Statsminister Mette Frederiksen lancerer ugentlig podcast
- I morgen udgiver jeg første afsnit i min nye podcast, ”Statsministeren Spørger”. Og jeg håber, at I vil lytte med.
Sådan lyder det i opslaget på statsminister Mette Frederiksens (S) Facebook-side.
"Statsministeren Spørger"bliver en ugentlig podcast, hvor Frederiksen inviterer en ny gæst ind til en samtale om et emne, der interesserer begge parter.
- Ideen er, at der skal være tid til en ærlig snak om de dilemmaer, verden unægteligt rummer. Plads til at være enige, men også uenige, står der i opslaget.
I morgen udkommer det første afsnit, hvor Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, er inviteret ind som gæst.
Her skal de to tale om Vesten før og efter krigen i Ukraine.
- Og vi når også omkring klimakrisen, Indien og Europa, tilføjes det i opslaget.
Det fremgår hverken hvor eller hvornår podcast-afsnittet kan høres i morgen, men ifølge Socialdemokratiet vil podcasten kunne findes der, hvor man plejer at finde sine podcasts.