I Tjekkiet er der fredag og i dag blevet afholdt anden og afgørende runde af præsidentvalget. Her mødes de to kandidater, der fik flest stemmer i første runde for to uger siden, den tidligere general Petr Pavel overfor den tidligere premierminister og milliardær Andrej Babis.
Stemmeboksene er nu lukket, og stemmerne fra over halvdelen af valgdistrikterne er talt op. Ifølge Reuters fører Petr Pavel med 56,9 procent af de optalte, og den tjekkiske premierminister Petr Fiala har allerede været ude at ønske Pavel tillykke med valget til præsident.
Op mod en kvart million mennesker - herunder 180.000 børn fra skoler og dagtilbud - har i løbet af ugen samlet skrald som led i en årlig affaldsindsamling fra Danmarks Naturfredningsforening.
I denne weekend er 850 lokale indsamlinger arrangeret af lokale foreninger, virksomheder og private.
Særligt i dag søndag holder mange virksomheder og foreninger indsamlings-events.
Heriblandt er Bjerringbro Dykkerklub, der samler affald op af vandet.
Det kan du høre mere om i indslaget her, hvor reporter Trine Dam taler med formand for dykkerklubben Tommy Schøler-Troelsen:
Når det danske landshold senere i dag spiller EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan, bliver det med to nye hoveder i startopstilligen i forhold til sejren over Finland i torsdags.
Jonas Wind glider ind i det danske angreb og erstatter Martin Braithwaite, mens Victor Nelsson får pladsen i den centrale forsvar, som Andreas Christensen har efterladt efter sin skade i Finland-kampen.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):
Kasper Schmeichel - Alexander Bah, Simon Kjær, Victor Nelsson, Joakim Mæhle - Christian Nørgaard, Pierre-Emile Højbjerg, Mathias Jensen - Jonas Wind, Rasmus Højlund, Mikkel Damsgaard.
Kampen begynder klokken 15 dansk tid, og du kan følge den i DR LYD, LIGA på P4 og på dr.dk.
Badmintonspilleren Mia Blichfeldt tabte søndag finalen i Super 300-turneringen Swiss Open, efter thailandske Pornpawee Chochuwong slog danskeren i to sæt, 21-16, 21-18.
I første sæt fulgtes de to spillere ad til stillingen 16-16, men herfra tog thailænderen fem point i træk og vandt sættet 21-16.
Blichfeldt kom foran i flere omgange i andet sæt, men gang på gang svarede Chochuwong tilbage.
Den 25-årige dansker var foran 17-13, men thailænderen vandt hele syv point i træk og tilkæmpede sig matchbold. Danskeren sikrede et point, inden nederlaget blev en realitet.
Mia Blichfeldt, der er nummer 23 i verden, stod i sin første finale siden 2019, hvor hun vandt både Spain Masters og European Games. Siden har blandt andet knæskader holdt hende fra den absolutte verdenstop.
I herrernes singlefinale senere søndag mødes Koki Watanabe og Tien Chen Chou, der slog den danske verdensetter, Viktor Axelsen, ud i lørdagens semifinale.
Københavns Politi har i går anholdt en række personer i forbindelse med flere sager om salg af stoffer.
En 21-årig og en 29-årig blev i aftes anholdt på Vesterbro under en aktion mod såkaldte "hvide bude", som er betegnelsen for pushere, der leverer narkotika direkte til døren hos kunder.
Også på Christiania anholdt politiet i går flere personer, skriver politiet på Twitter.
- I forbindelse med indsatsen mod den organiserede hashhandel i Pusher Street på Christiania anholdt vi i går tre mænd for salg. Der er tale om en 21-årig, en 25-årig og en 26-årig. De fremstilles alle i grundlovsforhør i dag, skriver politiet.
Vælgerne i den tyske hovedstad, Berlin, går i dag til urnerne for at stemme om et forslag, der vil tvinge bystyret til drastisk at skrue op for byens klimamål.
