Tyrkiet dropper modstand mod svensk og finsk Nato-medlemskab

Sverige og Finland er rykket et stort skridt nærmere Nato-medlemskab, efter at Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, her til aften har valgt at droppe sin modstand mod at optage de to lande i forsvarsalliancen.
De to nordiske lande søgte om medlemskab i Nato i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine i februar. Men den tyrkiske præsident var især skeptisk over for Sverige, som han blandt andet beskyldte for at være for føjelige over for Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), som både Tyrkiet og EU har på sin terrorliste. Derfor krævede han indrømmelser, før han ville nikke ja til at lukke de to lande ind i alliancen.
Men ifølge Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har de tre lande nu underskrevet et forståelsespapir, hvor der bliver taget højde for de tyrkiske bekymringer. Derfor støtter Tyrkiet nu, at de to lande bliver optaget i alliancen.
Nato-landenes ledere er lige nu samlet i den spanske hovedstad, Madrid, hvor de onsdag og torsdag skal holde topmøde.