Store brande rammer tankanlæg på Cuba
Den cubanske supertanker-havn Matanzas er ramt af flere alvorlige brande, skriver Reuters. Først ramte et lyn en tank, som brød i brand fredag aften, og branden fortsatte gennem natten til lørdag. Og lørdag morgen eksploderede en anden nærliggende tank.
Ifølge cubansk stats-tv blev mindst 49 mennesker såret ved eksplosionen, selvom der allerede var blevet foretaget en evakuering af beboerne i området.
Ifølge den cubanske sundhedsminister, José Angel Portal Miranda, er en af sårede i kritisk tilstand, mens syv andre er alvorligt såret.
Lørdag morgen virkede branden til at være ude af kontrol, vurderer Reuters. Cuba plages i forvejen af daglige strømsvigt og mangel på brændstof, og branden og de smadrede tanke vil formentlig forværre situationen.