Seneste nyt

Soldater håndterede døde mink: Her er deres instruktioner

  • Soldater håndterede døde mink: Her er deres instruktioner

    Forsvarets soldater måtte som udgangspunkt ikke anvende magt, da de hjalp fødevaremyndighederne med at håndtere afdøde mink.

    Det viser det instruktionskort, som soldaterne fik i hånden af Forsvaret.

    DR Nyheder omtalte tidligere i dag kortet, men her var instruktionsbeføjelserne overstregede.

    Efter vi bragte den artikel, har Forsvarsministeriet sendt os en ny version, hvoraf beføjelserne nu fremgår.

    Forsvarets instruktioner til soldaterne.

    Seneste Nyt

  • Lungeforeningen om ny vaccinekalender: 2.000 yngre lungesyge bør rykkes frem i køen

    Forslaget fra Danske Regioner og de praktiserende læger om at ændre vaccinekøen, så folk fremover bliver vaccineret efter alder, får opbakning fra Lungeforeningen.

    Til Ritzau siger formand Torben Mogensen, at han er enig i, at det nuværende system ikke fungerer, og derfor er alderskøen et godt forslag.

    Men der er dog fortsat omkring 2.000 yngre lungesyge, som bør vaccineres, inden et eventuelt alderskriterium bliver gældende.

    - De hører retteligt til i gruppe fem, men er blevet overset i det kaos, der er i øjeblikket. Det kan være unge med medfødte sygdomme, som for eksempel cystisk fibrose, siger Torben Mogensen.

  • Ørnereservat forbliver lukket - for de må maks. have fem gæster ad gangen

    Selvom zoologiske haver og andre udendørs kulturinstitutioner i dag kan slå dørene op, holder Ørnereservatet i Vendsyssel stadig lukket.

    Her sidder gæsterne på udendørs tribuner med to meters afstand og ser en times show med de store rovfugle. Men alligevel må man kun invitere fem gæster ind ad gangen.

    Det skyldes, at forsamlingsforbuddet på maksimalt fem personer stadig gælder.

    I for eksempel zoologiske haver anses ophold og færden ikke som ét samlet arrangement, men det gør forestillingen i Ørnereservatet.

    - Det er selvfølgelig møgærgerligt at se, at nogle åbner, og vi så ikke kan det, siger leder og indehaver af Ørnereservatet Peter Frank Wenzel.

    Ørnene kommer ikke til at give show foran et publikum endnu. (Foto: Frank Peter Wenzel)
  • Haysen stopper som AGF-sportschef, inden han nåede at begynde

    Hans Jørgen Haysen bliver alligevel ikke sportschef for AGF. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

    Sønderjyskes mangeårige sportschef Hans Jørgen Haysen skulle være ansat som ny sportschef i AGF fra 1. marts, men det bliver ikke til noget alligevel.

    På grund af private omstændigheder tiltræder han ikke i AGF, skriver superligaklubben i en fondsbørsmeddelelse.

    - Årsagen er private og personlige forhold hos Hans Jørgen Haysen og har intet med AGF at gøre.

    - AGF har ikke yderligere kommentarer, men har genoptaget arbejdet med at finde den fremtidige sportschef, lyder det.

    AGF er uden sportschef, fordi Peter Christiansen i november blev suspenderet som følge af et skifte til FC København fra 1. april.

  • Coronalukkede jobcentre får antallet af ledige til at stige for første gang i otte måneder

    Køen af ledige voksede i januar med 1300 til 126.700.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det er første gang, at det sker i otte måneder.

    Tallet dækker over ledige på dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, som er klar til at tage et job. Det gælder også folk, der er i aktivering.

    Årsagen til flere ledige skyldes primært, at der er færre i aktivering, hvilket skal ses i lyset af, at landets jobcentre har været delvist nedlukkede.

    Ledigheden er på 4,4 procent, hvilket er uændret fra december. Det dækker over, hvor stor en andel af de personer, der er aktive på arbejdsmarkedet, men ikke er i job.

    Tallet toppede i maj på 5,5 procent og var inden coronakrisen på 3,6 procent, skriver Ritzau.

  • Politiet sigter 20-årig for angreb på politiet under voldsom Men in black-demo

    En 20-årig mand bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i København sigtet for til 'Men in Black'-demonstrationen den 9. januar at have angrebet politiet.

    Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Manden er sigtet for blandt andet at have kastet brændende fakler mod politiet, og skal man forstå tweetet, er han blevet anholdt for nylig.

    Umiddelbart efter demonstration, der endte i voldsomme uroligheder, blev syv personer fængslet. De blev alle sigtet for vold mod tjenestemand ved at have kastet ting - herunder fyrværkeri - mod politiet samt for grov forstyrrelse af den offentlige orden.

  • Så er statsministeren på vej til Israel

    Statsminister Mette Frederiksen (S) er nu i flyet på vej til Israel, hvor hun skal snakke vacciner med landets premierminister Netanyahu.

    Det kan man se på en selfie, som statsministeren har lagt op på sociale medier.

    Denne selfie fra flyet er sendt ud på sociale medier. Billedet er bragt med tilladelse fra Socialdemokratiet. (© Mette Frederiksen på Facebook)

    - Det er klart, at det kræver meget nøje overvejelse at rejse ud af Danmark lige nu. Og jeg har selv (selvfølgelig) afholdt mig fra at rejse igennem længere tid. Men der vil være undtagelser, hvor det er nødvendigt. Og det er kritisk, at vi allerede nu rykker på udvikling og produktion af vacciner, skriver Mette Frederiksen i opslaget.

  • Zoo i København opretter kviktestcenter til store genåbningsdag

    I dag åbner både den zoologiske have i København og i Odense.

    Der er dog et politisk krav om, at alle gæster skal have en negativ coronatest, der er maksimalt 72 timer gammel, hvis de skal have adgang.

    I København har de en løsning klar, hvis gæsterne har glemt at blive testet inden besøget.

    - Vi har oprettet et kviktest-center i Zoologisk Have. Det vil sige, at hvis der kommer gæster, der ikke lige har ordnet det, så kan vi tilbyde, at de kan få lavet en kviktest og få et svar inden for et kvarter, siger administrerende direktør i Zoologisk Have i København Jørgen Nielsen.

  • Festivaler tror stadig på sommer med musik: Vi skal have glæden tilbage til danskerne

    Smukfest og Roskilde Festival har ikke opgivet håbet om at kunne gennemføre sommerens musikfester, selv om flere udenlandske festivaler har kastet håndklædet i ringen.

    - Vi har en forsigtig optimisme, siger Signe Lopdrup, der er direktør for Roskilde Festival, hvor man satser på, at vacciner og coronapas er vejen til en sikker festival.

    Det samme gør man hos Smukfest i Skanderborg, hvor talsmand Søren Eskildsen også ser kviktest som en nøgle til, at festivalen kan gennemføres.

    - Vi skal have festen og glæden tilbage til danskerne så hurtigt som muligt, siger han til Ritzau.

  • The Simpsons får mindst to sæsoner mere - 'Homer vil tabe et hår'

    Matt Groening står her med de figurer, han har skabt. Serien har vundet 34 Emmy-priser. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

    Homer, Bart, Moe og alle de andre i Springfield fortsætter på tv i et par år endnu.

    'The Simpsons' er nemlig blevet forlænget med yderligere to sæsoner, nummer 33 og 34, skriver Varity.

    Når sidste afsnit af sæson 34 har løbet over skærmen vil der være 757 afsnit i alt.

    - Alle på 'The Simpsons' er lykkelige over at blive forlænget igen, og vi forberede mange store overraskelser. Homer vil tabe et hår, Millhouse får kontaktlinse, og Bart vil fejre 10-års fødselsdag for 33. gang, siger skaberen Matt Groening.

    Afsnit 700, 'Manger Things', får i øvrigt amerikansk premiere 21. marts.

  • Danske Regioner vil have ændret i vaccinekalenderen, så folk vaccineres efter alder

    Vaccinekalenderen bør ændres, så man fremover bliver vaccineret efter alder.

    Sådan lyder det nu fra Danske Regioner, som dermed er enige Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

    - Det er helt åbenlyst, at denne proces med alt for mange forvirrede og frustrerede ældre, sårbare og pårørende ikke har været god nok. Vores ønske er et sporskifte i vaccinationsindsatsen. Når vi er igennem de nuværende grupper - ned til gruppe 6 - så bør vi indføre et system, hvor du som borger ikke er i tvivl om, hvornår det er din tur, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, til Politiken.

    Til avisen oplyser Sundhedsministeriet, at vaccineprogrammet vil blive "tilpasset og forbedret yderligere" - uden at uddybe hvordan.

