Teknologikoncernen Topsoe vil bygge kæmpefabrik til grøn brint for to milliarder kroner
Herning skal huse en stor fabrik til produktion af grøn brint. Det oplyser teknologikoncernen Topsoes administrerende direktør Roeland Baan til erhvervsmediet Finans.
Grøn brint kan blandt andet bruges som et alternativ til fossile brændsler i industrien eller ved tung vejtransport. Det er derfor et afgørende element for den grønne omstilling.
- Det er den første fabrik af sin slags i verden og den største enkeltinvestering nogensinde for Topsoe, siger Roeland Baan til Finans.
Grøn brint fremstilles ved elektrolyse. Her spalter man vand i ilt og brint ved hjælp af vedvarende energi fra sol og vind.
I første omgang er målet for Topsoe en årlig elektrolysekapacitet svarende til 0,5 gigawatt. Det er planen, at fabrikken kan skrues helt op til fem gigawatt.