Seneste Nyt

Tankvogn kørte galt på Vestmotorvejen ved Sorø og skabte 20 kilometer lang kø

En tankvogn kørte torsdag eftermiddag galt, da chaufføren fik et ildebefindende og ramte autoværnet, da han skulle køre af E20 Vestmotorvejen ved Sorø.

Uheldet spærrede i flere timer både frakørslen 37 ved Sorø og højre bane i retning mod Fyn.

Ifølge DR P4 Trafik skabte uheldet en kø, der var 20 kilometer lang.

Der er nu ryddet op efter uheldet, og køen er blevet afviklet.

Opdateret klokken 20.14.

Nyheder

  1. EU-leder vil øge den finansielle støtte til Vestbalkan

    Som det er nu, gør EU ikke nok for at få lande på Vestbalkan ind i EU.

    Sådan lyder det fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, under en konference i Slovakiets hovedstad, Bratislava.

    Det skriver Ritzau.

    - I dag er der en ny bevidsthed i EU. Vi indser endelig, at det ikke er nok bare at vente på, at vores venner uden for unionen rykker tættere på os. Vi må også tage ansvar for at bringe de aspirerende medlemmer meget tættere på os, siger kommissionsformanden.

    Derfor forslår von der Leyen en "vækstplan" bestående af fire punkter, der hurtigere skal sikre EU-medlemskab til lande som eksempelvis Montenegro, Serbien og Nordmakedonien.

    Et af punkterne går på at øge EU's finansielle støtte til landene på Vestbalkan.

    - Der er hårdt behov for investeringer på Vestbalkan. Investeringerne vil gøre folks liv bedre, og de vil også glatte vejen ind i vores union. Derfor bør vi øge de ressourcer, der sættes af til Vestbalkan, siger Ursula von der Leyen.

    Hun uddyber ikke, hvor mange penge EU-Kommissionen mener, der skal sættes af.

  2. Hundredvis af demonstranter er mødt op foran rådhus i Kosovo

    • Demonstranter har medbragt et stort serbisk flag til Zvecan i Kosovo. (Foto: © Bojan Slavkovic, Associated Press)
    • Flere hundrede demonstranter er mødt op for at protestere mod byens nye kosovoalbanske borgmester, der blev indsat i fredags. (Foto: © Bojan Slavkovic, Associated Press)
    • Nato-soldater er sat i ind i Zvecan i et forsøg på at holde demonstrationerne fredlige. (Foto: © Bojan Slavkovic, Associated Press)
    1 / 3

    Hundredvis af demonstranter er igen mødt op ved et rådhus i det nordlige Kosovo i byen Zvecan.

    Demonstranterne er utilfredse med, at Kosovos regering i sidste uge indsatte kosovoalbanske borgmestre i flere nordlige provinser, hvor der bor mange borgere med serbiske rødder.

    Protesterne er indtil videre rolige og demonstranterne har medbragt et flag, som er over 200 meter langt og som strækker sig fra rådhuset til bymidten. Det skriver AP.

    Spændingerne i Kosovo har stået på et stykke tid, og i mandags blev 30 Nato-soldater såret i Zvecan. Uroen har fået Nato til at sende yderligere 700 soldater til det lille Balkan-land.

    Kosovo erklærede sig som en selvstændig nation i 2008 efter at have været en serbisk provins. Mange lande har anerkendt Kosovos selvstændighed, men det gælder ikke Serbien.

  3. Morten Bødskov bliver fungerende finansminister - Nicolai Wammen skal på forældreorlov

    Når kalenderen siger 5. juni, går finansminister Nicolai Wammen (S) på forældreorlov.

    I den forbindelse overlader han jobbet til erhvervsminister Morten Bødksov (S), der bliver fungerende finansminister.

    Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

    Nicolai Wammen er på forældreorlov frem til 13. august. I den periode kommer Morten Bødskov således til at varetage jobbet som både erhvervs- og finansminister.

