Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i dag været på besøg hos det britiske parlament og den britiske premierminister, Rishi Sunak.
Her gjorde han det meget klart, at Ukraine ønskede at få yderligere militær støtte i form af kampfly.
Og det ønske afviser Rishi Sunak ikke, skriver Sky News.
- Vi har allerede sagt, at intet er udelukket, sagde premierministeren på en pressekonference sammen med Zelenskyj og tilføjede, at den britiske regering taler med sine allierede om at sende kampfly til Ukraine.
Han foreslog også, at ved at træne ukrainske piloter, så vil det være det første skridt i retningen mod at få russerne ud af Ukraine.
Derudover sagde han, at Storbritannien ifølge ham ikke har været tilbageholdende i at støtte ukrainerne, men tværtimod har været det mest fremadstormende land i forsøget på at skabe en ukrainsk sejr.
