Det er fra i dag ikke længere påbudt, at sydkoreanere skal iføre sig mundbind, når de tager på restaurant eller i fitnesscentret, efter Sydkorea har sløjfet de fleste regler om indendørs brug af mundbind.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sydkoreanerne skal dog stadig være forsigtige, da sundhedsmyndighederne har advaret om, at lempelser af maskeregler kan føre til en midlertidig stigning af covid-19 smitte.
De opfordrer alle til at være opmærksomme på situationer, hvor der er en fare for smitte.
Mundbindet skal stadig bæres i offentlig transport og på sygehuse.
Sydkorea har droppet de fleste restriktioner, når det kommer til coronavirus, men bliver man testet positiv, så er det stadig et krav at isolere sig derhjemme i syv dage.
Sydkorea har siden pandemien brød ud, haft over 30 millioner smittede og 33.420 dødsfald, viser en oversigt fra Johns Hopkins.