Søndagens folkeafstemning skal afgøre, om Berlin skal blive klimaneutrale i 2030. Det vil betyde, at byen om mindre end otte år ikke længere skal bidrage yderligere til den globale opvarming.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
En allerede eksisterende lov sætter fristen til at nå målet om klimaneutralitet i 2045.
Afstemningen kræver støtte fra mindst 25 procent af byens omkring 2,4 millioner stemmeberettigede vælgere.
Mens Danmark i dag er gået over til sommertid, helt som vi plejer, foregår overgangen på en lidt mere indviklet måde i Libanon.
Her lever borgerne lige nu i to forskellige tidszoner. Det er, fordi landets premierminister, Najib Mikati, med kort varsel har annonceret at udsætte skiftet til sommertid til midnat den 20. april, skriver BBC.
Dermed kommer skiftet først efter den muslimske højtid ramadan.
Men landets kristne myndigheder har holdt fast i den normale praksis - at skifte til sommertid i dag, den sidste søndag i marts.
Det har skabt kaos i landet, hvor nogle - heriblandt også virksomheder og offentlige institutioner - har valgt at gå med Najib Mikati's klokkeslæt, mens andre har holdt fast i det traditionelle tidsskifte.
Premierministeren annoncerede sine planer i torsdags. Han har ikke givet nogen officiel begrundelse, skriver BBC.
Men hvis tiden forbliver forandret indtil april, passer det med, at personer, der praktiserer ramadan, kan stoppe deres faste en time tidligere - nemlig klokken 18 i stedet for klokken 19, hvor solen går ned i sommertid.
Meget tyder på, at der i morgen mandag vil opstå trafikkaos flere steder i Tyskland. Tusindvis af transportarbejdere ventes nemlig at gå i strejke, efter to fagforeninger har krævet lønstigninger.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
- Vi forudser, at landet vil være lammet på mandag, siger togselskabet Deutsche Bahns personalechef, Martin Seiler.
Det er de to fagforeninger EVG og Verdi, der begge repræsenterer ansatte i transportbranchen. Ifølge fagforeningerne bliver omkring 350.000 medlemmer kaldt til endagsstrejke mandag.
- Strejken får en massiv effekt. Det er vi klar over, og det er nødvendigt, sagde Verdi-formand Frank Werneke, da initiativet blev præsenteret torsdag.
For at matche den høje inflation kræver Verdi en lønstigning på 10,5 procent til sine medlemmer, mens EVG kræver 12 procent. Arbejdsgivernes bud er på 5 procent plus et engangsbeløb.
- Vi er en gruppe, der bogstaveligt talt rykker det her land frem og bliver alt for dårligt betalt for at gøre det, siger Werneke til tyske Deutsche Welle.
Det er for svært at afkode sin elregning, og defor bør elbranchen standardisere og forsimple forbrugernes regninger.
Det mener Forbrugerrådet Tænk, der har set en stigning i klagesager, og som nu giver 20 forslag til bedre vilkår for el- gas- og fjernvarmekunder.
- Regningerne skal indeholde de vigtigste nøgleoplysninger, herunder spottillæg per kWh, der muliggør reel sammenligning på tværs af elselskaberne.
- Derudover skal detaljerede forbrugs- og prisoplysninger være lettilgængelige for den gruppe af forbrugere, der gerne vil dykke ned i deres forbrug, for eksempel via elselskabernes selvbetjeningsløsninger, lyder det i et af forslagene.
Produktnavne som "flex-el", "variabel el" og "grøn el" kan forvirre forbrugerne. Det gør det eksempelvis svært at gennemskue produktets klimaaftryk, lyder det fra forbrugerrådet.
Baggrunden for udspillet er tal fra Ankenævnet på Energiområdet og fra forbrugerrådet. De viser en stigning i klagesager over energiselskaber.
I Ankenævnet på Energiområdet oprettede man 428 sager i 2022. Det er mere end dobbelt så mange sager som året før, hvor der var 186, skriver Forbrugerrådet Tænk.
