Sverige tilslutter sig nu koret af europæiske lande, der i disse dage taler om at sende kampvogne til Ukraine.
Den svenske forsvarsminister, Pål Jonson, fortæller til Svenska Dagbladet, at de ikke udelukker at sende kampvogne mod Ukraine. Til avisen siger han, at de ikke har planlagt nogen leverance, men at det kan blive aktuelt på et senere tidspunkt.
Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, har tidligere meddelt, at de vil sende kampvogne til Ukraine. Også Tyskland meldes nu klar til at sende Leopard 2-kampvogne afsted.
Mange andre lande har tøvet med at melde ud, om de vil sende deres Leopard-kampvogne til Ukraine. De er nemlig produceret i Tyskland, og derfor kræver det tysk tilladelse for andre lande at donere deres kampvogne til Ukraine.