  • Lufthansa taber 50 milliarder kroner i coronaramt år

    Det tyske flyselskab Lufthansa kommer ud af 2020 med et underskud på svimlende 50 milliarder kroner.

    Det viser årsregnskabet fra selskabet, der er også ejer Austrian Airlines og Brussels Airlines, skriver Ritzau.

    Lufthansa har mistet tre ud af fire passagerer på grund af coronapandemien.

    Antallet af passagerer var sidste år på 36,4 millioner.

    Det svarer til, hvad Lufthansa normalt har om bord på sine fly på et kvartal og er samlet set 102 millioner færre end i 2019. I 2019 fik Lufthansa til sammenligning et overskud på ni milliarder kroner.

  • Torsdag giver god plads til solen

    Et smukt billede fra Selling. (Foto: Ole Hougaard/læserfoto)

    Der venter en kølig, men flot forårsdag, hvor det holder tørt i hele landet, med undtagelse af Bornholm. Her kan der komme få regnbyger.

    Dagen starter med tåge centralt i Jylland, og skyer over landet. De trækker sig dog, og vi får en del sol. Temperaturen stiger til mellem 2 og 6 graders varme, og vinden fra nord og nordøst blæser med let til frisk styrke.

    I nat falder temperaturen ned til minus seks grader. Det kan give stedvise glatte veje fredag morgen.

  • Region Sjælland indkalder alle patienter, der fik udskudt tid på grund coronaindlæggelser

    27.000 patienter i Region Sjælland har fået udskudt deres aftaler, mens 2.700 har fået aflyst deres operationer, da regionen måtte sætte meget på pause for at kunne behandle de mange coronapatienter.

    Men nu er man igen klar til at indkalde alle, så de kan få den behandling, de var lovet.

    Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

    Desuden er patientrettighederne med behandlingsgaranti trådt i kraft igen, så hvis regionen ikke kan tilbyde en tid inden for 30 dage, har man ret til at blive behandlet på et privathospital.

    Regionen satser på at have behandlet alle udskudte patienter omkring juni, men det er dog med det forbehold, at der ikke kommer en tredje bølge coronasmitte.

  • Tusindvis af lyntest kunne være kørt ud på plejehjem før jul - men det skete ikke

    Mens coronasmitte på plejehjem slog rekord i december, kunne leverandører af lyntest dagligt have kørt mindst 10.000 lyntest ud.

    Det fremgår af Danske Regioners kontrakter med private leverandører om lyntest.

    Alligevel holdt biler med lyntest stort set stille i december, viser DR's afdækning. Lyntest, der kunne have testet plejehjemspersonale for at dæmme op for smitten.

    Nu strides myndighederne om, hvem der har ansvaret. I dag er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldt i samråd for at svare på, hvorfor der ikke blev kørt lyntest ud på plejehjem før jul.

  • Navalnyj sender hilsen fra nyt fængsel: 'Jeg ved endnu mindre om verden udenfor, end da jeg var i Moskva'

    Den russiske Putin-kritiker Aleksej Navalnyj har givet lyd fra sig for første gang, siden han blev flyttet fra sin varetægtsfængsling i Moskva.

    Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj. (Foto: Shamil Zhumatov © Scanpix)

    Siden Navalnyjs fængselsdom på to og et halvt år blev stadfæstet i sidste måned, har det været lidt af et mysterium, hvor han blev overflyttet til, men i går kunne hans forsvarsadvokatfortælle, at den 44-årige oppositionsleder befinder sig i et fængsel i Koltjugino, nordøst for Mosvka.

    På Instagram skriver Navalnyj, at han efter omstændighederne har det fint, men at han endnu ikke har modtaget breve og derfor ved "endnu mindre om verdenen udenfor, end da jeg sad i Moskva".

  • Regeringen opretter ungdomspanel med fokus på den massive corona-mistrivsel

    Regeringen har oprettet et ungdomspanel, der skal komme med flere anbefalinger til, hvad man kan gøre ved de mange børn og unge, der har det forfærdeligt under pandemien.

    Det skriver Ritzau.

    Ungdomspanelet kommer til at bestå af 13 medlemmer fra forskellige organisationer, herunder Dansk Ungdoms Fællesråd, Børns Vilkår og flere elevorganisationer.

    Formanden bliver Rasmus Meyer, der er forstander på Krogerup Højskole.

