Seneste nyt

Statsministeren: Afskaffelse af helligdag bliver gennemført

Statsminister Mette Frederiksen slog fast, at en helligdag vil blive sløjfet for at få råd til mere forsvar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hvis nogen havde troet, at regeringen var på vej til at droppe forslaget om at sløjfe en helligdag, så må de tro om igen.

For der bliver skrottet en helligdag, så der kan blive råd til at opruste det danske forsvar.

Det slog statsminister Mette Frederiksens i nytårstalen. Også selvom det er upopulært.

- Jeg fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle, sagde statsministeren.

- Men hånden på hjertet. Vi kan ikke overkomme både krig i Europa, klimakrisen og udfordringerne herhjemme, hvis vi ikke – hver og én – er klar til at yde mere, sagde hun.

Mette Frederiksen talte om, at både Danmark og Europa skal være stærkere.

- Vi skal fremrykke investeringerne i vores forsvar og sikkerhed, så vi i 2030 når op på de to procent, der er brug for, og som vi har lovet vores allierede, sagde Mette Frederiksen.

Nyheder

  1. DR har talt med den 27-årige fotograf Hamza Chalan, der har befundet sig i Gazastriben siden 7. oktober.

  2. Rusland øger de væbnede styrker med 170.000 mand

    Rusland øger rekrutteringen af nye soldater til hæren med omkring 170.000 mand.

    Det sker, efter at præsident Putin i dag underskrev et dekret om, at antallet af soldater i hæren skal stige med 15 procent.

    Det skriver Reuters og det russiske statsmedie Tass.

    Ifølge dokumentet vil de samlede væbnede styrker dermed komme op på 1.320.000 soldater.

    Oprustningen skyldes "øgede trusler" i forbindelse med Ukraine-krigen og "Natos fortsatte udvidelse", oplyser det russiske forsvarsministerium.

  3. 23-årig mand i Grønland idømt forvaring for to voldtægter

    En 23-årig mand i Grønland er blev idømt forvaring på ubestemt tid for to voldtægter af en 11-årig pige og en 61-årig mand.

    Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

    I maj sidste år trængte den 23-årige ind i et børnehjem i Nuuk, hvor han tvang sig til oralt samleje med den 11-årige pige og forsøgte også fuldbyrdet samleje.

    Pigen alarmerede personalet på børnehjemmet, som overmandede ham.

    Under politiets tilbageholdelse tvang han sig til oralt samleje med en 61-årig mand, som han delte celle med.

  4. Prinsesse Marie var med til at tænde 2.000 lys for hiv- og aidsofre

    • Mindearrangementet foregår som en fast årlig ting i København. (Foto: © Sebastian Uth, Ritzau Scanpix)
    • Prinsesse Marie deltog som protektor for Aids-Fondet i lystænding på Kultorvet i København på World Aids Day. (Foto: © Sebastian Uth, Ritzau Scanpix)
    • Prinsesse Marie bor til daglig i Washington med prins Joachim og parrets børn. (Foto: © Sebastian Uth, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    På Kultorvet i København blev der her til aften tændt 2.000 lys til minde om de danskere, der er døde af hiv og aids.

    Det skete på World Aids Day, som markeres hvert år.

    Prinsesse Marie er protektor for Aids-Fondet og var også med i dag ved Aids-Fondets julekoncert i Trinitatis Kirke.

    Aids-Fondet har i dag efterspurgt koordineret indsats for at finde dem, som går rundt med en hiv-diagnose uden at vide det, fordi der findes et mørketal på omkring 500 personer.

    Den seneste opgørelse fra 2022 viste, at 6.300 personer, havde fået diagnosen hiv i Danmark.

  5. De danske fodboldkvinder møder Tyskland i en gruppefinale i Nations League. En sejr kan sende dem tættere på OL.

  6. Danmark åbner VM med et opgør mod Serbien i Boxen i Herning.

  7. Ekspert tvivler på, at israelsk evakueringskort med QR-koder vil virke.

  8. Mange unge valgte at mindes den afdøde 15-årige i Grenaa Kirke

    Mange valgte at tænde et lys for at mindes den afdøde 15-årige i Grenaa Kirke.

