Ti mennesker er døde, ni er såret, og 230 er blevet reddet, efter et passagerskib brød i brand ud for den sydfilippinske provins Basilan.
Det skriver Reuters.
Branden begyndte i kabiner med klimaanlæg, melder chefen for kystvagten i det sydlige Mindanao, Rejard Marfe. Skibet har plads til op til 430 personer.
Der skal nu foretages en sikkerhedsvurdering, og det skal undersøges, om der er tegn på olielæk i området.
Det er desværre ikke første gang i nyere tid, at Filippinerne oplever fatale skibsbrande.
I maj sidste år døde mindst syv mennesker under en brand på et skib med 134 mennesker om bord, beretter Ritzau.