Statsministeren vil gerne bruge indefrosne russiske milliarder til at genopbygge Ukraine
Hvis det rent juridisk kan lade sig gøre at konfiskere de mange russiske milliarder, som i de seneste måneder er blevet indefrosset i Europa, og bruge dem på at genopbygge Ukraine, så er regeringen åben for det.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) inden næste uges EU-topmøde, hvor spørgsmålet kommer op at vende.
- Jeg kan godt lide tanken, hvis vi kan bruge russiske midler til at rette op på nogle af de skader, de har forvoldt i Ukraine, siger hun og fortsætter:
- I EU er man i gang med at afdække, om det kan lade sig gøre, og hvordan det i så fald kan ske. Fra dansk side har vi sagt, at vi støtter det, men arbejdet pågår stadigvæk.