Seneste nyt

Storebæltsbroen åben mod Sjælland igen

  • Storebæltsbroen åben mod Sjælland igen

    Storebæltsbroen er igen åben for trafik mod Sjælland.

    Det oplyser Sund & Bælt på Twitter:

    Der gøres dog opmærksom på, at der kan komme kødannelse, og at man maksimalt må køre 50 km/t.

    Kort efter klokken 19 lukkede trafikken på Storebæltsbroen mod Sjælland. Fire biler blev totalskadet i to uheld på broen.

  • Fysiske eksaminer er tilbage flere steder

    Og på trods af coronasituationen er de fysiske eksaminer tilbage på skoleskeskemaet på Aarhus Universitet.

    Her understreger de, at alle retningslinjer vil bliver overholdt, og de studerende skal på ingen måde være bekymret, siger vicedirektør Kristian Thorn.

    Men det er ikke alle studerende, der jubler over det, siger Marie Dall, næstformand i Studenterrådet på Aarhus Universitet.

    - Vi oplever en del studerende, som er glade for at komme tilbage til den vante situation, men vi ser også en gruppe studerende være utrygge ved at skulle møde frem, hvor der er mange samlet, siger hun.

    Også på VIA University College regner man med at afvikle fysiske eksamener på skolen.

  • Færre dør af coronavirus nu end i foråret

    Risikoen for at dø af en alvorlig coronavirus-infektion er markant lavere nu, end i foråret, skriver Politiken efter at have gennemgået opgørelser fra Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital.

    Hvidovre Hospital har haft flest personer indlagt med coronavirus, og her døde 26 procent af de 265 indlagte coronapatienter, der var indlagt fra marts til maj.

    Siden er dødeligheden næsten faldet med 70 procent, og siden sommer er 8,5 procent af 85 indlagte patienter på hospitalet i Hvidovre døde.

    Det store fald kommer bag på Thomas Benfield,professor og overlæge i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital, og som står bag analysen.

  • Svensk kvinde mistænkes for at holde søn indespærret i 28 år

    En 70-årig kvinde i Stockholm er anholdt mistænkt for i 28 år at have holdt sin søn indespærret, skriver aftonbladet.se.

    Da en slægtning i går kom ind i kvindens bolig, da hun ikke var hjemme, mødte hun den skrækslagne mand. Han var tandløs, benene var dækket af sår og han havde svært ved at gå.

    Sønnen, som er i 40'erne, lå ifølge afvisen på et tæppe på gulvet i lejligheden.

  • Forskere: Blodprøve kan forudsige Alzheimers

    Et nyt studie viser, at en blodprøve kan hjælpe med at forudsige Alzheimers. Forskere kalder opdagelsen for et potentiel gennembrud i bekæmpelsen af demenssygdommen.

    Det antages af sygdommen skyldes en ophobning af proteiner i patientens hjerne. Enkelte af disse proteiner kan påvises i blodprøver.

    Prøverne kan vise, hvor koncentrerede de er, og det er i studiet blevet anvendt til at diagnosticere sygdommen flere år før, de første symptomer viser sig.

    I en artikel i tidsskriftet Nature Aging beskriver forskerne bag studiet, hvordan de har udviklet og valideret modeller af, hvor stor risiko et individ har for at udvikle sygdommen.

  • Skotsk førsteminister ønsker ny folkeafstemning om løsrivelse

    Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, vil forsøge at få en anden folkeafstemning om skotsk løsrivelse i stand, hvis hendes Skotske Nationalparti, SNP, vinder et parlamensvalg i maj.

    Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, vil gøre valget i maj til et spørgsmål om selvstændighed. (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)

    Sturgeon er leder af SNP og af den skotske regering. Hun siger, at hun vil gøre det kommende valg til et spørgsmål om skotsk selvstændighed.

    Meningsmålinger i de seneste måneder har vist en markant fremgang til Sturgeon og hendes parti.

    En del af baggrunden er også, at Skotlands politiske ledelse har vundet popularitet på deres håndtering af coronakrisen, hvilket ikke har været tilfældet for premierminister Boris Johnson.

  • EU-lande er tættere på enighed om en bankunion

    EU-landene er kommet et stort skridt nærmere en fuldendelse af bankunionen, som Danmark endnu ikke har taget stilling til.

    På et videomøde i Eurogruppen er landene blevet enige om en reform af Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).

    Landene er desuden enige om at fremrykke en bagstopper, der skal sikre lån til nødlidende banker, med to år.

    Med reformen er bankerne bedre sikret i en krisetid, konstaterer både den tyske finansminister, Olaf Scholz, og EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni.

    ESM's direktør, Klaus Regling, ser mandagens enighed som et vigtigt skridt for bankerne.

  • To senfølge-klinikker oprettes i Nordjylland

    I Region Nordjylland oprettes der nu to klinikker til bekæmpelse af senfølger i forbindelse med infektioner med coronavirus, skriver TV2 Nord.