    - På tværs af alder, region og uddannelsesbaggrund fortælles den samme historie om mismod og ensomhed. Coronaepidemien har fungeret som en fremkaldervæske, der har tydeliggjort og forstærket nogle tendenser. Men den lange nedlukning har også skabt nye udfordringer. Jeg håber og tror, vi kan komme med bud, der fremmer livs- og virkelysten, siger Rasmus Meyer.

  • Sverige: Anholdt formodet gerningsmand er kendt af politiet

    Den mand, der i går blev skudt og anholdt i den svenske by Vetlanda for at knivstikke syv personer, er kendt af politiet i forvejen, oplyser politiet ifølge den svenske avis Expressen.

    - Manden er kendt af politiet. For mindre forbrydelser, lød det i går aftes fra en lokal politichef Jonas Lindell.

    Ifølge en anden svensk avis, Aftonbladet, ransagede politiet i nat den mistænkes lejlighed.

    Manden blev skudt af politiet ved anholdelsen og indlagt under bevogtning på hospitalet.

    Tre af de syv ofte blev alvorligt såret. Politiet efterforsker sagen som "mulig terror".

  • Politireform opkaldt efter George Floyd skal nu til afstemning i Senatet

    Et lovforslag med navnet 'Retfærdighed i Politiloven for George Floyd' er blevet godkendt i Repræsentanternes Hus i USA.

    Det skriver Ritzau.

    George Floyd døde i maj sidste år, da en betjent under en anholdelse pressede sit knæ mod hans hals i otte minutter og 46 sekunder. Og loven skal netop forbyde betjente at bruge halsgreb under anholdelser og raceprofilering.

    Nu skal lovforslaget så sendes videre til Senatet, som skal stemme om det.

    Præsident Joe Biden har sagt, at han "fuldt ud" støtter lovforslaget.

  • SpaceX-raket eksploderer efter tilsyneladende perfekt landing

    Sådan så det ud, da den eksploderede. (Foto: SPADRE/PEARL SOUTH PADRE RESORT © Scanpix)

    For tredje gang inden for få måneder ender en testflyvning med en SpaceX-raket galt.

    Denne gang eksploderede en raket få minutter efter en tilsyneladende vellykket landing på en raketbase i Boca Chica i Texas.

    - En vidunderlig blød landing, sagde en SpaceX-kommentator under en direkte transmission af prøveaffyringen, skriver Ritzau.

    Men samtidig kunne flammer ses stå ud af bunden af raketten.

    Få minutter senere eksploderede raketten med så voldsom en kraft, at den blev kastet op i luften og derefter faldt bagover.

    Her er videoen af landingen - dog uden selve eksplosionen:

  • Martin Braithwaite sender Barcelona i pokalfinalen

    Med en scoring i forlænget spilletid sendte Martin Braithwaite onsdag aften FC Barcelona videre til den spanske pokalfinale.

    Den danske landsholdsangriber scorede til slutresultatet 3-0 i returopgøret i semifinalen mod Sevilla.

    Den ordinære spilletid endte 2-0 til Barcelona på scoringer fra Ousmane Dembele og Gerard Pique.

    Men da Sevilla vandt det omvendte opgør med samme cifre, måtte der forlænget spilletid til.

    Der afgjorde Braithwaite kampen, efter han var blevet indskiftet i den ordinære spilletids sidste minut.

  • Brasilien registrerer flest døde for anden dag i træk

    Siden tirsdag har man i Brasilien registereret yderligere 1.910 coronarelaterede dødsfald, hvilket er det højeste daglige dødsfald i landet.

    Det er dermed anden dag i streg, at den kedelige rekord bliver slået.

    Det skriver The Guardian ifølge Ritzau.

    Brasilien har siden pandemiens begyndelse registreret 259.271 dødsfald, hvilket næsten er ti procent af det samlede antal døde med covid–19 på verdensplan.

  • Yussuf Poulsen på pletten i tysk kvartfinale

    Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen scorede til 1-0 for sin tyske klub RB Leipzig, da de til aften mødte Wolfsburg i kvartfinalen i den tyske pokallturnering.

    Danskeren spillede 80 minutter, inden han blev skiftet ud. Fra bænken kunne han se holdkammeraten Hwang Hee-Chan gøre det til slutresultatet 2-0.

