Sundhedsministeren vil orientere ordførere om abekopper
Efter to fund af abekopper i Danmark vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i morgen orientere Folketingets sundhedsordførere om situationen omkring sygdommen.
Det oplyser Sundhedsministeriet ifølge Ritzau.
Det første danske tilfælde af abekopper blev fundet i går hos en mand, der havde været på rejse i Spanien. Og tidligere i dag kom nyheden om smittetilfælde nummer to.
Ifølge sundhedsmyndighederne er der ikke grund til panik, da virusset ikke er særligt smitsomt og generelt kun giver milde sygdomsforløb.
- Som det er nu, er der ikke sket smitte i Danmark. Det er altså tilrejsende danskere, der har haft smitten med hjem. Men vores myndigheder er i fuld gang med opsporingen, og vi følger det hver dag, siger Magnus Heunicke til TV 2.