    I eftermiddags var dørene i Grenaa Kirke åbne for de berørte af den ulykkelige hændelse i søndags ved Grenaa Station.

    Der blev en 15-årig dreng på tragisk vis stukket med en kniv og døde efterfølgende.

    Hændelsen har påvirket byens borgere meget, og mange mødte også op i kirken.

    Der havde de mulighed for at møde op mellem klokken 15 og 17 for at tænde et lys, lægge en blomst og for at tale med kirkens to sognepræster.

    En af dem, der valgte at møde op, var 16-årige Marius Johannes Andersen, der kendte den 15-årige.

    - Jeg er glad for muligheden. Han var en af mine tætte kammerater, så jeg sætter pris på, at jeg kunne komme ind og sige farvel.

  9. Danmark må blandt andet ikke blive bange for tyskernes voldsomme pres på og uden for banen, vurderer DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminović.

  10. Appeldomstol: Trump kan holdes ansvarlig i civile søgsmål omkring stormen på Kongressen

    En appeldomstol i USA har afgjort, at den tidligere præsident Donald Trump ikke kan påberåbe sig immunitet i civile søgsmål omkring stormen på Kongressen den 6. januar 2021.

    Afgørelsen vil få betydelige konsekvenser for flere søgsmål mod Trump i forbindelse med valget i 2020, skriver CNN.

    Det gælder blandt andet en retssag anlagt af politibetjente på Capitol Hill i Washington, som forsvarede Kongressen mod stormløbet.

    I alt mistede fem mennesker livet og mange blev såret, da tusindvis af Trumps tilhængere trængte ind i Kongressen. En af de dræbte var en betjent.

  11. Motorvej E45 åbnet igen ved Hadsten efter uheld

    Motorvej E45 er genåbnet i nordgående retning ved Hadsten efter et færdselsuheld.

    Vejdirektoratet skriver på X, at trafikanter skal være opmærksom på, at der fortsat kan være kø på strækningen.

    Opdateret klokken 19.47: Motorvej åben igen.

  12. Overborgmester tilfreds med, at København ikke er med på liste over parallelsamfund

    København har ikke længere et område på listen over parallelsamfund - den liste, der tidligere blev kaldt ghettolisten.

    I den årlige liste, der er udkommet i dag, fremgår det nemlig, at Mjølnerparken på Nørrebro er røget af listen.

    Det er overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) godt tilfreds med.

    - Vi er jo lykkes sammen med beboerne og de almene boligorganisationer med at løfte byområder op til ikke længere at være steder, hvor man vender ryggen til byen, men til bydele, der er trygge, og hvor flere beboere enten har arbejde eller studerer, siger hun.

    Den konkrete årsag til, at området på Nørrebro ikke længere står på listen er, at Mjølnerparken nu har under 1.000 beboere.

    Det skyldes blandt andet en genhusning af flere borgere, og at man har frasolgt flere boligblokke til private investorer.

  13. Der skal en ombygning af Skovparken i Kolding til, før boligområdet kan komme af regeringens liste over parallelsamfund.

  14. Det er en "kæmpe gave", at de danske håndboldkvinder spiller VM på hjemmebane, mener DR's håndboldekspert og tidligere landsholdsspiller Lotte Grigel.

  15. Republikaneren George Santos er ekskluderet fra Repræsentanternes Hus

    Republikaneren George Santos er ekskluderet fra Repræsentanternes Hus. Det står klart efter en afstemning fredag, hvor 307 medlemmer stemte for eksklusionen.

    For nogle uger siden blev han sigtet for bedrageri, hvidvaskning af penge og tyveri af offentlige midler.

    Han blev valgt ind i Kongressen ved midtvejsvalget i november sidste år.

    Han har selv nægtet beskyldningerne, men har erkendt, at han har løjet om sit cv og om at være jøde.

  16. 'Hvor mange verdensledere føler sig faktisk forpligtet til at redde planeten?', spurgte Brasiliens præsident verdens ledere til COP28.

