterforsker sagen.

    Politiet har opfordret folk til at holde sig væk fra byens centrum.

    Gågaden er fortsat afspærret og sikret, men lige nu er der ingen tegn på, at sikkerheden i byen fortsat er truet, oplyser det lokale politi på Twitter:

  • Skoler og gymnasier forbliver åbne, men bliv i egne klasser

    Udover opfordringen til alle unge mellem 15 og 25 år om at lade sig coronateste inden jul, så indfører regeringen også andre restriktioner i hovedstadsområdet. I de 17 hovedstadskommuner forbliver skoler og ungdomsuddannelser åbne, men der kommer nye begrænsninger i hverdagen fra den 7. december.

    I grundskoler, på ungdoms- og voksenuddannelser anbefales det, at spisning foregår i klasselokaler og ikke på fællesarealer. Samtidig indføres der forbud mod undervisning på tværs af klasser på ungdoms- og voksenuddannelser.

    De videregående uddannelser skal omlægge til digital undervisning og eksamener, når det er muligt.

    Til gengæld bliver der nye restriktioner for børn og unges i fritiden: Det vil ikke længere være muligt at forsamles 50 personer til idræts og foreningsaktiviteter for børn og unge under 21 år, som man kan i dag. Der må kun deltage 10 personer ved aktiviteterne.

  • Opfordring: Alle 15-25-årige i hovedstadsområdet skal testes inden jul

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ved dagens pressemøde opfordret alle unge på mellem 15 og 25 år i 17 hovedstadskommuner til at lade sig teste for coronavirus inden jul. Det er i alt omkring 200.000 unge. Det sker, fordi det i øjeblikket særligt er de unge, der bliver smittet i hovedstadsområdet.

    Testindsatsen starter i Ishøj og vil så 'bevæge sig som en karavane' gennem de 17 hovedstadskommuner.

    Det er disse kommuner, der tale om: København, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Tårnby.

    - Jeg ved godt, at unge kan blive ramt af et mildere forløb. Men nogle udvikler et hårdere forløb. Og så er man altså en del af en smittekæde, så man kan komme til at smitte bedsteforældrene i julen, siger Magnus Heunicke.

  • Ny forsvarschef indtager posten: Jeg er ingen enmandshær

    Danmarks nye forsvarschef havde i dag første arbejdsdag på jobbet som leder for landets væbnede styrker.

    Flemming Lentfer, 56, afløser Bjørn Bisserup, der har valgt at gå på pension.

    - Jeg er meget til samarbejde og er ikke nogen enmandshær. Jeg er nødt til at satse på, at der er en masse gode mennesker omkring mig, der kan hjælpe mig med at udføre arbejdet, siger general Flemming Lentfer til DR.

    Han overtager posten efter en stormfuld periode med flere møgsager i Forsvaret. Blandt andet en række svindelsager og en sag om magtmisbrug, som en tidligere hærchef blev dømt for i august.

    Er man kommet helt i mål med oprydningen?

    - Det kan jeg ikke svare på endnu. Jeg tror, jeg har siddet i stolen i tre en halv time nu. Jeg skal lige lande og have en chance for at sætte mig ind i sagerne med mine nærmeste medarbejdere, før jeg kan svare på det spørgsmål, siger Flemming Lentfer.

    General Flemming Lentfer er ny forsvarschef. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Politiet i Trier holder pressemøde: Motiv bag fodgænger-påkørsel fortsat uvist

    To personer er omkommet, og flere er såret efter, at en bil har påkørt fodgængere i en gågade i den tyske by Trier i delstaten Rheinland-Pfalz.

    Føreren af bilen er anholdt, oplyser politiet både på Twitter og under et pressemøde netop nu. Føreren er ifølge politiet en 51-årig tysk mand fra Trier-Saarburg distriktet i den vestlige del af Rheinland-Pfalz.

    Motivet er uvist, og politiet beder folk om ikke at sprede rygter.

    Ambulancer er på stedet i byen, og store dele af centrum er spærret af.

    DR's korrespondent i Tyskland - Michael Reiter - skriver sådan her om episoden.

  • 25-30 personer demonstrerer for Black Lives Matter i Rønne efter dom i drabssag

    25 til 30 personer med tilknytning til Black Lives Matter-bevægelsen demonstrerer i øjeblikket på Store Torv i Rønne.

    Det oplyser Bornholms Politi på Twitter.

    Det sker, i forbindelse med at der er blevet afsagt dom i sagen om det brutale drab på 28-årige Philip Johansen. De to brødre, der var tiltalt i sagen, er blevet idømt 14 års fængsel for drab.

    Black Lives Matter-bevægelsen har fra sagens begyndelse hævdet, at sagen skulle efterforskes som en hadforbrydelse, blandt andet fordi ofret har rødder i Tanzania, og den ene af brødrene bag drabet har et hagekors tatoveret på benet. Derudover fik ofret placeret et knæ på halsen, hvilket har vækket mindelser til et politidrab på en sort mand i USA.

