Efter længere tids efterforskning har politiet i Stockholm fundet store mængder af narkotika og cannabis, mens 21 mennesker er blevet anholdt.
Der er også fundet våben, skriver Sveriges politi i en pressemeddelelse.
I alt er der beslaglagt 42 kilo kokain, 165 kilo hash og syv særligt farlige våben.
- Narkotikahandlen er stor og finansierer grov organiseret kriminalitet. Gennem et aggressivt arbejde over længere tid har vi nu fået et rigtig godt resultat, siger Susanne Wikland, som er vicepolitichef i Stockholm.
Ifølge politiet har de 42 kilo beslaglagt kokain en gadeværdi på mellem 50 og 100 millioner svenske kroner. Det svarer til 33,9 til 67,7 millioner danske kroner.