Seneste nyt

Studie: Kvindestemmer har det sværere end mandestemmer på digitale møder

Overblik

  1. 9. jun kl. 08:52
    Studie: Kvindestemmer har det sværere end mandestemmer på digitale møder

    Møder på Zoom, Teams og Skype er blevet en del af hverdagen for mange under corona.

    Men faktisk viser det sig, at de er en ulempe for kvinder, fordi deres stemmer i det digitale format kan opfattes mindre udtryksfulde, kompetente og karismatiske end mænds stemmer.

    Det viser et studie lavet af Syddansk Universitet i samarbejde med universitetet i tyske Magdeburg.

    - Hvis du skal overbevise en person om noget, så er det essentielt, at du fremstår karismatisk. Du skal have vedkommendes fulde opmærksomhed. Vores stemme er uhyre vigtig i den sammenhæng – specielt i en sammenhæng, hvor kropssprog er taget ud ad ligningen, som tilfældet er i et videomøde, siger en af forskerne bag, Oliver Niebuhr.

  2. I går kl. 22:25

    Chefen freder Michael Dyrby - kan fortsætte som chefredaktør på B.T.

    Michael Dyrby kan fortsætte som chefredaktør på B.T., efter han har erkendt at have haft "upassende forhold" på sin tid som chef på TV 2.

    Det siger Dyrbys chef, Anders Krab-Johansen, der er koncernchef for Berlingske Media. Dyrby har i et interview med Berlingske og et interview med DR's nyhedspodcast Genstart, der udkommer i morgen, sagt, at han var en del af del af problemet med den kultur på TV 2, som blev portrætteret i dokumentaren 'Sexisme bag skærmen' på Discovery+.

    - Når det gælder Michael Dyrbys ansættelse som chefredaktør på B.T., så er det en præmis, at man opfører sig ordentligt.

    - Vi har haft en alvorlig samtale. Han kender mine synspunkter og mine forventninger. Og derfor fortsætter samarbejdet, siger Anders Krab-Johansen til Ritzau.

    Dyrby siger til Berlingske, at han er klar til at vende tilbage til arbejdet i morgen. Han har holdt ferie i kølvandet på, at dokumentaren udkom mandag i sidste uge.

    Hør hele interviewet med B.T.'s chefredaktør i Genstart fra 04.00 onsdag morgen og læs mere senere på morgenen her på dr.dk.

  3. I går kl. 23:37

    Sverige genindfører coronatiltag for at håndtere smitte

    Sverige indfører coronatiltag fra i morgen, som skal håndtere smitten i samfundet. Blandt andet bør man undgå trængsel og om nødvendigt tage mundbind på. Sådan lød det fra de svenske sundhedsmyndigheder og socialminister Lena Hallengren (S) på et pressemøde i dag. (Foto: 12080 Duygu Getiren/TT © Ritzau Scanpix)

    Arbejdsgivere bør give deres medarbejdere mulighed for at arbejde hjemme. Og så er det frem med mundbindet, hvis trængsel i den offentlige transport ikke kan undgås.

    Sådan lyder nogle af de tiltag og anbefalinger, som den svenske socialminister, Lena Hallengren (S), har meldt ud på et pressemøde i dag. Det skriver SVT.

    Den svenske regering håber på, at tiltagene kan bremse smittespredningen og mindske risikoen for, at presset på sundhedsvæsenet bliver for højt. Ellers er myndighederne klar til at lave yderligere tiltag med kort varsel, lyder det.

    - Indtil videre har Sverige en lav smittespredning, men vi ønsker ikke en sværere situation, siger Lena Hallengren (S) til SVT.

    Myndighederne opfordrer til, at man generelt undgår større forsamlinger og trængsel på restauranter, ligesom voksne bør holde afstand i offentlige miljøer.

    De nye tiltag træder i kraft i morgen.

  4. I går kl. 23:13

    Atletico Madrid spiller sig videre i Champions League, mens AC Milan misser avancement

    Den spanske fodboldklub Atletico Madrid er videre i Champions League.

    Det står klart, efter den spanske topklub tirsdag aften besejrede portugisiske Porto med 1-3 på udebane. Dermed snupper Atletico Madrid andenpladsen i gruppe B, mens de må se Liverpool løbe med førstepladsen.

    Netop Liverpool slog onsdag AC Milan med 2-1, og dermed ender italienerne, der med en sejr ellers kunne kæmpe sig op i tabellen, på puljens sidsteplads, mens Porto tager tredjepladsen.

    Andetsteds vandt Real Madrid med 2-0 over Inter, og dermed tager de førstepladsen i gruppe D. Begge hold var dog allerede inden kampen sikret videre avancement i turneringen.

    Der trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Champions League på mandag. Først skal de fire sidste grupper dog spilles færdige onsdag.

  5. I går kl. 22:03

    Montenegro kæmpede forgæves mod Frankrig

    Montenegro pressede længe de olympiske mestre fra Frankrig, da de to nationer mødtes i indledende runde ved VM i håndbold. I sidste ende blev det dog til en fransk sejr på 24-19.

    Det betyder, at Frankrig får maksimum point med videre til mellemrunden. Montenegro får ingen point med videre til mellemrunden.

    Norge kommer også til mellemrunden med fire point, da de slog Rumænien sikkert med 33-22. Det samme gør sig gældende for russerne, som slog Serbien med næsten samme cifre, 32-22.

    Fra Gruppe D tager både Holland og Sverige tre point med videre til mellemrunden, efter de spillede 31-31 tirsdag aften.