  17. Den nyudnævnte minister Mia Wagner er sygemeldt på ubestemt tid.

  18. Fredag aften og natten til lørdag er der mulighed for at se nordlys fra Danmark - hvis ellers vejret tillader det.

  19. Første kvindelige højesteretsdommer i USA er død, 93 år gammel

    Sandra Day O'Connor ses her til en konference i 2010, efter at hun var gået på pension. (Foto: © MARIO ANZUONI)

    USA's første kvindelige højesteretsdommer, Sandra Day O'Connor, er død, 93 år gammel.

    Hun døde i sit hjem i Phoenix i Arizona efter komplikationer i forbindelse med demens, oplyser højesteretten ifølge Reuters.

    Hun blev udnævnt i 1981, efter at den daværende præsident, republikaneren Ronald Reagan, havde nomineret hende til posten.

    Mange troede derfor, at hun ville blive en konservativ dommer. Men som årene gik, kom hun til at definere midten af spektret blandt de ni dommere.

    På flere områder havde hun meget klare synspunkter, som ikke behagede republikanere i Kongressen, skriver Ritzau.

    Blandt andet markerede hun klart kvinders ret til at vælge abort.

  20. Flere ledere er blevet mere bevidste om deres opførsel til firmajulefrokosten.

  21. Metroen i København kører igen efter strømsvigt

    Metroen i København har i flere timer i løbet af eftermiddagen været ramt af strømsvigt.

    Men nu er togdriften genoptaget på de ramte strækninger.

    Det oplyser Metroselskabet på m.dk.

    Den mistede kørestrøm gik ud over dele af strækningerne på linierne M1 og M2.

    Opdateret klokken 16.11 - metroen kører nu uden forsinkelser.

  22. Regeringens parallelsamfundsliste er vokset fra 10 til 12 boligområder

  23. Den nyudnævnte minister tager sygeorlov efter et alvorligt ildebefindende.

  24. Specialskole anmelder medarbejder for 'upassende relation' til elev

    Sct. Jacobi Skole i Varde har anmeldt en "upassende relation" mellem en elev og en medarbejder.

    Medarbejderen er fritaget for tjeneste, men skolechefen i Varde Kommune, Kim Bondesen Glud Nielsen, ønsker ikke at fortælle mere om, hvad der er foregået.

    - Vi er selvfølgelig forfærdede. Det er skrækkeligt for dem, der er impliceret i det, siger Kim Bondesen Glud Nielsen.

    Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter i en pressemeddelelse, at de torsdag har modtaget anmeldelsen, og at politiet har iværksat en efterforskning af sagen.

    Sct. Jacobi Skole er en skole for børn med særlige behov, men skolechefen afviser, at sagen bliver håndteret anderledes af den grund.

  25. DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen giver Danmark 25 procent chance for at gå hele vejen og vinde guld inden åbningskampen mod Serbien.

  26. Regeringen får kritik for at løbe fra et løfte om at finde nye penge til klimastøtte.

  27. Antallet af anholdte under Uefa-kampe fordoblet

    Næsten dobbelt så mange personer er i forbindelse med Uefa-kampe blevet anholdt eller frihedsberøvet i sæsonen 2022/2023 i forhold til sæsonen før.

    Det viser statistik fra Københavns Vestegns Politi, der er baseret på alle politikredses indberetninger, skriver Ritzau.

    I sæsonen 2022/2023 blev 43 personer anholdt eller frihedsberøvet, mens det tal i den forrige sæson var på 22 personer.

    Uefa-kampe omfatter alle kampe i turneringerne Conference League, Europa League og Champions League.

    1. juni vedtog et enigt Folketing at styrke indsatsen mod hooligans ved at give politiet mulighed for at bortvise personer fra stadionområder under højrisikokampe.

  28. Navalnyj sigtet for hærværk

    Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj afsoner fængselsdomme på sammenlagt 30 år, men nu har de russiske myndigheder sigtet ham for endnu flere forhold, oplyser Navalnyj.

