Strandet næbhval i Kolding Fjord er død

De seneste dage har en stor såkaldt døgling ligget i Kolding Fjord, og her til morgen døde hvalen.
Nu skal den bugseres ind på land, hvor planen er at obducere den fredag, fortæller Charlotte Bie Thøstesen, museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
- Vi forsøger at finde et sted, hvor der er plads til publikum, siger hun.
De seneste dage har Naturstyrelsen set til hvalen, der ikke er observeret i Danmark siden 2000.
- Vi kan se på dronebilleder, at den er rigtig mager, så det tyder på, at den ikke var sund og rask, siger Charlotte Bie Thøstesen.
I obduktionen deltager også Statens Naturhistoriske Museum og dyrlæger fra Aalborg Universitet. De skal undersøge, hvorfor hvalen døde.