  6. I går kl. 22:01

    Michael Dyrby erkender 'upassende forhold' i sin tid på TV 2: 'Jeg var chefen og havde magten. Og det må man ikke'

    Michael Dyrby var nyhedschef og nyhedsdirektør på Tv 2 mellem 2002 og 2015. Arkivfoto. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix Denmark)

    B.T.'s chefredaktør, Michael Dyrby, erkender, at han i sin tid som chef på TV 2 havde "upassende forhold" til ansatte på tv-stationen.

    Det siger han i et interview med DR's nyhedspodcast Genstart, der udkommer 04.00 i morgen tidlig. Interviewet kommer efter mere end en uges tavshed i kølvandet på dokumentaren 'Sexisme bag skærmen' på Discovery+ om blandt andet en sexistisk kultur på TV 2 og problematiske forhold mellem chefer og ansatte.

    - Jeg har været i fornægtelse. Og det har jeg været længe. Jeg har ikke villet indse, hvordan det stod til.

    - Men jeg må også nå frem til den erkendelse, at som den øverste chef var jeg jo den vigtigste for kulturdannelsen det sted. Og jeg erkender også, at jeg har haft upassende forhold på TV 2 forstået på den måde, at jeg var chefen og havde magten. Og det må man ikke. Det skal man ikke, det var upassende, og det undskylder jeg simpelthen for, siger Michael Dyrby.

    Hør hele interviewet med B.T.'s chefredaktør i Genstart og læs mere i morgen tidlig her på dr.dk.

  7. I går kl. 21:33

    Messi på tavlen for PSG i Champions League

    (Foto: IAN LANGSDON © Ritzau Scanpix)

    Der var gang i måltavlen, da den franske fodboldklub Paris Saint-Germain her til aften mødte Club Brugge i Champions League.

    Både klubbens franske stjerne Kylian Mbappe og argentineren Lionel Messi scorede to mål i 4-1-sejren. Sejren betyder dog ikke meget for stillingen i Champions League-puljen.

    Manchester City havde nemlig, til trods for et 2-1-nederlag til RB Leipzig her til aften, allerede sikret sig førstepladsen, og dermed må den franske klub tage til takke med andenpladsen.

    RB Leipzig slutter på puljens tredjeplads, der giver adgang til en plads i 16.-delsfinalerne i Europa League.

  8. I går kl. 21:29

    Mette Frederiksen forventer pressemøde i morgen 20.30

    Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at regeringen holder pressemøde onsdag klokken 20.30 om nye restriktioner. Det skriver hun på Facebook.

    - Det er myndighedernes vurdering, at der er behov for flere tiltag - blandt andet for at forsinke udbredelsen af den nye variant. Det drøfter Folketingets Epidemiudvalg i morgen, skriver hun.

    Nye tiltag skal vedtages af Folketingets Epidemiudvalg. Udvalget mødes onsdag ved middagstid, hvor det skal forholde sig til anbefalinger fra Epidemikommissionen om nye restriktioner.

  9. I går kl. 20:54

    Landsret ophæver tilbageholdelse af russisk skib i Skagen

    Det russiske forskningsskib 'Akademik Ioffe' har siden 1. november været tilbageholdt i Skagen Havn. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

    Siden begyndelsen af november har det russiske forskningsskib 'Akademik Ioffe' ligget i såkaldt "skibsarrest" ud for Skagen Havn.

    Men nu konkluderer Vestre Landsret i en afgørelse tirsdag, at der ikke er grundlag for at tilbageholde statsskibet.

    Dermed ophæver retten en tidligere kendelse fra Retten i Hjørring, der tog fartøjet i arrest på baggrund af en økonomisk strid mellem et selskab i Canada og et videnskabeligt akademi i Rusland.

    Kendelsen betød, at skibet ikke måtte sejle videre.

    Men landsretten lægger i sin afgørelse vægt på, at man ikke kan foretage arrest i skibe, "som en fremmed stat ejer eller benytter, og som anvendes udelukkende i statsøjemed af ikke-forretningsmæssig art."

    Da 'Akademik Ioffe' blev tilbageholdt, var det på vej til at gennemføre en oceanografisk videnskabelig ekspedition.

    - Dette måtte anses for at være et statsligt øjemed af ikke-forretningsmæssig art, skriver retten i afgørelsen.

  10. I går kl. 20:32

    Biden advarer på videotopmøde Putin mod at optrappe militært

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, afholdt tirsdag et videotopmøde med den amerikanske præsident, Joe Biden, (Foto: Mikhail Metzel)

    På et videotopmøde her til aften har USA's præsident, Joe Biden, overfor Ruslands præsident, Vladimir Putin, udtrykt dyb bekymring over Ruslands handlinger i Ukraine.

    Det meddeler Det Hvide Hus ifølge Ritzau.

    Biden advarede i samme ombæring Putin om, at "USA og dets allierede vil reagere med kraftige økonomiske og andre tiltag i tilfælde af en militær optrapning".

    Det fremgår af meddelelsen fra Det Hvide Hus efter mødet mellem Biden og Putin.

    Det emne, der var højest på dagsordenen, er Ruslands placering af soldater ved grænsen til Ukraine.

  11. I går kl. 20:23

    GOG slår tysk storhold trods udfald i kontrafest

    Status som forsvarende tysk pokalvinder viser meget godt, at Lemgo fortsat er en stor klub i tysk herrehåndbold. Men danske GOG har nået et niveau, hvor den slags klubber kan nedlægges. Også overbevisende.

    Det blev Lemgo tirsdag i Gudme. I en kamp præget af mange kontrascoringer og momentumskift vandt de danske vicemestre 34-28 i gruppe B i European League - tidligere kendt som EHF Cup.