    Dermed bliver han den tredje dansker i de tyske pokalsemifinaler. Thomas Delaney og Mikkel Kirkeskov er også videre med henholdsvis Dortmund og Kiel.

  • Mette Frederiksen efter angreb i Sverige: 'Vi står sammen med hele det svenske folk'

    Danmark føler med det svenske folk efter angrebet i Vetlanda, hvor otte personer er blevet såret.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en udtalelser, der er blevet lagt på Twitter.

    - Forfærdelige nyheder fra Sverige. Det er handlinger, der efterforskes som terror, og som jeg på det kraftigste tager afstand fra, lyder det.

  • Politiet hæver sikkerheden i Kongressen i Washington: Frygter nyt angreb i morgen

    Stormen på Kongressen skete den 6. januar. (Foto: Mike Theiler © Scanpix)

    Efterretninger om et nyt, forestående angreb på Kongressen i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., har fået politiet til at hæve sikkerheden.

    Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AP.

    Politiet mener, at truslen florerer blandt højreekstremistiske tilhængere af konspirationsteorien QAnon, som hævder, at den 4. marts er dagen, hvor Trump påny vil få magten.

    - Vi er kommet i besiddelse af oplysninger om, at en navngiven milits vil trænge ind i Capitol torsdag den 4. marts, siger politiet i en pressemeddelelse.

    Indtil 1933 var det dagen, hvor en ny præsident bliver indsat.

    Det er cirka to måneder siden, at oprørere trængte ind i bygningen.

  • Corona aflyser Aalborg Håndbolds Champions League-kamp

    På grund af corona er Aalborg Håndbolds kamp mod Celje i Champions League torsdag blevet aflyst.

    Den nordjyske klub har konstateret tre smittetilfælde i truppen.

    - Vi er selvfølgelig utroligt ærgerlige over, at vi ikke får mulighed for at slutte gruppespillet ordentlig af i Jutlander Bank Arena i morgen.

    - Men det vigtigste for os er nu først og fremmest at sørge for spillernes samt stabens helbred, og så må spillet på banen, for en stund, komme i anden række, siger direktør Jan Larsen på klubbens hjemmeside.

    De smittede spillere er Simon Gade, Lukas Sandell og Magnus Saugstrup, oplyser klubben.

  • Palæstinensisk diplomat om Israel-tur: Mette Frederiksen 'lader palæstinensere dø af corona'

    - Hun forsøger at overtage vaccinerne til danskerne og lader palæstinenserne dø af corona.

    Sådan siger den palæstinensiske topdiplomat i Danmark professor Manuel Hassassian, der står i spidsen for palæstinensernes diplomatiske mission her i landet, om Mette Frederiksens forestående Israel-tur til Altinget.

    Statsministeriet har ikke ønsket at kommentere og henviser i stedet til Udenrigsministeriet.

    I en mail til Altinget oplyser Udenrigsministeriet, at "statsministeren besøger Israel sammen med den østrigske kansler for at drøfte tættere samarbejde om udvikling af vacciner og udbygning af produktionskapaciteten".

    Israel har fået kritik for ikke at have uddelt vacciner til de cirka fem millioner, der bor i de besatte områder på Vestbredden og i Gazastriben.

  • De første får stik med den nye vaccine fra Johnson & Johnson i USA

    Susan Maxwell-Trumble har som en af de første fået en dose coronavaccine fra medicinalfirmaet Johnson & Johnson i New York. (Foto: SPENCER PLATT © 2021 Getty Images)

    Coronavaccinen fra medicinalfirmaet Johnson & Johnson blev i dag taget i brug flere steder i USA.

    Godt fire millioner vacciner bliver uddelt til forskellige stater i løbet af denne uge, og i alt 20 millioner resten af marts.

    Fordelen ved vaccinen fra Johnson & Johnson er, at den kun kræver et stik. Den er dog ikke så effektiv som den, der først blev taget i brug i Danmark fra Pfizer/BioNTech.

    To forskellige studier har vist, at vaccinen er henholdsvis 66 og 72 procent effektiv i at forhindre, at man bliver coronasmittet.

  • Svensk politi: Knivangreb efterforskes nu som mordforsøg - men terror er ikke udelukket

    Et knivangreb i Vetlanda i Sverige tidligere på aftenen efterforskes i udgangspunktet som mordforsøg, men man undersøger stadig eventuelle terrormotiver.