Det vil destabilisere Belarus, hvis Rusland som meddelt placerer taktiske atomvåben i landet.
Sådan lyder det fra Oleksiy Danilov, som er formand for det nationale sikkerheds-og forsvarsråd i Ukraine og en af præsident Zelenskyjs top-sikkerhedsrådgivere.
- Putins meddelelse om at placere taktiske atomvåben i Belarus - et skridt mod indre destabilisering i landet - vil maksimere niveauet af den negative opfattelse og offentlige afvisning af Rusland og Putin i det belarusiske samfund, skriver han på Twitter.
- Kreml har taget Belarus som atom-gidsel, tilføjer han.
I går sagde Ruslands præsident, at Rusland vil have etableret en opbevaringsfacilitet til taktiske atomvåben i Belarus inden 1. juli. Atomvåbnene vil fortsat være kontrolleret af Rusland, selvom de befinder sig i nabolandet, lød det.
Det skal være slut med at få sig en bajer, mens man venter på bussen i England. Det samme gælder, hvis man besøger et krigsmindesmærke.
Landets premierminister, Rishi Sunak, vil introducere nye love i et forsøg på at slå ned på "asocial adfærd". Det skriver avisen The Independent.
Udover et alkoholforbud ved busstoppesteder og krigsmindesmærker, slår lovene også ned på graffitimalere og personer, der kaster skrald, tyggegummi eller cigaretskodder på gaden.
I stedet for at tage turen i retten får ballademagerne i stedet muligheden for at rydde op efter dem selv inden for 48 timer.
- I alt for lang tid har folk fundet sig i asocial adfærd i deres boligområder. Det er ikke mindre forbrydelser. De forstyrrer folks dagligdag, holder virksomheder tilbage og udhuler følelsen af sikkerhed og fællesskab, siger Rishi Sunak ifølge The Guardian.
- Det er derfor, jeg fremlægger en ny plan for at slå ned på denne adfærd én gang for alle.
Forskere fra Københavns Universitet har kortlagt det samlede forbrug af træ i Danmark.
I en ny rapport konkluderer de, at næsten halvdelen - 44 procent - af al det træ, der fældes, ikke kan spores tilbage til, hvor det er fældet, eller hvilken type træ det er.
Og det er problematisk, lyder det fra Niclas Scott Bentsen, som er en af forskerne bag, i en pressemeddelelse.
- Det store udokumenterede flow af træ er et problem, fordi vi som samfund har fokus på genanvendelse og cirkularitet, udtaler han.
- Derfor er vi nødt til at vide, hvad det ret store mørketal er for noget træ, for måske kunne vi bruge det til noget mere end bare at brænde det af som energi.
Taiwan har få venner i diplomatiets verden, og nu bliver kredsen endnu mindre.
Honduras bryder nemlig efter årtier officielt de diplomatiske forbindelser til landet, skriver Ritzau.
- Honduras' regering anerkender kun eksistensen af ét Kina, oplyser Honduras' udenrigsministerium i et opslag på Twitter.
- Kinas regering er den eneste legitime regering, som repræsenterer hele Kina. Taiwan er en uadskillelig del af kinesisk territorie.
Beslutningen har dog været undervejs - Honduras' udenrigsminister rejste i denne uge til Kina for at varme linjen op.
Præsident Xiomara Castro havde forud for rejsen udtalt, at Honduras ville begynde diplomatiske relationer til Kina. Honduras var et af 14 lande, der formelt anerkender Taiwan.
Kristendemokraterne ønsker, at atomkraft skal indgå på lige fod med øvrige energikilder i Danmark.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse i aftes, skriver Ritzau.
For hvis Danmark skal nå i mål med sine CO2-besparelser, er den omstridte energiform helt nødvendig, mener partiets formand, Jeppe Hedaa.
- Når vind og sol udebliver, hvilket vil ske flere gange på et år, kommer vi i fremtiden til at opleve blackouts, siger han i pressemeddelelsen.