    Med sejren rykker GOG forbi netop Lemgo i gruppen. Fynboerne har ni point for seks kampe. Lemgo har et point mindre. Det samme har Benfica, som først senere tirsdag spiller sin sjette kamp i gruppen.

    /ritzau/

  12. I går kl. 20:04

    Nu reagerer Thorbjørn Olesen på anklager i retssag

    Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen sidder i denne uge på anklagebænken i London, hvor han er tiltalt for to milde voldsparagraffer og for at være beruset om bord på et fly.

    I retten blev han i dag spurgt, hvad han tænkte, da han første gang hørte anklagerne. Her svarede Thorbjørn Olesen ifølge Sky News:

    - Jeg havde det helt forfærdeligt og var frygtelig ked af det. Jeg kunne slet ikke tro, hvad de fortalte, der var foregået.

    Retssagen er berammet til fem dage. Tirsdag var anden dag, Olesen var i retten.

  13. I går kl. 19:54

    Forsamlingsloft og alkoholforbud: Norge genindfører coronarestriktioner

    Nordmændene skal til at se gamle coronarestriktioner i øjnene på ny. Det meddelte den norske regering på et pressemøde tirsdag aften.

    Her lød det blandt andet, at der fra midnat natten til torsdag kun må forsamles ti gæster i private hjem.

    Samtidig skal barer og restauranter stoppe udskænkningen ved midnat, og der kommer igen krav om mundbind i butikker, indkøbscentre og andre steder med mange mennesker.

    Det sker som resultat af stigende coronasmitte i det norske samfund.

    Den danske regering planlægger et pressemøde onsdag. Her vil den ifølge statsminister Mette Frederiksen formentlig komme med en udmelding om flere coronarestriktioner herhjemme.

  14. I går kl. 19:38

    Rigspolitichef: Vi arbejder på at finde de skyldige og sætte dem rigtig lang tid i fængsel

    I nat blev to mænd skudt i Herlev. Det er den fjerde skudepisode over de sidste seks dage. Episoderne har i alt kostet tre mennesker livet og kvæstet fire.

    Og politiet kaster alt, hvad man kan ind i kampen for at få skyderierne stoppet. Det siger rigspolitichef Thorkild Fogde.

    - Der ikke nogen tvivl om, at det er hårdkogte kriminelle, der indgår i det her. Derfor arbejder politiet på en lang række fronter for at få det bragt til ophør. Men vi arbejder selvfølgelig også på at finde de skyldige og sætte dem rigtig lang tid i fængsel, lyder det fra rigspolitichefen.

    - Der tegner sig et billede af dybt organiserede, skruppelløse kriminelle, som ikke skyr nogle midler for at ramme deres modstandere. Men det er selvfølgelig også vigtigt at sige, at det er deres modstandere, de går efter - ikke den almindelige befolkning.

  15. I går kl. 19:38

    Puerto Rico spiller sig videre ved VM i håndbold

    Selvom de har lukket 127 mål ind i turneringen, er Puerto Rico videre til mellemrunden ved VM i håndbold.

    Det står klart, efter puertoricanerne tirsdag slog Usbekistan 30-24 i det sidste gruppeopgør og nappede tredjepladsen i pulje D.

    Polen og Kasakhstan har med sejre på 33-19 og 31-25 over henholdsvis Cameroun og Iran også sikret sig avancement til mellemrunden.

    Det samme gælder Slovenien, der sikrede sig tredjepladsen i deres pulje efter at have spillet 25-25 med Angola.

    Dermed er VM-eventyret slut for Uzbekistan, Cameroun, Iran og Angola.

  16. I går kl. 19:27

    Korrespondent: Ukraine-strid er en test for Biden

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, og hans russiske modpart, Vladimir Putin, holdt i dag et to timer langt virtuelt møde.

    Offentligheden har endnu ikke fået et indblik i, hvad de to ledere kom ind på, men der var på forhånd lagt op til, at det alt det altoverskyggende emne ville blive Ukraine. Det skyldes, at Rusland menes at have opmarcheret omkring 100.000 soldater ved grænsen til nabolandet.  (Foto: MIKHAEL METZEL / SPUTNIK / KREML © Ritzau Scanpix)

    - Det her er en test for præsident Biden, som gik til valg på sin lange erfaring, når det gælder diplomati og forhandling, fortæller Lillian Gjerulf Kretz, DR's USA-korrespondent.

    - Men USA's muligheder er begrænsede. Begge parter ved, at USA ikke sender tropper afsted for at beskytte Ukraine, siger korrespondenten, der peger på, at Det Hvide Hus har lagt op til, at USA i første omgang vil satse på økonomiske sanktioner, hvis Rusland angriber Ukraine.

    Men sanktioner har ikke tidligere haft den store effekt på den russiske præsident, påpeger hun.

    - Biden vil forsøge at opnå en form for aftale med Putin, der sænker temperaturen. Men forventningerne er ikke høje, siger Lillian Gjerulf Kretz.

  17. I går kl. 18:41

    Over seks procent af alle børn mellem 5 til 11 år har fået første vaccinestik

    Børn i aldersgruppen 5 til 11 har siden 28. november kunnet blive vaccineret mod corona.

    6,2 procent af børn i aldersgruppen har nu fået første stik.

    Det oplyser Statens Serum Institut.

    På ti dage har 26.600 børn ud af 431.256 fået vaccinens første stik.

    63 procent af alle børn i aldersgruppen er inviteret til at blive vaccineret mod coronavirus.

  18. I går kl. 18:20

    Chile lovliggør ægteskab mellem homoseksuelle

    Fra i dag er det muligt for to mennesker af samme køn at gifte sig i Chile. Det blev vedtaget i dag af et overvældende flertal i begge kamre i landets parlament.