    Ingen af de juridiske parter i sagen har dog ment, at der har været grundlag for at efterforske sagen som en hadforbrydelse.

  • To personer dræbt efter påkørsel med bil i gågade i den tyske by Trier

    Flere personer er blevet ramt af en bil i en fodgængerzone i byen Trier i delstaten Rheinland-Pfalz i Tyskland. To personer er ifølge de første oplysninger døde, flere er sårede.

    Det oplyser det lokale politi på Twitter, og opfordrer indbyggerne i byen til at blive væk fra den indre by. Politiet oplyser, at føreren af bilen er blevet anholdt.

    Ambulancer er til stede på gågaden.

    Opdateres...

  • 32-årig mand dømt for at kaste molotovcocktails ved Christiansborg

    En 32-årig mand er blevet dømt for den særlige paragraf 113 i straffeloven, der handler om at have "antastet Folketingets og regeringens sikkerhed og frihed".

    Han har ved Københavns Byret fået en tidsubestemt behandlingsdom for at have kastet brandbomber i form af molotovcocktails mod Dronningeporten på Christiansborg to dage i træk i februar.

    Han undgår udvisning og at få frataget sit danske statsborgerskab. Det skriver Ritzau.

  • Mystisk svensk sag om indespærring af mand i 28 år: Mor anklaget for legemsbeskadigelse

    En 70-årig kvinde i Stockholm er anholdt og mistænkt for i 28 år at have holdt sin søn indespærret. Det skriver flere svenske medier.

    Ifølge anklageren Emma Olsson handler sagen om, at kvinden har udført frihedsberøvelse og legemsbeskadigelse af sønnen.

    Anklageren oplyser, at det endnu er uvist, hvorfor sønnen ikke selv har slået alarm.

    - Vi skal kortlægge, hvordan denne mand kan være forsvundet fra samfundet. Vi vil afhøre mange vidner, siger hun.

    Kvinden nægter sig skyldig.

    Ifølge svenske medier har kvinden holdt sønnen indespærret, siden han var syv år gammel.

    Det er endnu sparsomt med oplysninger i sagen. Sønnen er i dag i 40'erne og beskrives som tandløs og med sår på benene. Mandet blev søndag fundet af en slægtning i hjemmet.

  • I Moskva er de i fuld gang med at vaccinere befolkningen

    Ikke blot i Kina, men også i Ruslands hovedstad Moska bliver befolkningen i øjeblikket vaccineret mod coronavirus.

    Det sker blandt andet på Domodedovo-sygehuset nær Moskva, hvor folk vaccineres med den russiske Sputnik-vaccine. Det skriver NRK.

    Inden folk kan bliver vaccineret, skal de dog igennem en lægeundersøgelse. De må ikke have antistoffer i blodet eller have feber. Og gravide samt allergikere anbefales ikke at tage imod vaccinen.

    Inden for to uger er det planen, at 18 klinikker i nærheden af Moskva vil begynde at vaccinere befolkningen.

  • Pressemøde om skærpede tiltag i hovedstadsområdet klokken 16

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil indkalde til pressemøde klokken 16.

    Her vil man præsentere en række skærpede tiltag i hovedstadsområdet, hvor man i øjeblikket oplever en stigende smitte.

    - Jeg har lige talt med borgmestrene i de her kommuner, og så redegør vi for hele pakken klokken 16 i dag. Tiltagene skal til fordi vi kan se, at smitten stiger i de her kommuner, og der skal altså gøres noget, siger Heunicke til DR, da han er på vej til samråd på Christiansborg.

  • OECD tror på et komplet økonomisk comeback i 2021 - men ikke i Danmark

    De vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation (OECD) tror på, at den globale økonomi i 2021 kan vende tilbage til niveauet før coronakrisen. Det vil en vaccine mod covid-19 hjælpe med til.

    Men genopretningen kommer formentlig ikke alle lande lige meget til gode, fremgår det af OECD's seneste statusrapport ifølge AFP. Dansk økonomi kommer ifølge OECD ikke til at opleve et opsving i 2021, der matcher faldet i år.

    - For første gang, siden pandemien begyndte, er der nu håb om en lysere fremtid, skriver OECD's cheføkononom Laurence Boone ifølge Ritzau.

    - Fremskridt med vaccinen og behandlingen har øget forventningerne, og usikkerheden er vigende, konstaterer han.

    Dansk økonomi forventer OECD vil få et fald på 3,9 procent i år og en fremgang på 1,8 procent i 2021.

  • 1.468 nye smittede siden i går

    Yderligere 1.468 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går.

    Ni yderligere dødsfald er registret.

    I alt 254 personer er indlagt på landets sygehuse. Heraf er 38 personer på intensiv afdeling, hvoraf 24 af dem er i respirator.

  • To unge kvinder sigtet for at drive bordeller i Jylland

    To kvinder på 21 og 29 år fra Esbjerg er anholdt og sigtet for rufferi for at drive bordeller i Jylland for et større økonomisk udbytte.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Politiet har efterforsket sagen gennem længere tid.