- Hidtil har vi altid kunnet supplere med fossile brændstoffer, men det er nødt til at være fortid nu.
Konkret foreslår Kristendemokraterne, at der laves en analyse af atomkraft som mulig energiform i Danmark.
Det er ikke første gang, partiet foreslår at undersøge mulighederne for at bruge atomkraft som grøn energi.
Forud for den daværende regerings finanslovsudspil foreslog Kristendemokraterne i august 2021, at der blev sat en halv milliard kroner af til at forske i kernekraft som alternativ energikilde.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump holdt lørdag amerikansk tid et vælgermøde på en flyveplads i Waco i Texas, hvor han blandt andet brugte tid på at tale om anklager, der er imod ham.
- Distriktsadvokaten i New York har under varsel og ledelse fra "uretfærdighedsministeriet" i Washington D.C. efterforsket mig for noget, der ikke var en kriminel handling, ikke var en forseelse, ikke var en sag, sagde Trump ifølge Ritzau.
Trump bliver af distriktsadvokaten i New York efterforsket for angiveligt at skulle have betalt pornoskuespilleren Stormy Daniels for at tie stille om en affære mellem de to.
Trump insinuerede dog i Waco, at han aldrig har haft et forhold til hende.
- Det ville ikke være hende. Der er ingen. Vi har en storslået førstedame, sagde han.
- Svanen mistede livet og var fuldstændig flænset op. Det var et meget makabert syn, som teknikeren ude på stedet mødte, siger Netselsskabet N1's presseansvarlige, Frederik Schmidt.
På mirakuløs vis skete der, så vidt man er orienteret, ingen biluheld, mens lyskrydsene var ude af drift, oplyser Nordjyllands Politi.
Måske opdagede du det selv for ikke så længe siden?
Uanset hvad løber årets absolut største lyseslukker-begivenhed (i ordets bogstavelige forstand) i hvert fald af stablen i disse timer, og verden over opfordres folk til at slukke lyset mellem klokken 20.30-21.30.
Opfordringen, der går under navnet "Earth Hour", kommer fra Verdensnaturfonden WWF og skal fejre naturen, sætte fokus på klimaforandringer og tabet af biodiversitet.
Som klokken time for time slår 20.30 i jordens forskellige tidszoner vælter det ind med mørke billeder fra forskellige byer og vartegn.
Danske Viktor Axelsen tabte lørdag aften til taiwanske Chou Tien-chen i semifinalen ved Swiss Open med cifrene 21-10, 21-15.
Det var ikke tydeligt at se på banen, at den 29-årige verdensmester var favorit, da han mødte taiwaneren, der ligger nummer 6 på verdensranglisten. For især i første sæt udspillede Chou Tien-Chen danskeren, der halsede efter.
Axelsen fulgte bedre med i andet sæt, men alligevel forblev det spillemæssige overtag hos den 33-årige taiwaner.
Chou Tien-Chen sprudlede af selvtillid, reagerede hurtigst fremme ved nettet og smashede med en styrke, som gentagende gange tog fusen på danskeren.
Dermed blev det til overraskende dansk nederlag i to sæt, og en herresingle i Swiss Open uden dansk deltagelse i finalen.
Fremadrettet vil din gasmåler ikke få lov at samle støv i samme grad, som det måske er tilfældet i dag.
Fra juni bliver det nemlig obligatorisk for landets omkring 400.000 gaskunder at aflæse deres gasmåler fire gange om året i stedet for én.
Det oplyser den statslige gasdistributør Evida på sin hjemmeside.
Ændringen sker ifølge Evia for at sikre, at der "vil være bedre overensstemmelse mellem forbrug og regning, hvis der sker større ændringer i dit forbrug”.
Den første aflæsning finder sted 30. juni, og de resterende målinger for det igangværende varmeår vil finde sted i september, december og marts næste år.
Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, siger i en tale lørdag aften, at den retsreform, som premierminister Benjamin Netanyahus regering forsøger at gennemtvinge, må standses.
Samtidig opfordrer han til, at de meget store demonstrationer, der har været mod regeringen, stopper.
