Formand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, føler sig vildledt af Mette Frederiksen, der den 11. marts lukkede landet ned.
Statsministeren igangsatte nedlukningen efter anbefalinger fra myndighederne, hed det dengang.
'Vi blev bedt om at tilgive fejl, men vildledning er over stregen! Det er kommet frem, at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede nedlukningen. Forstå mig ret, jeg støttede nedlukningen i marts. Men jeg vil ikke føres bag lyset,' skriver Søren Pape blandt andet.
En granskningsrapport har konkluderet, at nedlukningen på pressemødet blev annonceret på en sådan facon, at anbefalingen måtte komme fra sundhedsmyndighederne.