Her til aften har den svenske regering fremlagt et forslag til en terrorlov, der vil gøre det strafbart at være 'deltager' i en terrororganisation.
Det skriver Ritzau.
Loven er foranlediget af de krav, Tyrkiet har stillet til svensk Nato-medlemskab.
Det gælder særligt i forhold til den kurdiske organisation PKK, der optræder på EU's terrorliste.
- Sverige stikker ud i forhold til andre lande ved ikke at have regler for at være deltager i terrororganisationer, siger Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, til nyhedsbureauet TT.
Ifølge ham vil Sverige med den nye terrorlov, der har været under udarbejdelse i seks år, lukke et hul i den nuværende lovgivning.
Mange tyrkiske kurdere har fået asyl i Sverige. Ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er en del af dem tilknyttet PKK og andre yderligtgående organisationer.