En svensk statsborger er fredag eftermiddag blevet anholdt i Københavns Lufthavn med omkring to millioner kroner i fremmed valuta i sin kuffert.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau. Vagtchef Espen Godiksen oplyser, at manden var på vej til Istanbul, da han blev anholdt.
Der har i år været en hel stribe af sager, hvor svenskere er blevet anholdt med store pengebeløb i lufthavnen i Kastrup.
Københavns Politi oplyste torsdag, at der ind til videre har været cirka ti lignende sager i år.
Et fællestræk er, at alle pengebudene har haft billet til Tyrkiet. I alt er omkring 20 personer blevet sigtet i de mange sager, hvoraf nogle drejer sig om flere millioner kroner.
Manden er sigtet for hvidvask, og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, oplyser politiet.