Seneste Nyt

Sundhedsordførere i covid-19-følgegruppen indkaldt til møde

Partiernes sundhedsordførere er kaldt til orientering i Sundhedsministeriet i dag klokken 12.15.

Det bekræfter Det Radikale Venstres ordfører på området, Stinus Lindgren, over for DR Nyheder.

- Jeg ved, det handler om den aktuelle covid-situation. Vi har ikke fået mere at vide om indholdet, siger han.

Statens Serum Institut oplyste i går, at 3.337 i det foregående døgn var blevet testet positiv for coronavirus.

Nyheder

  1. DSB slår rekord i kompensation

    Der er ikke noget værre end et forsinket tog, og selvom det ikke får dig hurtigere videre, så kan en kompensation alligevel være et plaster på såret.

    Men der er fra DSB's side blevet sat ualmindeligt mange plastre på ualmindeligt mange sår i år, og selskabet har dermed slået en kedelig rekord i kompensationer.

    Det skriver B.T.

    - Det er ny rekord i kompensationer, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov til mediet.

    - Jeg kan sige, at vi for hele 2022 udbetalte 24,3 millioner kroner i kompensation, og på nuværende tidspunkt i år er vi altså over det.

    DSB kom for dage siden ud i endnu en modvind. Selskabet oplyste nemlig, at det fra næste år bliver dyrere at køre i tog i Danmark.

  2. Et af Englands mest kendte træer er i nattens mulm og mørke blevet fældet

    Det er som taget ud af en film. Træet er placeret midt mellem bakkerne, og man kan næsten forestille sig, hvor Instagram-venlige billeder der gennem årene er blevet taget lige her.

    Men det er slut nu. For Sycamore Gap-træet, der er et af Storbritanniens mest kendte træer, er blevet fældet, og en 16-årig teenager er anholdt i forbindelse med sagen.

    Det næsten legendariske træ, der er over 200 år gammelt, er tilsyneladende blevet nedlagt med hjælp fra en motorsav.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Træet har været med i en Robin Hood-film fra 1991, og det blev i 2016 nomineret som Årets Træ i England. Det lå i den nordlige del af landet ikke langt fra grænsen til Skotland.

    • Myndighederne arbejder på stedet, efter det ikoniske træ er blevet fældet. (Foto: © Oli Scarff, Ritzau Scanpix)
    • Det er tilsyneladende en motorsav, der er blevet brugt til at fælde træet. (Foto: © Oli Scarff, Ritzau Scanpix)
    • Sådan så det ud, før en eller flere gerningsmænd i nattens mulm og mørke tændte en motorsav og satte den i træet. (Foto: © Oli Scarff, Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  3. Troels Lund vil have fart på våbenundersøgelse

    Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har lagt sporet ud for den advokatundersøgelse, der skal kulegrave den problematiske sag om våbenindkøb fra det israelske firma Elbit.

    Det fortalte han sent torsdag aften efter et møde med Folketingets partier.

    I næste uge skal beskrivelsen af undersøgelsen være klar. De advokater, der skal lave undersøgelsen, udpeges i oktober. Og så har de få måneder til deres arbejde.

    - Det er min forventning, at vi har undersøgelsen i første kvartal af 2024. Det er brug for at lytte til de partier, der siger, at det er vigtigt, der kommer hastighed i det her, og vi får afsluttet undersøgelsen hurtigt, sagde Troels Lund Poulsen.

    Han afviste, at det kan komme på tale at afhøre vidner. Undersøgelsen tager kun fat i det skriftlige materiale. Regeringen afviser også en større undersøgelsen i form af en kommission.

    - Det synes jeg ikke, sagen kan bære, sagde han efter mødet.

    Et andet spørgsmål er, om der skal undersøges, hvorvidt Statsministeriet og Udenrigsministeriet har haft en rolle i sagen. Det bliver først afgjort i næste uge.

  4. GOG's direktør, Kasper Jørgensen, er ikke bleg for at tage ansvaret for det trænerkaos, der hersker i GOG.

  5. Med bedre planlægning og blik for heftige regnskyl kunne en stor efterregning og forsinkelse af en omfartsvej i Vejle måske være undgået, vurderer ekspert.