  4. Syv personer anholdt i Tyskland: Mistænkt for at have indsamlet penge til Islamisk Stat

    Tysk politi har anholdt syv personer, der mistænkes for at have indsamlet mindst 65.000 euro, svarende til knap en halv million kroner, til Islamisk Stat.

    Det oplyser Tysklands føderale anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet AP.

    Anklagemyndigheden mener, at de mistænkte er medlemmer af et internationalt netværk, der hjælper med at finansiere Islamisk Stats aktiviteter i Syrien. De skulle blandt andet have søgt om donationer til Islamisk Stat via beskedtjenesten Telegram siden 2020, lyder det.

    De indsamlede penge er angiveligt blevet brugt på at støtte medlemmer af Islamisk Stat, der har været tilbageholdt i fangelejre i det nordlige Syrien. I nogle tilfælde gjorde pengene det muligt for IS-medlemmerne at flygte eller blive smuglet ud af lejrene, skriver AP.

    De mistænkte - fire kvinder og tre mænd - blev anholdt i razziaer i fem tyske delstater, efter politiet havde ransaget 19 ejendomme i Tyskland og én i Holland.

  5. Op mod 36 kilometer vandrør skal nu udskiftes i skandaleramt sygehusbyggeri

    Der er bakteriefyldte og rustne vandrør i store dele af byggeriet af det nye sygehus i Aalborg - og vandrørene skal repareres omgående.

    Sådan lyder meldingen fra Region Nordjylland, der er bygherre for projektet.

    Udskiftningen skal ske, selvom man endnu ikke ved, hvem der skal betale millionregningen.

    I foråret kom det frem, at der er stillestående vand i 36 kilometer vandrør. Det skaber baktierievækst, rust og gennemtæring og kræver handling nu, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

    - Hvis vi venter længere tid, og vi konstaterer, at der er lækage på rigtig mange af vandrørene, vil det være umuligt at drive et sygehus. Det vil potentielt kunne dryppe ind på meget vitale afdelinger som en operationsstue eller en akutmodtagelse, siger han.

    Det er stadig uvist, præcist hvor mange ud af de 36 kilometer rør, der skal udskiftes.

    Hvem der skal betale for reperationerne, skal afgøres i den voldgiftssag, Region Nordjylland har rejst mod VVS-entreprenøren Bravida Danmark A/S og totalrådgiveren INDIGO.

    Bravida Danmark A/S, der har udført installationen, har afvist at være ansvarlig for skaderne. INDIGO har ikke ønsket at udtale sig til DR.

  6. Ny lov i Japan kan forlænge atomkraftværkers levetid

    En lov, der skal give mulighed for at bruge landets atomreaktorer i mere end 60 år, er blevet vedtaget i Japan.

    Det skriver Ritzau med henvisning til nyhedsbureaet AFP.

    Den nye lov vedtages blandt andet for at komme udfordringer med klima og energiforsyning til livs.

    Den japanske regering ønsker at "sikre en stabil forsyning af elektricitet", skriver Japans økonomiministerium i en pressemeddelelse.

    Med den nye lov må en atomreaktor i princippet stadig kun være aktiv i 60 år, men reglerne giver mulighed for at modregne perioder, hvor reaktorer har været lukket ned.

    Ifølge Ritzau er de fleste af Japans atomreaktorer i dag sat i bero som følge af Fukushima-ulykken i 2011. Men uro omkring globale energimarkeder har åbnet debatten på ny.

  7. Mette Frederiksen lover at beskytte børn og unge mod tech-virksomheder og kunstig intelligens

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har fået ChatGPT til at skrive indledningen af sin tale til Folketingets afslutningsdebat. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    - Det, jeg lige har læst op her, er ikke skrevet af mig. Det er skrevet af en kunstig intelligens - ChatGPT.

    Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale til Folketingets afslutningsdebat efter en indledning på et par minutter.

    Statsministeren vil pointere, hvor meget den kunstige intelligens kan, og at børn og unge derfor skal beskyttes langt bedre.