    De to klinikker skal ligge i Hobro og Aalborg og vil høre under Aalborg Universitetshospital. Klinikken i Hobro vil fungere fra 1. januar, mens den i Aalborg kommer i drift i løbet af foråret.

    Ifølge Steffen Helmer Kristensen, der er ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling på hospitalet, er cirka 3.000 borgere ramt af senfølger efter coronasmitte.

    Både Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner har anbefalet at oprette klinikker til bekæmpelse af senfølger.

  • Statens Serum Institut vil kontakte kvinder fra projekt, hvor prøver fra 172 gravide i strid med reglerne blev sendt til USA

    Statens Serum Institut vil nu kontakte de kvinder, der har deltaget i et omstridt forskningsprojekt, hvor prøver fra 172 gravide blev sendt til USA i strid med data-reglerne.

    Det sker, efter at DR Dokumentaren ”Blodprøverne der forsvandt” har afsløret flere kommercielle interesser i projektet, som kvinderne aldrig er blevet informeret om.

    Instituttet skriver til DR, at der ikke skal være tvivl om, at de beklager, og at de derfor snarest vil kontakte de berørte deltagere.

    Instituttet vil blandt andet orientere kvinderne om, hvordan man nu vil sikre ”de korrekte juridiske rammer” om projektet. Projektet har været i gang siden 2014.

  • Afskovning af Amazonas når nye højder under Bolsonaros kommando

    Afskovningen af Amazonas-regnskoven i Brasilien er ikke gået hurtigere i løbet af de seneste 12 år, end den er under præsident Jair Bolsonaro.

    Det viser en ny rapport fra landets regering, skriver Reuters.

    Jair Bolsonaro har slået sig op på bedre udnyttelse af Amazonas' ressourcer. Det betyder blandt andet, at der bliver fældet og brændt regnskov for at dyrke jorden i stedet.

    I løbet af 2020 er 9,5 procent af den tidligere 11.088 kvadratkilometer store regnskov blevet ødelagt, viser tallene fra Brasiliens regering.

    De afskovede dele af regnskoven bliver brugt til blandt andet landbrug. (Foto: Florian Plaucheur © Scanpix)
  • Briter har coronavirus under kontrol igen

    Storbritannien har covid-19 under kontrol igen, siger landets sundhedsminister, Matt Hancock, mens landet forbereder sig på en delvis genåbning af samfundet.

    - Vi har dette virus under kontrol igen, siger Hancock ifølge Reuters.

    Premierminister Boris Johnson håber, at de førende kandidater til en covid-19-vaccine kan blive godkendt til brug inden jul.

    - Ingen vaccine har endnu opnået godkendelse fra sundhedsmyndigheden MHRA, men det er klart, at vi håber, at det vil ske for både Pfizer-Biontech vaccinen og for vaccinen fra Oxford-AstraZeneca, siger Johnson under et besøg i en medicinalvirksomhed.

    - Vi håber på en godkendelse inden for de kommende dage og uger, siger han.

  • 1.800 kanonslag beslaglagt ved Aabenraa

    1.800 kanonslag er blevet beslaglagt ved en ransagning i Aabenraa-området, oplyser Sydjyllands Politi på Twitter.

    Politiet fortæller, at man den seneste tid har modtaget flere anmeldelser om, at kanonslag er blevet fyret af. Det har indtil videre ført til flere beslaglæggelser og sigtelser.

    Af hensyn til efterforskningen ønsker Syd- og Sønderjyllands Politi ikke at oplyse yderligere, siger vagtchef Ole Aamann.

  • Kroatiens premierminister testet positiv for coronavirus

    Kroatiens premierminister, Andrej Plenkovic, er testet positiv for cornavirus, oplyser en talsmand for regeringen.

    Kroatiens premierminister, Andrej Plenkovic, skal på grund af coronavirus styre landet hjemmefra. (Foto: JOHANNA GERON © Scanpix)

    Han befandt sig i forvejen i isolation, fordi hans kone var testet positiv i weekenden.

    Coronatest i løbet af weekenden var negative, men i dag var testen positiv.

    Plenkovic skal blive hjemme i ti dage, og han fortsætter sit arbejde og holder møder virtuelt.

  • Første kvinde skal onsdag dømme kamp i Champions League

    For første gang nogensinde skal en kvindelige fodbolddommer passe fløjten i en kamp i herrernes Champions League.

    Det sker på onsdag, når franske Stephanie Frappart skal dømme opgøret mellem Juventus og Dynamo Kiev i Torino, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Stephanie Frappart dømmer i oktober en kamp i Europa League. (Foto: Phil noble © Scanpix)

    Hun skrev også historie, da hun som den første kvinde dømte en kamp i den bedste franske liga.

