Der skal ikke svømmes crawl, bryst eller butterfly i Nykøbing Sjælland Svømmehal den kommende tid.
Den farlige bakterie legionella er blevet fundet i brusehoveder i svømmehallen, der derfor lukker øjeblikkeligt og mindst en måned frem, skriver Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.
Legionalla-bakterien kan forårsage svær lungebetændelse, og den trives i lunkent vand, oplyser Styrelsens for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.
Kilden til hvor bakterierne er opstået er endnu ukendt, men da bakterierne kun er konstateret i brusevandet, har det ikke noget at gøre med den sænkning af badevandstemperaturen, som blev indført i oktober 2022, oplyser kommunen i meddelelsen.
Svømmehallen kan åbne, når alle vandprøver er fri for legionella.
Der blev foretaget analyser af vandet, efter at en gæst i svømmehallen blev syg på grund af bakterien.