- Spliden i vores samfund udvider sig og trænger ind i de israelske forsvarsstyrker, siger Gallant ifølge New York Times.
- Dette er en klar og umiddelbart håndgribelig fare for statens sikkerhed. Jeg vil ikke være part i dette.
Gallant tilhører lige som Netanyahu partiet Likud og er den første minister, der opfordrer til at droppe reformen. Han fortæller ifølge Ritzau, at han har talt om det med Netanyahu og gjort sit synspunkt klart.
- Nu siger jeg det med min egen stemme: Vi må stoppe den lovgivende proces.
Den israelske regering ventes i løbet den kommende uge at stemme om centrale dele af den nye lovgivning, som vil formindske den israelske højesterets betydning og give regeringen større indflydelse, når der skal udpeges dommere.
Reformen vil også gøre det muligt med simpelt flertal i parlamentet at underkende afgørelser i højesteret.
Lørdag aften indkasserede Odense Håndbold en billet i Champions League-kvartfinalen, da fynboerne spillede 30-30 med Storhamar.
For en uge siden vandt Odense Håndbold på udebane med 30-22 i det første opgør af to, hvilket betød, at meget skulle gå galt for danskerne, hvis ikke lørdagens mission skulle lykkedes.
Hvilket den gjorde, selvom odenseanerne ikke spillede sæsonens bedste kamp.
Holdet var faktisk bagud med tre mål ved pausen, men de holdte hovedet koldt, og i anden halvleg fik danskerne greb om kampen.
Odense Håndbolds avancement betyder, at holdet skal møde det ungarske storhold Györ i en dyst over to opgør om komme med til Final 4-stævnet i starten af juni.
På trods af flere afbud vandt Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag overlegent over TTH Holstebro med cifrene 33-26.
Holdene fulgtes nogenlunde tæt ad, indtil hjemmeholdet fra Aalborg stak af fra begyndelsen af anden halvleg. Nordjyderne kom foran 25-18, og så var spændingen skudt ud af kampen.
Efter 24 kampe har Aalborg Håndbold 41 point, hvilket også gør sig gældende for GOG, der lørdag aften slog Skanderborg Aarhus med 39-34.
De to topholds sejre betyder, at begge hold har sikret sig top-2 i grundspillet med to spillerunder tilbage.
Samtidig med kampen i Aalborg var SønderjyskE tæt på at slå KIF Kolding. Selvom koldingenserne var bagud stort set hele kampen, lykkedes det favoritterne at sikre sig et uafgjort resultat til slut.
Med pointtabet rykker KIF Kolding ned på femtepladsen, efter Skjern vandt over Mors-Thy med cifrene 25-19.
SønderjyskE indtager tiendepladsen med 19 point, mens Mors-Thy ligger på ellevtepladsen med 13 point.
Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt har spillet sig i finalen ved Swiss Open med en dramatisk sejr over amerikanske Beiwen Zhang på cifrene 19-21, 21-19, 21-18.
Det startede ellers skidt for den 25-årige dansker, der trods et fremragende comeback akkurat måtte se sig slået i første sæt med 21-19.
I andet sæt tog danskeren skuffelsen med på banen og kom hurtigt bagud med 12-3. Alligevel kæmpede Blichfeldt sig tilbage, og modsat første sæt lykkedes det for danskeren ved stillingen 19-19 at tage de to afgørende point og vandt med 21-19.
I tredje og afgørende sæt bølgende opgøret frem og tilbage akkurat som i de to første. Men til slut kunne danskeren række armene i vejret, da hun sikrede sig en sejr 21-18 i tredje og afgørende sæt.
Dermed er Mia Blichfeldt klar til at spille finale i Swiss Open søndag.
Den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, har aflyst sit planlagte statsbesøg til Kina.
Det skyldes, at præsidenten har været så uheldig at tilegne sig en omgang lungebetændelse som følge af tidligere at have været syg med influenza.