    På X skriver han, at han er blevet anklaget for hærværk. Det fremgår dog ikke, hvor lang en fængselstraf, det kan medføre.

    Navalnyj blev i august idømt yderligere 19 års fængsel, efter han blev fundet skyldig i at starte og finansiere en såkaldt ekstremistisk organisation.

    Det kom oveni en 11,5 år lang fængselsstraf for overtrædelse af prøveløsladelse, svindel og foragt for retten. Det betragtes af mange som politisk motiverede anklager.

  29. Her får du langtidsprognosernes bud på chancen for hvid jul i år.

  30. Ældreordfører Annette Lind skal være generalkonsul i Flensborg.

  31. 90210-skuespiller har i årevis kæmpet mod kræft: Sygdommen har nu spredt sig til knoglerne

    Du kender hende nok bedst for rollen som Brenda i den amerikanske kultserie 'Beverly Hills 90210'.

    Skuespilleren bag, Shannen Doherty, har længe kæmpet med brystkræft og til People Magazine fortæller hun, at kræften har spredt sig til hendes knogler.

    Det slår dog ikke den 52-årige skuespiller ud.

    - Jeg er ikke færdig med at leve, elske eller skabe ting. Jeg er, forhåbentlig, ikke færdig med at forandre ting til det bedre. Jeg er bare ikke færdig, siger hun.

    Shannen Dothery fik erklæret brystkræft i 2015. To år senere blev hun erklæret kræftfri, men i 2020 fandt sygdommen vej tilbage.

    Shannen Doherty har kæmpet med kræft siden 2015. Arkivfoto (Foto: © zz/RE/Westcom/STAR MAX/IPx, zz/RE/Westcom/STAR MAX/IPx)
  32. Der er ingen begrænsninger, så længe spillerne bliver på deres egen banehalvdel, når de udtaler sig om målsætningen ved VM i Herning.

  33. Forsøg på at købe et lejemord på en aktivist vil ikke for alvor skade forholdet mellem USA og Indien, mener ekspert.

  34. Metroen i København har mistet strøm på flere strækninger

    Opdateret klokken 13.47 med oplysninger om, at Metroselskabet forventer normal drift indenfor den næste time.

    På flere strækninger på M1 og M2 metroerne kører togene ikke lige nu. Det oplyser Metroselskabet på deres hjemmeside.

    Det drejer sig om togdriften mellem Lergravsparken og Københavns Lufthavn, Vanløse og Forum og mellem Sundby og Vestamager.

    Årsagen til at togene holder stille er ifølge selskabet, at metroen har mistet kørestrømmen.

    Metroselskabet skriver også, at rejsegarantien er trådt i kraft mellem Forum og Lergravsparken, og Forum Sundby.

    Metroselskabet forventer, at metroen kan køre normalt igen indenfor den næste time.

  35. Selskabet vil udstede nye aktier for fire milliarder svenske kroner, der samtidig gør de nuværende aktier værdiløse.

  36. 25-årig kvinde død efter påkørsel

    Opdateret klokken 14.00 med oplysningen om, at manden erkender sig skyldig.

    En 25-årig kvinde, der tidligere i dag blev indlagt i kritisk tilstand, efter at være blevet ramt af en bil, er afgået ved døden.

    Det oplyser Østjyllands Politi på X.

    Kvinden kom cyklende på Århusvej i Tirstrup, da hun blev ramt af en bil. Den 74-årige fører af bilen er blevet sigtet for spritkørsel og for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

    Den 74-årige erkender sig skyldig og er blevet varetægtsfængslet i tre uger.

  37. Søren Østergaard har fået Parkinsons sygdom

    Entertaineren Søren Østergaard, der er indehaver af Zirkus Nemo, fortæller i en ny TV2-dokumentar, at han har fået konstateret Parkinsons sygdom.

    - Søren Østergaard har elsket cirkus hele sit liv, og i dag betyder hans eget Zirkus Nemo nærmest alt for ham. Men Søren har fået et alvorligt benspænd - han har fået konstateret Parkinsons sygdom.