    Dermed er Chile det 31. land i verden, der lovliggør homoægteskaber. Det skriver The New York Times.

    Chiles præsident, Sebastían Piñera, - der ellers er indædt modstander af ægteskab mellem to af samme køn - anbefalede til stor overraskelse tilbage i juni, at det politiske system bakkede op om den lovgivning, som nu er vedtaget.

  19. I går kl. 18:15

    Norsk skakfænomen tager stort skridt mod VM-forsvar

    Magnus Carlsen har taget et stort skridt mod VM-forsvaret. (Foto: Ali haider © Ritzau Scanpix)

    Det norske skakfænomen Magnus Carlsen tog tirsdag et stort skridt mod at forsvare sin VM-titel.

    Nordmanden vandt nemlig tirsdag sit andet parti i træk mod russiske Ian Nepomniachtchi, hvilket har bragt den samlede stilling på 6-3 til Carlsen.

    Første spiller, der når 7,5 point, vinder verdensmesterskabet i Dubai.

    30-årige Magnus Carlsen har været regerende verdensmester siden 2013, hvor han slog indiske Viswanathan Anand.

  20. I går kl. 17:52

    Vestegnens Politi udvider visitationszone efter skuddrab i nat

    Visitationszonen i dele af Herlev og Rødovre, som blev oprettet af Københavns Vestegns Politi efter en skudepisode i Rødovre fredag nat, udvides nu.

    Det sker, efter en ung mand i nat blev skudt og dræbt i Herlev - men uden for visitationszonen. Det får altså nu politiet til at udvide visitationszonen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    - En visitationszone er et godt værktøj for os, der vil gøre det sværere for de kriminelle at bevæge sig rundt med våben – og på den baggrund, har jeg i dag valgt at udvide zonen, siger Københavns Vestegns Politis politidirektør Kim Christiansen i meddelelsen.

    Visitationszonen bliver udvidet i Herlev og dele af Gladsaxe Kommune fra i dag klokken 18, og gælder frem til fredag den 17. december.

  21. I går kl. 17:50

    Mand dræber to personer i Moskva i skænderi om mundbind

    En 45-årig mand nægtede at tage mundbind på på et borgerservicekontor i Ruslands hovedstad, Moskva. Det fik ham til at trække et våben, hvor han skød løs og dræbte to personer på åben gade.

    Det oplyser Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin ifølge Ritzau.

    Ifølge det russiske indenrigsministerium er fire andre blevet såret under skudepisoden. Blandt de sårede er en tiårig pige.

    Den 45-årige gerningsmand er blevet anholdt, og nu venter der ham en mentalundersøgelse, siger Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin.

  22. I går kl. 17:23

    Omikron er fundet i spildevandprøver for første gang

    For første gang er den nye Omikron-variant blevet påvist i spildevandsprøver i Danmark. Nærmere betegnet i en prøve fra Søndersø Renseanlæg på Fyn. Det skriver Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

    Desuden undersøger SSI nu 14 prøver fra hele landet, efter at de indledningsvis er testet positive for en af de mutationer, der er typisk for Omikron-varianten.

    - Jeg synes, det er særligt bekymrende, at vi nu ser Omikron-varianten så udbredt på trods af, at vi har mandsopdækket smittespredningen helt fra starten af, siger direktør i SSI Henrik Ullum i meddelelsen.

    Alle spildevandsprøver vil som noget nyt blive undersøgt for Omikron - senest dagen efter, at de er blevet udtaget.

  23. I går kl. 16:56

    Brostrøm på pressemøde: Stiger Omikron-smitten hastigt, skal julefrokoster genovervejes

    - Det er klart, hvis vi fra dag til dag vurderer en hastig udvikling i Omikron, tror jeg, at jeg kommer til at overveje julefrokoster i Sundhedsstyrelsen og resten af Danmark.

    Sådan lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.

    pressemødet forklarer han, at der indtil videre bliver afholdt julefrokost i Sundhedsstyrelsen, men at julefrokosten er allerede justeret ned.

    - Vi spiser i små grupper rundt på etagerne med god afstand og grønt coronapas, siger Sundhedsstyrelsens direktør.

  24. I går kl. 16:49

    Brostrøm lægger op til corona-pressemøde i morgen klokken 18

    - Jeg kan forstå, at der er indkaldt til pressekonference i morgen klokken 18, siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på pressemøde om corona.

    Tidligere har statsminister Mette Frederiksen (S) indikeret, at nye restriktioner muligvis vil blive meldt ud onsdag.

  25. I går kl. 16:31

    Brostrøm: Man skal ikke længere gå i isolation, hvis man er nær kontakt til en Omikron-smittets nære kontakter

    Sidst i november indførte Sundhedsstyrelsen en retningslinje om, at nære kontakter til smittede med coronavarianten Omikrons nære kontakter skulle gå i isolation.

    Det skete for at bremse udbredelsen af den smitsomme variant. Men der er nu så mange smittekæder med Omikron, at nære kontakter til smittedes nære kontakter ikke skal isolere sig. Det vil sige, at kontakter i tredje led ikke længere skal lade sig isolere.

    pressemødet slår sundhedsmyndighederne fast, at der er samfundssmitte med Omikron, og ifølge Søren Brøstrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, skal der "være proportioner i det, vi gør", lyder det.

    - Samfundslivet skal så vidt muligt holdes åbent gennem vinteren, siger Søren Brostrøm.

    Det tyder på, at vaccinerne vil beskytte mod alvorlig sygdom efter smitte med Omikron-variant.