    Hun lover at tage ansvar for fremtidig ansvarlig brug af kunstig intelligens og mere regulering af tech-virksomhederne.

    - Tech-giganterne tager jeres tid. De tager jeres data. Og måske tager de også jeres selvværd? Den udfordring skylder vi jer børn og unge at finde svar på, siger hun.

    Hun beskriver, hvordan børn og unges liv i stigende grad finder sted på digitale platforme, som hun mener, hænger sammen med den stigende psykiske mistrivsel.

    - I unge er på mange måder mere sociale end nogen generation før jer. Konstant i kontakt med hinanden på et væld af platforme. Alligevel er mange af jer ensomme. Der er mere angst. Flere oplever depression. Diagnoserne eksploderer, siger hun.

  8. Landdistrikternes Fællesråd: Milliarderne skal lande hos kaserner i Vestdanmark

    Kasernerne i Vestdanmark skal tilgodeses, når milliarderne bliver fordelt til opgradering af landets kaserner.

    Sådan lyder det fra Landdistrikternes Fællesråds formand, Steffen Damsgaard.

    - Det vil være med til at skabe ny udvikling og ny bosætning i en lang række områder af landet, siger han.

    I går præsenterede regeringen et udspil, hvor de over de kommende ti år ønsker at investere 143 milliarder kroner mere i forsvaret. I år afsættes 6,7 milliarder, og det årlige beløb stiger så det i 2032 skal være 19,2 milliarder kroner.

    Ifølge Steffen Damsgaard vil en opgradering af kasernerne i udkanten - sammen med ønsket om flere værnepligtige - være med til at trække flere mennesker til de mindre kasernebyer.

    Borgmestre i både Haderslev og Varde håber at få del i kaserne-milliarderne.

    - Det vil have en afsmittende effekt på jobskabelse i lokalsamfundet, hvis der bliver brugt betragtelige milliarder på at renovere forsvarets faciliteter, siger borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen fra Venstre.

  9. Protester i Brasilien: Ny lov vil begrænse reservater

    Det brasilianske underhus har godkendt et nyt lovforslag, der skal begrænse nye reservater til den oprindelige befolkning i landet.

    Den godkendelse er ikke blevet vel modtaget af grupper fra Brasiliens oprindelige befolkning. Kort efter godkendelsen blev en motorvej ved Sao Paulo blokeret af vrede demonstranter, og der er varslet flere protester. Det skriver Reuters.

    Loven kommer ikke nødvendigvis til at påvirke allerede eksisterende reservater, men den kan påvirke hundredvis af reservater, der er under vurdering.

    Reservaterne giver juridisk beskyttelse til dem, der bor i dem, og kan eksempelvis også være med til at forhindre skovhugst fra områderne.

    Der skal nu også stemmes om lovforslaget i den brasilianske kongres' andet kammer, senatet.

    Herefter skal præsident Lula underskrive den.

  10. Tredje på kort tid: Filippinsk journalist skuddræbt foran sit hus

    Politi arbejder på gerningsstedet, efter Cresenciano Bunduquin blev skudt og dræbt foran sit hjem i det centrale Fillippinerne. (Foto: © Handout)

    Cresenciano Bunduquin, en 50-årig radiojournalist fra Fillippinerne, er blevet skudt og dræbt foran sit hjem i det centrale Fillippinerne.

    Han blev dræbt af gerningsmænd, der kørte forbi huset på motorcykel. Det oplyser oberst Samuel Delorino til AFP ifølge The Guardian.

    En af gerningsmændene omkom, da Bunduquins søn eftersatte gruppen i sin bil.

    - Det lykkedes den sidste gerningsmand at komme væk. Eftersøgningsoperationen kører stadig, lyder det fra Samuel Delorino.

    Bunduquin er ifølge The Guardian den tredje journalist, der bliver dræbt i Fillippinerne, efter Ferdinand Marcos blev indsat som præsident i juni sidste år.

    Han var vært på et radioprogram, der ifølge hans chef ofte gik kritisk til værks, når det handlede om eksempelvis ulovlig gambling eller politik.

