Region Syddanmark vil nu have gennemgået jorden på fem børnehaver og offentlige legepladser på Fyn og fem i Jylland.
Det skyldes, at de alle er placeret nær en tidligere fabrik eller losseplads, og at der derfor er risiko for PFAS-forurening.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Undersøgelserne vil begynde i påskeugen, hvor der er færrest, der benytter legepladserne, og et resultat ventes i maj. Indtil da kan børnene lege videre i områderne.
- Det er vores fagfolks vurdering, at PFAS ikke udgør en akut risiko for børnenes leg med jorden. Derfor kan legepladserne godt benyttes som hidtil, indtil vi har modtaget undersøgelsernes resultater, siger Poul Erik Jensen (S), der er formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark.
Legepladserne er ifølge regionen tidligere blevet undersøgt for forurening, uden man fandt noget. Men det var før, PFAS blev et stof, som regionen undersøgte for.
Du kan se listen over berørte legepladser her.