    Sidste år dømte hun Super Cup-finalen mellem Liverpool og Chelsea, og i oktober debuterede hun som dommer i Europa League.

  • Julefrokost-aflysninger belaster restauranterne hårdt

    9 af 10 julefrokoster er i år aflyst på grund af coronapandemien, viser en opgørelsen fra Horesta, brancheforening for hoteller og restauranter.

    Normalt ligger julefrokost-omsætningen i hotel- og restaurationserhvervet på cirka 2,5 milliarder kroner, men Nadeem Wasi, medlemschef i Horesta regner med, at omsætningen vil ligge på en tiende-del af det normale.

    - Normalt kigge man ind i julemåneden, som en måned, hvor man kan tjene nogle penge, så man kan stå imod i januar og februar, der plejer at være dårlige. Det betyder, at vi kigger ind i tre måneder, hvor vi nærmest ikke har nogen omsætning, siger han.

  • Besøgsforbud på Stockholms pleje- og omsorgshjem er blevet dømt ulovligt og skal ophæves

    Den 12. november besluttede Stockholm at indføre besøgsforbud på den svenske hovedstads pleje- og omsorgshjem.

    Det forbud er nu blevet dømt ulovligt af Forvaltningsretten, og det skal derfor ophæves. Det skriver SVT.

    Ifølge Forvaltningsretten har Stockholm argumenteret for, at der ikke var tale om et egentligt forbud, men derimod en klar anbefaling for at mindske risikoen for smitte med coronavirus. Samtidig argumenterer kommunen for, at anbefalingen kan fraviges, hvis der er særlige behov.

    Forvaltningsretten mener dog, at det i praksis har fungeret som et forbud.

  • Australien raser over iscenesat foto fra Kinas regering

    Australiens premierminister, Scott Morrison, har vredt fordømt et tweet fra en af Kinas ledende regeringstalsmænd som "modbydeligt", "uhyrligt" og "dybt frastødende".

    Han kræver en formel undskyldning og advarer Kina om, at landets diplomati er slået ind på en kurs, som vil isolere det internationalt, skriver AFP.

    Morrison henviser til et iscenesat foto, der er lagt på Twitter af den kinesiske regering. Fotoet viser en mand i en australsk militæruniform stå med en blodig kniv presset mod halsen på et barn i Afghanistan.

    Billedet er en henvisning til en sag, hvor 19 australske soldater efterforskes i forbindelse med krigsforbrydelser i Afghanistan.

  • 44-årig fængslet i to uger mere i sag om forsvundet kvinde

    Varetægtsfængslingen af en 44-årig mand i sagen om den forsvundne Maria From Jakobsen er forlænget med 14 dage.

    Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter. Beslutningen er taget i et retsmøde ved Retten i Hillerød.

    Manden har siddet varetægtsfængslet siden 16. november.

    Der er nedlagt navneforbud mod den 44-årige mand, og det navneforbud opretholdes. Retsmødet foregik for lukkede døre.

    Manden er sigtet for at have dræbt Maria From Jakobsen, der har været forsvundet siden slutningen af oktober. Han nægter sig skyldig.

  • WHO vil gøre alt for at finde ud af, hvordan covid-19 opstod

    Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger, at den "vil gøre alt" for at få klarlagt, hvordan covid-19 opstod, skriver AFP.

    - Vi ønsker at kende oprindelsen til pandemien, og vi vil gøre alt for at finde frem til den, lyder det fra WHO's øverste chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

    Han retter samtidig en indtrængende opfordring til kritikere, som beskylder WHO for at have underlagt sig Kina, til at holde med at "politisere" sagen.

    WHO's krisedirektør, Michael Ryan, siger, at det har modtaget forsikringer fra Kina om, at et hold internationale eksperter snart kan rejse til landet for få kastet lys over årsagen til og udviklingen af covid-19.

  • Epidemiolog: Smitteopsporing vigtigere end nye restriktioner

    Myndighederne bør kigge mindst lige så meget på smitteopsporing som på at indføre nye restriktioner for at stopper den stigende coronasmitte, mener Christian Wejse, epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital.

    Regeringen har i dag holdt møde med Folketingets partier om muligvis at skærpe corona-restriktionerne i hovedstadsområdet.

    Det er fortsat uvist, hvilke restriktioner der eventuelt bliver indført i hovedstadsområdet - og hvornår de i givet fald skal gælde fra.

    Ifølge Christian Wejse bør myndighederne dog fokusere allermest på at få identificeret dem, der har været tæt på coronasmittede.

  • Store banker får igen kritik for manglende kontrol med hvidvask

    Både Nordea og Danske Bank får kritik af Finanstilsynet - efter at tilsynet har været på inspektion flere gange i perioden fra marts til september sidste år.

    Danske Bank får fire påbud - Nordea får ét.

    Påbuddene handler om, at de to banker ifølge Finanstilsynet bør stramme kontrollen med deres kunder og de penge-transaktioner, kunderne laver.

