Spækhugger faret vild i Seinen
En spækhugger er kommet på afveje og har ved en fejl forvildet sig ind i den store franske flod Seinen.
Det oplyser de franske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den enorme hval er ikke ved godt helbred, og hvis den skal gøre sig forhåbninger om at overleve, så skal den tilbage ud i havet så hurtigt som muligt, lyder vurderingen fra de franske biologer.
Den fire meter lange spækhugger har allerede svømmet en del kilometer i den store flod, som blandt andet løber igennem den franske hovedstad, Paris. Ifølge biologerne kan man se, at den har tabt sig.
Den blev første gang set den 16. maj nær byen Honfleur i Normandiet, og nu befinder den sig ved byen Rouen i det nordvestlige Frankrig.