  26. I går kl. 16:29

    Rohingya-flygtninge sagsøger Facebook for 993 milliarder kroner

    150 milliarder dollars.

    Så meget sagsøger en gruppe rohingya-flygtninge Meta Platforms for, skriver nyhedsbureauet Reuters. Meta Platforms er moderselskabet bag Facebook, og beløbet svarer til astronomiske 993 milliarder kroner.

    Rohingyaerne blev i 2017 udsat for folkedrab i Myanmar, og i det kollektive søgsmål, der er rejst i Californien, beskyldes Facebook for ikke at have grebet ind over for såkaldt hate-speech mod rohingyaerne, hvilket menes at have bidraget til volden mod det muslimske mindretal.

    Facebook har tidligere medgivet, at platformen var "for langsom om at forhindre misinformation og had" i Myanmar, men har i skrivende stund ikke kommenteret på søgsmålet.

    Cirka 700.000 rohingyaer flygtede i 2017 fra militæret i Myanmar til flygtningelejre i nabolandet Bangladesh, efter militæret slog ned på det muslimske mindretal. Ifølge rohingyaerne indebar det blandt andet massedrab og voldtægt. Mange rohingyaer befinder sig stadig i flygtningelejre og ønsker ikke at vende tilbage til Myanmar. (Foto: TANBIRUL MIRAJ RIPON © Ritzau Scanpix)

    FN-efterforskere nåede i 2018 frem til, at brugen af Facebook spillede en nøglerolle i at sprede hate speech, som drev volden i Myanmar, hvor mindst 6.700 rohingyaer - heraf 730 børn - blev dræbt i månederne, efter volden udbrød.

  27. I går kl. 16:17

    Der er stadig meget, vi ikke ved om Omikron-variant

    Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, fortæller om den nye variant på pressemødet.

    - Der er stadig meget, vi ikke ved om Omikron-varianten, siger han.

    Eksempelvis hvor meget den smitter, og hvor syge vi bliver af den.

    398 Omikron-tilfælde har vi indtil videre. Direktøren viser en graf, hvor man kan se udviklingen af varianten i Danmark. Den viser, hvordan den begynder at løbe fra os omkring den første december.

    - Ved flere af tilfældene kan vi ikke gøre rede for smittevejene, og det gør det ekstra svært at få dem inddæmmet.

  28. I går kl. 16:10

    Styrelse: Vi har nu samfundsmitte med Omikron-varianten

    Dagens coronasmittetal er i dag historisk høje. 6.324 personer er det seneste døgn smittet med corona. Oveni de høje smittetal har vi siden 27. november har vi været ramt af Omikron-varianten.

    Og lige nu går det rigtig stærkt. Sådan lyder det fra Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed på et pressemøde, der netop nu afholdes af sundhedsmyndighederne.

    - Vi har nu samfundsmitte med Omikron-varianten, siger hun.

    I Østdanmark kan alle smittetilfælde ikke spores tilbage til den samme smittekæde, som det er tilfældet i Vestdanmark, lyder det.

    Der er nu 398 tilfælde af Omikron-varianten, siger Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut på pressemødet.

  29. I går kl. 15:37

    Det kriminelle miljø i Sverige er i politiets søgelys i forbindelse med skyderier

    Københavns Politi har netop afholdt pressemøde om de fire skudepisoder, der de seneste dage har været i København og omegn. Flere personer er blevet ramt - nogle alvorligt - og tre personer er døde.

    Dansk politi er i tæt samarbejde med svensk politi, fortæller Torben Svarrer, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi.

    Det sker, blandt andet fordi en svensk mand er anholdt og fængslet for drabet på Nørrebrogade i torsdags.

    En journalist spørger, om svenske bandemedlemmer er i kikkerten.

    - Sverige har en lidt anden måde at definere miljøer på. Lad os bare sige, at der er tale om det kriminelle miljø i Sverige, siger Torben Svarrer.

  30. I går kl. 15:11

    Polen varsler vaccinekrav for lærere og folk i uniform

    Fra 1. marts 2022 kræver det, at man er færdigvaccineret mod covid-19, hvis man vil arbejde som blandt andet lærer, politibetjent eller brandmand i Polen.

    Det oplyser den polske sundhedsminister, Adam Niedzielski, ifølge nyhedsbureauet AP.

    Vaccinekravet kommer også til at gælde sundhedspersonale samt alle sikkerhedsfolk, der bærer uniform - herunder militærfolk og vagter.

    Stigende smittetal får samtidig Polen til at stramme landets restriktioner. Fra næste uge bliver natklubber lukket, mens blandt andet biografer, kirker og restauranter skal skrue kapaciteten ned fra 50 til 30 procent, beretter AP.

    Polen forsøger at komme stigende smittetal til livs. (© Ourworldindata.org)
  31. I går kl. 15:07

    Statsministeren med coronanyt: 'Vi arbejder efter et pressemøde i morgen'

    I morgen bliver der sandsynligvis holdt et pressemøde, hvor regeringen vil fortælle om mulige nye tiltag i kampen mod coroanvirus.

    - Vi arbejder efter et pressemøde i morgen, hvor vi forhåbentlig kan give klar besked, siger Mette Frederiksen.

    Hun ville i dag ikke løfte sløret for, hvilke restriktioner eller tiltag, der kan være på vej, men det er overvejende sandsynligt, at det kommer.

    - Myndighederne sidder og kigger på nu, om der er behov for yderligere initiativer, og det tror jeg, vi må lægge til grund, at der bliver, siger Mette Frederiksen.