    Kontorchef i Finanstilsynet Stig Nielsen siger til DR Nyheder, at bankerne stadig ikke har kontrol med hvidvask.

  • Fransk regering vil omskrive lov der forbyder video af betjente

    Den franske regering har droppet den lov, som ville forbyde videooptagelser af politibetjentes aktioner, oplyser en talsmand for præsident Emmanuel Macron.

    - Loven vil blive skrevet helt om, siger Christophe Castaner, leder af præsidentens parti, La République En Marche (LaRem ) i parlamentet.

    Christophe Castaner, leder af det regeringen LaRem-parti i Frankring oplyser, at loven, der forbyder videooptagelser af betjente, skal skrives om. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

    Titusinder af mennesker har demonstreret mod lovforslaget.

  • Red Barnet: 11 millioner børn under fem står overfor en sultkatastrofe

    Red Barnet har set på forholdene i Yemen, Sydsudan, Afghanistan og otte andre lande i Afrika, Mellemøsten, Caribien og Asien. Her er det et barn fra Afghanistan. (Foto: Ghulamullah Habibi © Scanpix)

    I en ny analyse anslår Red Barnet, at 11 millioner børn under fem år i 11 lande står overfor en sultkatastrofe eller er i risiko for at lide ekstrem sult.

    - Akut sult, som allerede var på rekordhøje verdenshøjder før pandemien, fortsætter med at stige. Det sætter millioner af børns liv i fare, siger Inger Ashing, lyder det fra Inger Ashing, administrerende direktør i Red Barnet.

    - Situationen er kritisk. Vi ser en meget reel mulighed for, at tusinder af børn kan dø

    Analysen drejer sig om Yemen, Sydsudan, Afghanistan og otte andre lande i Afrika, Mellemøsten, Caribien og Asien.

  • Biden nominerer kvindelig centralbankchef til finansminister

    USA's kommende præsident, Joe Biden, har nomineret den tidligere centralbankchef Janet Yellen som sin finansminister, skriver Reuters.

    74-årige Yellen er økonom, og hun er længe blevet opfattet som en af favoritterne til posten som finansminister.

    Hun er tidligere direktør for den amerikanske centralbank. Hun afløste i februar 2014 Ben Bernanke på posten, og hun blev selv afløst i i februar 2018 af Jerome Powell.

    Som finansminister er hun udset til at lede genopretningen af økonomien efter covid-19 pandemien.

    Biden har også meddelt. at Neera Tanden, leder den liberale tænketank Center for Amerikansk Fremskridt, bliver hans nye budgetchef.

  • Forsvarsadvokat mener ikke, at tiltalt bror ville dræbe Philip Johansen på Bornholm: 'De enkelte skader hvert for sig er ikke dødelige'

    Den 28-årige Philip Johansen var i live, da de to brødre, der er tiltalt for drab på ham, forlod ham gennembanket i Nordskoven på Bornholm.

    Det siger Peter Secher, forsvarer for den ældste af brødrene i retssalen. Anklagemyndigheden mener, at der er tale om drab, mens forsvareren mener, at hans klient udelukkende skal dømmes for vold med døden til følge.

    - Phillip var med sikkerhed i live da de forlod ham, siger Peter Secher og tilføjer, at retsmedicineren også bekræftede at alle skader er påført levende.

    - Han bliver mishandlet, som anklageren har sagt. Men at efterlade ham i live, er en atypisk drabsmetode. Jeg ønsker ikke at nedtone mishandlingen, det er voldsomt. Men de enkelte skader hvert for sig, er ikke dødelige, siger Peter Secher.

  • Danmark sender millioner, mandskab og materiel til lejre i Sudan, som 200.000 mennesker frygtes at flygte til

    60 millioner kroner, tre medarbejdere og telte til personale bliver sendt fra Danmark til Sudan og Etiopien.

    Det oplyser Beredskabsstyrelsen og Udenrigsminsiteriet.

    Både penge, personale og materiellet skal bruges til at hjælpe Sudan med at håndtere de 200.000 mennesker, der frygtes at skulle flygte fra Tigray-regionen i Etiopien, hvor en voldsom og blodig konflikt udvikler sig dag for dag, og som allerede har drevet 40.000 mennesker på flugt.

    - Jeg er dybt bekymret over situationen i Etiopien, der på fuld styrke er på vej ud af kontrol. Det er en ulykkelig situation for de titusindvis af mennesker, der er på flugt fra meget voldsomme overgreb, siger udviklingsminister Flemmin Møller Mortensen (S) i en pressemeddelelse.

    40.000 mennesker er allerede blevet drevet på flugt fra de blodige kampe i Etiopien. 200.000 mennesker frygtes at være nødt til at flygte til nabolandet Sudan. (Foto: MOHAMED NURELDIN ABDALLAH © Scanpix)
  • 'Omskæring af børn hører ikke til i et moderne samfund', siger Venstre-profil, der vil gå imod partitoppen og stemme for et forbud

    - Omskæring af børn hører ikke til i et moderne samfund. Det er fint, at man har noget religion og kultur, men det må også tilpasse sig et moderne samfund.