  6. Stephanie Lose afviser at undersøge sundhedsvæsnet i øvrige regioner.

  7. FC Nordsjælland skulle ud i straffesparkskonkurrence mod Kolding for at gå videre i pokalen

    Stjerneangriberen Marcus Ingvartsen brændte i straffesparkskonkurrencen for FCN. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    FC Nordsjælland kæmper med om mesterskabet, men torsdag aften var de i problemer mod 1. divisionsholdet Kolding IF i pokalturneringen.

    De to hold skulle helt hen i straffesparkskonkurrence for at finde en vinder, men her trak nordsjællænderne det længste strå.

    Efter 46 minutter bragte Asker Beck Kolding foran, men bare to minutter senere udlignede Benjamin Nygren.

    Ikke lang tid efter kom Kolding foran igen ved Isak Taannander. Martin Frese sørgede dog for forlænget spilletid med sin udligning til 2-2 med 20 minutter igen.

    Men der blev ikke scoret i de 30 minutters ekstra tid, og i straffesparkskonkurrencen var Superligaholdet fra Nordsjælland skarpest.

    AGF gik også videre i pokalturneringen, da de slog Nykøbing FC fra 2. division med 1-0 på mål af Felix Beijmo.

  8. Børn og forældre skal deltage i nyt projekt, der skal forebygge overvægt hos små børn

    En ny forskningsbaseret indsats skal give forældre og deres små børn en sund start på livet, der styrer uden om overvægt.

    Det skriver Statens Institut for Folkesundhed på deres hjemmeside. 1.600 børn og deres forældre fra ti forskellige kommuner skal deltage i indsatsen.

    En gruppe forskere fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, sundhedsplejersker samt nationale og internationale eksperter har udviklet projektet.

    Hovedaspektet bliver at intensivere og kvalificere sundhedsplejerskernes arbejde med at guide forældrene, så deres børn undgår at blive overvægtige.

    - Vi følger familierne fra graviditet, til barnet er omkring tre år gammel. De vil få vejledning og støtte af sundhedsplejersken i meget tidligt at etablere sunde vaner og rammer. Vi har ikke kun fokus på mad og måltider, men også på barnets bevægelse, skærmbrug, søvn og tryghed i familien, lyder det fra seniorforsker Trine Pagh Pedersen.

    Statens Institut for Folkesundhed har modtaget en bevilling på over 40 millioner kroner fra Center for Sundt Liv og Trivsel til projektet.

  9. Til hverdag styrer han 105 medarbejdere, der slår græs og klipper kanter i Næstved Kommune. I fritiden spiller han i dødsmetal-bandet Asinhell, som han har stiftet sammen med Michael Poulsen.

  10. En Aaron Mensing i storform viste vejen, da fynboerne vandt deres tredje Champions League-kamp ud af tre mulige.

  11. Tim Cook var både i København og i Thisted, da han fra tirsdag til torsdag var på danmarksbesøg.

  12. I en tale til nationen siger Ulf Kristersson, at han i morgen skal mødes med landets forsvarschef og rigspolitichef om sagen.

  13. - Bland dig uden om, lyder det fra regeringspartneren Venstre efter opsang fra statsministeren.

  14. En 32-årig mand i skudsikker vest skød og dræbte en kvinde, en mand og en 14-årig pige.

  15. Sydgående spor ved Sydmotorvejen er genåbnet efter trafikuheld

    Opdateret klokken 19:58 med oplysning om, at et enkelt spor i sydgående retning er åbnet.

    Mellem afkørsel 42 og 41 ved Sydmotorvejen ved Farøbroerne er et enkelt spor i sydgående retning igen åbent, efter et trafikuheld gjorde, at politiet måtte spærre det tidligere på aftenen.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på X, tidligere kendt som Twitter.

    - Der åbnes nu et spor i sydgående retning på Sydmotorvejen. I løbet af en time åbnes motorvejen helt, skriver politikredsen.

    Nordgående spor på motorvejen er også åbent.

  16. Her kan du følge GOG's kamp mod Veszprém i Champions League. Du kan også se opgøret på DRTV eller DR2.

  17. Højgaard sidder over i åbningsduellen ved Ryder Cup

    Nicolai Højgaard er den yngste spiller ved årets Ryder Cup. (Foto: © Phil noble, Ritzau Scanpix)

    Fredag morgen begynder Ryder Cup, hvor nogle af de bedste golfspillere fra Europa og USA spiller om håneretten og et af sportens ypperste trofæer.