  11. Ghana til EU: Jeres brugte tøj er en 'miljømæssig katastrofe' hos os

    Handlen med genbrugstøj er stor på Kantamanto Market i Accra, Ghanas hovedstad. Billedet er fra november sidste år. (Foto: © FRANCIS KOKOROKO, Ritzau Scanpix)

    En delegation fra Ghana har været i Bruxelles med et opråb til Europa - vi drukner i jeres aflagte og usolgte tøj.

    Gruppen, der blandt andet tæller tøjhandlere, kalder udviklingen for en miljømæssig katastrofe. Det skriver den britiske avis The Guardian.

    De ghanesiske tøjhandlere vil især gerne have gjort noget ved mængden af nyt tøj, som modeindustrien producerer, men aldrig får solgt.

    Hver uge ender cirka seks millioner stykker tøj på Kantamanto Market i Ghanas hovedstad, Accra, som er blandt verdens største genbrugstøjmarkeder.

    På markedet bliver en del af tekstilerne solgt videre, men en stor del af det ender også i gigantiske affaldsbunker langs Accras kyst.

    - Det vokser i havet - skildpadder kan ikke komme ind til stranden, korallerne dør og fiskere kan ikke fiske. Det er en miljømæssig katastrofe, siger Solomon Noi, affaldsansvarlig i Accra, til The Guardian.

    Delegationen mener, der skal laves EU-regler, så der automatisk bliver sendt penge til de lande, som ender med at håndtere genbrugstøjet i sidste ende.

  12. BNP voksede i første kvartal: Medicinalindustrien holder gang i dansk økonomi

    Trods frygt for økonomisk krise, bliver dansk økonomi ved med at vokse.

    Bruttonationalproduktet (BNP) voksede med 0,2 procent i første kvartal, når der korrigeres for sæsonudsving.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Ritzau.

    Væksten er særligt drevet af fremgang inden for medicinalindustrien, fremgår det.

    Udviklingen viser, at dansk økonomi lige nu står et solidt sted. Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

    - Trods udfordringer bliver økonomien ved med at overgå sig selv.

    - Flere andre nøgletal i økonomien viser ligeledes gode momenter med beskæftigelsen, som fortsat slår nye rekorder, skriver han i en kommentar til Ritzau.

  13. Flere børnefamilier søger sommerferiehjælp

    Hos Dansk Folkehjælp, der sender børnefamilier på gratis ferieophold, har de oplevet en stigning i antallet af ansøgninger på 25 procent i forhold til sidste år.

    I år har 12.820 familier søgt om hjælp. Sidste år var tallet lige over 10.000, og går man tilbage til 2019, lå tallet på kun 3.946.

    - Det er simpelthen blevet dyrere at være familie i Danmark, siger generalsekretær for Dansk Folkehjælp, Mirka Mozer, til Ritzau.

    - Der er et klart og tydeligt efterslæb på inflationen, og fødevarepriserne er steget. Det mærker man, hvis man i forvejen er i en presset økonomisk situation.

    Flere andre hjælpeorganisationer oplever i år stigende efterspørgsel på hjælp fra børnefamilier. Det gælder blandt andre Mødrehjælpen.

  14. Danmark donerer 7,5 millioner kroner til indsats ved forladt olietanker for at undgå 'miljømæssig superkatastrofe'

    "FSO Safer" har ligget ud for Yemen siden 2015. (Foto: © AA/ABACA, AA/ABACA)

    Olietankeren FSO Safer, der i flere år har ligget ud for Yemens kyst, er i fare for at skabe en miljøkatastrofe, fordi enorme mængder olie fra skibet risikerer at slippe ud i havet, hvis skibet slår læk.

    FN har sat gang i en oprydningsmission, der skal afværge katastrofen, og den donerer Danmark nu penge til, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det drejer sig om 7,5 millioner kroner, som skal være med til at finansiere redningsaktionen.

