I forbindelse med lørdagens lokalvalg i Taiwan blev der også afholdt folkeafstemning om at sænke stemmealderen fra 20 til 18 år.
Forslaget blev dog ikke vedtaget, selvom et flertal på knap 53 procent stemte for ændringen. En vedtagelse kræver nemlig, at mere end halvdelen af alle stemmeberettigede stemmer for – svarende til godt 9,6 millioner stemmer.
Stemmedeltagelse ved lørdagens valg blev dog kun 59 procent, og dermed var de 5,6 millioner stemmer for ændringen langt fra at være nok.
Før valget sagde flere unge vælgere til BBC, at det, der driver dem til stemmeurnerne, er "den kinesiske trussel", og stadigt flere unge i Taiwan ser ud til at være politisk bevidste.
Øen Taiwan fungerer i praksis som selvstændig republik med egen regering, flag og møntfod. Men Kina betragter Taiwan som en udbryderprovins, der en dag skal genforenes med Kina.
Spændingerne er steget de senere år, og styret i Beijing har ikke afvist at bruge magt for at få Taiwan tilbage.