Under havoverfladen i Skovshoved og København ligger måske et våben i klimakampen.
Her blev der i efteråret plantet sukkertang, som en del af et stort forskningsprojekt, der skal afdække tangs potentiale for netop klimaet.
Tang trækker nemlig CO2 ud af atmosfæren, og derfor vil man undersøge, om det kan bruges til at lagre CO2 her i landet.
Normalt har sukkertang svært ved at vokse i Øresund, fordi der ikke er så meget salt i vandet, men nu har projektet vist, at tangen kan gro der.
- Vi er faktisk lidt oppe at køre over det. De første mange måneder skete der ingenting overhovedet, så vi troede ikke, at det ville blive til noget. Da vi så kom i april måned og tog vores prøver, som vi skulle, var der pludselig vækst, siger Elisabeth Kiørboe, der er formand for havhaven i Skovshoved.
De endelige resultater af projektet forventes til efteråret. Resultaterne skal kortlægge, hvor meget CO2 tangen kan lagre, samt hvor det geografisk giver mening at dyrke tangen.
Forskningsprojektet er søsat af Miljøministeriet med midler fra den politiske aftale om grøn omstilling af dansk landbrug.
Rubrikken på artiklen er blevet ændret efter udgivelse, da den oprindelige rubrik: "Sukkertang kan dyrkes på vores breddegrader – og det er godt nyt for klimaet" kan misforstås. Sukkertang lever nemlig fint i farvandene vest for Storebælt.