    I portrættet fortæller Søren for første gang åbent om sygdommen og kampen for sit helbred - og for sit cirkus, skriver TV2 i sin omtale af dokumentaren.

    Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der langsomt tiltager. Man mister flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin, skriver Parkinsonforeningen.

    Skuespiller og ejer af Zirkus Nemo, Søren Østergaard. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)
  38. Grønt lys til udbygning af vej mellem Herning og Ringkøbing

    Det skal både være lettere og hurtigere at køre bil mellem Herning og Ringkøbing, og derfor besluttede flere partier tidligere i år, at Rute 15 mellem de to byer skulle udbygges.

    I går behandlede og vedtog Folketinget anlægsloven for udbygningen, hvilket betyder, at arbejdet nu kan begynde, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

    Projektet, der har en ramme på 1,1 milliarder kroner, er inddelt i fire etaper, hvoraf størstedelen af strækningen ombygges til 2+1-vej.

    Rute 15, som forventes at stå færdig i 2028, vil få få en generel hastighedsgrænse på 90 kilometer i timen - dog vil det på visse steder maksimalt være tilladt at køre 70 kilometer i timen af hensyn til trafiksikkerheden.

  39. Lille stigning i nye tilfælde af hiv

    Rettelse: Det fremgik tidligere ved en fejl, at Aids Fondet mente, at der var grund til bekymring, der er retteligt tale om, at Aids Fondet ikke mener, der er grund til bekymring.

    De senere år er antallet af nye hiv-tilfælde faldet, men sidste år skete der en lille stigning, viser tal fra Statens Serum Institut.

    I 2022 blev der registreret 115 nye tilfælde. I 2021 fik 81 personer diagnosen, skriver Aids Fondet i en pressemeddelelse, der understreger, at der ikke er grund til bekymring.

    Opgørelsen fra Seruminstituttet viser også, at mange af dem, der fik en positiv hiv-test, har levet med virusset, længe inden de blev testet.

    60 procent har haft hiv så længe, at deres immunforsvar er alvorligt belastet, og de er i stor risiko for at blive syge.

    Statens Serum Institut anslår at 6.800 personer lever med hiv i Danmark.

  40. EU vil beskytte køleskabe og sensorer fra hackerangreb

    EU's institutioner er nået til enighed om en ny forordning, som skal skærpe kravene til cybersikkerhed i produkter.

    Og det gælder alt fra køleskab til sensorer, der enten direkte eller indirekte er forbundet med en anden enhed eller med et andet netværk, skriver Ritzau.

    Der er dog undtagelser for produkter, der i forvejen er underlagt cybersikkerhedskrav i form af eksisterende EU-regler.

    De nye regler skal efterleves tre år efter forordningens ikrafttræden. Ifølge EU-Ministerrådet bør det give fabrikanterne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav.

    Forordningen skal godkendes af EU-medlemsstaternes repræsentanter og bekræftes af EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet, hvorefter den kan vedtages.

  41. Kommune og politi inviterer til borgermøde, efter 15-årig blev knivdræbt

    Norddjurs Kommune og Østjyllands Politi inviterer til et borgermøde i næste uge. Det sker, efter at en 15-årig dreng søndag mistede livet ved Grenaa Station.

    Drengen blev stukket i brystet, og en jævnaldrende dreng er anholdt og sigtet for manddrab.

    Folkeskolens ældste elever og deres forældre er inviteret til mødet, men alle interesserede er velkomne, siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politis forebyggelsesafdeling, Camilla Nielsen.

    - Vi vil gerne informere om, hvordan vi ser situationen og svare på spørgsmål fra forældre, borgere og andre interesserede, siger hun.

    Borgermødet bliver afholdt torsdag 7. december i Grenaa Idrætscenter og starter klokken 17.

  42. Israel og Hamas giver hinanden skylden for, at våbenhvilen ikke er blevet forlænget.

  43. Amfetaminhandler idømt 14 års fængsel

    Fra juli til oktober i 2020 var en i dag 41-årig mand i besiddelse af samlet 141 kilo amfetamin.