    Sådan lyder det fra den mangeårige Venstre-minister Hans Christian Schmidt, der har siddet i Folketinget for partiet i 26 år.

    Venstre-profilens ord falder til Avisen Danmark, hvor han fortæller, at han har tænkt sig at stemme for et forbud mod rituel omskæring af børn.

    Det går imod Venstres linje, hvor man ikke som sådan støtter rituel omskæring - men heller ikke er klar til at stemme for at forbyde det, fordi 'vi skal kunne rumme det jødiske samfund i Danmark', lød det i september fra partiformand Jakob Ellemann-Jensen.

    - Jeg har slugt mange kameler, men sommetider er man nødt til at sige stop. Og her stopper vi altså, siger Hans Christian Schmidt til Avisen Danmark.

  • Nordjyske kommuner har færrest smittede

    Efter nedlukningen af syv nordjyske kommuner i sidste måned, kan man nu måske se effekten på smittetallet.

    I hvert fald er de fem kommuner med færrest antal nye smittede alle nordjyske.

    Læsø Kommune ligger helt i bunden med ingen nye smittede – efterfulgt af Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt og Thisted.

    Ifølge borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), viser de seneste tal, at nedlukninger virker.

    - Måske er det sådan nogle skridt, man skal tage - i særdeleshed ovre i hovedstaden i de kommuner, der ligger på vestegnen, for at få det her væk. Det er altså sådan en kold tyrker, der virker.

  • 12 års fængsel i sag om kokain der blev kastet i havet

    I en sag om 100 kilo kokain, der blev kastet i vandet fra et fragtskib, er fire mænd ved Retten i Svendborg hver idømt fængsel i 12 år.

    De dømte er en sømand på fragtskibet "Duncan Island" og tre andre, som samlede sækkene op i havet ved Langeland og var parat til at køre videre med kokainen i en lejet bil.

    Kokainen blev kastet i havet 15. februar i år fra skibet, som var på vej fra Ecuador med blandt andet bananer og broccoli til Sankt Petersborg i Rusland.

    Svenske myndigheder havde forinden tippet dansk politi.

  • Svensk politi dropper undersøgelse af organiseret coronasmitte blandt gymnasieelever

    Det bliver alligevel ikke til en større efterforskning eller sag, at svensk politi har fået nys om, at gymnasieelever efter sigende skal have opsøgt coronasmitte bevidst.

    - Vi har ingen anmeldelser, ingen mistænkte og intet at gå ud fra, siger indledende efterforskningsleder Niklas Stjernlöf til SVT.

    Derfor dropper politiet helt undersøgelsen for nuværende.

    - Men hvis nogen ringer og siger, at vedkommende er blevet smittet ufrivilligt, går vi videre, siger Niklas Stjernlöf.

    Tidligere på dagen lød det ellers fra politiet i Östersund, at det mistænkte en flok gymnasieelever for med vilje at opsøge og sprede coronavirus for at blive immune op til forårets studenterfester.

  • Retsmediciner har aldrig set så slemme skader efter mishandling som i drabssag på Bornholm

    De skader, der blev påført Philip Johansen, der døde i Nordskoven på Bornholm efter lang tids tæsk fra to bekendte brødre, er langt fra hverdagskost.

    Det står klart, efter at anklageren i sagen har spurgt vicestatsobducent Christina Rasmussen, om hun har set så slemme skader på et offer før.

    - Nej, det har jeg ikke set. Selvfølgelig ser vi andre tilfælde med udbredt vold. Det er sjældent vi ser vold i den grad, der er udført her, fortæller Christina Jacobsen.

    Svaret fra Christina Jacobsen kommer under den første dag i retssagen, hvor to brødre er tiltalt for drabet på den 28-årige Philip Johansen, der døde efter adskillige minutters mishandling.

  • Over 50 smittet på plejehjem i Tårnby Kommune

    På plejehjemmet på Irlandsvej i Tårnby Kommune er 20 ansatte og 31 beboere testet positive for coronavirus.

    Det oplyser borgmester i kommunen Allan S. Andersen (S) ifølge Ritzau.

  • Svensk politi om coronasmitte med vilje: Vi har ingen konkret information endnu

    Det var en anmeldelse fra en person udefra, der fik svensk politi til at åbne en sag om, at gymnasieelever i den svenske by Östersund ville lade sig smitte med coronavirus med vilje, så de kan være med til forårets studenterfester.

    Endnu er der dog ikke noget konkret på historien, siger Maria Könberg fra politiet i Östersund.

