Spanien sejrer snævert over Polen og er klar til EM-semifinale
Det spanske håndboldlandshold er første bud på en mulig dansk semifinalemodstander ved EM.
Spanien slog tirsdag eftermiddag Polen 28-27 i deres sidste kamp i mellemrunden og har derfor sammenlagt otte point. Dermed er spanierne sikre på at ende på en af de to øverste pladser i deres mellemrundegruppe, der giver adgang til semifinalerne.
Tirsdag aften mødes Sverige og Norge i en direkte duel om en plads i semifinalen. Ender kampen uafgjort, vil Norge gå videre foran næsen på svenskerne på grund af en bedre målscore.
Danmark spiller onsdag aften klokken 20.30 mod Frankrig. Resultatet af den kamp afgør, hvem Danmark kommer til at møde i semifinalen fredag.