    Kvinderne har ifølge politiet drevet en række bordeller fordelt over hele Jylland, hvor udenlandske prostituerede har modtaget kunder.

    Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser desuden, at det har fået hjælp fra fire andre politikredse.

    Kredsen oplyser dog ikke, hvilke politikredse der har været involveret i efterforskningen.

  • Kontakttallet er nu 1,1, og smitten stiger især i hovedstadsområdet

    Kontakttallet er nu 1,1. Smitten stiger især i hovedstadsområdet, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    Han tilføjer, at smitten især stiger i Region Hovedstaden og falder i Region Nordjylland.

    I sidste uge lå kontakttallet på 1,0.

    Sundhedsministeren varslede tidligere, at der i dag kommer skærpede tiltag for at inddæmme coronasmitten i hovedstadsområdet. Hvornår de bliver meldt ud, er der endnu intet information om.

  • Næstvarmeste november siden 1874

    Det blev en lun november 2020. Så lun, at der faktisk var tale om den næstvarmeste november, der er målt siden 1874. Dog må 2020 dele andenpladsen med år 1938, oplyser DMI.

    - Middeltemperaturen endte på 7,7 grader, hvilket er mere end 2 grader over klimanormalen fra 1991-2020, skriver DMI.

    November-varmerekorden blev målt i 2006, hvor middeltemperaturen endte på 8,1. Den højeste temperatur lød på 17,7 grader på Lolland den 2. november, mens den koldeste temperatur lød på minus 4,8 grader ved Isenvad i Midtjylland den 28.

  • Tre mænd sigtet efter voldsom politijagt mellem Randers og Aarhus

    En voldsom politijagt i nat ledte til en anholdelse af tre mænd, der tirsdag klokken 13 stilles i grundlovsforhør i Retten i Randers.

    Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

    Med 200 kilometer i timen måtte politiet jage de tre mænd på hele den cirka 30 kilometer lange distance mellem Randers og Aarhus.

    Ud over diverse færdselsovertrædelser, er de tre mænd sigtet for at have begået indbrud i et privat hjem, hvor der er blevet stjålet designerstole og tasker.

  • Ingen risiko for at Søren Espersen har smittet andre DF-medlemmer med coronavirus

    Tidligere i dag fortalte Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at han var blevet smittet med coronavirus.

    Der er dog ingen risiko for, at Espersen har smittet andre fra partiet. Det er vurderingen fra en læge, som partiet har været i kontakt med. Det siger gruppeformand Peter Skaarup til Ritzau:

    - Søren Espersen var på Christianborg onsdag og blev smittet torsdag, som det ser ud. Så det burde ikke kunne lade sig gøre, at han har smittet nogen herinde. Søren var heller ikke med på årsmødet i weekenden.

    Ifølge Skaarup er Espersen blevet smittet ved at arrangement i Hjemmeværnet, hvor han er kommitteret.

  • Ny ghettoliste glæder Danmarks Almene Boliger

    Transport- og Boligministeriet har i dag præsenteret den årlige ghettoliste.

    Her fremgik det, at antallet af boligområder på listen er faldet fra 28 i 2019 til 15 i 2020.

    Og det glæder administrerende direktør i BL - Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen:

    - Det er udtryk for, at det arbejde, som boligorganisationer og kommuner driver i de udsatte områder, rent faktisk virker. Ikke mindst i forhold til at få folk i beskæftigelse, udtaler han i en pressemeddelelse.

    Bent Madsen mener dog, at kriterierne, der danner grundlag for listen, bør justeres.

  • Lars Løkke: Venstre har ikke længere brug for mig

    Lars Løkke Rasmussen ved Folketingets åbning på Christiansborg i oktober 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen skriver på Facebook, at han ikke længere mener, at Venstre har brug for ham.

    Anledningen til opslaget er, at Løkke for få dage siden steg ombord på en båd, der skal føre ham og en række andre kendisser fra Lanzarote til Aruba i Caribien i det, der bliver til reality-programmet 'Over Atlanten'.

    Løkke skriver, at han har "kørt mit arbejdsliv med 120 km. i timen", så da tilbuddet om at deltage i programmet kom, tænkte han:

    "Venstre har ikke længere brug for mig, så mon ikke det går at trække et par uger ud af kalenderen."

  • Heunicke: Mulig godkendelse af coronavaccine 29. december

    Sundhedsminister Magnus Heunicke bekræfter på Twitter, at de første danskere potentielt kan få et skud vaccine mod covid-19 allerede i januar.

    Det sker, fordi de to første virksomheder nu har søgt om hastegodkendelse af deres vacciner i EU.

    Ministeren oplyser, at Det Europæiske Lægemiddelagentur tager endeligt stilling til vaccinerne for Pfizers vedkommende 29. december og Modernas vaccine 12. januar.

    Hvis vaccinerne bliver godkendt, skal de fragtes til Danmark, og derefter vil man kunne begynde vaccinationen.