    Sådan lyder det fra svensk politi på et pressemøde her til aften, efter en 20-årig mand tidligere på aftenen blev skudt af politiet efter at have angrebet og såret otte personer med en kniv i Vetlanda sydøst for Jönköping.

    Tidligere på aftenen lød meldingen ellers, at angrebet blev efterforsket som terror.

    Angrebet fandt sted på mindst fem forskellige steder i byen, inden politiet pågreb manden. Den mistænkte er lige nu indlagt og udenfor livsfare, lyder det fra politiet.

  • Præsident Biden opfordrer fortsat til brug af mundbind, efter at Texas har fjernet kravet

    Glæde på en fortorvscafé i Dallas, efter at man ikke længere behøver at bære mundbind. (Foto: LM Otero)

    USA's præsident, Joe Biden, opfordrer nu alle amerikanere til fortsat at bære mundbind, skriver The Guardian.

    Udmeldingen kommer, efter at både Texas og Mississippi i dag har fjernet kravet om brug af mundbind - samt givet forretninger lov til at genåbne uden restriktioner.

    Genåbningen sker på trods af advarsler fra det amerikanske center for sygdomskontrol, CDC.

    Guvernør i Texas, Greg Abbott, fortæller i et tweet, at delstaten nu er 100 procent genåbnet.

  • DMI advarer om risiko for tæt tåge i hele landet

    DMI udsender et varsel om risiko for tæt tåge fra kl. 21 til 06.

    Der kan være tæt tåge med en sigtbarhed på under 100 meter.

    Varslet gælder hele landet.

  • 'Død' mand vågner op på obduktionsbordet i Indien

    En mand, som var erklæret død i en motorcykelulykke i Indien, begyndte at røre på sig, da obduktionslæger skulle til at skære ham op.

    Den 27-årige Shankar Shanmukh Gombi fra Mahalingapur blev efter ulykken først indlagt på et privathospital, men senere overført til et regeringshospital, hvor han blev erklæret død.

    Da obduktionen skulle gå i gang, så opdagede en læge, at han begyndte at bevæge hænder og fødder.

    Nu er den 27-årige igen blevet overført til et privathospital, skriver Times of India.

  • Styrelsen for Patientsikkerhed frygter ikke flere tilfælde med P1-variant

    Den smitsomme brasilianske variant af coronavirus med navnet P1 er fundet i Danmark. Men foreløbig er situationen under kontrol.

    Det siger Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at myndighedens mest erfarne folk i løbet af dagen har efterforsket og undersøgt smittekæder og rejseaktivitet.

    - Vi har ikke grund til at tro, at der er flere smittetilfælde i øjeblikket, siger enhedschef Charlotte Hjort, der forklarer, at de involverede er blevet 'intensivt udspurgt' om rejseaktivitet.

    Det gælder selve den smittede, nære kontakter samt endda nære kontakters nære kontakter.

  • Region Hovedstaden vil afvikle alle udskudte operationer inden sommerferien

    Inden sommer er det Region Hovedstadens ambition, at alle ambulante besøg og operationer, der er blevet udskudt under corona, skal være afviklet.

    Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

    I alt drejer det sig om 11.100 ambulante besøg og 10.800 operationer, der er blevet udskudt siden marts sidste år.

  • Svensk politi efterforsker knivangreb som terror

    I alt otte personer er kommet til skade. (Foto: 11357 Carl Carlert © Scanpix)

    Politiet i Sverige siger, at man efterforsker et knivangreb i Vetlanda, der ligger sydøst Jönköping, som terror.

    Tidligere på aftenen var meldingen ellers, at man udelukkede et terrormotiv.

    - I det igangværende efterforskning er sagen blevet omklassificeret. Nu mistænker politiet, at der kan være tale om en terrorhandling, lyder det.

    I alt otte personer er kommet til skade, skriver SVT. Det er uvist, hvor slemt de er kommet til skade.

    Gerningsmanden er blevet skudt af politiet. Der er ikke meldt noget ud om hans tilstand.

  • Spansk landsholdsstjerne i hopla sænker Fortuna Hjørring i Champions League

    Onsdag aften løb Fortuna Hjørring ind i et gedigent nederlag i Champions League.

    Det skete på udebane mod Barcelona, hvor værterne sikkert vandt 4-0.

    Særligt den spanske landsholdsangriber Jennifer Hermoso var i hopla, og hun stod for kampens tre første scoringer.

    Fortuna Hjørring og Barcelona spiller returopgør i Hjørring om en uge.