    - Den her situation kan ende i en miljømæssig superkatastrofe. Konsekvenserne vil være massive og kan ramme både befolkningen i Yemen og de uberørte rev, havbund og mangroveområder ud fra Yemens kyst, siger Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

    Skibet blev forladt i 2015, da borgerkrigen i Yemen brød ud og har råolie i tanken svarende til 1,1 millioner tønder.

  15. Guvernør i Belgorod: Ukrainske styrker har bombarderet en by

    Guvernøren i den russiske region Belgorod, Vjatjeslav Gladkov, siger på beskedtjenesten Telegram, at ukrainske styrker har bombarderet en by i regionen.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge guvernøren er fire personer kommet til skade, hvoraf to er bragt til hospitalet, bygninger er blevet beskadiget, og biler er brudt i brand efter et artilleriangreb på Sjebekino, der ligger tæt på grænsen til Ukraine.

    I angrebet blev ruder smadret og taget beskadiget på et otte etagers lejlighedskompleks. Fire boliger og en skole skulle også være beskadiget ifølge guvernøren.

    Reuters har ikke været i stand til uafhængigt at verificere oplysningerne.

  16. Ron DeSantis har skudt sin kampagne igang: 'USA går i den gale retning'

    Floridas guvernør, Ron DeSantis, begyndte i går sin kampagne i jagten på at blive Republikanernes præsidentkandidat til det amerikanske præsidentvalg i 2024.

    Han lagde ud i Iowa, som er en vigtig stat for ham.

    Her har befolkningen ikke altid været begejstret for Donald Trump, som er DeSantis modkandidat. Trump tabte således statens opbakning til at blive republikansk præsidentkandidat til senator Ted Cruz i 2016.

    Ved sit første vælgerarrangement sagde Ron DeSantis, at USA går i den gale retning.

    - Vi kan se det, og vi kan føle det.

    Han kritiserede også Donald Trump i forbindelse med håndteringen af coronapandemien og på immigrationsområdet. Ifølge CNN sagde DeSantis, at han vil færdiggøre den mur, Trump startede med at bygge for at holde migranter ude af landet.

    - Vi vil genetablere denne nations suverænitet, slog han fast.

    Ron DeSantis fik i sidste uge en kaotisk start på sit præsidentkandidatur, da tekniske problemer skæmmede for hans længe ventede offentliggørelse under en livestream på det sociale medie Twitter.

  17. Onsdag starter skyet, men solen kommer frem

    Morgenstund onsdag i Langelandsbæltet ved Spodsbjerg lidt i seks. Foto: Jacob Gudjonsson

    Der hænger skyer over det meste af landet i morgen- og formiddagstimerne, men solen vil igen i dag blive dominerende på en blå himmel.

    Temperaturen stiger i dag til mellem 17 og 23 grader, langs Vestkysten dog noget køligere med 12-15 grader.

    Vinden er nemlig fra hovedsagelig vestlig retning i dag, og langs kysten blæser der op til en hård vind med vindstød af kuling-styrke.

    De fleste andre steder vil det være en svag til frisk vind, men generelt mere blæsende end de foregående dage.

  18. Grønlandsk minister går af efter kritik i journalistsag

    Peter Olsen trækker sig som det grønlandske selvstyres minister for uddannelse, kultur, idræt, og kirke.

    Det oplyser formanden for det grønlandske selvstyre Múte B. Egede, skriver det grønlandske medie KNR ifølge Ritzau.

    Ministeren trækker sig efter at have fået kritik i en sag om manglende grønlandske journalister.

    Olsen lovede sidste år, at der ville bliver nedsat en arbejdsgruppe for at finde en løsning på problemet. Men ifølge KNR var den arbejdsgruppe inden tirsdagens møde i det grønlandske parlament endnu ikke nedsat.

    Ifølge Ritzau skriver Peter Olsen på Facebook, at han "valgte at søge afsked, da jeg følte, at jeg ikke længere har opbakning fra flertallet".

    - Jeg har lyttet til kritikken, vel vidende at jeg har gjort mit bedste, skriver han.