  32. I går kl. 14:48

    Politiets efterforskning af skyderier har ført til 12 anholdelser og 25 ransagninger

    I kølvandet på de seneste dages mange skyderier har politiet sat gang i det store maskineri.

    Det fortæller Torben Svarrer, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi.

    - Jeg kan love jer, at vi har sat ekstremt mange ressourcer ind på at få løst det her, siger han på et pressemøde.

    Der er 12 anholdte personer, og politiet har i dag ransaget 25 adresser.

    Den eneste kreds på Sjælland, hvor der ikke har været ransagninger, er hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger han.

    Der bliver også samarbejdet med svensk politi.

  33. I går kl. 14:36

    Sundhedsmyndighederne holder pressemøde om coronasituationen klokken 16

    Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Styrelsen for Forsyningssikkerhed og Statens Serum Institut (SSI) holder pressebriefing tirsdag klokken 16.

    De vil give en status på epidemien, Omikron-varianten, smitteopsporing og testkapacitet, lyder det.

  34. I går kl. 14:23

    'Det går uhyggeligt hurtigt': Statsministeren varsler øget indsats med flere vacciner

    Dagens smittetal er det højeste under hele epidemien, men allerede inden de blev offentliggjort klokken 14, varslede statsminister Mette Frederiksen (S), at der skal fart på vaccineudrulningen.

    - Det går uhyggeligt hurtigt. Derfor skrues der nu yderligere op for vaccinationsindsatsen. Endnu flere danskere skal vaccineres hurtigere. Det gælder både første, andet og tredje stik.

    - Vi følger udviklingen meget tæt flere gange om dagen. Myndighederne overvejer nu, om der er behov for yderligere nødvendige tiltag. Vi må og kan ikke lade pandemien løbe løbsk i Danmark, siger hun.

    - Kapaciteten skal styrkes, så den kan følge med. Fra næste uge er det myndighedernes mål, at der kan vaccineres en halv million danskere om ugen, siger Mette Frederiksen.

  35. I går kl. 14:08

    Ny smitterekord, men indlæggelser er stabile

    Det seneste døgn er 6.324 personer konstateret smittet med coronavirus. Det er det højeste antal til dato.

    Antallet af indlagte holder sig stabilt. Det falder med tre til 465 i alt. 66 ligger på intensivafdelinger.

    Kontakttallet er beregnet til 1,1. Dermed ligner det, at coronaepidemien igen er i vækst, oplyser Sundhedsministeriet. Senest blev det opgjort til 1,0.

    Blandt de smittede er der samlet konstateret 361 tilfælde med Omikron-varianten. Det er 100 flere end i går.

    Bemærk: Grafen er delt op på de dage, folk er blevet testet, så seneste dag er kunstigt lav, fordi der ikke er kommet resultater fra alle test.

    Opdateres...

  36. I går kl. 13:51

    68 ansatte fra spansk intensivafdeling smittet efter julefrokost

    Julefrokoster kan have utilsigtede konsekvenser i form af pinligheder og tømmermænd i flere afskygninger.

    Men hos intensivafdelingen på et hospital i den spanske by Málaga må hovedpinen være ekstra stor i øjeblikket.

    68 sundhedsansatte er nemlig smittet med covid-19 i kølvandet på afdelingens julefrokost i sidste uge, skriver BBC. Myndighederne undersøger i øjeblikket, om udbruddet skyldes festen, hvor 170 personer deltog.

    De fleste af de smittede er intensivlæger og -sygeplejersker, som alle er færdigvaccineret og blev testet inden festen, siger sundhedsmyndighederne.

    De sundhedsansatte i regionen Andalusien, hvor Málaga ligger, var allerede inden udbruddet blevet rådet til ikke at deltage ved julefrokoster på grund af frygten for smitteudbrud.

  37. I går kl. 13:51

    Politiet slår til mod banderne med koordineret aktion på Sjælland

    Politiet har i dag foretaget en række ransagninger i kølvandet på den seneste tids skyderier i hovedstadsområdet.

    Ifølge politiet er der foretaget "flere" anholdelser, og aktionen har involveret flere politikredse på Sjælland. Det vides ikke, hvor mange anholdelser der er tale om.

    Samtidig indfører Københavns Politi i dag to skærpede strafzoner i de områder, hvor der lige nu er visitationszoner.

    Det betyder, at straffen for visse former for kriminalitet kan stige til det dobbelte i forhold til gældende praksis. Det gælder eksempelvis i sager om våbenbesiddelse eller vold. Zonerne ligger i dele af Husum/Tingbjerg og dele af Nørrebro og Nordvest.

    Københavns Politi holder klokken 14.30 pressemøde, hvor man vil fortælle mere om ransagningerne.

  38. I går kl. 13:44

    Psykisk syg mand vinder sag om udvisning ved menneskerettighedsdomstol

    En tyrker, som blev dømt til udvisning i 2015, har vundet en sag mod Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, skriver Ritzau.

    Manden blev oprindeligt udvist efter et voldeligt overfald i 2006 og blev siden idømt syv års fængsel. Han blev også udvist, selv om hans diagnose paranoid skizofreni stadig krævede behandling.

    Det mener Storkammeret - den højeste instans i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - er i strid med artikel otte, der blandt andet omhandler en forpligtelse til at oplyse personer med handicap om rettigheder.

    Dommen glæder advokat Tyge Trier.

    - Jeg har også talt med Savran, der er meget lettet og glad og glæder sig til at komme hjem til sin familie i Danmark og har meget svære forhold dernede, siger han efter dommen.

  39. I går kl. 12:59

    Sundhedsminister Magnus Heunicke er testet positiv for corona under ophold i Bruxelles

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har til opgave at holde coronasmitten nede. Men nu er han selv blevet ramt. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Sundhedsminister Magnus Heunicke er testet positiv for corona.

