Danske produktionsvirksomheder begynder nu i stigende grad at kigge mod Sydeuropa i jagten på arbejdskraft.
Antallet af østeuropæere, som søger arbejde i Danmark, er nemlig nedadgående. Samtidig er ledigheden herhjemme kun på 2,8 procent.
Så for at holde hjulene i gang, kan løsningen være arbejdskraft fra Spanien, Italien og Frankrig.
- Udfordringen er nu, at medarbejdermanglen er så massiv, at det er svært at følge med, siger arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Industri, Steen Nielsen.
Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jens Arnholtz peger på, at de danske virksomheder skal yde en større indsats, fordi vi er afhængige af udenlandsk arbejdskraft.
- Hvis vores økonomi skal vokse, så er vi i et eller andet omfang afhængige af at kunne tiltrække den udefra, siger forskeren.