  • 38 døde på 'blodigste dag' i Myanmar

    Myanmars militær væltede 1. februar Myanmars demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi. (Foto: Str © Scanpix)

    38 personer er i dag døde i forbindelse med uroligheder i Myanmar.

    Det oplyser FN's udsending i landet, Christine Schraner Burgener, i en pressebriefing.

    Dermed er det den "blodigste dag" siden et militærkup 1. februar, lyder det.

    - Jeg har i dag set meget voldsomme videoklip. Blandt andet et, hvor politiet tævede frivillige hjælpere. Et andet klip viste, at en demonstrant blev ført væk af politiet og skudt. Han døde angiveligt på stedet, fortæller hun.

    Myanmars militær væltede 1. februar landets demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi.

    Hun blev samtidig anholdt, og det samme gjorde flere medlemmer af hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati.

    Siden da har der været store protester i Myanmars gader.

  • Svensk politi skyder mand, efter at han angreb flere personer: Flere meldes hårdt såret

    Politiet i Sverige har skudt en mand i Vetlanda, som angiveligt har angrebet flere personer med et ikke nærmere specificeret våben.

    Det skriver flere svenske medier, heriblandt Expressen.

    Sveriges Radio melder, at flere personer er blevet hårdt såret, og at gerningsmanden brugte en kniv.

    - Der har været en del vidner, og vi vil ikke påvirke vidnerne, i forhold til hvad de kan have set og ikke set. Vi må vente og se, hvor meget mere vi kan sige senere, siger politiets talsperson Angelica Israelsson Silfver.

    Politiet mistænker ikke, at episoden kan være terrorrelateret, skriver SVT.

    Gerningsmandens tilstand er ikke kendt.

  • Jordskælv ramte det centrale Grækenland - flere bygninger beskadiget

    En mand i byen Damasi i det centrale Grækenland bærer et tv fra sit hus, der blev beskadiget i jordskælvet. (Foto: THANOS FLOULIS)

    Et jordskælv, der blev målt til 6,3 på Richterskalaen, ramte det centrale Grækenland i dag.

    Flere bygninger, boliger og butikker blev beskadiget i jordskælvet. Det blev efterfulgt af flere mindre efterskælv.

    Der er umiddelbart ikke rapporter om døde eller sårede, skriver nyhedsbureauet AFP.

  • Clara Tauson buldrer videre i Lyon

    Efter mandagens store skalp med sejren over topseedede Ekaterina Alexandrova ved WTA-turneringen i Lyon, fortsætter Clara Tauson de gode takter.

    Det skete med en sejr i to sæt mod ungarnske Timea Babos med cifrene 6-2, 6-3.

    Den 18-årige danske tenniskomet er dermed klar til kvartfinalen i Lyon.

    I kvartfinalen møder Tauson vinderen af opgøret mellem Camila Giorgi og Nina Stojanovic.

    Clara Tauson er rangeret som nummer 139 i verden, mens dagens modstander, Timea Babos, er nummer 105 på verdensranglisten.

  • Nyt udspil til københavnsk natteliv chokerer S-kandidat til overborgmesterposten

    Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten i København, Sophie Hæstorp Andersen, fik sig et chok, da hun går i læste Berlingske.

    Et udspil fra Københavns Kommune lægger op til, at alkoholbevillinger efter midnat skal begrænses. Derudover skal der indføres opholds- og alkoholfrie zoner forskellige steder i byen.

    Udspillet er blevet kritiseret heftigt, og Sophie Hæstorp Andersen skriver på Facebook, at hun fik "kaffen galt i halsen".

    - Jeg ved godt, at der er naboer og beboere i Indre By, hvor det er belastende, at der er fest til langt ud på natten hver weekend. Men det må vi finde en løsning på sammen.

  • Over 200.000 briter har fået vaccinestikket siden i går

    Der er fart på vaccinationerne i Storbritannien.

    I det forgangne døgn har de britiske sundhedsmyndigheder givet 208.968 vaccinestik.

    Det skriver Ritzau.

    Indtil videre er der givet over 17 millioner stik i Storbritannien.

  • Prins Felix begynder i militæret til efteråret

    18-årige prins Felix begynder i militæret til efteråret, når han starter på kasernen i Varde.

    Det bekræfter grevinde Alexandras presserådgiver overfor B.T.