    - Vi har snakket med anmelderen og er ikke kommet væsentligt meget videre. Han skal ikke selv være blevet kontaktet, men har hørt om at andre er blevet det, siger hun til NRK.

    Derfor kan der bare være tale om et vedvarende rygte.

    - Der har været snak på gangene og sådan noget, lyder det.

  • EU lander femte indkøbsaftale med vaccinefirma

    På vegne af alle EU-lande har EU-Kommissionen netop landet sin femte forhåndsaftale om indkøb af coronavacciner.

    Det drejer sig om køb af en kommende vaccine mod coronavirus fra det tyske selskab Curevac, oplyser formand Ursula von der Leyen på Twitter.

    - Vi har i dag underskrevet den femte coronakontrakt, med Curevac, skriver hun på sin officielle Twitterkonto.

    Hun tilføjer, at EU dermed har sikret sig næsten to milliarder doser coronavaccine.

    - Europæerne vil få vaccinerne, så snart de er erklæret sikre og effektive - forhåbentligt før slutningen på året, skriver Ursula von der Leyen.

  • Stadig meget høj smitte i hovedstadsområdet

    17 ud af de 20 hårdest ramte kommuner i landet ligger i Region Hovedstaden, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

    Københavns Kommune har de seneste dage haft stigende smitte og har nu det 6. højeste smittetal i landet. I hovedstaden er det især de 20-29-årige, der er blevet smittet den seneste uge.

    Ser man på Københavns 16 omegnskommuner, er det især de 10-19-årige, der bliver smittet i øjeblikket. Her er smitten også svagt stigende, selv om myndighederne for en måned siden nedsatte en særlig taskforce for at nedbringe smitten på Vestegnen.

  • Lillebror satte knæ på offers hals: Det havde ikke noget med Georg Floyd at gøre

    Den yngste af de to brødre, som er tiltalt for drab på den 28-årige Phillip Johansen, afviste i retten, at drabet var racistisk motiveret.

    Lillebroren har under tidligere forklaringer afvist, at det havde noget, som helst med den amerikanske George Floyd at gøre, da han satte en knæ på den 28-årige mands hals - selv om drabet på George Floyd skete en måned forinden.

    - Ja, det havde ikke noget med det at gøre. Jeg har hørt om det, men jeg kan ikke huske, om det var før eller efter, fortalte lillebroderen og tilføjede, at han ikke vidste, at man kunne dø af det, sagde lillebroren under sin afhøring i Retten i Rønne.

  • 1.129 nye coronasmittede - otte er døde

    1.129 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Otte personer er døde.

    Det viser de nye tal fra Statens Serum Institut.

    Der er nu 259 indlagte på landets coronaafdelinger. Det er tre flere end i går.

    Af de indlagte er 44 på intensiv, heraf 28 i respirator.

    Dagens smittetal er baseret på 59.994 prøver, hvilket svarer til, at 1,9 procent har været smittede. Det er en rimelig høj andel, hvis man sammenligner med sidste uge, hvor procenten typisk lå omkring 1,6.

  • Lillebror om drabssag på Bornholm: Det slog klik

    Forud for drabet på Bornholm i juni var der god stemning mellem de tre personer, de to gerningsmænd og offeret.

    Det kom frem i retten i dag, da brødrene afgav forklaring.

    De to brødre havde dog taget den nu afdøde med ud i skoven for at give ham en lærestreg, fordi deres mor havde ringet og fortalt, at Phillip Johansen havde 'forgrebet sig på hende' flere gange.

    - Allerede derfra har det sagt klik. Jeg har ikke tænkte rationelt fra det opkald starter. Det er først dagen efter, at det går op for mig, hvad der egentligt er sket, forklarede lillebroderen i retten.

  • Dronningen klar med ny digital julekalender

    Dronningen, Nissepigen, Kongehuset og Jul. Hvad har det med hinanden at gøre?

    Det kan du finde ud af ved at følge Kongehusets digitale julekalender fra i morgen.

    Her kan du se, hvad der sker, når dronningens Nissepige rejser ud for at finde sine søskende, som Nissefamilien ikke har fejret jul med i hundrede år.

    Nissepigens søskende slog sig ned på henholdsvis Færøerne og i Grønland under Christian 10., og ingen har set dem siden.

    Fortællingen om Nissepigens julerejse rundt i rigsfællesskabet kan følges hver dag på Kongehusets Instagramprofil.

    Årets julekalender kan også følges på Kongehusets hjemmeside, kongehuset.dk, på følgende sprog: dansk, færøsk, grønlandsk og engelsk.

    Julekalenderen er den femte af sin art, og handler igen om dronningens håndlavede nisser. (© Kongehuset)
  • Moderna søger om nødgodkendelse for coronavaccine, der er 94,1 procent effektiv

    Coronavaccinen fra medicinalselskabet Moderna vil i dag ansøge om betinget godkendelse i Europa og nødgodkendelse i USA, skriver Reuters.

