Storbritannien sender 350 soldater til Polens grænse for at styrke Natos østlige flanke mod mulig russisk aggression.
Det oplyser den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, ifølge Ritzau.
De 350 soldater kommer oven i de 100 britiske soldater, som sidste år blev sendt til Polen for hjælpe landet med migrantkrisen ved grænsen til Belarus.
Ligeledes oplyser den tyske forsvarsminister, Christine Lambrecht, at Tyskland i næste uge sender yderligere 350 soldater til Litauen, som grænser op til Rusland.

Inden dagens udvikling befandt omkring 5.000 natosoldater sig i Polen og de baltiske lande, som udgør Natos østlige flanke. Frygten for en russisk invasion af Ukraine har i den seneste tid fået forsvarsalliancen til at opruste i Østeuropa og i Østersøen.