Efter to bankkrak i USA og UBS’ overtagelse af schweiziske Credit Suisse bliver tilliden til banksystemet sat på prøve verden over.
Og tillid er nøgleordet, hvis bankerne skal komme igennem den uro, som har præget bankverdenen de seneste uger. Det fortæller Jesper Berg, der er direktør i Finanstilsynet, til DR Nyheder.
- Frygten er altid, om en krise et sted kan sprede sig til andre steder, fordi det er mistillid, der driver den slags. Det er det, vi skal undgå, siger han.
Jesper Berg vurderer dog, at den danske banksektor står i en meget stærkere situation nu, end den gjorde tilbage under finanskrisen.
- Du kan aldrig være 100 procent sikker på, at du har stoppet alle huller. Men når jeg kigger på tværs af sektoren og på de forskellige institutter, så er jeg meget tryg, siger direktøren.
Jesper Berg understreger også, at de danske bankkunder ikke skal være bekymrede. Alle kunder er dækket under Indskydergarantifonden, som dækker op til 750.000 kroner, der står på ens konto.
- Selv for dem, der ikke er dækket af Indskydergarantifonden, er der stillet krav til pengeinstitutterne. Derfor skal det virkelig gå galt, før vi begynder at røre ved deres penge, siger Jesper Berg.