    Men det bliver uden danske Nicolai Højgaard, der sidder over på første runde sammen med Matt Fitzpatrick, Robert MacIntyre og Justin Rose for europæerne.

    Turneringen begynder med disciplinen 'foursomes', hvor der spilles to mod to, hvor begge hold kun har en bold i spil og således skiftes til at slå. Der spilles fire foursome-dueller.

    Højgaard kan dog få Ryder Cup-debut senere på dagen til fourball-formatet, hvor der også udtages otte spillere. Det er næsten det samme som foursome, men her har hver spiller sin egen bold.

    Ryder Cup spilles fra fredag til søndag.

  18. Brancheorganisation melder ud: Nu strømmer pengene ind fra Booking.com

    Det glæder brancheorganisationen Horesta, at danske overnatningssteder langt om længe nu får udbetalt de penge, de har haft til gode hos bookingportalen Booking.com.

    - Vi har talt med rigtig mange medlemmer. De fortæller os den gode nyhed, at nu strømmer pengene ind fra Booking.com, siger administrerende direktør i Horesta Pia Voss.

    - Det er medlemmer, der har tilgodehavende fra alt lige fra 100.000 kroner til 5 millioner kroner.

    Siden sommerferien har flere hundrede danske hoteller og overnatningssteder manglet betalinger fra den hollandske bookingportal.

    Det har drejet sig om betalinger fra gæster på hoteller og overnatningssteder i Danmark, som Booking.com ikke har overført.

    Men det sker altså nu.

  19. Præsidenten af den selverklærede republik underskrev i dag et dekret, der fra 1. januar betyder, at republikken opløses.

  20. Særlov forlænges: Ukrainere kan bo, arbejde og læse i Danmark indtil 2025

    Der er ikke ligefrem udsigt til, at krigen mellem Rusland og Ukraine slutter foreløbig.

    Det siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i en pressemeddelse.

    Derfor forlænger man nu den særlov, der blandt andet giver ukrainere i Danmark mulighed for at arbejde og gå i skole her.

    Loven, der i første omgang blev vedtaget i marts sidste år, gælder nu til marts 2025.

    - Desværre er der ikke udsigt til, at Putins barbariske angrebskrig i Ukraine stopper foreløbig. Det er en helt ekstraordinær situation, og derfor er det også det eneste rigtige, at vi forlænger særloven, lyder det fra ministeren i meddelelsen.

    - Mange ukrainere er trods deres svære situation lykkedes med at få arbejde her i landet, hvilket jeg synes er meget positivt. Vi vil efterfølgende se nærmere på, om der er behov for justeringer af særloven.

    Ifølge Ritzau har knap 40.000 flygtninge fra Ukraine fået midlertidig opholdsgrundlag i Danmark efter særloven.

  21. Dansker overtager førertrøjen i kroatisk cykelløb

    Tobias Lund Andresen (til venstre) kørte sig torsdag i førertrøjen ved Cro Race i Kroatien. (Arkivbillede) (Foto: © JASPER JACOBS, Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Tobias Lund Andresen, der kører for Team DSM, kørte sig torsdag i førertrøjen ved Cro Race i Kroatien.

    Det gjorde han ved at nappe andenpladsen på torsdagens 3. etape, der endte med en massespurt. Etapen blev vundet af Nicolo Parisini, der er nummer to i klassementet - bare to sekunder efter Andresen.

    Den 21-årige dansker blev også nummer to på løbets 1. etape, mens han måtte nøjes med en sjetteplads på 2. etape.

    Fredag venter så den første bjergetape i det kroatiske etapeløb, der slutter på søndag.

    Andresens landsmand Jonas Gregaard fra Uno-X-mandskabet ligger også godt til i klassementet. Han er på en fjerdeplads - ni sekunder efter Andresen.

  22. Flere partier mener, at der er behov for flere penge til regionerne, hvis sundhedsvæsnet skal reddes.

  23. Putin udnævner lørdag til 'genforeningsdag' i fire erobrede regioner

    Den russiske præsident, Putin, har underskrevet et dekret, som betyder, at den 30. september officielt bliver markeret som "genforeningsdag" for de fire annekterede regioner Kherson, Zaporizjzja, Luhansk og Donetsk i Ukraine.

    Det skriver det russiske statslige nyhedsbureau Tass.

    Rusland afholdt sidste år folkeafstemninger i de besatte regioner - afstemninger, som blev dømt ugyldige af de vestlige lande.

