Omkring 100 medarbejdere eller det, der svarer til 100 fuldtidsstillinger, forsvinder fra Familieretshuset, som håndterer blandt andet sager om samvær mellem børn og forældre.
Familieretshuset har 750 medarbejdere, og de berørte medarbejdere får besked 31. august.
- Efter vedtagelsen af Finansloven for 2023 er der ingen vej uden om, at vi nu varsler afskedigelser, der vil sikre, at Familieretshusets udgifter i 2024 passer til den forventede bevilling i 2024, udtaler direktør for Familieretshuset Anette Hummelshøj i en pressemeddelelse.
Familieretshusets bevilling er fra 2021 til og med 2025 faldet med cirka 100 millioner kroner.
Familieretshusets økonomi er desuden presset af stigende omkostninger til kommunernes børne- og ungekonsulenter, overvåget samvær bestilt af domstolene og det stigende antal sager om etablering af værgemål.
Syv tillidsrepræsentanter for fagforeningen Djøf skriver i en mail til Ritzau, at de frygter, at fyringerne betyder øget travlhed og længere sagsbehandlingstider.
Det vil være "til stor gene for de ofte sårbare borgere, som har brug for Familieretshusets hjælp til at skabe ro, retning og tryghed i ændrede livssituationer og overgange", lyder det.