Det er en "vanskelig situation", når Tyrkiet tøver med at godkende Sveriges Nato-medlemskab, fordi Sverige ikke stoppede Rasmus Paludans koranafbrænding i Stockholm.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, er dog stadig helt overbevist om, at Sverige og Finland vil blive lukket ind i den eksklusive klub.
- Spørgsmålet er bare hvornår, siger Stoltenberg i et interview med NRK.
Tyrkiet har allerede godkendt, at Sverige og Finland får status som "inviteret" i Nato-alliancen, og det betyder, at de to lande i forvejen deltager i Nato-møder og bliver mere og mere integreret i alliancen.
Samtidig har optagelsesprocessen været den hurtigste i Natos historie. Normalt tager den flere år, fastslår Stoltenberg.
Han mener derfor, at Tyrkiet kan se fordele ved, at landene kommer med i Nato.
- Det bør være muligt for Tyrkiets parlament at godkende medlemskabsprotokollen for Sverige, siger Stoltenberg.