    Senere valgte Rusland at annektere og indlemme regionerne i den russiske føderation.

    Rusland har dog ikke fuld kontrol med regionerne, som flere steder er under angreb fra ukrainske styrker.

  24. Svensk politi om eksplosion: Udtryk for en eskalerende voldsudvikling

    Svensk politi kalder det for sandsynligt, at eksplosionen i Uppsala, der tidligt i morges dræbte en 25-årig kvinde, hænger sammen med den bandekonflikt, der lige nu præger landet.

    Det fortæller Catarina Bowall, befalingschef ved politiet i Uppsala, på et pressemøde her til eftermiddag.

    - Det er sandsynligt, at denne hændelse er relateret til den nationale konflikt, siger hun.

    - Vi går samtidig ud fra at den, som er blevet dræbt, ikke har noget med den nationale konflikt at gøre, siger hun på pressemødet.

    Ifølge regionspolitichef Ulf Johansson er hændelsen et udtryk for en eskalerende voldsudvikling.

    - Svensk politi arbejder døgnet rundt for at bryde voldsudviklingen og bekæmpe dem, der udfører volden og er årsag til utrygheden, siger han på pressemødet.

    Eksplosionen i Uppsala sker i kølvandet på to skuddrab onsdag aften og nat tæt ved Sveriges hovedstad, Stockholm.

  25. Ny opgørelse afslører alvorlige problemer i hele Region Midtjylland.

  26. To er ramt af skud i Rotterdam: Gerningsmand anholdt

    Opdateret klokken 16:44 med oplysninger om, at en mistænkt gerningsmand er anholdt.

    Mindst to personer er såret efter at være blevet ramt af skud i den hollandske by Rotterdam. En mistænkt gerningsmand er anholdt.

    Det oplyser det hollandske medie NU.nl ifølge Ritzau.

    To hollandske aviser, De Telegaaf og De Gelderlander, skriver ifølge Ritzau, at der blandt andet er blevet skudt på Erasmus University Medical Center.

    Stedet fungerer som både universitet og hospital. Ifølge De Telegraaf drejer det sig indtil videre om i alt to skudepisoder. Den anden episode skulle være sket et stykke fra universitetshospitalet.

  27. Booking.com betaler danske overnatningssteder

    Efter måneders ventetid har flere danske hotel- og overnatningssteder fået deres penge fra bookingportalen Booking.com.

    Blandt andet Helle Kramer, som ejer overnatningsstedet Troldegården i Køge. Hun har i dag fået godt 150.000 kroner fra bookingportalen - men mangler stadig 25.000 kroner.

    - Jeg tror lige, at jeg kører lidt endnu med, at kunderne betaler direkte til mig. Så ser jeg lige an, hvordan de løser det, og om jeg får resten af mine penge også, siger hun.

    I går kom det frem, at brancheorganisationen Horesta har truet bookingportalen med et sagsanlæg.

    Senere på dagen lød meldingen fra Horestas direktør, Pia Voss, at Booking.com ville betale deres udeståender med danske overnatningsteder senest fredag.

  28. To personer sidder tiltalt i sagen om drabet på en gravid kvinde sidste år i Holbæk.

  29. Bandevolden spidser til i Haiti: Flere end 10.000 er flygtet, siger FN

    Mange har taget ophold nær en sportsarena i Port-au-Prince. De har fået nok af bandevolden og vil ikke længere være nabo til konflikterne. (Foto: © Ralph Tedy Erol, Ritzau Scanpix)

    I Haiti har bandernes vold og magt taget så meget overhånd, at flere end 10.000 personer er flygtet fra deres hjem for at komme væk fra de værst ramte områder.

    Det oplyser FN ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Bandevolden er langt fra ny i Haiti, men den er ifølge FN spidset gevaldigt til de seneste dage.

    Blandt andet blev et hospital i hovedstaden, Port-au-Prince, for nylig angrebet, skriver Reuters, der påpeger, at landets politi har meget få ressourcer at gøre godt med.

    Kampene mellem banderne er også eskaleret i regionenerne Centre og Artibonite.

    I sidste måned samledes beboere fra hovedstadens Carrefour-Feuilles-distrikt sig foran en militærbase. Her forlangte de at få hjælp til at bekæmpe de voldelige bander.