    Desuden oplyser selskabet, at deres vaccine ifølge de fulde resultater af fase tre-studier viser en effektivitet på 94,1 procent.

    Studierne viser desuden, at der ikke er alvorlige bekymringer omkring sikkerheden ved vaccinen, skriver Ritzau.

    Moderna melder samtidig om en succesrate på 100 procent, når det handler om at forebygge alvorlige tilfælde af covid-19.

    Med ansøgningen om nødgodkendelsen er det sandsynligt, at Modernas vaccine bliver den anden, der ventes at blive godkendt i USA i år. Pfizer og tyske Biontech er en uge længere i forløbet end Moderna.

  • Nedlukning af Nordjylland forsinker supersygehus

    Nedlukningen af de syv nordjyske kommuner i sidste måned har forsinket byggeriet af det nye supersygehus ved Aalborg med to uger.

    I alt 84 håndværkere kunne ikke passe deres arbejde under nedlukningen, da de bor i kommuner, der var lukket ned, og det satte stop for store dele af byggeriet.

    Forsinkelsen kommer ifølge projektets direktør til at koste et millionbeløb.

    - Hvor stort det bliver, tør jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Niels Uhrenfeldt.

    Forsinkelsen kan måske indhentes, men det vil igen betyde en ekstra udgift i et budget, der allerede er stramt, fortæller Niels Uhrenfeldt.

  • Fynske borgmestre frygter for flytning af børnekræftbehandling

    Ti fynske borgmestre retter en appel til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beder om, at børnekræftafdelingen bevares på Odense Universitetshospital, skriver Fyens.dk.

    De frygter for konsekvenserne, hvis børnekræftbehandlingen flyttes til Rigshospitalet i København, skriver de i et fælles brev til sundhedsministeren.

    - Det er meget bekymrende, hvis kræftramte børn alle skal behandles på Rigshospitalet i København. Det er i forvejen hårdt belastede familier, og det er helt urimeligt, hvis de skal rejse på langt. Der er intet fagligt belæg for at nedlægge børnekræftafdelingen på OUH, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V), der har taget initiativ til den fælles henvendelse.

  • Iransk atomforsker begravet med deltagelse af iranske ledere

    Den dræbte iranske atomforsker Mohsen Fakhrizadeh er blevet begravet i Irans hovedstad, Teheran.

    Ved begravelsen deltog en lang række militære og politiske ledere, viser billeder på iransk tv ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Et stort foto, der viste Fakhrizadeh sammen med Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, stod ved kisten som et tegn på hans vigtige rolle i Iran.

    Ved ceremonien deltog blandt andre den iranske forsvarsminister, Amir Hatami, og chefen for den iranske revolutionsgarde, Hossein Salami.

    Irans øverste ledelse har lovet at hævne drabet på Fakhrizadeh, der blev offer for et attentat i fredags.

    Drabet på den iranske atomforsker Mohsen Fakhrizadeh har igen øget spændingerne mellem Iran på den ene side og USA og Israel på den anden side. (Foto: Wana News Agency © Scanpix)
  • Ørsted-familien taber navnestrid i Højesteret

    Syv efterkommere af fysikeren H.C. Ørsted har tabt en navnestrid med energigiganten Ørsted, det tidligere Dong.

    Højesteret har nemlig i en dom givet selskabet ret til at bruge navnet, skriver Ritzau.

    Sø- og Handelsretten nåede i maj frem til samme afgørelse.

    Elselskabet Ørsted tog i 2017 navn efter den danske fysiker, og navneskiftet skulle ses som en hyldest til H. C. Ørsted, hvis opdagelser om elektromagnetisme danner grundlaget for de turbiner, der omdanner vindenergi til strøm.

    Men den hyldest var efterkommerne ikke interesseret i. De ville ikke associeres med de skandalesager, der har været omkring selsekabet, da det hed Dong, oplyste deres advokat tidligere.

  • Corona på kvindelandsholdet - Nadia Nadim og to andre er smittet

    Kvindelandsholdet i fodbold er ramt af corona.

    To spillere og holdets assistenttræner er smittet med sygdommen, oplyser DBU.

    De to smittede er Nadia Nadim og Simone Boye og assistenttræner Kristian Mørch.

    Alle tre er isoleret og sendt hjem.

    De øvrige test på holdet er negative, og landsholdets læge Søren Kaalund vurderer, at de tre smittede højst sandsynligt er blevet smittet, før de ankom til landsholdslejren i sidste uge.

    Tre andre, Stine Larsen, Katrine Abel samt målmandstræner Heidi Johansen, er sendt i isolation, fordi de muligvis har været i nærkontakt med de smittede.

  • Farvel til minkfarme er godt nyt for småfugle

    Indtil nu har krager og måger levet godt af det foder, de har snuppet fra burene på danske minkfarme.