  19. Påstået droneangreb sætter ild til russisk olieraffinaderi

    En ukrainsk drone har med stor sandsynlighed startet en brand i et olieraffinaderi i den sydlige russiske region Krasnodar.

    Det hævder regionens guvernør, Veniamin Kondratjev, på Telegram ifølge Reuters.

    - Branden på Afipskom olieraffinaderi er blevet slukket. Jeg er taknemmelig for alle vores tjenesters hurtige og professionelle arbejde, skriver han.

    Guvernøren tilføjer, at ingen er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, og at brandvæsnet hurtigt fik begrænset branden.

    - Der var ingen tilskadekomne. Jeg har fuld kontrol over situationen, skriver guvernøren på Telegram.

    Afipskom olieraffinaderi ligger ifølge nyhedsbureauet Reuters tæt på Novorossijsk, som er en havneby ved Sortehavet.

  20. Nordkoreansk satellit styrter i havet og udløser evakueringer

    Sent tirsdag aften forsøgte Nordkorea at sende en overvågningssatellit ud i rummet, men løfteraketten mistede momentum, og satellitten styrtede i havet.

    Det oplyser landet ifølge nyhedsbureauet Reuters gennem det nordkoreanske statslige medie KCNA.

    - Den nye opsendte satellits løfteraket "Cheollima-1" styrtede ned i Det Gule Hav, fordi den mistede momentum på grund af en abnorm opstart i totrinsmotoren efter førstetrinsseparation under normal flyvning, skriver KCNA.

    En løfteraket er sammenbyggede raketdele, som bruges ved opsendelse af en satellit eller et rumfartøj.

    Satellitopsendelsen fik i første omgang dele af Japan til at beordre borgere i beskyttelsesrum, og i Sydkoreas hovedstad, Seoul, blev luftsirenerne sat i gang, skriver Reuters.

    Begge lande ophævede kort efter begge varsler.

  21. USA: Kinesisk jagerfly udførte 'unødigt aggressiv' manøvre

    Et kinesisk J-16-jagerfly udførte i sidste uge en "unødigt aggressiv" manøvre nær et amerikansk militærfly i internationalt luftrum over Det Sydkinesiske Hav.

    Sådan lyder det i en udtalelse fra USA's militærkommando tirsdag, skriver Reuters.

    I en video, som det amerikanske flyvevåben US Air Force har udgivet, kan man se, hvordan jagerflyet flyver ind foran et amerikansk RC-135-fly, som derefter ryster, fordi det tvinges til at flyve igennem turbulensen i kølvandet på det kinesiske fly.

    - USA vil fortsætte med at flyve, sejle og operere - sikkert og ansvarligt - hvor som helst international lov tillader det, lyder det i erklæringen fra USA.

    Kina har tidligere udtalt, at det ikke er godt for freden, at USA sender skibe og fly ind i Det Sydkinesiske Hav.

  22. FN vil tømme rustende olietanker i Det Røde Hav for at afværge miljøkatastrofe

    • Ifølge FN er skibet 'FSO Safer' i et "fremskredent forfald" og vil på et tidspunkt "falde fra hinanden eller eksplodere", hvis ikke skibet bliver sikret. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
    • Tidligere forsøg på at komme til skibet er blevet forhindret, fordi FN ikke har fået en garanti fra houthierne om, at eventuelle forsøg på at reparere skibet ikke ville blive udsat for angreb. (Foto: © stringer, Ritzau Scanpix)
    • Eksperter har tidligere vurderet, at hvis olien i skibet skulle spilde ud i Det Røde Hav mellem Afrika og Den Arabiske Halvø vil det tage op til 30 år, før havmiljøet ville komme sig. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    FN har sat gang i en mission, der forhåbentlig kan afværge en miljøkatastrofe i Det Røde Hav.

    Her har olietankeren 'FSO Safer' ligget og rustet i flere år med det, der svarer til 1,1 millioner tønder råolie i tanken, som risikerer at slippe ud i havet, hvis skibet slår læk.