Sådan lyder meldingen fra hans pressesekretær ifølge Reuters.
Luiz Inacio Lula da Silva skulle efter planen have sat kursen mod Beijing mandag den 27. marts, hvor han efter invitation fra den kinesiske præsident, Xi Jinping, skulle have debatteret "en ny æra og en ny fremtid for relationen mellem Kina og Brasilien på statsoverhoved-niveau".
Det nu aflyste statsbesøg til Kina ville have været det første af sin slags for den brasilienske præsident, siden han overtog embedet lige efter årsskiftet.
Tyskland og EU har lørdag indgået en aftale, der trækker i land med dele af EU-målsætningen om at forbyde salget af biler med forbrændingsmotorer fra 2035.
Det oplyser Frans Timmermanns, som er næstformand for EU-Kommissionen og står i spidsen for "European Green Deal", hvormed EU sigter efter at blive verdens første klimaneutrale kontinent i 2050.
- Kommissionen vil nu sørge for hurtigt at få taget de nødvendige juridiske skridt, skriver han på Twitter.
Med dagens aftale vil det efter 2035 fortsat være lovligt at sælge biler med motorer drevet af såkaldte "e-fuels", der er en gruppe af syntetiske brændstoffer, i EU-medlemslandene.
For omtrent en måned siden blev lovgivningen, som blev kaldt både "banebrydende" og "historisk", om at forbyde salget af biler med forbrændingsmotorer fra 2035 eller stemt igennem i EU-Parlamentet.
Tyskland, der har en enorm bilindustri, har ved flere lejligheder udvist modstand mod det komplette forbud mod forbræningsmotorer, som der altså nu bliver blødt op for.
Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, har været under hård beskydning gennem de seneste uger.
Af sin tidligere arbejdsgiver, teatret Aveny-T, er han blevet beskyldt for at have forfalsket en underskrift, ligesom tidligere kollegaer og samarbejdspartnere har berettet om blandt andet magtmisbrug og krænkelser.
På scenen til Moderaternes årsmøde blev han i dag spurgt, hvordan den seneste tid så har været.
- Det havde været let bare at sige, at det er et vilkår som politiker, at man skal stå på mål for meget. Det havde været den lette version. Men jeg har da ligget vågen om natten. Søvnløs. Knust.
- Men det er jo også prisen. Prisen på at have 20-30 år som leder. Så tror jeg altid, der vil være nogen, der synes, man kunne have gjort noget anderledes. Og det kunne man nok også, siger han.
Stephensen har tidligere afvist beskyldningerne om en forfalsket underskrift og har anlagt en injuriesag mod bestyrelsesformanden for teatret.
- Men selvfølgelig er jeg berørt, og jeg kigger indad. Jeg vil gerne stå på mål for det politiske nu her. Men hvor meget skal ens fortid være en del… kan man myrde en politiker ved at myrde hans fortid? Jeg ved det ikke. Men jeg vil fastholde, at jeg har gjort det så godt, jeg kunne, siger han.
DR har i dag forsøgt at få et interview med Jon Stephensen om sagen uden held. I videoen her kan du se, hvordan det gik:
Lørdag blev semifinalerne i Gjensidige Kvindepokalen afgjort, og det står nu klart, at Fortuna Hjørring skal møde FC Nordsjælland i finalen.
Sidste år vandt Fortuna Hjørring turneringen, og nordjyderne er nu blot en enkelt kamp fra at genvinde titlen, efter holdet lørdag slog HB Køge med en 2-0 på hjemmebane i returopgøret.
Den første kamp mellem de to semifinalister endte uden mål, og derfor var angriber Rikke Dybdahls to mål nok til at sikre Fortuna Hjørring en plads i finalen.
I Aarhus sikrede FC Nordsjælland avancement til finalen, da holdet slog AGF med 3-0.
Første semifinaleopgør mellem de to hold sluttede 1-0 til holdet fra Farum, og dermed går nordsjællænderne videre til finalen med et sammenlagt resultat på 4-0 efter de to semifinaler.