    Den gode mulighed mad har betydet flere af de store fugle ved minkfarmene, som udover minkfoder også har mindre fuglearter på menuen. Men med aflivningen af alle danske mink er der nu ikke så mange af de store fugle i området.

    - Det har forrykket balancen en del i naturen i områder med minkfarme, siger Knud Flensted, der er biologi i Dansk Ornitologisk Forening.

    Minkene har også haft andre konsekvenser.

    - Når vilde fugle har landet oven på burene, har minkene snuppet dem nedefra og for eksempel bidt et ben af. Det er grunden til, man oplever mange etbenede fugle i områder med minkfarme, siger Flensted.

  • 800.000 har endnu ikke hævet feriepenge - sidste chance er i morgen

    800.000 danskere har endnu ikke fået udbetalt deres indefrosne feriepenge, og sidste chance er i morgen, hvor fristen for udbetaling udløber.

    Det skriver Politiken.

    Hvis man ikke får udbetalt sine feriepenge nu, kan man først få dem, når man går på pension.

    Over 2,2 millioner borgere har dog valgt at få udbetalt deres feriepenge, og det har givet 30 milliarder kroner på deres Nemkonti.

    Feriepengene er blevet frigivet i forsøget på at sætte gang i samfundet efter coronanedlukningen i foråret.

  • Svensk politi mistænker gymnasieelever for at ville sprede corona med vilje

    Svensk politi mistænker, at en flok gymnasieelever fra Östersund med vilje forsøger at blive smittet og sprede coronavirus. Det skriver SVT.

    Ifølge politiet i Östersund har man opsnappet, at de unge aktivt leder efter coronasmittede, så de selv kan blive smittet - for så at smitte andre unge.

    Ifølge SVT er idéen med galskaben, at de unge dermed bliver immune til de mange studenterfester i foråret.

    Monica Sandström er sundhedschef for gymnasiesammenslutningen i området, og hun kender ikke til mistanken.

    - Vi har et møde i stabsgruppen hver uge, men intet er kommet op (på møderne, red.). Vi har talt mere om, hvordan vi og studerende skal handle, hvis vi bliver opmærksomme på, at der er planlagt fester, siger hun.

    Der er pt. ingen konkrete mistænkte, men politiet efterforsker sagen nærmere.

    Klokken 14.52 oplyser politiet til SVT, at sagen bliver lagt ned, fordi politiet ikke har nogen anmeldelser eller mistænkte i sagen.

  • Slut med live-opdateringer fra vidneforklaringer i retten på Bornholm

    Dommeren i Retten i Rønne har nedlagt forbud mod at liveblogge fra vidneforklaringerne fra og mod to brødre, der er tiltalt for drab på en 28-årig mand.

    Derfor kan vi ikke længere løbende følge afhøringen af storebroren, der pågår lige nu.

    - Dommeren har nedlagt forbud mod, at vi liveblogger fra de tiltaltes forklaring. Det vil sige, at jeg ikke må skrive her, hvad den tiltalte storebror siger før alle vidneforklaringer er afgivet, skriver DR's retskorrespondent Tina Maria Ilsøe fra retten.

    Dermed er der ikke meget at læse fra afhøringen lige nu, men vi kommer med nyt, når vi kan.

  • Haas melder ud: Grosjean er i bedring og forventes udskrevet i morgen

    Formel 1-køreren Romain Grosjean er i bedring efter gårsdagens voldsomme ulykke, hvor hans bil flækkede i to og gik i brand.

    Det oplyser hans team, Haas, i en udtalelse.

    På nærmest mirakuløs vis overlevede Grosjean ulykken og blev efterfølgende indlagt med småskader og forbrændinger på sine hænder.

    - Behandlingen af de forbrændinger, Grosjean fik på begge sine hænder, går godt, og det er forventet, at han vil blive udskrevet fra hospitalet tirsdag den 1. december, skriver Haas.

    Grosjean kom selv ud af sin brændende bil. (Foto: Bryn Lennon © Scanpix)

    Grosjean er holdkammerat med danske Kevin Magnussen.

  • Ni ud af ti julefrokoster er aflyst

    Normalt er december højsæson på landets hoteller, restauranter og konferencecentre, som plejer at bugne af julefrokostgæster. Men sådan er det ikke i år. Det ser coronakrisen ud til at spænde ben for.

    En medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen Horesta vurderer, at ni ud af ti julefrokoster i år er blevet aflyst, skriver Horesta i en pressemeddelelse.

    - Vores medlemmer vurderer, at omsætningen i år kun bliver på cirka ti procent af det normale, siger cheføkonom Jonas Kjær hos Horesta.

    Normalt ligger julefrokostomsætningen i hotel- og restaurationserhvervet på cirka 2,5 milliarder kroner.

    De meget få julefrokoster kan få meget store konsekvenser for restaurationsbranchen, der i forvejen er hårdt ramt efter mange måneder med coronavirus, vurderer han.