    FSO Safer er ikke blevet vedligeholdt siden 2015, hvor det blev det fanget i borgerkrigen i Yemen og endte ud for en del af landet, der kom under houthi-oprørernes kontrol. Det skriver Ritzau.

    FN har i flere år forsøgt at få lov til at komme nær skibet for at reparere det og derved undgå en lækage eller endnu værre en eksplosion.

    Ifølge FN tirsdag er det lykkes at få et støtteskib til FSO Safers placering. Samtidig er en anden olietanker, som FN højest usædvanligt har købt til lejligheden, til stede.

    De to skibe skal pumpe olie fra FSO Safer over i FN's olietanker. Det arbejde vil begynde inden for to uger, oplyser FN ifølge nyhedsbureauet AFP.

    - Hvis alt går efter planen er vi på et tidspunkt i juni eller starten af juli i stand til at sige, at den kritiske fase af pumpningen af olie fra skib til skib er overstået, siger Achim Stein, der er chef for det FN-program, som står i spidsen for opgaven, ifølge AFP.

  23. Dansk Industri og Dansk Erhverv jubler over aftale om mere strøm fra havvindmøller

    Dansk Industri og Dansk Erhverv roser en aftale, som regeringen og et bredt flertal her til aften har indgået om en mangedobling af strøm fra danske havvindmøller.

    Partierne har aftalt rammerne for udbud af havvindmølleparker på i alt ni gigawatt strøm.

    Til sammenligning har Danmarks havvindmøller i dag en samlet kapacitet på 2,3 gigawatt.

    Ulrich Bang, underdirektør i Dansk Erhverv, siger, at Danmark har brug for al den grønne strøm, vi kan få.

    - Den store mængde havvind er helt nødvendig, hvis Danmark skal nå klimamålene, der skal sikres lavere elpriser, og der skal skabes et grundlag for fremtidens Power-to-X-industri i Danmark, siger han.

    Power-to-X er en teknologi, som ved hjælp af elektrolyse bruger el til at spalte vand til ilt og brint. Brinten kan bruges til blandt andet brændstof i lastbiler og færger.

    De to organisationer er dog begge bekymret over, at staten med aftalen skal være medejer af havvindmøllerne.

    - Statsligt ejerskab er ikke den ideelle løsning. Det er vigtigt, at der skal være en armslængde mellem statens ejerskab og den daglige drift, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.

  24. AGF kan øjne medaljer efter sejr over Randers

    Med en sejr i weekenden ender bronzemedaljerne i Aarhus.

    Det er faktum, efter AGF's sejr på 3-1 over Randers FC i 3F Superligaens mesterskabsspil. Med den rykkede aarhusianerne nemlig op på tredjepladsen på grund af en bedre målscorer end Viborg.

    AGF kom bedst fra start, da Mikkel Duelund scorede efter syv minutters fodbold. Det væltede dog ikke Randers-spillerne af hestene, og blot fem minutter senere udlignede Mads Enggaard på et klassemål.

    Efter pausen rykkede AGF dog fra rivalerne fra Randers, da først Mikael Anderson og dernæst Yann Bisseck udbyggede føringen til slutresultatet 3-1. I sidste runde på søndag skal AGF møde Brøndby, mens Randers står overfor mesterholdet FC København.

    Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen øverst i artiklen.

  25. Svindeldømte Elizabeth Holmes har påbegyndt afsoning af 11-årig fængselsstraf

    Den nu 39-årige Elizabeth Holmes var grundlægger af virksomheden Theranos, som hævdede at have udviklet en banebrydende blodprøveteknologi. (Foto: © Jeff Chiu, Associated Press)

    Den svindeldømte tidligere iværksætter Elizabeth Holmes har tirsdag meldt sig til et føderalt fængsel i Texas for at påbegynde sin fængselsstraf på 11 år og tre måneder.

    Det skriver New York Times.

    Som 19-årig grundlagde Holmes i 2003 virksomheden Theranos, ifølge hende selv med en ambition om at revolutionere sundhedssektoren.