    Ministeren opholder sig i Bruxelles, hvor han selvisolerer på et hotel. Det oplyser Sundhedsministeriet.

    Magnus Heunicke ankom til Bruxelles i går aftes for at deltage i et rådsmøde. I morges inden mødet tog han en selvtest, som viste sig at være positiv og som efterfølgende blev bekræftet med en særlig hurtig PCR-test, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

    Ministeren har det godt efter omstændighederne, men har milde symptomer i form af ondt i halsen, lyder det.

    Der er iværksat smitteopsporing af alle sundhedsministerens nære kontakter efter både de danske og belgiske sundhedsmyndigheders retningslinjer.

    Sundhedsministeren kørte fredag med både metro og S-tog i København, og det kan ikke fastslås, hvor sundhedsministeren er smittet.

  40. I går kl. 12:44

    Der er konstateret smitte med Omikron til fredagsbar og Jung-koncert i København

    I går blev der konstateret flere smittetilfælde i forbindelse med en koncert med bandet Jung i København i sidste uge.

    I første omgang lød meldingen fra myndighederne, at der ikke var registreret Omikron-tilfælde, men det har ændret sig i dag.

    Udover koncerten er samme variant også konstateret efter en fredagsbar på Panum Instituttet i København.

    Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer derfor alle, der har deltaget i arrangementerne til at lade sig kvikteste.

    Det er ikke oplyst, hvor mange Omikron-tilfælde der er tale om.

  41. I går kl. 12:37

    Studerende sigtet for dokumentfalsk: Viste coronapas med ændret dato

    Østjyllands Politi har sigtet en 25-årig kvindelig studerende på VIA University College i Randers for dokumentfalsk.

    Det er sket, fordi hun mandag formiddag viste en af skolens medarbejdere et skærmbillede af et coronapas, hvor datoen så ud til at være ændret.

    Det fik medarbejderens leder til at kontakte politiet, og kvinden forlod stedet efter at have råbt op og virket truende, oplyser Østjyllands Politi, som derfor fandt frem til kvinden på hendes bopæl.

    Her blev hun så sigtet for dokumentfalsk.

    Straffen for den slags er typisk et sted mellem 20 og 40 dages betinget fængsel, men da der er tale om en straffelovsovertrædelse med relation til covid-19, kan straffen forhøjes til det dobbelte.

  42. I går kl. 12:34

    Økonomiske vismænd: Beskat kørslen i stedet for bilen og scor 20 milliarder kroner

    Væk med registreringsafgiften, reducer ejerafgiften og omlæg brændstofafgifterne.

    Det Miljøøkonomiske Råd har i dag fremlagt en rapport med en række forslag, der skal gøre det meget billigere at være bilejer.

    Til gengæld skal det så indføres kørselsafgifter, der gør det meget dyrere at køre i bilen. Det skal ske ved at udvikle et system, der registrerer hvor meget og hvornår man bruger sin bil.

    På den måde mener vismændene, at det skulle være muligt at sikre en samfundsmæssig gevinst i omegnen af 20 milliarder kroner.

    Om idéen har gang på jord er en politisk beslutning.

  43. I går kl. 11:52

    Sundhedsstyrelsen: Overvejer at omlægge opsporingsstrategi for Omikron-tilfælde efter smittestigning

    Antallet af smittede danskere med den nye corona-variant Omikron er støt stigende.

    Hidtil har myndighedernes strategi været at bremse den nye coronamutation med en omfattende smitteopsporing.

    Men i takt med at Omikron-varianten breder sig i samfundet, giver det mening at overveje at lægge strategien om. Det siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

    - Vi har udvidet smitteopsporingen til også at omfatte nære kontakter til nære kontakter for at forsinke spredningen af Omikron. Denne strategi er kun mulig i en periode med få smittede.

    - Over den seneste uge er der sket en kraftig stigning i antallet at smittede med Omikron-varianten, derfor er Sundhedsstyrelsen sammen med de øvrige myndigheder ved at vurdere, hvornår vi skal overgå til en mindre intensiv smitteopsporing, siger hun.

  44. I går kl. 11:52

    Storebæltsbroen lukker for campingvogne, trailere og andre vindfølsomme køretøjer

    Storebæltsbroen forbyder kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig blæst, skriver Sund & Bælt, der er selskabet bag broen.

    Forbuddet gælder fra klokken 11.00 i dag. Det forventes at blive ophævet klokken 03.00 natten til onsdag.

    Forbuddet betyder, at for eksempel trailere og campingvogne samt varevogne og minibusser ikke må køre over broen.

    Det er op til chaufføren selv at vurdere, om der er tale om et vindfølsomt køretøj eller ej.

  45. I går kl. 11:38

    Rigspolitiets bandeenhed vil ikke gå i detaljer med bandekonflikten i hovedstadsområdet

    Nationalt Efterforskningscenter (NEC) hos Rigspolitiet ønsker ikke at gå i detaljer med, hvilke grupperinger der i disse dage bekriger hinanden med skyderi i gaderne i hovedstadsområdet.

    Det udtaler vicepolitiinspektør Søren Have Enevoldsen i en skriftlig udtalelse.

    NEC har ikke mulighed for at stille op til interview, men udtaler:

    - Af efterforskningsmæssige hensyn kan vi ikke gå i detaljer med de enkelte grupperinger og deres tilhørsforhold og metoder, men vi kan sige, at vi følger udviklingen meget tæt og er klar til at sætte ind med de værktøjer, vi har til rådighed, ligesom vi vil være mere til stede og skabe tryghed i de udsatte områder.

