SF vil stemme for at ophæve tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet.
Det siger formand Pia Olsen Dyhr efter SF's gruppemøde.
- Vores folketingsgruppe er kommet frem til, at vi kommer frem til at stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, så domstolsystemet får mulighed for at prøve sagen, siger hun.
- For det er jo det, det handler om. Det er jo ikke os politikere, der skal afgøre sagen.
SF er det første parti udover Socialdemokratiet til at melde ud, at de vil ophæve immuniteten.
Ifølge partiformanden kommer SF til at stemme som en samlet Folketingsgruppe.
-Vi har en holdning som folketingsgruppe, og det er den holdning, jeg siger her, siger Pia Olsen Dyhr.
Den tidligere minister er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.
Også Frie Grønne vil stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet, lyder det fra den politiske leder, Sikandar Siddique.
- Vi ønsker at gøre op med kulturen, hvor politiske venner kan danne ring om politikere og forhindre at blive retsforfulgt, siger han.
Frie Grønnes medlemmer vil ikke blive fritstillet, partiet vil stemme som en samlet gruppe.