Sveriges kurdere vil ikke bruges som brik i spil om Nato-medlemskab
I disse timer mødes den svenske statsminister, Magdalena Andersson, og den finske præsident, Sauli Niinisto, med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at drøfte den svenske og den finske ansøgning om medlemskab af Nato.
Alt imens frygter kurdere i Sverige, at de bliver brugt som en strategisk brik i de forestående Nato-forhandlinger, der finder sted de kommende tre dage.
Det siger Shiyar Ali, der er repræsentant for kurdere i Skandinavien, ifølge Ritzau.
- Vi vil ikke have, at kurderne kommer på forhandlingsbordet, lyder det.
Før Sverige og Finland kan blive medlemmer af Nato, kræver det enstemmighed blandt Natos 30 medlemslande.
Sveriges befolkning på over 100.000 kurdere samt den svenske støtte til kurdere har i længere tid ført til tyrkiske frustrationer.
Derfor har Tyrkiet truet med at bremse svenskernes Nato-ansøgning, fordi de mener, at Finland og især Sverige farer for lempeligt over for Det Kurdiske Arbejderparti (PKK). PKK er på både EU's, USA's og Tyrkiets terrorliste.
Men Sverige er dog dybt optaget af at bekæmpe terrorisme, fortalte Magdalena Andersson tidligere på måneden, hvilket blandt andet kan ses i den nye terrorlovgivning, som træder i kraft 1. juli, siger hun.