    Det koster ham 14 års fængsel, har Retten i Horsens besluttet, efter han i dag tilstod over for en dommer.

    Den 41-årige blev sigtet og varetægtsfængslet efter en anholdelsesaktion i august 2023, hvor en 37-årig medgerningsmand også blev anholdt. Denne mand blev idømt 14 års fængsel i sagen i september, skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

    Som en del af dommen har Retten i Horsens konfiskeret 500.000 kroner i udbytte fra narkotikahandlen. Pengene tilfalder statskassen.

  44. Får Danmark point mod Tyskland fredag aften, er landsholdet én sejr fra en OL-billet.

  45. Kong Charles på COP28: 'Verden er frygteligt langt fra at være på rette vej'

    Briternes kong Charles har i dag holdt åbningstale ved FN's klimatopmøde COP28.

    I talen sagde kongen, at verden er "frygteligt langt fra at være på rette vej", og opfordrede til handling på klimaområdet.

    - Jeg beder af hele mit hjerte for, at COP28 vil være endnu et afgørende vendepunkt mod reel transformerende handling, siger kong Charles ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    FN's klimatopmøde bliver i år afholdt i Dubai, og i går blev statslederne fra FN's medlemslande enige om rammerne for en tab- og skadefond, som skal hjælpe de lande, der bliver ramt af klimakatastrofer.

  46. Kim Jong-un opfordrer militæret til at være forberedte på 'provokationer'

    Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har overværet en flyopvisning ved en militærluftbase.

    Det skriver det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

    Kim Jong-un opfordrede også militæret til at være forberedte på at reagere på "provokationer fra fjenden" og lovede at indsætte flere væbnede styrker samt nye våben langs grænsen mod Sydkorea, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Spændingerne på den koreanske halvø er steget, siden Nordkorea opsendte en militærsatellit i sidste uge, hvilket fik styret i Sydkorea til at suspendere en klausul i en militæraftale fra 2018 mellem de to lande.

    Billederne stammer fra det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA, og DR har ikke haft mulighed for at verificere dem.

    • Nordkoreas leder, Kim Jong-un, besøger militærbasens hovedkvarter. (Foto: © KCNA)
    • "Luftfartens dag" i Nordkorea blev blandt andet markeret med en flyopvisning. (Foto: © kcna)
    • Dagen markerer Nordkoreas grundlæggelse af flyvevåbnet i 1945. (Foto: © KCNA)
    1 / 3
  47. Israel er skyld i den genoptagede krig, siger Hamas

    Israel bærer ansvaret for, at krigen mellem dem og Hamas er genoptaget efter en uges våbenhvile.

    Det siger terrorbevægelsen i en meddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Hamas beskylder Israel for at afvise tilbud om løsladelse af gidsler. DR har ikke været i stand til at verificere oplysningen, og Israel har umiddelbart ikke besvaret beskyldningen.

    Ifølge Israel har Hamas også brudt reglerne for våbenhvile. Det skulle blandt andet være sket ved at angribe Israel.

  48. Fagforeningen Dansk Sygeplejeråd og flere folketingspolitikere mener, at regeringen bør udrulle de midler, som de har øremærket sundhedsvæsenet frem mod 2030 nu.

  49. Kriseramte Viaplay lider stort driftstab og udsteder nye aktier for to milliarder kroner

    Efter at have været udskudt flere gange er Viaplays regnskab landet, og det ser ikke kønt ud.

    Tv- og streamingselskabet Viaplay har i tredje kvartal set et driftstab på 538 millioner svenske kroner - det svarer til omkring 351 millioner kroner.

    Selskabet oplyser ifølge det finansielle nyhedsbureau Marketwire samtidig, at det vil udstede nye aktier for 3,1 milliarder svenske kroner - omkring to milliarder kroner.

    Det vil betyde, at de nuværende aktier reelt mister deres værdi, og her til morgen falder aktien også tungt på den svenske fondsbørs.

    Den handles til en pris af fem kroner stykket, hvilket er en femtedel af prisen ved gårsdagens børsluk.

Mere fra dr.dk