Kontakten mellem Sudans militær og den paramilitære organisation RSF lå i forvejen et meget lille sted. Nu bliver den helt sat på pause.
Sudans militær har nemlig suspenderet dialogen med den rivaliserende part i konflikten. Det fortæller en talsperson til AP.
Nabil Abdalla fra hæren siger til nyhedsbureauet, at det skyldes, at RSF gentagne gange har brudt humanitære våbenhviler. Han anklager desuden RSF for at have overtaget hospitaler og andet civil infrastruktur.
De stridende parter har løbende, siden konflikten for alvor tog fart i midten af april, holdt samtaler med USA og Saudi-Arabien som mægler. Det er primært sket med henblik på våbenhviler, så civile kunne flygte fra landet.
Efter den nye udmelding svarer den paramilitære gruppe RSF ifølge AP, at den "støtter det saudi-amerikanske initiativ betingelsesløst".
Der har ikke været nogen reaktion på militærets udmelding fra hverken Saudi-Arabien eller USA, skriver AP.