    - Jeg kan ikke sige så meget andet end, at Felix glæder sig meget til at begynde, siger presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen til avisen.

  • Straffedomstol vil efterforske krigsforbrydelser i palæstinensiske territorier

    Den Internationale Straffedomstol (ICC) åbner en formel efterforskning af mulige krigsforbrydelser begået i palæstinensiske territorier.

    Det skriver Reuters.

    Ifølge ICC vil begge sider i konflikten mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre blive undersøgt.

    ICC's beslutning kommer, efter at domstolen den 5. februar afgjorde, at konflikten falder inden for dens kompetence, skriver Ritzau.

    Afgørelsen blev dengang mødt af kritik fra både den israelske regering og USA.

  • Fire nye vaccinations-centre åbner i Ikast, Ringkøbing, Lemvig og Struer

    Fire nye vaccinationscentre vil åbne i den kommende uge i Region Midtjylland.

    Centrene kommer til at ligge i Ikast, Lemvig, Struer og Ringkøbing, skriver Vejle Amts Folkeblad.

    Baggrunden er, at man i foråret kommer til at tilbyde vaccinationer mod covid-19 til mange flere borgere.

  • 13 mænd varetægtsfængslet for at fremstille flere millioner cigaretter

    13 mænd, der i aftes blev anholdt i en sag om en ulovlig cigaretfabrik i Vamdrup ved Kolding, er blevet varetægtsfængslet i knap fire uger.

    De nægter sig alle skyldige, og ingen af dem ønskede at afgive forklaring ved grundlovsforhøret, der fandt sted ved Retten i Kolding. Det oplyser Østjyllands Politi.

    Mændene er mellem 32 og 70 år. De er alle sigtet for groft smugleri ved at have indsmuglet råtobak.

    Efterforskningen er sket i samarbejde med Europol, Skattestyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder.

    Politiet mener, at der på stedet er produceret adskillige millioner cigaretter.

  • PostNord Danmark Rundt med historisk rute

    Tiesj Benoot fra Lotto Soudal vandt 1. etape af PostNord Danmark Rundt i 2019. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Når feltet på 5. etape af sommerens PostNord Danmark Rundt rammer Frederiksberg, så bliver der rusket op i traditionerne.

    I stedet for den sædvanlige paradetur og sprinterafslutning, så bliver den afgørende etape kørt som enkeltstart. Over 11 kilometer skal rytterne gennem Københavns gader kæmpe for klassementet, og det bliver et storslået spektakel, vurderer DR Sportens kommentator Henrik Liniger.

    - Det bliver da et drama. Tankerne går helt naturligt tilbage til Tour de France i 1989, hvor Greg LeMond slog Laurent Fignon på den afgørende enkeltstart på Champ-Elysées, siger Henrik Liniger.

  • Statsministeren føler med børn i Syrien - men vil ikke hente dem hjem

    Statsminister Mette Frederiksen (S) gik til valg på at være "børnenes statsminister". Men hun gentager endnu engang, at regeringen ikke vil hente danske børn hjem fra fangelejre i Syrien.

    Der vil kun være ganske særlige undtagelser fra den linje, siger hun i en hasteforespørgselsdebat.

    - Jeg anerkender ikke den præmis, at vi skal løbe nogen som helst form for risiko i forbindelse med fremmedkrigere. Og den risiko er der i enhver form for indsats på det her område.

    - Danmark er ikke deres hjem. De har vendt os ryggen. De har forladt Danmark. De har tilsluttet sig Islamisk Stat, og de har vedkendt sig terrorens ansigt, siger hun.

  • Frederiksberg-borgere skal stadig koge vandet

    Årsagen til vandforureningen er lokaliseret til to områder omkring Amicisvej og Nyelandsvej.

    I Amicisvej-området er årsagen til forureningen fundet og stoppet, og ledningerne er ved at blive renset, er meldingen.

    I Nyelandsvej-området betyder testresultater, at der nu kan ledes efter forureningskilden inden for en strækning på 100 meter.

  • 574 nye coronasmittede - positivprocenten er på 0,35

    574 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Tre personer er døde.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 164.172 prøver. Det svarer til, at 0,35 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 225 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er syv færre end i går. Af de indlagte er 34 på intensiv afdeling, og 19 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 466.430 personer, hvilket svarer til 8,0 procent af befolkningen. 187.020 personer er færdigvaccinerede.

Mere fra dr.dk