  30. Vi skal have strammere regler for trafikken i rummet, hvis det ikke skal gå galt, lyder det fra eksperter.

  31. Rusland øger forsvarsbudgettet voldsomt i 2024

    Rusland øger næste år sit forsvarsbudget med næsten 70 procent.

    Det viser et dokument fra det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

    I alt afsætter russerne 785 milliarder kroner til militæret i 2024.

    Ifølge nyhedsbureauets beregninger betyder det, at forsvarsbudgettet bliver næsten tre gange større end uddannelsesbudgettet, budgettet til natur- og miljøbeskyttelse og sundhedsbudgettet i Rusland tilsammen.

    Talsmanden fra den russiske regering bekræftede tidligere i dag på et pressemøde, at man ville forøge forsvarsbudgettet næste år "betydeligt".

  32. Israel enige med Tyskland om salg af missilforsvarssystem til 24 milliarder kroner

    Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, og hans tyske kollega, Boris Pistorius, har underskrevet en aftale om levering af det israelske missilforsvarssystem Arrow 3 til Tyskland.

    Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

    Ifølge Israels forsvarsministerium er det den hidtil største kontrakt, som landets våbenindustri har indgået - værdien anslås til 24 milliarder kroner.

    USA har måttet give grønt lys til aftalen, da Arrow 3-systemet er udviklet i samarbejde med amerikanske Boeing.

    Våbnet er designet til at opfange fjendtlige ballistiske missiler uden for atmosfæren.

    Ifølge kontrakten skal det leveres og være klar til brug inden for de næste to år.

  33. Solen stod op omkring klokken 7.00, men allerede inden da lyste himlen op i orange, lilla og rødlige nuancer.

  34. - Et klart brud på god forvaltningsskik, siger professor om de nye ejendomsvurderinger.

  35. Ulvebestanden i Danmark har potentiale til at vokse med 36 procent om året, konkluderer nyt notat.

  36. Tidligere medarbejder på skole i Birkerød skal fortsat være fængslet i voldtægtssag

    En 27-årig mand er i en sag om overgreb blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

    Det har Retten i Lyngby afgjort ved retsmøde her til eftermiddag.

    Her var den 27-årige med på en videoforbindelse fra den arrest, hvor han også har siddet varetægtsfængslet de seneste 14 dage.

    Den sigtede er tidligere medarbejder på Søholmskolen i Birkerød. Han er mistænkt for ved tvang at have voldtaget en pige under 15 år på skolens område.

    Ifølge sigtelsen skal overgrebet være sket inden sommerferien sidste år.

    Af retsdokumenter fra grundlovsforhøret fremgår det også, at den 27-årige er sigtet for vidnetrusler ved efter overgrebet at have sagt til pigen, at hun ikke måtte fortælle om overgrebet, og at hvis hun gjorde det, så "ville man såre hendes familie."

    Der er nedlagt navneforbud i sagen. Derfor kan DR Nyheder ikke komme mandens identitet eller rolle på skolen nærmere.

    Rudersdal Kommune har i forbindelse med sagen oprettet en hotline for forældre på skolen og har tidligere meldt ud, at der er en mistanke om flere overgreb.

    Det er ikke noget, som politiet har villet kommentere.

    Kommunaldirektør fra Rudersdal Kommune, Birgitte Lundgren, har i dag fortalt, at kommunens hotline har modtaget cirka 50 henvendelser fra forældre med spørgsmål til sagen.

    Ifølge retten er der risiko for, at den sigtede på fri fod vil kunne påvirke politiets efterforskning, hvor man ifølge anklageren fortsat mangler at afhøre personer.

    Det 27-årige nægter sig skyldig i sigtelsen.

  37. Flere steder i landet i nat gjorde temperaturen sig bemærket. Blandt andet blev der på Samsø målt den højeste nattetemperatur nogensinde så sent på året.

  38. Inden for 12 timer blev to personer dræbt af skud, mens en anden døde af sine kvæstelser efter en eksplosion.

  39. Justitsministeren tager mandag første spadestik til landets største fængsel

    På mandag tager justitsminister Peter Hummelgaard (S) første spadestik, når udvidelsen af Sdr. Omme Fængsel officielt går i gang.

    Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser, men inden 2025 skal fængslet udvides med yderligere 200 pladser.

    Den samlede kapacitet bliver dermed 422 pladser, hvilket gør det til landets største fængsel for afsonere. Det skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

    De 200 ekstra fængselspladser er fleksible, hvilket betyder at de som udgangspunkt er lukkede fængselspladser, men også kan ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov.