    - Det er fuldstændig uacceptabelt, at der bliver skudt på åben gade i Danmark, og vi strammer derfor grebet over for de kriminelle grupperinger den kommende tid, siger Søren Have Enevoldsen.

  46. I går kl. 11:36

    Justitsministeren om slettede sms'er: 'Vi vil ikke foretage os yderligere'

    De meget omtalte sms'er fra Mette Frederiksen og tre andre topfolk i Statsministeriet bliver ikke genskabt.

    I dag har Forsvarets Efterretningstjeneste meddelt, at de ikke kunne løse opgaven, og derfor vil der ikke blive gjort flere forsøg, siger justitsminister Nick Hækkerup.

    - Når vi står der, hvor vi står nu, så tror jeg simpelthen ikke, at det giver merværdi at henvende sig flere steder og sige, så skal det også tjekkes her. Så vi vil ikke foretage os yderligere i forhold til det her. Efter vores opfattelse, så har vi gjort det, der skal til. Vi vil ikke gøre mere, siger justitsministeren.

    Flere oppositionspartier ønsker, at arbejdet med at genskabe sms'erne skal fortsætte. De Konservative så gerne, at private aktører fik chancen.

  47. I går kl. 11:28

    Antallet af bolighandler slår sidste år

    I går blev der afsluttet 377 bolighandler, og dermed er der i år solgt flere boliger end sidste år, skriver Boligsiden.

    Med mandagens resultat nåede det samlede antal op på 107.509 handler, og det er 21 flere end 2020. Det var ellers det højeste siden 2005.

    Det er særligt salget af villaer og rækkehuse, der udgør langt det største marked, som trækker op. Allerede i november overgik salget her det, der blev set i 2020.

    Den høje fart på boligmarkedet fik i juni Det Systemiske Risikoråd, som rådgiver regeringen, til at opfordre til, at skruen blev strammet en smule.

  48. I går kl. 11:04

    Landsretten stadfæster bødestraf til 44 danseglade personer

    Vestre Landsret har stadfæstet byrettens dom i en sag om 44 personer, der den 4. december sidste år var samlet til en dansefest på en nedlagt ålefarm i Mejrup ved Holstebro.

    Der var de samlet, selvom det på daværende tidspunkt ikke var tilladt at være flere end ti personer samlet.

    Alle 44 personer er blevet dømt for at have overtrådt den daværende bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger, og de er blevet straffet bøder på 4.000 kroner hver, mens arrangørerne skal betale bøder på 5.000 kroner.

  49. I går kl. 11:01

    DBU rejser til Qatar og ønsker svar på en række spørgsmål

    Der skal fortsat kigges nærmere på menneskerettighederne i Qatar, som er vært for VM i fodbold næste år.

    Det er en af årsagerne til, at Dansk Boldspil-Union (DBU) for tredje gang besøger Qatar. Besøget varer fra tirsdag til fredag i denne uge.

    Besøget byder på møder med Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og den organisation, der arrangerer VM-slutrunden.

    Der er behov for kritisk dialog, lyder det fra DBU-direktør Jakob Jensen, der har fokus på øget pres på Qatar og opfølgning på reformer i VM-værtslandet.

    - Menneskerettighedssituationen i Qatar er fortsat meget alvorlig.

    - Besøget kommer på et vigtigt tidspunkt - særligt med den seneste tids debat, der omhandler pressefrihed, lige rettigheder for alle på stadion og ikke mindst implementering af reformerne for migrantarbejderne.

    - Derfor har vi fortsat behov for kritisk dialog og ønsker svar på en række spørgsmål, siger Jakob Jensen.

    DBU oplyser, at unionen skal deltage i politiske møder og besigtige forholdene forud for Danmarks deltagelse ved VM.

    /ritzau/

  50. I går kl. 10:46

    En mand i 20'erne er død efter skudepisode i Herlev i nat

    En mand i 20'erne er død, efter to mænd blev skudt i Herlev i nat.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    Tilstanden hos nattens andet skudoffer, en 25-årige mand, betegnes som stabil, og han er uden for livsfare, lyder det fra politiet.

    Københavns Vestegns Politi modtog klokken 01.04 i nat en anmeldelse om, at en mand med en skudlæsion var indbragt til et hospital fra Ring 4 ved Krebsdammen i Herlev. Der var tale om den 25-årige mand, der nu er uden for livsfare.

    Han blev ramt af skud i hovedet og bliver nu hospitalsbehandlet.

    En hundepatrulje fandt ved tre-tiden i nat en yngre mand, der var dræbt med skud på et grønt område ved Krebsdammen. Han er her til formiddag identificeret som en mand i 20'erne, og de pårørende er endnu ikke underrettet.

  51. I går kl. 10:31

    Smitteudbrud til julefrokost har spredt sig til tre ungdomsuddannelser

    En julefrokost i Viborg den 27. november har udviklet sig til en gedigen supersprederbegivenhed.

    69 ud af 150 deltagere er konstateret smittet med Omikron-varianten, og efterfølgende har smitten spredt sig til tre ungdomsuddannelser.

    Der er tale om Viborg Katedralskole, Midtbyens Gymnasium og Viborg Gymnasium, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

    - Vi kan konstatere, at smitten kan spores tilbage til samme smittekilde, og dermed er der sammenfald mellem smitten til julefrokosten, Martin Jensen-koncerten i Aalborg og udbrud på de tre ungdomsuddannelser. Og vi kan konstatere, at det er gået meget hurtigt, siger Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Blandt koncertpublikummet er indtil videre ti personer konstateret smittede med Omikron.

Mere fra dr.dk