I 1628 sank krigsskibet "Vasa" ud for Djurgården i Stockholm efter en bare 20 minutter lang jomfrurejse. I 1961 blev vraget hævet, og siden 1990 er det blevet udstillet som en af Stockholms største turistattraktioner.
Nu er "Vasas" søsterskib blevet fundet på bunden af den stockholmske skærgård. "Äpplet" ligger ud for Vaxholm, en times sejllads øst for Stockholm.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet Vrak, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Fundet blev gjort i december 2021, men det er først kommet frem nu. Det var marinarkæologer fra Vrak samt folk fra den svenske flåde, som fandt det.
"Äpplet" deltog aldrig i nogen søslag, men det fungerede som transportskib i 30 års-krigen - og som magt- og statussymbol, mens Sverige havde magten over Østersøen.
Vraget ligger i et militært beskyttelsesområde, hvor der normalt er et totalt dykkerforbud, så undersøgelserne er lavet i samarbejde med det svenske søværn. Til foråret vil marinarkæologer gerne ned til vraget igen for at kunne dokumentere det med 3D-teknik og se efter, om det indeholder skulpturer eller andet, som kan være vigtigt for forskningen, skriver SVT.
I klippet kan man se dykkerne udforske det svenske 1600-tals krigsskib 'Äpplet', som sank i den stockholmske skårgård.