    Hendes vision var en banebrydende blodprøveteknologi, der skulle kunne opdage en hel række sygdomme med blot en lille dråbe blod fra fingeren.

    Men det hele var pure opspind. Teknologien virkede simpelthen ikke, og i januar 2022 blev Holmes dømt for blandt andet at have svindlet investorer, som havde skudt flere hundrede millioner dollar i virksomheden.

    I november 2022 blev straffen udmålt til 11 år og tre måneder.

  26. Hvidovre Stadion skal gøres superligaklar for knap 16 millioner kroner

    Efter 26 års fravær rykkede Hvidovre IF søndag op i Superligaen, og det betyder, at byens stadion skal have opgradering.

    Kommunalbestyrelsen har på et møde tirsdag aften vedtaget et forslag om at bevilge 15,8 millioner kroner til projektet. Det skriver Ritzau.

    Af Hvidovre Kommunes hjemmeside fremgår det, at omkring seks millioner kroner er afsat til mobiltribuner, så kapaciteten øges fra 6.600 til 10.000 tilskuere, hvilket er et krav fra Divisionsforeningen for at kunne spille i den bedste række.

    Derudover skal græstæppet på banen udskiftes, og det kommer anslået til at koste to millioner kroner.

    Godt fem millioner kroner skal der bruges på "tekniske foranstaltninger", herunder lys- og lydanlæg, internet og trackingudstyr, mens yderligere godt to millioner er afsat til VIP-faciliteter og til at leve op til kravene om minimum 300 loungepladser.

  27. Flertal i Helsingør byråd vil overmale Simon Spies murmaleri efter flere hærværk

    Sådan så murmaleriet af Simon Spies ud på Simon Spies Plads i Helsingør, før det blev udsat for grafitti-hærværk. (Foto: © keld navntoft, Keld Navntoft)

    Et flertal i Helsingør Byråd har vedtaget, at kommunen ikke skal bruge penge på at genskabe et murmaleri af den tidligere rejsekonge Simon Spies.

    Det skriver Helsingør Dagblad.

    Det var De Konservative, De Radikale, Venstre, SF, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne, der stemte for en permanent overmaling af Simon Spies-maleriet.

    Ukendte gerningsmænd har allerede begået omfattende hærværk imod maleriet flere gange.

    Debatten i byrådet handlede om, hvorvidt der fortsat skulle bruges penge på at restaurere Spies-portrættet, eller det skulle overmales.

    Tilbage i januar var Simon Spies også hovedperson i en strid om, hvorvidt pladsen i Helsingør centrum stadig skulle hedde Simon Spies Plads. Der stemte et snævert flertal for at bevare navnet.

    Simon Spies' fortid blev meget omdiskuteret i medierne, efter at DR sendte en dokumentar om rejsekongen i sommeren sidste år.

    I dokumentaren fortæller tidligere ansatte under Simon Spies i 60'erne og 70'erne, hvordan stifteren af Spies Rejser blandt andet betalte dem for sex, mens de var helt unge.

  28. Stoltenberg: 'Sverige kan snart være medlem af Nato'

    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at Sverige snart kan overvinde den tyrkiske modstand og blive medlem af Nato.

    - Det er absolut muligt, at Sverige er medlem af Nato, når vi kommer frem til Nato-topmødet i Vilnius, siger Jens Stoltenberg.

    Den optimistiske melding kommer forud for et møde mellem Nato-landenes udenrigsministre onsdag og torsdag i den norske hovedstad, Oslo.

    Stoltenberg peger på valget i Tyrkiet, som endte med en sejr til præsident Erdogan.

    Det kan blive nøglen, der åbner døren for Sverige, mener Natos generalsekretær.

    - Der er et vindue nu efter det tyrkiske valg og med et tyrkisk parlament, som bliver samlet. Vi arbejder på, at det skal ske så hurtigt som muligt, siger Jens Stoltenberg.

    Tyrkiets udenrigsminister deltager dog ikke i mødet i Oslo.

Mere fra dr.dk