    Udvidelsen er en del af kriminalforsorgens flerårsaftale fra 2022 til 2025.

  40. Mette Frederiksen om omfattende problemer på hospitaler i Midtjylland: 'Det lyder virkelig, virkelig ikke godt'

    En ny redegørelse fra Region Midtjylland viser, at der er omfattende problemer på mange af regionens hospitalsafdelinger.

    Og det er en situation, som regeringen følger tæt, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

    - Det, vi hører lige nu, lyder virkelig, virkelig ikke godt.

    - Men velfærdssamfundet er ikke ved at gå nedenom og hjem. Vi har et godt velfærdssamfund, og det gælder også på sundhedsområdet.

    Hun peger på, at der allerede er tilført ekstra mange penge til regionerne. Men at de er presset på grund af inflationen.

    - Der er nogle udfordringer. Blandt andet på kræftområdet. Og det kan vi hverken være bekendt eller acceptere.

    - Patienter skal ikke komme i klemme og ikke mindst de alvorligt syge.

  41. Nato vil levere ammunition for milliarder til Ukraine

    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, hilser på Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj under et besøg i Kyiv i dag. (Foto: © Gleb Garanich)

    Nato har aftaler på plads, der skal sikre leverancer af vigtig ammunition til Ukraine til en værdi af næsten 15 milliarder kroner.

    Det fortalte Nato-generalsekretær, Jens Stoltenberg, da han i dag var på besøg hos præsident Zelenskyj i Kyiv.

    - Aftalerne gør, at Nato-medlemslande stadig kan fylde deres egne lagre, mens de forsyner Ukraine med ammunition, sagde Stoltenberg.

    Ukraine er kommet under pres, fordi man bruger ammunition i et tempo, som landets allierede har svært ved at følge med i.

    Du kan følge de seneste nyheder fra Ukraine i vores liveblog.

  42. Kvinder, der mister et foster før uge 16 i graviditeten, skal nu have særlig støtte og hjælp.

  43. Dumbledore-skuespilleren Michael Gambon er død

    Michael Gambon overtog rollen som Dumbledore, efter Richard Harris, der spillede rektoren i de første to film, døde. (Foto: © Photo ITAR-TASS)

    - Lykken kan findes selv i de mørkeste tider, hvis man bare husker at tænde lyset.

    Det siger rektor på Hogwarts, Albus Dumbledore, i den femte bog i Harry Potter-serien.

    Og de mest hardcore Potter-fans har måske brug for at huske Dumbledores udødelige ord, for den britisk-irske skuespiller, der spiller den ikonisk og højtelskede karakter, Michael Gambon, er sovet ind.

    Han blev 82 år.

    - Michael sov ind på hospitalet med sin kone Anne og søn Fergus ved sin seng efter en lungebetændelse, står der i en udsendt erklæring fra familien ifølge flere britiske medier.

    - Vi beder jer respektere vores privatliv i denne smertefulde tid og takker jer for støtte og kærlighed, står der yderligere.

    Gambon, der blev født i 1940 i Dublin, opnåede stor succes inden for både film, tv og teater.

    Det var i Dennis Potters tv-serie "The Singing Detective" (Den Syngende Detektiv red.), at han i 1986 fik sit internationale gennembrud.

    Gambon var ridder i Storbritannien og optaget i Order of the British Empire på grund af sine præstationer som teaterskuespiller.

  44. Dørlukning i Claus Hjorts straffesag til afgøres i Højesteret: 'Jeg ønsker fuld offentlighed'

    Skal Claus Hjort Frederiksens staffesag køre for åbne eller lukkede døre?

    Det skal Højesteret nu tage stilling til.

    - Til min store glæde har jeg netop fået tilladelse til at bringe afgørelsen om dørlukning for Højesteret. Jeg er ked af mørklægning af min sag. Jeg ønsker fuld offentlighed, skriver Claus Hjort Frederiksen i et opslag på Facebook.

    - Jeg har ikke ytret noget, som jeg ikke kan stå offentligt ved. Til gengæld vil åbne døre lægge pres på systemet, der hellere ser den ordnet uden for mediernes og offentlighedens kritiske blik.

    Screendump fra Facebook.

    Til Berlingske bekræfter hans advokat ligeledes, at Højesteret, der er Danmarks højeste domstol og sidste appelinstans, skal vurdere dørlukning.

    Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for læk af statshemmeligheder.

    Både Københavns Byret og Østre Landsret har afvist Claus Hjort Frederiksens anmodning om åbne døre i retssagen mod ham.

    Når Højesteret skal vurderer sagen, betyder det konkret, at Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til det.

    I Københavns Byret er der ifølge Ritzau afsat 12 retsmøder til at behandle straffesagen. Det første er efter planen 7. november.

    Se dagens nyheder i TVA Live.

  45. For fire år siden var han en af de mest talentfulde unge i dansk cykelsport. Nu tvinger kroppen Jacob Hindsgaul til at stoppe karrieren i en alder af blot 23 år.

  46. Kighosteepidemien fortsætter, og antallet af tilfælde stiger markant

    Danmark er fortsat ramt af en epidemi med kighoste.

    Og ifølge Statens Serum Institut (SSI) bliver antallet af tilfælde ved med at stige.

    I uge 37 i september, 11. til 17. september, blev der påvist 200 tilfælde af kighoste.

    Det er ti gange mere end det ugentlige gennemsnit i perioden mellem de seneste to epidemier, skriver SSI.

    Instituttet har tidligere meldt ud, at der er en kighoste-epidemi i Danmark på nuværende tidspunkt.

    I august var antallet af tilfælde cirka fire gange så højt som normalt.

    Her var antallet for hele måneden på 439 tilfælde.

    Kighoste er en luftvejsinfektion, der hos ikke-vaccinerede spædbørn kan få et alvorligt og i værste fald livstruende forløb.

  47. Sygeplejersker på Bornholms Hospital risikerer selv at blive syge

    Sygeplejerskerne på intensivafdelingen på Bornholms Hospital løber så stærkt, at der er risiko for, at de selv bliver alvorligt syge på grund af et stort arbejdspres, som bunder i mangel på personale.

    Arbejdstilsynet har givet hospitalet et såkaldt straks-påbud, som ifølge Bornholms Tidende betyder, at der senest på mandag skal rettes op på forholdene.

    Louise Riisager, der er sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på intensivafdelingen, bekræfter, at det er hårdt at arbejde på afdelingen:

    - Der er mangel på personale og mange vagter, der skal dækkes. Nogle bliver syge af det, andre klør på, men det er en uholdbar løsning, at vi konstant er underbemandet.

    Hospitalsdirektør Annemarie Hellebæk anerkender problemerne:

    - Det er et stort problem at skaffe sygeplejersker på det her område. Det er ingen undskyldning, men det er en del af baggrunden for situationen.

  48. Pakistanske skoler lukker ugen ud for at stoppe smitsom øjenbetændelse

    Der er registreret 357.000 tilfælde af øjeninfektionen siden årets begyndelse i Pakistan. (Foto: © Farooq NAEEM, Ritzau Scanpix)

    Et udbrud af smitsom øjenbetændelse får nu de lokale myndigheder i Pakistans mest folkerige provins, Punjab, til at lukke over 56.000 skoler resten af ugen.

    - Vi håber, at det vil bryde infektionens cyklus i provinsen, siger en talsmand for Punjabs undervisningsafdeling, Zulfiqar Ali, til AFP.

    Der bor 127 millioner mennesker i den østlige Punjab-provins, og foruden de 56.000 offentlige skoler er også tusindvis af privatskoler underlagt nedlukningen.

    I forvejen var skolerne lukket fredag på grund af en religiøs helligdag, men mange steder har normalt undervisningstilbud i weekenden.

    Når eleverne kommer i skole på mandag, bliver de screenet, inden de får lov at komme indenfor.

  49. Landsretten frifinder mand for drabsforsøg: Stak en anden gentagne gange med knust flaske

    En 34-årig mand har fået nedsat sin fængselsstraf fra seks år til et år og tre måneder af Vestre Landsret.

    Det oplyser landsretten til Ritzau.

    Manden blev dømt for grov vold og erkendte handlingen, men både byretten og anklagemyndigheden regnede volden som et drabsforsøg.

    Landsretten derimod mener, at der ikke er ført bevis for, at det var drabsforsøg, da han gentagne gange stak en 53-årig mand med en knust flaske i december sidste år.

    Byretten havde også udvist den 34-årige med indrejseforbud i 12 år. Det blev ændret til en advarsel om udvisning af landsretten.

Mere fra dr.dk